mm

Amélie Reichmuth

Amélie Reichmuth er født i 1994 i en fransk-tysk familie og er vokset op i både Frankrig og Tyskland. Efter sin dobbelte fransk-tyske studentereksamen i 2012 startede hun på statskundskab på Sciences Po-universitet i Nancy, hvor hun tog en BA i europæiske anliggender. Under sine studier var hun udvekslingsstudent på Aarhus Universitet i 2014 i to semestre. Herefter vendte hun tilbage til Paris i 2015 for at tage en kandidatgrad i internationale anliggender med fokus på diplomati og russiske samfundsforhold. I 2016 tog hun et sabbatår og arbejdede for tænketanken Institut Montaigne og NGO’en The Aspen Institute, begge i  Paris Herefter har hun været udvekslingsstuderende ved Uppsala Universitet. Når hun har kandidatgraden i land, kunne hun godt forestille sig at arbejde for det franske udenrigsministerium. 
Amélie er særligt interesseret i udenrigspolitik/internationale anliggender, det fransk-tyske og europæiske samarbejde samt udddannelses- og kulturpolitik. Hun har specialiseret sig i Europa, Skandinavien og Rusland og taler fransk, tysk, engelsk og dansk.
Man kan komme i kontakt med hende via Twitter.

Se alle skribentens artikler

Hvad læser de danske politikere – og har det en samfundsbetydning

KULTUR – Danske politikere er interesserede i litteratur, og bøger påvirker deres politiske liv, skriver Amélie Reichmuth i denne enquete, hvor hun har talt med markante politiske profiler på tværs af Folketingssalen. Sammenlignet med eksempelvis Frankrig mangler Danmark imidlertid en egentlig politisk erkendelse og ansvarstagen for kulturens og kunstens betydning for den enkelt borger og for samfundet.

Som tidligere fransk-tysk udvekslingsstuderende i statskundskab i Aarhus følte jeg mig forpligtet til følge DR’s Historien om Danmark, og jeg blev hurtigt en stor fan af historiefortællingen om det lille kongerige, der virkede eksotisk for en udlænding som mig.

Hvad der imidlertid vakte min interesse i endnu højere grad, var danskernes efterfølgende og endeløse debatter om serien, som fik mig til at reflektere over forbindelsen mellem historie, kunst og politik i en nordisk kontekst.

For et par uger siden ved åbningen af det nye Louvre-museum i Abu Dhabi citerede den franske præsident Emmanuel Macron den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij med ordene “skønheden vil redde verden”. Mener danske politikere det samme? Jeg spurgte en række danske folketingsmedlemmer om deres forhold til litteratur, om hvad de læser og hvorfor.

Men først lidt baggrund.

Litteratur og politik: en tidløs historie

Der var engang.

Alle gode historier begynder med disse ord, og siden begyndelsen på det athenske demokrati har litteratur og politik udviklet sig parallelt. Den antikke definition af politik var på nogle måder bredere, end den vi ser i dag: ordet “politik” stammer fra det oldgræske ord “polis”, som betyder “byen” – både som et fysisk sted og som en selvstændig politisk institution.

At være politisk engageret betød altså ikke kun at deltage i debatter og stemme, men også at være aktiv i byens kulturliv. Det er ikke tilfældigt, at de mest berømte antikke politikere som for eksempel Perikles eller Cicero også var store retorikere og forfattere, som enhver statskundskabsstuderende kender til.

I Renæssancen genopdagede både forfattere og politikere de klassiske værker fra Antikken og deres humanistiske filosofi. Den tekniske udvikling førte til opfindelsen af trykkeriet, som gjorde det muligt at sprede disse idéer udover det europæiske kontinent i et omfang, der aldrig var set før.

Denne tid blev også præget af krige og epidemier, som udslettede store dele af den europæiske befolkning. I denne mørke kontekst er det ikke overraskende, at forfattere prøvede at genopfinde det politiske system med en ny genre af litteratur om “utopien”.

Forfattere og kunstnere har brugt deres kunst til at dele politiske budskaber. Nogle har betalt den højeste pris for det, som f.eks. Charlie Hebdos redaktion gjorde ved terrorangrebet i 2015

Utopia af Thomas More blev den første i genren, som mange århundreder senere kom til at inspirere 1984, Brave New World, og The Handmaid’s tale.

Tænkerne begyndte også på det tidspunkt at beskæftige sig med konceptet om staten som en politisk enhed, som grundværket Leviathan af Thomas Hobbes viser.

14. januar 2015. Forside af det franske magasin Charlie Hebdo. Wikimedia Commons.

Intellektuelle og kunstnere spillede også en vigtig rolle i Oplysningstiden: konceptet om det absolutte monarki blev ikke afskaffet den 14. juli 1789 ved den franske revolution, men gennem hele århundredet i litterære saloner, hvor borgerlige debattører mødtes for at udveksle idéer.

Processen fortsatte ind i det 19. århundrede, hvor forfattere på tværs af hele Europa skabte kunstneriske bevægelser for at fejre fødslen af uafhængige nationer.

Det blev også perioden, hvor forfattere brugte deres kunst for at kritisere de sociale vilkår i disse lande: Dele af H.C. Andersens eventyr kan for eksempel forstås som en kritik af klassesamfundet. I begyndelsen af det 20. århundrede blev den franske forfatter Émile Zola billedet på “den engagerede intellektuelle” med sin kamp mod antisemitisme i Dreyfuss-affæren.

Lige siden har forfattere og kunstnere regelmæssigt deltaget i den offentlige diskussion og brugt deres kunst til at dele politiske budskaber. Nogle har betalt den højeste pris, som f.eks. Charlie Hebdos redaktion gjorde ved terrorangrebet i 2015.

Danmark – fra en landbrugsnation til en nation af læseheste

Hvis klichéen om Frankrig som en nation præget af kunst og litteratur er vidt udbredt, hvordan ser det så ud i Danmark?

Bog- og Litteraturpanelet har siden 2014 offentliggjort en årlig rapport om bogens og litteraturens udvikling. Den analyserer blandt andet danskernes læsevaner og tendenserne i litteraturindustrien.

I dette års udgave kan man mærke flere nye udviklinger: produktionen af trykte bøger er generelt faldende i Danmark, fordi læserne går mere over til E-bøger eller lydbøger; danskerne læser mindre skønlitteratur, men til gengæld mere faglitteratur; socioøkonomiske faktorer påvirker deres læsevaner.

Emmanuel Macron tilstod for nylig, at han allerede har skrevet “tre romaner, som er godt gemt i skufferne

Samtidig falder den generelle interesse for litteratur ikke i Danmark, tværtimod: bogmessen i København fik rekordmange gæster i år, Aarhus har lige fået sin egen internationale litteraturfestival (LiteratureXchange), mens DR-K for et par uger siden lancerede et nyt bogprogram.

Så langt, så godt, men hvad så med forholdet til politik? Hvis jeg sammenligner med mit hjemland, Frankrig, så er forbindelserne mellem de to meget tætte. Mange franskmænd mener, at en politiker stadigvæk bør være højt uddannet og kultiveret for at være legitim. Han eller hun bør også have et bredt netværk blandt kunstnere og intellektuelle og have skrevet bøger selv: En bogudgivelse, der præsenterer politikerens vision er en del af ritualerne omkring et kandidatur.

Flere af franske politikeres litterære værker er blevet klassikere, og den nuværende præsident, Emmanuel Macron, tilstod for nylig, at han allerede har skrevet “tre romaner, som er godt gemt i skufferne”.

Skønheden skal redde verden. Emmanuel Macron taler ved indvielsen af Louvre Abu Dhabi.

Politikere og litteratur i Danmark – en hemmelig lidenskab?

Eksisterer samme nære forbindelse mellem litteratur og politik i Danmark? Det tvivlede jeg på, men jeg ville undersøge sagen og kontaktede derfor en række danske politikere for at høre om deres forhold til litteratur.

Jeg blev absolut ikke skuffet over svarene, tværtimod. De politikere, jeg skrev til, fandt åbenbart mine spørgsmål interessante og sendte mig lange og detaljerede svar.

De undrede sig i øvrigt ikke over at få et skriftligt spørgsmål fra en fransk statskundskabsstuderende og svarede meget venligt og uformelt – ikke noget jeg er vant til hjemme i Frankrig. Flere ting slog mig, mens jeg læste svarene, der fik mig til at tænke på Harry S. Trumans berømt citat: “Not all readers are leaders, but all leaders are readers.

Det første, der slår mig, er at de danske politikere jeg har kontaktet læser rigtig meget. Det har ofte gjort det altid, siden deres unge dage. Mogens Lykketoft (S) fortæller mig for eksempel at “der er meget stor litteratur, jeg har læst i min ungdom – som for eksempel Johannes V. Jensens fantastiske ’Kongens Fald’”.

Danske politikere deler ikke kun en store interesse for litteratur, den påvirker også klart deres politiske liv: de læser tit historiske bøger og biografier for at finde inspiration, mod, eller bare for at bedre kunne forstå verden omkring dem

Det andet, der slår mig, er, at deres litterære referencer tit er nordiske forfattere som f.eks. Knut Hamsun, som Bertel Haarder (V) skriver “vækkede noget i mig, da jeg læste den på et sygeleje. Den foregår i ”Nordlandssommerens evige dag”, hvor også Herbjørg Wassmos trilogi foregår. Jens Christian Grøndahl er den tænksomme europæer ligesom Kaspar Colling Nielsen.” Carolina Magdalene Maier (Å) og Holger K. Nielsen (SF) fortæller dog, at deres yndlingsbøger er henholdsvis “Siddartha” af Hermann Hesse og Arthur Koestlers “Mørke midt om dagen“.

Man kan også tydeligt mærke, hvordan politikernes holdninger afspejler sig i deres litterære smag (og omvendt).

Pia Kjærsgaard (DF) skriver at “Kim Malthe-Bruuns breve fra Anden Verdenskrig og besættelsen er noget af det, der har påvirket mig mest. Historien om den unge, danske frihedskæmper, der blev henrettet af tyskerne, har givet mig en stærk følelse af, at vi ikke kan tage vores frihed for givet.”; Naser Khader (K) mener at “danskerne burde læse Luthers Katekismus, for jeg synes, alt for mange ved alt for lidt om deres tro – kristendommen. […] Det giver en forståelse for, hvad kristendommen går ud på – og hvad, der dermed har præget det danske samfund”.

Gutenberg bogtrykkemaskine. Foto: Creative Commons/Patrice_Audet.

Danske politikere deler ikke kun en stor interesse for litteratur, den påvirker også klart deres politisk liv: de læser tit historiske bøger og biografier for at finde inspiration, mod, eller bare for at bedre kunne forstå verden omkring dem.

Litteraturen har for eksempel spillet en betydelig rolle i Pia Kjærsgaards politisk liv, forklarer hun, fordi hun “ved at læse biografier om historiske personer, […] så går det op for én, at historien er fuld af store og små helte, som måske ikke fuldfører deres værk i deres egen levetid, men deres ideer, mod og værdier lever videre og bliver taget op og udviklet videre af andre. Det har været med til at drive min egen politiske karriere. Når andre har kunnet før mig og har stået fast på trods af hård modstand, så kan jeg også”.

For Bertel Haarder ‘minder litteraturen mig hele tiden om, at de vigtigste forhold i tilværelsen ikke har noget med politik at gøre, og at der skal være grænser for politik, inklusive grænser for liberal politik’

Det samme gælder for Holger K. Nielsen, som skriver, at “litteratur har påvirket mit politiske liv og min politiske dannelse. […] Litteratur har betydning for politik – eller i alt fald bør den have det. Den kan åbne for nye perspektiver og vinkler”.

For Bertel Haarder “minder litteraturen mig hele tiden om, at de vigtigste forhold i tilværelsen ikke har noget med politik at gøre, og at der skal være grænser for politik, inklusive grænser for liberal politik”.

Carolina Magdalene Maier deler dette synspunkt og mener, at litteratur påvirker politikernes arbejde “ved at åbne op for nuancer i de spørgsmål, vi beskæftiger os politisk med. Gennem litteraturen sanser vi på andre måder, vi bevæges over livshistorier og handlinger, som vi måske ikke vil have forståelse for, når vi alene diskuterer politik på parlamentarisk niveau”.

Mogens Lykketoft bruger litteratur “for at få et indblik i menneskets natur og de utrolige livsvilkår, mennesker ofte har”. Sådan har Naser Khader det også. Han svarer, at han “læser en masse faglitteratur om vores samtid; jeg elsker at læse biografier, historiske bøger og bøger om religion og tro”.

Kulturpolitik – luksus eller velfærd?

Hvis kultur og især litteratur spiller en så store rolle i politikernes liv, hvorfor spiller kulturpolitik generelt ikke en større rolle i Danmark, (set udefra i hvert fald)?

Man kan dog godt mærke politiske spændinger omkring kulturpolitikken; selv i et konsensusdemokrati som Danmark er der tydeligt en venstreorienteret og højreorienteret kulturpolitik

Ved kommunalvalget, for eksempel, spillede kultur en meget lille rolle (med “kulturhovedstaden ”Aarhus som måske den eneste undtagelse), selvom kultur og fritid også er et af kommunens ansvarsområder. Man får indtrykket af, at kulturpolitik vedbliver med at være et bredt og vagt koncept, som kun baserer sig på tal og statistik, i hvert fald når man kigger på Kulturministeriets webside eller hvis man tager et kig på kulturprogrammet fra de opstillede partier.

Man kan dog godt mærke politiske spændinger omkring kulturpolitikken; selv i et konsensusdemokrati som Danmark er der tydeligt en venstreorienteret og højreorienteret kulturpolitik.

Venstre promoverer en kulturpolitik, som “skal sikres frie og gode udviklingsmuligheder for det frivillige og folkelige foreningsarbejde, og rammerne for udviklingen af det brede fritids- og kulturliv skal sikres bl.a. af det offentlige”, mens socialdemokraterne mener at “kultur er en kilde til fornyelse og inspiration, men det er også det kit, der binder os sammen som nation, og det er ofte igennem kulturelle oplevelser, kunst, idræt og i foreningslivet vi som danskere finder fællesskab”.

Ifølge Dansk Folkeparti “består kulturen af summen af det danske folks værdinormer, tro, religion, sprog, sædvaner, holdninger og traditioner. Beskyttelse og videreudvikling af denne kultur er en forudsætning for landets beståen som et frit og oplyst samfund”, mens Alternativet forsvarer “mere kunst, færre mursten og flere frizoner” og at “kunst og kultur skal i centrum for politikudvikling”.

Er det måske pga. Danmarks størrelse og komplicerede forhold til indvandring at man tenderer til reducere kultur til dens patriotiske definition – og kulturpolitik til romantisering af de “gode gamle danske værdier” og deres promovering i udlandet?

Er det netop fordi Danmark er et konsensusdemokrati, at kulturpolitik (bevidst eller ubevidst) tit bliver glemt i den offentlige diskussion?

Set udefra har de store kulturelle spørgsmål over de sidste år har været: Skal DR Symfoniorkester afskaffes? Hvad er de danske kulturkanoner? Hvordan skal DR’s licens tilpasses? Hvor stort skal Den Kgl. Ballets budget være?

Er det måske netop fordi, Danmark er et monarki, med tilhørende mæcener og protektorater at man synes, at kultur og kunst er mere en luksus end en nødvendighed, som staten skal tage sig af?

Omvendt har man har ikke tænkt over, hvordan man kan få flere unge/pensionister/arbejdsløser til at læse, besøge museer eller tage i biografen; man har ikke reflekteret over, hvilket bidrag adgangen til kultur kan betyde for velfærdspolitik generelt.

Er det måske pga. Danmarks størrelse og komplicerede forhold til indvandring, at man tenderer til at reducere kultur til dens patriotiske definition og kulturpolitik til romantisering af de “gode gamle danske værdier” og deres promovering i udlandet? Lad os kigge på forholdet til tosprogetheden for eksempel: Har man tænkt over, hvordan man bedst kunne bruge de sproglige kompetencer de nye danskere har i f.eks. handel og diplomati?

Kultur: en politisk handling

Der findes mange sociologiske studier, som påpeger, at man ikke skal undervurdere hvordan de socioøkonomiske uligheder afspejler sig i adgang til kulturen.

Eksemplerne i Danmark er rigelige: i sin årlige rapport om situationen i musikskolerne, pointerer Kulturministeriet, at “musikskolernes elevsammensætning er ikke tilstrækkeligt socioøkonomisk balanceret. Der er en overrepræsentation af børn fra familier med høj husstandsindkomst, højt uddannelsesniveau og etnisk dansk baggrund”.

Når det kommer til brugen af offentlige biblioteker, så er billedet det samme: “Flest brugere af bibliotekerne (74 procent) er mellem 40 og 73 år”, og “brugerens uddannelsesniveau har tendens til at påvirke brugen af bibliotekerne, så brugerne med en mellemlang (42 %) eller lang videregående uddannelse (22 %) optræder hyppigere”.

Finansloven 2018 forudser en stigning i budgettet for kultur fra 448,9 til 471,2 millioner kr. Man kan spørge, om det vil være nok for at forbedre de tendenser, som Kulturministeriet har kendt til i nu flere år.

Måske kunne man lære af den franske erfaring på området: en rapport fra de franske myndigheder fra marts 2017 om demokratisering indenfor adgangen til kulturen understreger nemlig, at “adgang til kulturen er et spørgsmål om frigørelse og social samhørighed”.

Det handler om at skabe en bevidsthed om, at kulturpolitik er en form for velfærdspolitik, som kræver både en politisk vision og økonomiske ressourcer. Det handler om at tage emnet seriøst og give det plads i de politiske diskussioner, i stedet for at se det som en lille detalje, man styrer rent administrativt

Den viser også, at kun en tilbudspolitik vendt imod de mindre privilegerede befolkningsgrupper kan balancere de sociale uligheder i adgangen til kulturen. Man bør kombinere flere faktorer som f.eks. byudvikling, en attraktiv pris- og loyalitetspolitik og et tæt samarbejde imellem de lokale aktører (skoler, museer, kommune, jobcentret, osv.) for at forbedre situationen.

Med andre ord skal der flere penge og forskellige tiltag til, for at fremme kulturen i alle sociale miljøer. En anden vigtig pointe er, at den politiske vision skal bygge på et tættere samarbejde på alle politiske niveauer, sådan at kulturpolitik bliver en del af andre politiske områder – uddannelsespolitik, byplanlægning, udenrigspolitik, osv.

Sidst men ikke mindst kan man mærke en vigtigere interesse og engagement for kulturpolitik blandt alle aktører, som også forklarer de gode resultater af demokratiseringspolitikken i Frankrig i løbet af de sidste år.

Hvad er litteraturens rolle i Danmark i det 21. århundrede?

Når vi nu har konkrete beviser for, at kulturpolitik giver mening for hele samfundet, både socialt og økonomisk, hvilken rolle spiller litteraturen så i dag ifølge de danske politikere?

Nogle, som Pia Kjærsgaard, mener at “litteratur har samme betydning i dag, som den altid har haft. Vi mennesker bliver kunstnerisk beriget af gode historier”.

Andre politikere er enige.

Mogens Lykketoft finder, at “det er vel den gode fortællekunsts styrke, at den giver os indsigt i både gode, smukke og mørke sider i menneskers natur. Det har man brug for som politiker eller som enhver anden, der udøver magt eller er låst i andres magtgreb”.

Bertel Haarder synes, at “litteraturen er for samfundet, hvad hjernen er for et menneske. Den rummer store følelser, stemninger, angst, længsel, kærlighed og alt, hvad der gør livet værd at leve”.

Carolina Magdalene Maier tilføjer, at “litteratur skaber evnen til at forestille sig ting, der ikke er. På den måde påvirker litteraturen den kreative kraft, som alle mennesker fødes med. Derfor bidrager litteraturen til, at vi som mennesker oplever verden i flere dimensioner og med flere nuancer – og muligheder – end det, som livet uden for kunstens og kulturens verden kan tilbyde os, hvis det står alene”.

I en ustabil verden som søger efter mening, værdier og retning, kan litteraturen og kulturen være et værdifuldt kompas for at kunne håndtere tidens store udfordringer

Det er med andre ord på tide at anerkende litteraturens og kulturens betydning for samfundet, og betragte dem som offentlige goder.

Det handler om at skabe en bevidsthed om, at kulturpolitik er en form for velfærdspolitik, som kræver både en politisk vision og økonomiske ressourcer. Det handler om at tage emnet seriøst og give plads til det i de politiske diskussioner i stedet for at se det som en lille detalje, man styrer rent administrativt.

I en ustabil verden som søger efter mening, værdier og retning, kan litteraturen og kulturen være et værdifuldt kompas for at kunne håndtere tidens store udfordringer. Kulturpolitik i det 21. århundrede bør handle både om at skabe og leve sammen, i stedet for bare passivt at co-eksistere.

Kulturpolitik i det 21. århundrede bør derfor blive taget i betragtning i alle områder af politik, ligesom den grønne udvikling og ligestilling.

Topillustration: Jyske Lov, Danmarks Borgcenter, Vordingborg. Wikimedia Commons/Toxophilus.

Kategorier