Jakob Brønnum: Politik som samfundsskadelig virksomhed

af

DEBAT – Jakob Brønnum havde en hård politisk uge, hvor han bl.a. blokerede en konservativ lokalpolitiker i vrede. Hun sammenlignede muslimer med at have lukket en trojansk hest ind i Danmark. Men når en lokalpolitiker går ind på en tråd på den måde med små listige udsagn, der pirker til frygten i befolkningen og udsagnene handler et om, at det ikke er muligt at skabe et bedre samfund, før vi får en bestemt etnisk gruppe smidt helt ud – ja udryddet, så er det ikke et hak bedre end et kalde jøder for rotter, skriver han.

Jeg blokerede en konservativ regions- eller byrådspolitiker fra Nordjylland på Facebook her forleden. Jeg gjorde det i afmagt og vrede og efter at have sagt, at jeg ville blokere, når jeg var sikker på, hun havde læst, hvad jeg skrev. Jeg skrev, at gennem de få udsagn, som nåede at falde i vores drøftelse, viste hun sig som en samfundsnedbrydende magtperson. Det er der så mange populistiske politikere, der er. Men jeg synes, det var på en særlig grov måde. Det var det nok ikke.

Bagefter har jeg syntes, det var en mærkelig reaktion, men det blev ved at rumstere i mig, og derfor har jeg tænkt videre over det. Det var tre dage efter kommunalvalget, hvor jeg nogle få dage inden havde opdaget, at et familiemedlem, som jeg ikke har nogen videre kontakt med, var opstillet til Dansk Folkeparti i en storby. Han fik 84 personlige stemmer. Begge dele følte jeg tåkrummende pinligt.

Desuden havde jeg været i en flere dage lang drøftelse med et andet familiemedlem, dog i et andet land, og det havde vist sig, at han er opslugt af konspirationsteorier mod muslimer. Sådanne teorier, som vi kender fra Den Korte Avis og det, der er værre.

Konspirationer i stil med at tro, at Indre Missions formand hemmeligt er toprådgiver for både statsministeren og Mærsk, og at de alle sammen dybest set ønsker, at vi skal genindføre fadervor i skolen hver dag, forbyde sex før ægteskabet ved lov og begynde at undervise i biologi efter Det Gamle Testamente. Altså bare med muslimen som skurken.

Det er sådan noget, russerne ønsker, vi er optaget af, så de kan tage deres gamle kolonier tilbage i fred. Jeg havde med andre ord lettere end sædvanlig til overdrevne følelsesudbrud.

En debat om antisemitisme

Det, der førte til min blokering af lokalpolitikeren – hvad hun formentlig er flintrende ligeglad med – foregik på en debattråd hos en tidligere, nu pensioneret mediepersonlighed, som lægger fine og ofte udfordrende ting op på Facebook.

De drøftes lystigt af venner og bekendte fra nær og fjern. De handler ikke sjældent om minoriteter som jøder eller om homoseksuelle. Han er et af de mest omfavnende mennesker, jeg kender, hvad angår integration af den muslimske kultur, til trods for en djærv folkelig kristendom.

Det er uantageligt at antisemitisme udfolder sig i vores kultur, at det særligt er fra muslimsk hold, man møder den, og det er nødvendigt at gå op imod denne tendens med strenghed og konsekvens

Denne tråd handlede om, at muslimer altså må se at lære, at man kan ikke være antisemitisk på den måde i Danmark, som man kan i et arabisk land. Det er for langt ude. Det er strafbart.

Tråden kørte i adskillige dage, og der blev debatteret fra mange vinkler.

Jeg er selv af delvis jødisk afstamning og blandede mig i tråden med nogle synspunkter, hvor jeg blandt andet fremsatte den påstand, at de tidligere europæiske kolonimagter, der etablerede staten Israel, har haft deres andel i antisemitismen i Mellemøsten, fordi de gjorde det på en storpolitisk set meget klodset måde.

Desuden hævdede jeg, at jeg også blandt andre mellemøstlige folkeslag end de folkeslag, der er overvejende muslimer, har mødt særdeles grov antisemitisme. F.eks. blandt visse af de gamle ortodokse kristne, de såkaldte syrianere, som udgør en stor indvandrergruppe i Sverige.

Det er et meget kompliceret område, men det ændrer ikke ved det faktum, at jeg naturligvis er fuldstændig enig i trådens første udsagn om, at det er uantageligt at antisemitisme udfolder sig i vores kultur, at det særligt er fra muslimsk hold, man møder den, og at det er nødvendigt at gå op imod denne tendens med strenghed og konsekvens.

Den er i min optik ikke væsensforskellig fra de burmesiske buddhisters historiske fordrivelse af det muslimske rohingya-folk.

Hausgaards naivitet og Den Trojanske hest

Her kommer så den nordjyske politiker ind og bringer et citat af Niels Hausgaard som handler om at være naiv, og derefter forklarer hun, at det er naivt at tro, at man skulle kunne ændre muslimske indvandrere, hvad angår antisemitisme eller noget som helst andet for den sags skyld.

Derefter slutter hun fyndigt med et andet citat, der har endnu dybere kulturelle rødder, nemlig ved at forklare at vi har lukket en trojansk hest ind hos os. Vi lader den lige stå et øjeblik: Den nordjyske politiker mener ikke, man kan påvirke nogen mennesker moralsk og at muslimerne er en trojansk hest i det danske samfund.

Det rystede mig voldsomt. Rystelsen kom sikkert, fordi jeg som sagt nok var mere overfølsom end sædvanligt, og fordi jeg havde forventet et humanitært empatisk udsagn på baggrund af Niels Hausgaard-citatet. Når man citerer en forfatter eller kunstner eller for den sags skyld en statsmand, signalerer det normalt, at man lægger sig i vedkommendes spor. Men det var åbenbart blot for at citere en, der får os andre til at høre efter.

Jeg kan ikke se forskel på at kalde mennesker rotter, som nazisterne kaldte jøderne, og at indvandrere kaldes en trojansk hest. Begge er udsagn om mennesker, som har det fællestræk, at de påstås at ville nedbryde og tilintetgøre samfundet

Det rystede mig, at politikeren for det første ikke havde nogen som helst forestilling om, at samfundsfællesskabet kunne påvirke samfundsmoralen generelt, eller som i dette tilfælde hos en forholdsvis isoleret befolkningsgruppe, nemlig de ikke kulturelt integrerede muslimer.

Jeg går ud fra, at det var dem, hun henviste til, hvis det da ikke blot var et generelt racistisk udsagn af værste skuffe, så det gjaldt alle muslimer. Og desuden bragte hun så en yderst malplaceret reference til den europæiske mytologi, den med Den Trojanske Hest, der måske skulle give hende en form for autoritet, men som kun har den virkning, at det skaber frygt i befolkningen.

Der er dem, der mener, at muslimer vil udgøre en betydelig del af befolkningen om så og så mange år. Det er helt uden hold i de faktiske tal og fremskrivninger, og desuden er der jo nu en fornyet opmærksomhed overfor de kulturelle vanskeligheder, indvandringen giver anledning til, som helt sikkert yderligere vil lægge en dæmper på det hele.

Min naivitet og Den Trojanske Hests lighed med rotter

Jeg havde i min naivitet ikke glemt, at de fleste populistiske politikere ikke forstår det åndelige indhold, der ligger i grundloven eller lignende erklæringer, de har skrevet under på, når de skal modtage offentligt embede.

De forstår for eksempel ikke, at når man spreder frygt i befolkningen påvirker det samfundets sammenhængskraft negativt. Men jeg havde nok i valgugen glemt, at moderne politikere i mange tilfælde besidder en så svækket og fragmenteret demokratisk dannelse, at de tror, at det arbejde, de har påtaget sig på befolkningens vegne ikke først og fremmest indebærer et demokratisk med-ansvar for at forene alle mennesker i samfundet i en sammenhængende samfundsstruktur.

Det er naturligvis både besværligt og hårdt, men så kunne de altså lade være at melde sig. Det er ikke det værste. Det værste er, at hun bruger et klassiske europæisk mytologisk udsagn, der står som et højdepunkt i vores litterære overlevering, nemlig den spektakulære scene i Iliaden, til at pakke sin racisme ind.

Jeg kan ikke se forskel på at kalde mennesker rotter, som nazisterne kaldte jøderne, og at indvandrere kaldes en trojansk hest. Begge er udsagn om mennesker, som har det fællestræk, at de påstås at ville nedbryde og tilintetgøre samfundet.

Hvad gør man ved mennesker, der kommer ind i samfundet som en trojansk hest? Man identificerer dem. Man isolerer dem. Man søger at fjerne dem. I sidste ende slår man dem ihjel

Rotter er ikke blot skadedyr, der formerer sig med stor kraft. I europæisk historie bringer rotter sygdom, særlig pest, og pesten truer med at udrydde befolkningen. Det er helt parallelt med en trojansk hest. Lukker man en trojansk hest ind, vil man blive overfaldet om natten. Man vil blive slået ihjel eller taget til fange, kvinderne vil blive voldtaget og samfundet vil gå til grunde, som det skete for trojanerne.

Hvad gør man ved mennesker, der kommer ind i samfundet som en trojansk hest? Man identificerer dem. Man isolerer dem. Man søger at fjerne dem. I sidste ende slår man dem ihjel.

Man kunne forvente sådanne udsagn fra et medlem af de populistiske partier Dansk Folkeparti eller Nye Borgerlige, og hvis pressen opfangede det, ville man høre næste dag, at nu var den, der sagde det blevet ekskluderet eller havde meldt sig ud. Men, at kandidater og politikere hos de gamle partier er så ringe stillede, at de ikke længere forstår deres eget værdigrundlag, det kommer stadig som en overraskelse.

Naiviteten og Gud, konge og fædreland

Det er sjældent at se så dårlig dannelse hos politikere fra De Konservative. Indtil den markedsivrige, neoliberale Bendt Bendsens formandstid så man det praktisk taget aldrig. Hvis man ikke tror, at samfundet kan formidle moral, så tror man samtidig på, at man kan gøre lige, hvad det passer en.

Det er ikke konservativt. Enhver ved at denne egocentriske erhvervsmoral, som vi kalder neoliberalisme, er samfundsopløsende, fordi den først og fremmest handler om at lære folk, at de til syvende sidst er overladt til sig selv og i øvrigt indrette samfundet sådan, at de også får den oplevelse. Men sådan har de konservative aldrig været.

De Konservative sætter, eller satte, Gud, Konge og Fædreland forrest. Ja, det er den konservative politisk-ideologiske bevægelse, der har opfundet mottoet, og man kan sige meget om den treenighed, men samfundsnedbrydende, det er den altså ikke.

Det er ikke svært at se, hvor en sådan politiker henter disse nye idealer, der blæser højt og flot på fællesskab, demokrati og omsorg. Hun henter dem naturligvis fra de politikere, som har succes.

Det var smukt at se aftalespillet omkring borgmesterposten i Ringkøbing-Skjern, hvor Socialdemokratiet ikke ville støtte en mand som borgmester, der ikke ville vie homoseksuelle, selvom alle politiske aftaler lå fast. Ingen ville rokke sig her, og så faldt det. Det er demokratiet, når det er bedst

Det har været tydeligt i en del år, at skulle man nå langt i den nationale politik, skulle man begynde tidligt, hvis man ikke havde været ankermand på TV-avisen, og derfor ser vi sådan nogle stemmemæssige højdespringere som Inger Støjberg (V), Martin Henriksen (DF) og Henrik Sass-Larsen (S).

Man kunne nævne mange andre. De har ikke tilegnet sig nogen form for samfundsanalytisk kompetence. Men de har spillet magtspil fra de var helt unge, for at komme ind og få en position i partiet.

Derfor står de også frem som buldrende tomme tønder med betydelig medietække. Denne kommunalpolitiker eller regionsrådspolitiker, eller hvad hun er, tror tydeligvis, at det er sådan, man skal være for at klare sig i politik. Historien vil fortælle hende noget andet.

De unge, udannede politikere skaber forbillede for alle andre politikere, fordi de kan det, de andre vil, nemlig blive politikere. Særligt pinlig og patetisk virker det derfor, når en stemmesluger som EU-parlamentarikeren Messerschmidt efter en sygemelding i kølvandet på, at hele “EU-politiet” kom efter ham, fordi de ville undersøge, om han have taget af kassen, pludselig giver den som vismand efter sin sygeorlov.

Han har i eftersommeren og for nylig skrevet indlæg, hvor han fremstiller historiske sammenhænge, der viser, hvordan samfundet er brudt sammen, efter Brandes indførte en eller anden form for modernitet.

Det er uærligt af den lokale politiker at lægge ud med Niels Hausgaard og bruge ham til en racistisk fake news mytologi, og det er uærligt at forankre den i en fortælling fra det gamle Grækenland, som stadigt har mytisk kraft

Om det er Edward eller Georg Brandes, der menes, står hen i det uvisse. Historikere griner tørt hele vejen ned ad debattråden og forklarer, at han vrøvler. At han ikke forstår de historiske kræfter. Enhver kan se, at han har ligget på sofaen under sin sygeorlov og læst Det moderne sammenbrud af Søren Krarup, men ikke forstået, at Søren Krarup laver en teologisk analyse på et samfundsmæssigt problem. Intet tyder så på, at Krarup selv har forstået det, det skal siges til Messerschmidts forsvar.

Det store spørgsmål er naturligvis, hvorfor Messerschmidt kan give den som vismand og være så langt fra en almindelig lødig, historisk forståelse? Det enkle svar er: Fordi niveauet omkring ham i de samtaler han fører, ikke er højere.

Jeg har ofte – naturligvis helt uden at vinde gehør for det – påstået, at samfundet bør kræve en vis grundlæggende dannelse af sine politikere. Det burde være lov, for at modtage valg til den lovgivende forsamling, at man havde i det mindste en bachelor i historie, samfundskundskab eller måske jura. Man kan sagtens nå at tage den, fra man bliver opstillet til en vis tid efter man er valgt.

Messerschmidt er jurist af uddannelse, og deri kan man se forskellen på ham og de øvrige, at han har en forkærlighed for at argumentere historisk og kulturelt, mens de øvrige tre nævnte landspolitikere tilsammen har, hvad der svarer til under en tredjedel af en sådan uddannelse, og lægger man den konservative justitsminister oveni, kommer man op på det halve. Af en uddannelse. Men medietække – det har de. Og så kommer der ikke andet end populisme ud af det, sådan som det politiske klima er i disse år.

Valgkamp på de sociale medier

En barndomsven af mig stillede op til Borgerrepræsentationen i København for Socialdemokratiet, men blev ikke valgt. Hun fik over 300 personlige stemmer. Hun forklarede mig bagefter, at de unge, der er meget dygtigere til at føre valgkamp på sociale medier løber med det, foran visse af de lidt ældre, og at man i partiet anser det for et muligt demokratisk problem i fremtiden – at det handler om mediedygtighed og ikke politik eller erfaring.

Den politik, der for tiden føres, handler nærmest om at gøre det så svært som muligt at tilegne sig samfundets love og koder

Ulrik Wilbeks (V) strategiske mesterstykke med at gafle sig borgmesterposten i Viborg, selvom det var sammen med nogle helt andre end dem, hans politiske og ideologiske holdninger normalt ville pege på, viste, at det er mere magtspil, taktik og indbagte rævekager, man skal bruge, når man skal frem i den politiske verden, end reelt politisk indhold.

Eller, sådan så det i hvert fald ud ude fra, hvor man kan bekymre sig for, om de kvaliteter, der skal til for at vinde medaljer i sport, nu også er dem, man skal bruge i politik. Wilbek er naturligvis både rutineret som tidligere socialudvalgsformand i kommunen og højt begavet.

Derfor var det smukt at se aftalespillet omkring borgmesterposten i Ringkøbing-Skjern, hvor Socialdemokratiet ikke ville støtte en mand som borgmester, der ikke ville vie homoseksuelle, selvom alle politiske aftaler lå fast. Ingen ville rokke sig her, og så faldt det. Det er demokratiet, når det er bedst, når man også kan se, at der ligger idealer bag, som man er villig til at stå op for – samtidig med en demokratisk grundholdning.

Og virkelig forstemmende at se de politiske sejrherrer Enhedslisten og Alternativet i Københavns borgerrepræsentation, som man mener er gået så stærkt frem på kritik af den førte socialpolitik under den afgåede borgmester Anna Mee Allerslev, begge afvise at påtage sig den borgmesterpost, de har vundet på at kritisere. De vil kritisere socialpolitikken, men ikke selv have ansvaret for den. Det er demokratiet, når det er værst, blottet for moral, på den bløde, uhåndgribelige måde. Reelt kan man ikke klandre dem, de har jo ikke brudt nogen lov eller regel, de har spillet det politiske magtspil, som alle andre gør. Man kan blot konstatere, at de står ikke op for egne holdninger, når det virkelig gælder. Ganske enkelt fordi de ved, at det er en meget, meget krævende magistrat at administrere politisk og ikke er villige til at vove det.

Moralen, ansvaret, naiviteten og uærligheden

Det er uærligt af den lokale politiker at lægge ud med Niels Hausgaard og bruge ham til en racistisk fake news mytologi, og det er uærligt at forankre den i en fortælling fra det gamle Grækenland, som stadigt har mytisk kraft.

Men det er ikke det værste. Det værste er, at hun i selve sit udsagn som politiker fralægger sig enhver mulighed for at øve den demokratiske politikers eneste rimelige gerning, nemlig at arbejde for at udbrede muligheden for, at befolkningen kan få så gode vilkår som muligt til ”deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre.” Gerne i en form, der er ”præget af åndsfrihed og ligeværd.”

Egentlig burde man køre en sag, hvor hendes værdighed til at modtage valg prøves, godt og grundigt. Men det gør man jo ikke. Og hun ville blot hævde, det var for sjov og at hun ikke mente noget racistisk med at kalde muslimer i Danmark en trojansk hest og ikke havde tænkt over, om det er rigtigt, at samfundet ikke kan formidle samfundsmoral til borgerne. Hvor citatet fra før var fra? Det med “deltagelse, medansvar og ligeværd”? Folkeskolens formålsparagraf. Såmænd.

Politikere påtager sig rent faktisk et moralsk ansvar for befolkningen, ikke blot på det materielle område, men gennem at stå som inspiratorer for demokratisk handlen. Som frontløbere i kampen for at gøre samfundet stærkere, mere dynamisk, mere hjemligt, mere nærværende

Det går hen over hovedet på politikere i et sådant magtspil, at de rent faktisk påtager sig et moralsk ansvar for befolkningen, ikke blot på det materielle område, men gennem at stå som inspiratorer for demokratisk handlen. Som frontløbere i kampen for at gøre samfundet stærkere, mere dynamisk, mere hjemligt, mere nærværende.

For at tale med den tyske samfundsforsker Jürgen Habermas, er den eneste grund til, at folk begår lovovertrædelser eller kulturelle overtrædelser, at de ikke har tilegnet sig disse love og koder som deres egne.

Jeg kan ikke se andet, end at det er samfundsledernes selvpåtagede ansvar at arbejde særligt hårdt for, at alle i samfundet integreres på denne måde. Og forstår lovene som deres egne. Den politik, der for tiden føres, handler nærmest om at gøre det så svært som muligt at tilegne sig samfundets love og koder.

Er det fordi, det giver bedst medietid for en ung populistisk politiker at klage højlydt over det på grænsen til racismen eller på grænsen til konventionerne, som Støjberg ynder at sige?

Noget kunne tyde på det, når en lokalpolitiker går ind på en tråd på den måde med små listige udsagn, der pirker til frygten i befolkningen og udsagnene handler om, at det ikke er muligt at skabe et bedre samfund, før vi får en bestemt etnisk gruppe smidt ud.

Topfoto: Public domain

POV Internationals skribenter arbejder gratis. Støt gerne Jakob Brønnum på Mobile Pay 53 60 84 96 eller tegn abonnement:

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

mm
Jakob Brønnum

Jakob Brønnum er forfatter til omkring 30 bøger. I år er kommet "Matthæuseffekten", et livsfilosofisk essay, med undertitlen, "Udkast til en håndbog i næstekærlighed", samt Nøjsomhedens tivoli (digte, 368 sider) og "Den sidste passion" (digte, 286 sider), en gendigtning af påskens fortællinger, en af vores kulturhistoriske grundfortællinger.
Udvalg af de seneste bøger:
* Sange ved himlens port. Bob Dylans bibelske inspirationskilder (essay, 382 sider, 2014)
* Malmö by night (digte, 70 sider, 2014)
* Langsomheden 1.0 (digte, 80, sider, 2015)
* Argumenter mod døden (essay, 162 sider, 2015)
* Lysåret (haikudigte, 148 sider, 2016)
* Fortællinger fra undergrunden (noveller, 146 sider, 2016)
* Pengeguden (essay, 298 sider, 2016)
* Porten til den indre by (digte, 330 sider, 2016)
Redaktør af Præsteforeningens Blad og nettidsskriftet Den smalle bog. Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en meget anvendt foredragsholder. Han bor i dag i Sverige med sin familie. Hans kone (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.
POV's skribenter arbejder uden honorar. Støt gerne Jakob Brønnums artikler på MobilePay: 53 60 84 96.

Seneste indlæg fra

Gå til Top