Politik med røven bar

af

”Nej, jeg tror, at han er ISIS’ grundlægger. Det gør jeg. Han var the Most Valuable Player. Jeg giver ham prisen for at være the Most Valuable Player”. Sådan afsvor Donald Trump sig den udvej fra endnu et frit i det ydre rum svævende udsagn, som den konservative radiovært Hugh Hewitt ellers havde tilbudt ham, da den republikanske kandidat besøgte Hewitts program i denne uge: ”Du mener, at han skabte det vakuum, han tabte freden,” bød Hewitt ind. Men nej. Trump insisterede på at fortsætte den allerede fra starten afslørede løgn: ”Jeg er ligeglad. Han var grundlæggeren.”

Der er allerede skrevet tusindvis af sider om Trumps uforlignelige evne og vilje til at se sandheden direkte i øjnene og så alligevel at skyde først med det ene mere rablende udsagn end det andet. De fleste internationale kommentarer er selvfølgelig forargede: Hvordan kan han tillade sig helt at ignorere virkeligheden og trods talrige faktatjek fortsætte med sine påstande? Herefter kom metakommentarerne om forargelsens nyttesløshed, der førte til lige så lidt forandring, som forargelsen gjorde i første omgang.

Endelig har der så været de mange kommentarer fra dem, der slet ikke troede på Trump. Altså på, at han mente det: Trump er en klovn, der leger med magten. Måske for at styrke sin showbiz-karriere, sine mangfoldige brands, der sælger habitter, steaks, overnatninger, og parfumer. At Trump bare har fundet det naturlige næste skridt i sin karriere som performer: verdens allerstørste reality-show, det amerikanske præsidentvalg.

Kan folk (læs: de dumme trumpister, der virker så uforståelige) da virkelig ikke se, at der ikke kommer nogen mur mod Mexico; at man ikke bare kan deportere mexicanere eller afvise alle muslimer; eller, altså, at Obama ikke direkte kan have grundlagt ISIS?

Et svar ville være: Nej, for folket forstår ikke tingenes rette sammenhæng, fordi de er blevet bedøvet med vort samfunds mange opiater: televangelister, Nascar, football, og Jersey Shore for de nedre samfundslag, og økologi, Pilates, HBO og bidrag til velgørenhed for de øvre. I én udlægning er det grundlæggende synspunktet i den marxistiske ideologikritik. Så er det bare op til rebeller, filosoffer, kunstnere og andre klarsynede at råbe dem op og afsløre magtens sande væsen.

Velkommen til kynismen

Men er folket virkelig uvidende om tingenes, ja, verdens sande sammenhæng? Ikke umiddelbart, hvis man skal tro den tyske filosof Peter Sloterdijk og den slovenske filosof Slavoj Žižek, der beskriver moderne ideologi form som givet ved en kynisk attitude. Som Žižek har skrevet, så skriver Marx om arbejderne i Kapitalen, at ”de ved det ikke, men de gør det [alligevel]”, mens det moderne menneske ”ved det, og gør det alligevel.” Velkommen til kynismen.

Kynikeren er altså en person som ved, at hans/hendes forestillinger er falske. Kynikeren forholder sig ironisk til ideologien, men i sin praksis insisterer han eller hun på den. Kynikeren ved, at kejseren ikke har noget på, at han har røven bar, men insisterer ikke desto mindre på at behandle ham som kejser, fordi denne praksis konstituerer et fællesskab af følgere og muliggør en nydelse.

Dette greb er beslægtet med den engelske filosof Samuel Coleridges idé om, at den velvillige ophævelse af mistro er en forudsætning for, at forbrugeren af et stykke fiktion kan nyde kunsten eller underholdningen. Hvis man ser Game of Thrones, ved man, at det ikke er en dokumentar; men man må lade sig rive med i øjeblikket for at få noget ud af at se det.

Kynikeren ved, at kejseren ikke har noget på, at han har røven bar, men insisterer ikke desto mindre på at behandle ham som kejser, fordi denne praksis konstituerer et fællesskab af følgere og muliggør en nydelse.

Hvis dét er tilfældet i politik, hjælper det ikke at afmaskere magten, at klæde den af. Og måske netop dette er tilfældet med Trump. Måske er han en ny form for kejser, som faktisk selv insisterer på, at han ikke har noget på. Der er ikke noget med at afklæde magten her, da magten basalt set ikke handler om andet end ønsket om at regere.

Det store gensidige skuespil

Trumps nyudpegede økonomiske vejleder, Andrew Beal, forsvarede Trumps manglende økonomiske politik og hans egen manglende viden om den på følgende måde: ”Hvis du hyrer en til at være administrativ direktør, så forlanger du ikke, at de skal fortælle om hver eneste beslutning, de tager, flere år før, de vil gøre det. Du hyrer en, du stoler på, og så lader du ham køre det”.  Det at styre økonomien handler om at styre skibet sikkert gennem farvandet. Man ved ikke, hvilke udfordringer, som ligger forude, så det eneste, man kan håbe på, er, at man har en god skipper. Og det er Trump i Beals øjne – altså en god skipper.  Indsigt og viden er underordnet. Det, som det handler om, er vilje og gennemslag. Hvorfor ikke skrælle alt det overfladiske af, for at komme ned til det, som det i virkeligheden handler om…?

MERE POV
Danmarks Omdømme: Den måske mest effektive rebranding-kampagne i nyere tid

Trump er private idiosynkrasier, pral, platheder, lidt om våben, populisme, vilde forslag, og det interessante her er, at der overhovedet ingen ambition er om at fremstille disse som et sammenhængende og gennemreflekteret program. Det eneste, som står tilbage, er ønsket om at regere. Virkeligheden er den, man skaber. Beal selv synes også selv at inkarnere dette. Han kastede sig f.eks. ud i et slag poker med et af verdens dygtigste pokerspillere, Phil Ivey, og tabte selvfølgelig med et brag: 16 millioner dollar på tre dage. Hvor meget kan Trump ikke tabe på fire år i Det hvide Hus, tænker mange sikkert nervøst. Ikke blot milliarder af dollar, men også krige og amerikansk anseelse.

Indsigt og viden er underordnet. Det, som det handler om, er vilje og gennemslag. Hvorfor ikke skrælle alt det overfladiske af, for at komme ned til det, som det i virkeligheden handler om?

Men Trump repræsenterer ikke en højere fornuft, han iklæder sig ikke noget. Han er bare Trump. Spørgsmålet er så, om det er Trump eller hans vælgere som er kyniske? Eller måske nærmere begge parter, som når man ser en film eller et show? Alle ved, at det er et skuespil, men alligevel deltager de.

Det måske mest oplagte show at sammenligne Trumps kampagne med er pro wrestling, som flere amerikanske observatører allerede gjorde i foråret. For de uindviede er pro wrestling en show-kampsport, der blander sport og persondrama. Det er machosoap. Tilskueren følger ikke bare den enkelte kamp – som altså er aftalt på forhånd – men også historien før og efter. Det er næsten altid de gode mod de onde i et episk, men fuldstændigt todimensionelt univers.

Fribryderen Trump: løgn er bedre end sandhed

Trump har selv en lang baggrund i wrestling, og han har endda været i ringen i et stort opsat show, hvor først hans forkæmper og derefter han selv ’vandt’ over wrestlingforbundets ejer, Vince McMahon i en milliardærernes dyst. Wrestling bygger lige præcis på den bravado, den uforbeholdne skryden, som Trump er blevet kendt for. ”Jeg er den største bryder i verden!” proklamerede Gorgeous George, en af den tidlige wrestlings store stjerner. Dét lærte han fra sig til nogle af 60’ernes og 70’ernes allerstørste stjerner inden for showbiz overhovedet, som Muhammad Ali og Bob Dylan. ”Boksning, wrestling – det hele er et show,” sagde han til Ali, der endnu var Cassius Clay.  ”En hel masse mennesker er villige til at  betale for at se nogen lukke munden på dig. Så bliv ved med at prale, bliv ved med det kække og søg altid skandalen.”

Giv dine fans noget at begejstres over, giv fjenderne noget at oprives over, giv journalisterne noget at skrive om. Løgn er bedre end sandhed.

Trumps tilgang vækker mindelser om Berlusconis baggrund som krydstogtscrooner eller selvfølgelig Reagan og Schwarzeneggers som skuespillere. Men wrestling er mere basalt, og mere banalt, og derfor også endnu mere potent som fortællerform, for dem som altså ikke er stået af allerede ved indgangen. Det vækker afsky hos dem, der dyrker mindfulness, men har en enorm og overraskende bredspektret fanskare.

Publikum til en wrestling-match er selvfølgelig kynikere. De ved udmærket, at det er et show, men lader sig rive med alligevel. Ellers ville det jo være omsonst at se det. Så du får ikke noget ud af at råbe mængden op og gøre dem opmærksomme på, at det ikke er ægte. Du bliver formentligt bare buhet til tavshed eller bliver smidt ud. Folk vil have det show i fred, de er kommet for.

MERE POV
Geo Jackson - en sort Dirch Passer

Udstillingen af den liberale politikforståelse

Og på samme måde skyldes noget af ophidselsen over Trump blandt ”os andre” ikke mindst, at han helt frit tilkendegiver, at han er Kejseren uden tøj på. Han håner åbent den liberalt-demokratiske tradition, hvor politikere altid har fremført halve sandheder, altid kun har nævnt den del af virkeligheden, som passer ind i deres eget argument. Hvor der i krisetider ikke ser ud til at være noget at gøre, og hvor man i gode tider bliver spist af. Hvor vi er tilbage ved reality showet, og politikerne ofte selv bidrage med metakommentarer til dagens episode af ”Politik”.

Det gør Trump konstant. I ovennævnte interview fortsætter værten med at sige, at ved at bruge udtrykket ”grundlægger” giver Trump vel bare demokraterne gratis skyts, fordi det åbenlyst er forkert. Er det ikke en fejltagelse?

Måske Trump i dag på paradoksal vis er vores virkeligheds anker? Det er netop ham, som muliggør forestillingen om, at vores politik er seriøs, alvorlig og velfunderet. Og måske trumpismens sande bedrift netop består i at udfordre denne forestilling.

”Nej, det er ikke en fejltagelse.” svarer Trump ”Alle kan li’ det. Jeg tror, at de kan li’ det. Jeg giver ham prisen for at være the Most Valuable Player. Og jeg giver den til ham, og jeg giver den til, jeg gav medgrundlæggeren til Hillary. Det ved jeg ikke, om du har hørt?”

Det er som at høre instruktørsporet tale ind over en film. Men har det i virkeligheden ikke kørt hele tiden? Måske har Trump bare skruet op for volumen?

Den ultimative fiktion muliggør forestillingen om det virkelige

”Det tror jeg, at danskerne er enige med os i”, lyder det ofte fra danske politikere i en helt åben erklæring af, at man føler sig frem for at finde noget, der fremkalder en reaktion. Ligegyldig hvilken: Det eneste, man ikke kan leve med i showbiz, er en trækken på skuldrene. Os som i wrestling prøver man sig konstant frem. Nogle taglines hænger ved, og bliver så lavet til slogans. Uanset om de gav grin, eller buhen eller hujen. Andre dør ud med det samme og bliver ikke gentaget.

Trump er den ultimative fiktion. Han løfter sig over vandene og skaber sin helt egen virkelighed. Og som sådan elsker vi at punktere hans vidtløftige udbrud ét efter ét. Men er der her en forblændelse på spil, som er mere dybtgående og af en helt anden karakter, end den Trumps tilhængere, og måske også Trump selv, lider af. Ikke en oplyst falsk bevidsthed, men simpelthen en falsk bevidsthed blot og bar.

Den franske filosof Jean Baudrillard skrev engang vittigt, at Disneyland var inkarnationen af det amerikanske. Påstanden var ikke den oplagte og forventelige, at alting var blevet disneyficeret. Men derimod, at man i Amerika havde produceret den ultimative illusion, Disneyland, for ad den vej at muliggøre forestillingen om, at resten var virkeligt. Men sandt at sige, er Amerika intet andet end en illusion. Det lød vildt, da Baudrillard skrev det, men måske trumpismen i dag viser, at han havde ret. Måske Trump i dag på paradoksal vis er vores virkeligheds anker? Det er netop ham, som muliggør forestillingen om, at vores politik er seriøs, alvorlig og velfunderet. Og måske trumpismens sande bedrift netop består i at udfordre denne forestilling. Under vores tøj er vi alle nøgne.

Carsten og Ask
Ask Foldspang Neve og Carsten Bagge Laustsen

Topfoto: Kejserens Nye Klæder, Køln, Wikimedia Commons © Raimond Spekking / CC BY-SA 4.0

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Ask Foldspang Neve og Carsten Bagge Laustsen

Carsten Bagge Laustsen er lektor i politisk sociologi ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet og Ask Foldspang Neve er ph.d.-studerende i sociologi ved Nuffield College, University of Oxford.