mm

Cecilie Marie Meyer

Cecilie Marie Meyer (f. 1978) har i de sidste 10 år beskæftiget sig både journalistisk og litterært med Syditalien - interessen kom efter et halv års ophold i byen Salerno syd for Napoli, og et par år på byens universitet fulgte. Hun er uddannet cand mag. i italiensk og er selvlært skribent, der især interesserer sig for at formidle den syditalienske kulturs mange facetter. Det har hun især gjort i bøgerne Turen Går Til Sardinien, Turen Går Til Sicilien og senest i Turen Går Til Napoli og Syditalien, hvor hun især har lagt vægt på mødet mellem den rejsende, de lokale og landskabet. Derudover skriver hun løbende om italiensk gastronomi til Gastro og om landets mange rejsedestinationer for Politiken og Berlingske - både de oplagte og mere hemmelige. Men hvad der ligger hendes hjerte nærmest er de anderledes historier fra det syditalienske univers, der omhandler mennesket i landskabet, og omvendt. Hvilke aftryk er det vi sætter på vores vej og i hinanden, og hvorfor er der særlige steder på jorden, hvor vores forhold til den bliver særligt tydelige? Cecilie skriver i et billedrigt sprog, elsker emner om det groteske og urovækkende, og har en særlig evne til at fange essencen i en historie - at finde det mange gange ellers så undseelige element, der ved sin eksponering krystalklart spejler det store, brølende billede. Cecilie bor København og nyder at skrive om sin hjemby - foruden Samsø og Berlin, der som få europæiske storbyer matcher Italiens mange lag af levet tid. Du kan læse mere på hendes hjemmeside: http://ceciliemariemeyer.dk

Se alle skribentens artikler
Foto af Dr. Conati fra Wikipedia

Poggioreale er et Helvede

I Poggioreale, et af Napolis mest berygtede og forarmede kvarterer, spadserer man ikke på fortovene, når mørket falder på. Man løber. Spæner, så hurtigt, man kan, for at nå hjem i tide.

Alt efter hvor meget frygten har greb i én, gør man sig umage med ikke at støde ind i dem, der løber den modsatte vej – alle er trods alt i samme båd og har sat tempoet op for at undgå et overfald.

Ligger panikken kun som en sten i maven, har man måske overskud til at dreje sin torso, og give plads til de flygtende, alt imens man selv bevæger sig afsted i høj fart. Men er frygten så stor, at den er kravlet op igennem spiserøret og nu ligger på tungen, hvor den udspyr galde og blod og gør munden til et syrebad, er der ikke megen plads at give af. Så rammer man skuldre, arme og hænder for at nå sin hoveddør og alle de mennesker bag den, der uroligt venter på ens hjemkomst.

At jeg i disse dage ubønhørligt vender tilbage til mit eget møde med Poggioreale, er Elena Ferrantes skyld. Den mystiske, napolitanske forfatter uden ansigt og stemme, der kun giver sig til kende igennem sine bøger, og lige nu er verdensaktuel med den sidste bog i sin Napoli-serie. Om pigerne Elena og Lila, der vokser op i efterkrigstidens kaos af sortbørs, sult og fattigdom i et dødsensfarligt kvarter.

Det kvarter kunne sagtens være Poggioreale, med kriminaliteten som levegrundlag og volden og aggressionen som levevilkår. Men stedet spiller i teorien ingen rolle. For den vigtigste sætning, Ferrante endnu har overdraget mig fra sit litterære univers, og som var dén, der ved læsningen af hendes bog ’Min Geniale Veninde mere end noget andet katapulterede mig tilbage til Poggioreales groteskheder, hæver sig op over bygninger, adresser og vejnavne, og handler om helt andre grænser. Den handler om Elena, der i en alder af cirka 10 år hører rygter om noget vidunderligt. Man har nemlig fortalt hende, at der findes noget blåt et sted, noget, der bliver kaldt havet.

På sprogskole i Salerno

Det var helt tilfældigt, at jeg i år 2000 havnede i Poggioreale: jeg gik på sprogskole i byen Salerno, og fik en veninde, Angela, hvis familie boede i Napoli blot 50 kilometer derfra. Hun inviterede mig med på besøg, så vi tog toget til hovedbanegården på Piazza Garibaldi. Her skulle jeg, på præcis samme sted, om 3 år modtage falske pengesedler af en taxachauffør. Men det hører en anden tid (og en anden historie) til, og nu ankom Angelas onkel i en bil, der lige netop blev holdt sammen af gaffatape.

Han fragtede os østpå, hvor bygningerne med ét skiftede karakter: væk var de støvede men statelige belle epoque huse, der præger Napolis centrum, til fordel for et betonlandskab med lave barakker. Upudsede huse i ét plan, der fik strækningen langs den hullede vej (hullet, som i afgrundsdyb: noget, der lignede granatsprængninger, havde efterladt gabende perforeringer i kvarterets asfalthud, og kørte vi i et af dem, ville vi ikke kunne komme op ved egen hjælp) til at ligne noget fra en koncentrationslejr.

En stor del af strækningen var desuden domineret af en høj, grå stenmur – flanken på Poggioreales berygtede fængsel.

Poggioreale-fængslet blev bygget i 1914 og var beregnet til at rumme 700 fanger. I foråret 2016 landede de officielle tal dog på ca. 1900 indsatte, men kritikere siger, at nummeret er dobbelt så højt, hvilket gør Poggioreale til Europas mest overfyldte. Foto: Mischa004 fra Wiki Commons.

Poggioreale-fængslet blev bygget i 1914 til 700 fanger. I foråret 2016 landede de officielle tal på ca. 1900 indsatte – kritikere siger, at nummeret er dobbelt så højt, hvilket gør Poggioreale til Europas mest overfyldte. Foto: Mischa004 fra Wiki Commons.

Angelas familie boede lidt bag hovedvejen i et højhus med smuldrende altaner, der vendte mod Vesuvio. Aftenen var ved at falde på, og vulkanen blinkede allerede fosforescerende, som en gople fra de store dybder. Ikke optændt af ild, men af elektriciteten fra alle de ulovlige byggerier, som la camorra, den napolitanske mafia, har opført til de allerfattigste, der kun har råd til at bo direkte på en tikkende lava-bombe.

Dante har skrevet om 3 dødsriger. I Poggioreale kender de kun til ét af dem, Helvede

Her fra altanen slår onklen stumt ud mod sceneriet, der synes at vibrere. Ligeså meget på grund af hede og luftforurening, som af min egen skræk for at træde ud på den sprøde beton.

Som skibsstavne fra et eksotisk kontinent

Angelas to magre fætre havde spillet Money For Nothing af Dire Straitsrepeat, så det gjaldede i gasbetonen, lige siden vi kom indenfor i lejligheden, og de blev vores kavalerer i resten af det døgn, vi skulle tilbringe i Napoli. Men jeg så aldrig deres øjne – de var konstant skjulte af solbriller, hvis overflader kastede alt, hvad der spejlede sig i dem, tilbage, ud i rummet.

De tog os først med ned på gaden og hen langs fængslets mure, hvis hjørner var afsluttede med vagttårne i panserglas, rundt om de snoede hundelorte på asfalten og forbi en kirkegård, hvor den sære, afventende stemning, som prægede hele kvarteret, en følelse af, at et eller andet uundgåeligt snart ville indtræffe, kulminerede i det foruroligende syn af vandaliserede gravstene.

Folk lå på dem, hang op ad dem, i tavs inerti. Ja, det husker jeg også. Ligeså usædvanligt, som det var at se en hærget kirkegård i et land, der ellers anser sine afdødes gravfred for absolut hellig, var det at opleve stilheden. Ikke den slags ro, der kommer ud af meditativ fordybelse, men rettere den, som har sit rodnet i indre kaos og spredning væk fra kernen.

Den ene fætter sparker til en papirspose med et ordentligt lods, som stod han midt på grøntsværen i Napolis fodboldstadium, og ud flyver en kattestor rotte. Den lander midt på kørebanen, ligger et øjeblik paralyseret, og flygter så bort langs fængslet. Og kigger man op over den mur, der omkranser detentionen, dukker de sorte skyskrabere fra Centro Direzionale frem på himlen som skibsstavne fra et eksotisk kontinent. For Poggioreale ligger lige op ad Napolis finansdistrikt, og der er blot en kort spadseretur derhen.

Blandt de pompøst anlagte glasbygninger og friserede hække er det første, vi lægger mærke til, en metalkopi af Leonardo da Vincis Den Vitruvianske Mand. En af fætrene springer hen til statuen, og jeg ser pludseligt mig selv afbilledet, idet jeg instinktivt kigger efter hans øjne bag spejlbrillerne, men i stedet må betragte mit eget ansigt, grotesk forvredet på deres konvekse flade.

Knægten, der ikke kan være mere end 20, løfter sine arme og holder dem helt ud fra kroppen for at mime statuens positur. T-shirtens ærmer smøger sig tilbage ved bevægelsen og afslører armhuler, hvis få hår allerede er ved at gråne.

Det nødvendige løb

Om aftenen besøger vi det mondæne Pozzuoli, strandene med deres kolde sand og bleggule brændinger, centrum. Os alle som turister: Jeg og Angela som udefrakommende, men med vores to drenge som de virkelige fremmede. Og så er det om aftenen, at vi ankommer til hovedbanegården, og med nød og næppe slipper ud derfra, inden man lukker selve stationen af med lænker. Drejer dem om dørhåndtagene indefra, for at forhindre indbrud og hærværk. Vi tager bussen til Poggioreale, stiger ud, og ser Angelas 2 fætre sætte i løb.

Og da jeg opdager, at folk på det modsatte fortov gøre det samme, forstår jeg først rigtigt, hvad det vil sige at bo i et kvarter, der i meter ligger klods op ad det moderne, mytiske og elskelige Napoli, men er lysår fra at kunne overstige sine egne, indre grænser.

Det rystende var derfor ikke løberiet i sig selv. Det var erkendelsen af dets nødvendighed, der slog imod mig som trykket fra et passerende godstog, og et øjeblik fik mig ud af balance, der, på fortovet.

Napoli er kontrasternes by: sydøst fra det historiske centrum rager skyskraberne fra byens finansdistrikt i vejret - Poggioreale befinder sig lige bag dem. Foto: Lalupa fra Wiki Commons.

Napoli er kontrasternes by: sydøst for det historiske centrum rager skyskraberne fra byens finansdistrikt i vejret – Poggioreale befinder sig lige bag dem. Foto: Lalupa fra Wiki Commons.

Hos Elena Ferrante har Elena og Lila aldrig set havet, skønt de bor i en havneby omgivet af vand. Ligeså lever man i Poggioreales isolerede virkelighed under forhold, der blot et par gader derfra ville synes groteske, umenneskelige, og som endnu sætter tårnhøje barrierer for den enkelte beboers frihed og udsyn.

Jeg følger stadigvæk tingenes tilstand i Poggioreale. Forleden så jeg et filmklip, hvor eks-fanger fra kvarterets fængsel marcherede rundt foran dets indgangsport. De demonstrerede mod detentionens horrible forhold. Fængslet er det mest overfyldte i Europa, og én af demonstranterne havde presset et skilt ind mellem barrerne i det gitter, som afskærmer døren.

Der stod: ”Dante har skrevet om 3 dødsriger. I Poggioreale kender de kun til ét af dem, Helvede.” 

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del gerne denne artikel med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden. Vi har ikke noget reklamebudget. Hvis du har lyst til at donere direkte til Cecilie Marie Meyers skriverier, kan du sende penge til hende via Mobile Pay på +45 40989707.

mm
Cecilie Marie Meyer

Cecilie Marie Meyer (f. 1978) har i de sidste 10 år beskæftiget sig både journalistisk og litterært med Syditalien - interessen kom efter et halv års ophold i byen Salerno syd for Napoli, og et par år på byens universitet fulgte. Hun er uddannet cand mag. i italiensk og er selvlært skribent, der især interesserer sig for at formidle den syditalienske kulturs mange facetter. Det har hun især gjort i bøgerne Turen Går Til Sardinien, Turen Går Til Sicilien og senest i Turen Går Til Napoli og Syditalien, hvor hun især har lagt vægt på mødet mellem den rejsende, de lokale og landskabet.
Derudover skriver hun løbende om italiensk gastronomi til Gastro og om landets mange rejsedestinationer for Politiken og Berlingske - både de oplagte og mere hemmelige. Men hvad der ligger hendes hjerte nærmest er de anderledes historier fra det syditalienske univers, der omhandler mennesket i landskabet, og omvendt. Hvilke aftryk er det vi sætter på vores vej og i hinanden, og hvorfor er der særlige steder på jorden, hvor vores forhold til den bliver særligt tydelige?
Cecilie skriver i et billedrigt sprog, elsker emner om det groteske og urovækkende, og har en særlig evne til at fange essencen i en historie - at finde det mange gange ellers så undseelige element, der ved sin eksponering krystalklart spejler det store, brølende billede.
Cecilie bor København og nyder at skrive om sin hjemby - foruden Samsø og Berlin, der som få europæiske storbyer matcher Italiens mange lag af levet tid. Du kan læse mere på hendes hjemmeside:
http://ceciliemariemeyer.dk

Kategorier