Play Bunnyens far er død

af

KOMMENTAR – Fri sex, kaniner og en slatten porno-utopi. Cathrine Rasch bøjer sig beundrende for den liberale, visionære, frisindede litterat Hugh Hefner, der døde i denne uge. Men ikke for præmissen om, at det seksuelle liv for en mand er en pornoficeret envejs-polygam tilværelse, hvor kvinder i hobetal i en eller anden kaninudklædnings-variant er tilgængelige som underbetalte fysiske genstande – og heller ikke for troen på, at at den maskuline drøm begrænser sig til plastikopererede nymfer, måske iført rulleskøjter, men helt sikkert topløse.

Hugh Hefner (09.04.1926-27.09.2017) døde i onsdags, 91 år gammel, efter at have skabt et af det 20. århundredes største medieprojekter: Playboy-imperiet

På min venstre skulder sidder en Play Bunny klædt i englekostume, på min højre en Play Bunny iført djævlekostume. De er begge vanvittigt sexede, eller i hvert fald det, jeg har lært er sexet, og de hvisker mine ører fulde af sandheder og løgne om Hugh Hefner, om Playboy og om de samfund, der accepterer Papa Hefs porno-utopi.

Begrebet pornutopia er ikke Playboys´ begreb, men Playboy legemliggør en særdeles stærk variant og har gjort det, siden magasinet nærmest ejakulerede ud over det amerikanske marked i 1953.

Den engleklædte Bunny lader mig vide, at Hefner var sympatisk, særdeles visionær, litterær, en talentfuld forretningsmand og at ydede et gigantisk bidrag til en ændret mere frisindet opfattelse af sex og livsstil gennem anden halvdel af det 20.århundrede.

Han var dertil en fortaler for borgerretttigheder i USA på et tidspunkt, hvor de store diskussioner om race dominerede. Da han åbnede de såkaldte Playboy Clubs i 1960’erne, hyrede han sorte musikere og komikere på linje med hvide. I magasinet skrev legendariske journalister som Hunter S. Thompson og Martin Luther King blev interviewet.

Playboy var som fænomen et paradigmeskift. Og jeg er rørende enig, men i datid. Playboy forenede kultur, litteratur, pop, samfundskritik og sex på en åben og begavet måde, som f.eks. danske Euroman stadig læner sig op ad.

Hefner bekendte sig tidligt til en hedonistisk frisættende version af seksualiteten, og han holdt fast i den, selv efter Playboy-imperiet havde lidt mere end en lille død ift. en videreudvikling af magasinet og dets aktiviteter.

Også seksuelle revolutioner overlever sig selv og bliver usexede

Den djævleudklædte Bunny hvisker “patriarkalske repræsentationer af kvindekønnet!” i mit andet øre. Jeg selv tilføjer et stille “og anakronistiske og markedsorienterede!” For lige så frisindet, magasinet var, lige så klart står og stod det, at frisindet først og fremmest handlede om, at kvinder frit og evigt villigt skulle stå til rådighed uden skam for mænd.

Playboy proklamerede i oktober 2015, at det nu var slut med nøgenbilleder. Den første forsidemodel i dette set up fra marts 2016 var en ung kvindelig (og påklædt) journalist, der ovenikøbet bar niqab. Det var modigt, nytænkende og fremsynet, indtil ironien ville, at markedskræfterne alligevel var større end selv de bedste ideer. Lidt over et år efter “ingen nøgenhed”-fremstødet måtte Playboy annoncere, at tøjet måtte af damerne igen, hvis magasinet skulle have en fremtid. Oh, seksuelle liberalisme.

Men lad os holde fast i den engleblide Bunnys røst lidt endnu. Den unge Hefner, der havde en bachelor i psykologi, var meget optaget af litteratur og samfund gennem hele sit liv, giftede sig med sin ungdomskæreste og arbejdede som journalist på  Esquire. Han havde virkelig fat i noget, før nogen i Danmark overhovedet havde nået at sukke bare et lille “frigiv pornografien”.

MERE POV
Sådan undgår du at blive deprimeret af Facebook

Magasinets historie tæller store artikler om, tekster af og interviews med alle tiders store personligheder. Her blandes interviews med toneangivende politikere og borgerrettighedsaktivister med tekster af Norman Mailer, mens smukke kvinder er afbilledet i erotisk fotografi.

Efterkrigstidens amerikanere kunne lide det, og det kan man ikke rigtigt fortænke dem i. Hefner varslede nye (sex-)tider og forstod med udbygningen af imperiet (The Playboy Mansion 1956 og 1960’ernes Playboy-klubber) at opbygge den myte og det kæmpestore brand, der er Playboys kernehistorie.

Hefner omkring de 30 år på the Playboy Club i New York. Foto: Creative Commons

Den lille djævle-Bunny på min højre skulder vil gerne gøre opmærksom på, at Playboys DNA spiller på myten om den amerikanske drøm. Hefner erobrede bare mere end en karriere og en levevej. Han indtog og dominerer (i nutid) et væsentligt aspekt af livet, nemlig sex i en populærkulturel forstand, eller i alle fald forestillingen om det sexede, og det i sig selv kvalificerer Playboy-fænomenet til at kunne virke biopolitisk, hvilket er grund nok til overhovedet at beskæftige sig (kritisk) med det.

Og i lighed med pornoens frigivelse i Danmark i 1969, er det ikke al frihed, der kan holde sig hverken liberal, repræsentativ eller fri af markedet over tid.

Jeg bøjer mig for Hefner og hans livsværk, men ikke helt nok forover til at blive taget bagfra af Hefner og den imaginære læser, Playboy henvender sig til

For det er sådan, at også seksuelle revolutioner overlever sig selv og bliver usexede. Som ung kvinde så jeg af oprigtig nysgerrighed og interesse en nyere “dokumentar” (læs: tendentiøs reklamefilm) om The Playboy Mansion, og der røg magien om det sted, selvom det slet ikke var meningen med filmen.

Den over 70-årige Toni Curtis udtalte sig f.eks. om, hvor utroligt glad han var for at have sit eget værelse (han må også have haft fri adgang til bruncreme). Unge nymfer i snesevis legede næsten nøgne i haven og i den oplyste spa-grotte, og på en eller anden måde lignede det hele et forvokset Disneyland, der havde mistet sin plastikuskyld.

Det er faktisk sjældent, at jeg har været vidne til et så slet skjult male gaze. Forsøget på at opbygge noget “natur” ved hjælp af en fake lagune og noget sex-grotte, samt muligheden for at hænge ud med en ældre Toni Curtis, virkede bare ikke så pokkers liberalt eller frisættende ud fra et ungt, kvindeligt perspektiv.

Ovenstående er et forsøg på at sige, at Playboys porno-utopi har overlevet sig selv lidt længere, end man måske har lyst til at tænke på, men den noget snævre diskurs om den maskuline seksualitets ønskeblik desværre slet ikke –  jeg anerkender Hefners indflydelse og succes, indtil jeg er nødt til at problematisere levedygtigheden ved samme.

Jeg hylder Hefners mod, frisind, valget af skribenter, de dygtige fotografer samt kampene mod censur under skiftende amerikanske regeringer, herunder retten til overhovedet at kunne publicere nøgenfotos (Hefner forklarer i flere interviews, at det var en kamp, der blev ved, og at f.eks. Reagan-årene var tunge), viljen og evnen til at formidle og se åbent på sex på tidspunkter, hvor synet på sex ikke var så liberalt, som vi bilder os ind, det er i dag.

Det er vildt ærgerligt, at Hugh Hefners liberale vision endte som en slatten porno-kliche defineret af et forestillet maskulint blik, og det kan, skrevet i al respekt for Hugh Hefner, ikke længere være den form for seksuel idealisme, man finder bevaringsværdig, paradigmeskift eller ej

Med andre ord vil jeg gerne bøje mig:

MERE POV
Aben på krudttønden

Jeg bøjer mig for Hefner og hans livsværk, men ikke helt nok forover til at blive taget bagfra af Hefner og den imaginære læser, Playboy henvender sig til.

For at bøje sig fuldstændigt ville være at acceptere Playboys porno-utopi.  Præmissen om, at “det seksuelle liv” (for en mand) er et pornoficeret envejs-polygamt liv, hvor kvinder i hobetal i en eller anden kaninudklædnings-variant er tilgængelige som underbetalte (se f.eks., Gloria Steinems berømte journalistiske undercover-værk “A Bunny´s Tale” fra 1963) og fysiske genstande, der arbejder på en klub eller befinder sig på et tacky landsted med en grotte, kan jeg ikke blive ved med at købe, hvis jeg nogensinde har kunnet det.

Lige så lidt tror jeg på, at den maskuline drøm begrænser sig til plastikopererede nymfer, måske iført rulleskøjter, men helt sikkert topløse, et geografisk forankret sted, nemlig The Playboy Mansion, hvor kvinder udvælges til et harem på baggrund af fysik og alder. I fantasien, jo, men ikke som reproduceret medie-event-produkt i loop gennem årtier.

Det er vildt ærgerligt, at Hugh Hefners liberale vision endte som en slatten porno-kliche defineret af et forestillet maskulint blik, og det kan, skrevet i al respekt for Hugh Hefner, ikke længere være den form for seksuel idealisme, man finder bevaringsværdig, paradigmeskift eller ej.

POV  har endnu ikke råd til at lønne sine skribenter. Men hvis du har læst artiklen her og syntes om den, og gerne vil bidrage til Cathrines arbejde, kan du sende hende et beløb på hendes MobilePay: 51 30 11 16

Topillustration: Playmates.com – 006_60Bus_076.jpg

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Cathrine Rygaard Rasch

Cathrine Rygaard Rasch (f.1979) er underviser i gymnasiet, skribent for Dansk Kvindesamfunds kønspolitiske blog F-frekvensen og løbende bidragyder til dansk-, tysk- og mediefaglige tidsskrifter. Cand. mag. i tysk og dansk fra KU og Universität Hamburg med speciale i film. Bosat i København og totalt til fals for alle områder, der berører litteratur, feminisme, porno, film, ungdomskultur og visuel kultur. Og Tyskland. Hvis du vi bidrage til Cathrines arbejde herinde kan du sende hende et beløb på hendes MobilePay: 51301116

Seneste indlæg fra

CPH PIX: Custody

SLACK-CHAT – På falderebet nåede POV’s udsendte Emilie Kellberg (EK), Sebastian Cordes
Gå til Top