mm

Ole Blegvad

Ole Blegvad er født i 1963. Han er uddannet på Journalisthøjskolen i Aarhus i 1991. Inden da havde han et år med Nordisk Litteratur på Syddansk Universitet - hed dengang Odense Universitet. Allerede i praktiktiden kom Ole til DR - det hed dengang Danmarks Radio. I næsten 25 år - kun med et års afstikker til Nordisk Film og TV2 Lorry - har Ole været tilknyttet DR. Der er stort set ikke den afdeling eller den programtype, som han ikke lige har snuset forbi. Han har været tv-vært i B&U afdelingen, radiovært i kulturafdelingen, redaktionssekretær, reporter, journalist, fast live-reporter på Tv-avisen m.m. Stofområderne har primært været kunst og kultur med fokus på især teater, film og musik, samt samfund/politik og sport. Ole Blegvad var dækket et hav af begivenheder blandt andet da Danmark i 1992 blev Europamestre i fodbold, og da Lars von Trier vandt De Gyldne Palmer i Cannes for Dancer in The Dark i 2000. Han har ligeledes - sammen med Rasmus Funder - skrevet den anmelderroste guidebog, Berlindk, hvor 11 danske kulturpersoner fortæller om den tyske hovedstad. Han har lejlighed i Berlin, så har stort kendskab til tysk kultur. Ole Blegvad har sammen med Emil Falke, et af dansk films store talenter, video-og produktionssamarbejdet www.falkeblegvad.dk Samtidig anmelder han teater på XQ28, der er Danmarks største site for LGBT-personer. Hvis I har mod på at honorere denne artikel, kan det ske via MobilPay på 53644413

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Ole Blegvad
på Mobile Pay: 53 64 44 13

Peter Frödins aften i Tivoli

REVY – Der er meget at grine af og en del at tænke over, men alligevel sidder man tilbage med en fornemmelse af, at sommerrevyen “Mor og Far sidder i Grøften” har lidt for mange gentagelser og, at der er lidt for langt mellem snapserne. POV’s Ole Blegvad giver fire stjerner især fordi Peter Frödin med sin præstation for alvor placerer sig på revyernes komiske kongerække, der tæller navne som Dirch Passer, Ulf Pilgaard og Søren Østergaard.

Det hedder sig, at forventningens glæde er den største. Hjernevidenskaben tager den gamle talemåde et skridt videre. Menneskets forventninger er nemlig forbundet med belønning, vel at mærke ikke belønning i sig selv, men en belønning hvor vi lærer noget nyt og bliver dygtigere.

Lad mig være ærlig. Med min yndlingskomiker Peter Frödin i spidsen sammen med Mia Lyhne, Kirsten Lehfeldt og Anders W. Berthelsen, så var mine forventninger til Tivolis sommerrevy Mor og Far sidder i Grøften tårnhøje. Læg dertil, at redaktøren på forestillingen er underfundige, samfundsrevsende og morsomme Line Knutzon, samt gennemmusikalske Jeppe Kaas, som kapelmester, så var alt på plads til et gigantisk show i Glassalen i forbindelse med Tivolis 175-års jubilæum.

Forventningerne bliver ikke mindre efter at have læst programmet, hvor Tivolis underdirektør med ansvar for kultur, Nikolaj Koppel, skriver: “Med dette fantastiske hold på scenen er der bestemt grund til at forvente det uventede, foruden noget vanvittigt, absurd, overrumplende og selvfølgelig slet og ret hamrende morsomt!”

Hovedideen med revyen, som Tivoli selv kalder et sommershow, er at fortælle Tivolis 175 års historie med komik, musik, latter og gys!

Grand Prix fra Tivolis Koncertsal engang i 1980’erne. Fotograf: Miklos Szabo.

Fantastiske Frödin

Det er Peter Frödin, der først indtager scenen i åbningsnummeret Vi skal hygge os. Det viser sig hurtigt, at forestillingen er Frödin her, Frödin der og Frödin alle vegne. Jeg kan ikke få nok. Peter Frödin er ved at udvikle sig til en af sin generations sjoveste figurer. Den rolle har han måske haft i mange år, men det er som om, han bliver mere og mere sikker i sin komiske fortælling.

Peter Frödin er ganske enkelt morsom, når han taler, synger, danser, hoster, snorker – ja selv, når han står i baggrunden og laver mimik til de andres optræden, så er han lige ved at stjæle scenen. Med Frödinsk frækhed har han også revyens sjoveste og mest grænseoverskridende nummer Den aften Pjerrot fik finger

I Mor og Far sidder i Grøften leder han åbningsnummeret. Han spiller Tivolis grundlægger Georg Carstensen i revyens andet nummer, hvor Anders W. Bertelsen ellers er fortælleren. Med et af Frödins efterhånden kendte tricks skiftevis taler han i munden på fortælleren Anders W. Bertelsen, han laver nærmest en slags suffli på ordene, som et utålmodigt barn, der hele tiden vil have hovedrollen, mens en voksen er ved at fortælle en historie. Som altid er det skrigende morsomt.

I det fjerde nummer spiller Frödin sammen med Anders W. Bertelsen to unge studenter, der ender med at ville høre H.C. Bummelumby, for derefter at gå direkte over i et af forestillingens gimmicks, hvor Tivolis kendte figurer med hul til ansigtet, ruller over scenen. I dette tilfælde er Frödin og Bertelsen to fulde mænd, der drikker øl.

Med Frödinsk frækhed har han også revyens sjoveste og mest grænseoverskridende nummer Den aften Pjerrot fik finger. Om Pjerrot, der efter arbejdstid bevæger sig mod Tivoli-søen, hvor han møder en anden mand. Som det mest naturlige i verden forsøger Peter Frödin at få salen til at synge med på omkvædet:

Den aften Pjerrot fik finger
Intet var det samme som før
Skønt den var en smule tør 

Det lykkedes ikke helt at gøre det til fællessang med premierepublikummet i Glassalen.

Peter Frödin i rollen som Lille Allan, med Kirsten Lehfeldt som hjælper. Fotograf Miklos Szabo.

Men Peter Frödin fortsætter ufortrødent i første akts slutnummer, som er en Melodi Grand Prix-sang, der aldrig kom med i tv-showet fra Tivolis Koncertsal fra 1980’erne.

Åbningsnummeret i anden akt er med alle fire skuespillere, en historie om Slagter Larsen, der normalt arbejdede med kød, men som med familien ville i Tivoli, fordi sønnen var død. Derfra er Frödin oversavet mand i en figur med hul til ansigtet. Han er Pjerrot, der spiller saxofon på sin tommeltot, mens Anders W. Bertelsen er en student, der spiller fløjte.

Han er med i ensemblenumrene om De gamle talende malerier, nummeret Damerne i spillehallen Jackpot og slutnummeret. Og endelig står der Peter Frödin i neon, da han genskaber fakiren Lille Allan, som han tidligere har optrådt med i Glassalen i sommerrevyerne Tivoli Varietéi 2008 og 2009.

Som stor fan af fantastiske Frödin kunne jeg godt have tænkt mig, at hans talent var blevet udfordret lidt mere i både tekst, figurer og af instruktøren Niclas Bendixen

Rollen som Lille Allan er nærmest blevet Peter Frödins revy-signatur, hvor han med en ufattelig præcision, leg med ordene og ved at tale helt sort fortæller historien om faren, der var fyrværkerimester, og hvordan ”han mærker intet, ingenting”, når han kaster knaldperler på sine fødder.

Peter Frödin er motoren i Mor og Far sidder i Grøften, og han er ubeskrivelig morsom i mange af rollerne, men jeg kunne godt have ønsket mig, at han havde betrådt nye veje, at man havde forsøgt at finde nye komiske figurer til hans store talent.

For selvom det er sjovt, så sidder man også tilbage med en fornemmelse af, at der er for mange gentagelser af tidligere figurer. Som stor fan af fantastiske Frödin kunne jeg godt have tænkt mig, at hans talent var blevet udfordret lidt mere i både tekst, figurer og af instruktøren Niclas Bendixen.

Lyhne, Lehfeldt og Berthelsen

I 2013 så jeg først gange Anders W. Bertelsen og Peter Frödin sammen på scenen, hvor de sammen med Paprika Steen spillede Elins’s fest på Bellevue Teatret. Det var nok også første gang, at jeg opdagede Anders W. Bertelsen dejlige, underspillede, komiske side. Tre år senere så jeg igen Bertelsen for fuld udblæsning som sjov mand, sammen med Lise Baastrup i Svantes lykkelige dag på Nørrebro Teater.

Anders W. Bertelsen leverer med sine attituder, fra blid til rasende, fra stille til råbende og med sin sang, men jeg savner en hovedfigur til Bertelsen i denne forestilling. En rolle, hvor han virkelig kunne have fyret den af med sit komiske talent.

Mia Lyhne og Kirsten Lehfeldt har to numre sammen. To drenge skal prøve gyngehest og Toiletdamen og Ballonmanden. Den sidste bliver efter min smag en underlig blanding af en kærligheds- og latrinærhistorie, som ikke rigtigt lander nogle steder. Til gengæld tangerer fortællingen, om de to små drenge nærmest det social-poetiske. Sådan helt uhøjtideligt bliver mødet mellem de to drenge ved gyngehesten en dobbelt-historie om venskab i børnehøjde sat overfor voksenlivets grusomheder, hvor den ene mor er stoppe med at tage stesolider.

-Hun stoppede da vores stuepige flyttede hjem til Jylland.
-Er din far så tilbage i soveværelset?

Selvom både Lyhne, Lehfeldt og Berthelsen udfylder deres roller, så er helhedsindtrykket, at de står i skyggen af Peter Frödin.

Det man siger er man selv

Ud af programmet kan man ikke læse, hvem der har skrevet de enkelte numre. Men det forstås, at de fire skuespillere er taget i sommerhus, hvor de har skrevet tekster, som så senere er blevet samlet af dramatikeren Line Knutzon, der i programmet kaldes redaktør, og iscenesat af Niclas Bendixen.

Man mærker i mange af teksterne Line Knutzons skarpe og ironiske røntgenbillede af danskerne og de emner, som præger samfundsdebatten. Uden at være revy-revy, så rammer flere af numrene tidens emner som #MeToo, racisme og den hvide mands rolle.

Og så kan ”det gamle hold” med Frödin og Knutzon noget med at vende op og ned på alting, så man ser verden på en ny måde. De er en slags humoristernes Omvendtslev. Mens alle taler om politisk korrekthed, så afprøver de to begrebet, så det bliver en slags det man siger er man selv.

For eksempel i mit yndlingsnummer fra forestillingen Den aften Pjerrot fik finger. Hvor Pjerrot gik mod Tivolisøens bred og bukserne gled ned, og Pjerrot får finger i numsen af en anden mand. Peter Frödin opfordrer til fællessang, men her sad vi så, alle os der propper alt ned i kassen for politisk korrekthed. Og når vi så endelig har mulighed for at skråle med på:

Den aften Pjerrot fik finger
Intet var det samme som før
Skønt den var en smule tør

Og vise, at vi da ikke er ramt af nogen form for censur, og vi da er åbne, rummelige og tolerante mennesker, så har vi alligevel lidt svært ved at synge med…for det man siger er man selv.

Glassalens manglende profil

Når jeg bevæger mig ind i Poul Henningsens smukke ottekantede glasbygning fra 1946, så glæder jeg mig altid som en vanvittig. Stedet, hvor Tivolirevyen huserede i mange år, men også stedet der de seneste 10-15 år har kæmpet for at finde den rigtige profil.

Tivoli har prøvet af med Tivolishow, Dr. Dante Tivolirevy, TamTam, Søren Østergaard og Nemo og nu et sommershow. (Forvirringen er total og bliver ikke mindre af, at underdirektøren Nikolaj Koppel optræder i videoreklamerne for Mor og Far sidder i Grøften i stedet for at give skuespillerne fuld plads. Er han med i forestillingen eller er det bare en halvdårlig markedsføringsidé?).

Så imens Cirkusrevyen på Bakken kører derud af sæson efter sæson og tør kalde sig revy, så ser det ud til, at Tivoli stadig famler. Skal Glassalen være eventsted for diverse shows, teater og musik eller et markeret Tivoli-venue med en skarp profil?

Svaret blæser fortsat i vinden.

Hvor er snapsen?

Tilbage til forventningerne. Mine var høje, log blev desværre ikke helt opfyldt. Der er meget at grine af, noget at tænke over, men alligevel sidder man tilbage med en fornemmelse af, at sommerrevyen Mor og Far sidder i Grøften har lidt for mange gentagelser af tidligere figurer og jokes.

Jeg savner bare lidt fornyelse og nye ideer. Og så er der flere af numrene, der har en god idé, bliver udført perfekt, men som mangler den finurlige eller overraskende sløjfe i slutningen. På den måde bliver der – nu, hvor Mor og Far sidder i Grøften – lidt for langt mellem snapserne. For os der er ”Fan af Frödin”, så har vi i mange år kravlet rundt af grin, når han er på scenen.

Med årets alt dominerende rolle, så placerer Peter Frödin sig for alvor på revyernes komiske kongerække, der tæller navne som Dirch Passer, Ulf Pilgaard og Søren Østergaard, og at være vidne til det er i grunden det hele værd.

Alle fotos fra Mor og Far sidder i Grøften er taget af fotograf Miklos Szabo.

Kategorier