Pendlere på indkøbseventyr i varehusenes kældre

af

SEIKATSU – japansk hverdag: De selskaber, som driver de private jernbaner ud til storbyernes udkanter, er de samme selskaber, som driver flere af de store stormagasinkæder. Og det er ikke tilfældigt.

Når indbyggerne i Japans største bycentre, Tokyo og Osaka, ved fyraften skal hjem til deres lejligheder i forstæderne, har langt de fleste af dem altid taget toget.

Nogle af de private togselskaber, som sørger for de millioner af daglige pendlere, der skal frem og tilbage hver dag, hedder i Tokyo Seibu, Tokyu, Odakyu, Keio og Tobu – og i Osaka hedder de Hankyu, Hanshin og Kintetsu.

Men hov, det er jo også lige akkurat navnene på mange af Japans største og mest traditionsrige stormagasinkæder. De selskaber, som driver de private jernbaner ud til storbyernes udkanter, er med andre ord de samme selskaber, som driver flere af de store stormagasiner.

Det er naturligvis ikke tilfældigt. Stormagasinerne opstod i tyverne og trediverne og især i årene lige efter verdenskrigen ved, at jernbaneselskaberne så en ny forretningsmulighed. De åbnede selv større og større indkøbscentre ved siden af – og sidenhen oven på – de togstationer, de knudepunkter i trafikken, som folk alligevel skulle forbi på vejen hjem.

Forsvar den lille købmand

Det var nemt og bekvemt for de travle storbybeboere. Men det var knap så velkomment hos de tusinder af små købmænd, fiske- og grøntsagshandlere og andre former for gesjæfter, som lå langs smalle gader rundt om stationerne. De mistede i stort tal deres kunder til de nye smarte højhuse af glas, som skød op oven over jernbanesporene.

Det skabte arbejdsløshed og protester. Japans regering indførte derfor for at forsvare ”den lille købmand” nogle skrappe regler og godkendelsesprocedurer, som jernbaneselskaberne skulle leve op til, hvis de ønskede at åbne nye varehuse.

Disse regler er til en vis grad stadig er i kraft, og i firserne og halvfemserne blev de fokus for handelspolitiske forhandlinger mellem Japan og USA, som opfattede dem som nederdrægtige ”strukturelle forhindringer”, beregnet på at holde nye og udenlandske forretningsdrivende ude af det japanske marked for forbrugsvarer.

Markedsstemning

Man kunne helt fra begyndelsen kun få de tilladelser til at bygge stormagasiner i højden, som man gerne ville have, hvis man flinkt inviterede alle lokalområdets små handlende med ind i varmen i det nye varehus. Hvilket er den historiske forklaring på de farverige og myldrende fødevaremarkeder, som kælderetagerne i de store stormagasiner ved stationerne har udviklet sig til at være.

Her står fiskehandlerne ved siden af de andre fiskehandlere og konkurrerer på pris og friskhed. Her står slagterne, te-handlerne, grønthandlerne og forhandlerne af søde kager ligeledes ved siden af hinanden. I god gammeldags markedsstemning forsøger de at lokke kvalitetsbevidste japanske husmødre til sig.

Det er bestemt ikke det billigste sted at gøre sine indkøb. Supermarkeder og døgnbutikker ude i selve boligområderne har imidlertid slet ikke det samme udvalg som disse velassorterede underetager. Så hvis man skal på besøg eller gerne vil forkæle familien eller aftenens gæster lidt, er det her, man køber ind.

Turistattraktion

I dag er den historiske oprindelse glemt, og de underjordiske markeder overlever, fordi de i en nutidig sammenhæng er konkurrencedygtige. Bevidste japanske husmødre elsker dem, fortravlede japanske forbrugere af begge køn elsker dem, japanere på rejse elsker dem, og udenlandske turister opfatter dem med god grund i sig selv som en turistattraktion.

Det er virkelig en sjov oplevelse for en rejsende i Japan at spadsere rundt i disse underetager. Normalt ender det også med, at man kommer til at købe en pose grøn te eller japansk rissnack med hjem.

Og de fleste af de hvidkitlede ekspedienter, der falbyder deres friske varer, er naturligvis i dag fuldtids- eller deltidsansatte hos stormagasinet. De oprindelige små private købmænd er for længst væk. De overlevede i de fleste tilfælde kun i en generation.

Mine japanske hverdagsklummer på POV ligger mig meget på sinde. Men POV lønner jo ikke sine skribenter. Så hvis du kan lide mine klummer og gerne vil hjælpe mig til at få tid og råd til at skrive flere af slagsen, er du velkommen til at donere en lille ekstraløn for mit arbejde via Mobile Pay: 2636 0251. På forhånd tusind tak.

Foto: Asger Røjle Christensen

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Asger Røjle Christensen

Asger Røjle Christensen: Erfaren journalist, forfatter, analytiker, kursusarrangør og rejseleder. Med base i Tokyo det meste af året forsøger Asger med faglighed og engagement på mangfoldige måder at skabe større viden og forståelse for Japan og dets nabolande blandt danskerne. Han har en fortid som Tokyo-korrespondent (1989-1995) for blandt andre Politiken, udlandsredaktør på Aktuelt (1995-2000) og på Ritzau (2000-2004), chef for Orientering på P1 (2004-2006) og forsideredigerende på nettet hos DR Nyheder (2006-2013).
Siden november 2013 har han drevet sit eget lille enmandsfirma, der blandt andet udgiver nyhedsbrevet/betalingssitet www.forkant.nu med hurtige analyser af de hurtige nyheder fra Japan og omegn. Ellers kan man følge hans forskellige digitale gøremål på www.asgerrojle.com og på diverse sociale medier. Han har i 30 år været lykkeligt japansk gift og har tre forbløffende fornuftige voksne sønner.
Hvis I har mod på at honorere denne uges blog med et beløb og på den måde bidrage til, at der kommer mange flere af slagsen, kan det ske via Mobile Pay på 26360251.

Seneste indlæg fra

Gå til Top