Pål Velo

Pål Velo forvildede sig til Danmark fra Norge i 2010.  Et langt liv som ishockeyspiller og sportsnomade havde bragt ham over hele Europa, Rusland og USA i bus. Det blev nu skiftet ud med livet på cykel i  Københavns gader og studier, bøger og fredagsbar. Efter en kandidat i jordbrugsøkonomi forskede han i de økonomiske sanktioner mod Iran og den afghanske opiumindustri. I Palæstina arbejdede han siden som freelance journalist og var med til at genopbygge huse ødelagt af den israelske hær i Jordandalen. I dag arbejder Pål Velo som udlandsjournalist hos Dagbladet Arbejderen.

Se alle skribentens artikler

Palæstinas frontlinje mod diabetes

Livet under den israelske besættelse er en opskrift på diabetes, mener medicinske eksperter. Sygdommen er nu den største indirekte dødsårsag i Palæstina, skriver gæsteblogger Pål Velo.

En mobil klinik står parkeret i Yatta, den sidste by på Vestbredden før bjergene glider ned og forvandles til den israelske ørken. Igennem klinikkens vindue kan man skimte speciallæger, sygeplejersker, fodterapeuter og ernæringseksperter, der gør sig klar til dagens udfordringer.

Den mobile klinik og dens personale udgør frontlinjen i Palæstinas kamp mod diabetes. Ifølge det anerkendte lægevidenskabelige tidskrift The Lancet er 16 procent af befolkningen ramt af sygdommen – næsten dobbelt så mange som det globale gennemsnit. Diabetes er den største risikofaktor i udviklingen af hjerte- og karsygdomme. Derfor er diabetes nu den største indirekte dødsårsag i Palæstina, fremgår det af tal fra Verdenssundhedsorganisationen WHO.

Den mobile klinik er en lastbil ombygget til et seks-hjulet hospital. Udenfor sidder omkring 20 palæstinensiske patienter og venter på, at dørene åbner. Blandt dem er Abu Abdullah.

“Den mobile klinik er vores eneste mulighed for diabetesbehandling. Vi lever et liv i fattigdom”, fortæller han.

Hverdag under besættelse

Abu Abdullah er lige fyldt 50 år. Da han var 20, flyttede han med sin familie til udkanten af Yatta. Det var efter at den israelske hær havde tvunget dem væk fra deres jord. Området, der ligger dybere ind i bjergene syd for Yatta, skulle ryddes for at give plads til flere israelske bosættelser. Siden har Abu Abdullah haft svært ved at tjene til livets ophold for sig selv, sin kone og i dag syv børn.

Abu Abdullahs historie er langt fra unik, for Israel kontrollerer tæt på alle aspekter af palæstinensernes økonomiske liv.

Det gælder også skatteindtægterne og de betydelige begrænsninger, der findes når det gælder handelsmuligheder. “Område C” kaldes de to tredjedele af Vestbreddens areal, der er dyrkbar palæstinensisk jord besat af Israel og som bruges til bosættelser eller militære formål.

Mulighederne for økonomiske udvikling er derfor ifølge Verdensbanken ringe, hvilket fastlåser mange i arbejdsløshed. Og arbejdsløsheden blandt palæstinenserne er i forvejen blandt verdens højeste.

p3314487-2

Den mobile diabetesklinik på plads i Yatta

En opskrift på diabetes

“Arbejdsløshed og fattigdom er direkte forbundet med inaktivitet og dårlige kostvaner. Det er en opskrift på diabetes”, siger Ahmad Abu Al Halaweh. Han er læge og leder af den mobile klinik. Til dagligt sidder han som direktør for Diabetes Care Center på Augusta Victoria Hotel i det israelskbesatte Østjerusalem.

Der er  imidlertid stor usikkerhed, når det gælder The Lancets tal om antallet af palæstinensere med diabetes, fordi de er udregnet på baggrund af en begrænset mængde data. Halaweh vurderer, at forekomsten er langt over 20 procent. “Der er store regionale forskelle”, siger han. “For eksempel ved vi, at omkring halvdelen af Yattas voksne befolkning har diabetes. Det skyldes mangel på arbejde, uddannelse og viden”, fortsætter han.

Forekomsten af diabetes er nemlig også skyhøj blandt folk i Gaza og i de mange flygtningelejre. “Her lever de med endnu dårligere kostvaner”, forklarer han.

En tredjedel af de 7,7 millioner palæstinensere på Vestbredden, i Gaza og i nabolandene Jordan, Syrien og Libanon lever under forhold, hvor der er mangel på en stabil adgang til tilstrækkelig mad. 40 procent af disse er defineret som flygtninge af UNRWA, FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge. I for eksempel Gaza – der også er verdens tættest befolkede område – er to trejdedele regnet som intern fordrevne.

“Ernæringsmæssig mangler de måske ikke kalorier, men fødevarehjælpen de modtager kan for eksempel være paller af tunfisk, som de spiser i ugevis. Så ensidig kost er ikke optimal”, fortæller Halaweh. Det psykiske stress, der kommer af undertrykkelse og usikkerhed fra en konstant militær tilstedeværelse, fører til, at mange udvikler kroniske sygdomme, vurderer han.

Uden bevægelsesfrihed

Den mobile klinik, der i dag besøger Yatta, betjener hele Vestbredden. Det er Palæstinas eneste tilbud om behandling og screening af diabetespatienter.

Idéen til at lave en mobil klinik kom fordi Israel forbyder palæstinensere at besøge Østjerusalem og dermed også Augusta Victoria Hospital, hvor Ahmad Abu Al Halawehs rigtige arbejdsplads ligger.

“Hospitalet er det eneste med en særlig afdeling for diabetes, men det er jo til ingen nytte, hvis patienterne ikke har tilladelse til at besøge os”, siger han frustreret.

Med et offentligt system, der allerede er under et økonomisk pres, er udfordringerne gigantiske. For der findes ingen hurtig løsning på diabetes som et samfundsmæssigt problem – det kræver et velfungerende sundhedssystem rettet mod pleje af kronisk sygdom.

“Et andet problem er omkostningerne ved at rejse. Rejsetiden bliver ofte lang, når man medregner alle Vestbreddens israelske militære kontrolposter og tjek af identitetspapirer. Mange er fattige og har ikke råd til at miste flere arbejdsdage. Så selv om en patient har fået en (israelsk) tilladelse, så dukker patienten måske alligevel ikke op”.

De fattige beduiner

Halaweh forklarer, mens en jeep kører ham og nogle medarbejdere fra klinikken ind i Yattas bjergområder. Det var i dette område, patienten Abu Abdullah engang boede. Ude af jeepen mødes man af en betagende udsigt, hvor landskabet bølger ned mod Negev-ørkenen i syd og strækker sig mod Jordan i det fjerne øst.

Her ligger palæstinensiske beduinlandsbyer spredt omkring. De er svære at få øje på, for folk bor fortsat i telte og i stenhuler. Palæstinenserne har forbud mod at bygge huse her, for dette er område C og kontrolleres af den israelske hær. Det er et kontrastfyldt syn, fordi mange af teltene kun ligger få meter op ad top-moderne israelske bosættelser.

De palæstinensiske beduiner må heller ikke koble sig på bosættelsernes vandrørledninger. Vand må de købe på dunke i Yatta, til en pris, der er fire gange højere end den, bosætterne betaler. Ifølge den israelske NGO B’tselem er palæstinensernes vandforbrug i området på niveau med humanitære katastrofeområder som for eksempel Darfur. Det er med andre ord ikke overraskende, at livet her vidner om udpræget fattigdom.

Det medicinske personale er taget hertil for at informere beduinerne om, at der findes et ugentligt tilbud til dem om diabetesbehandling i Yatta. I Palæstinas landdistrikter går mange rundt, uden vished om, at de er syge. “Mange ved ikke engang, hvad diabetes er”, bemærker Halaweh.

palaestina-5

Palæstinensiske patienter venter på deres tur. Bagerst ses fodterapeut Bent R. Nielsen fra Gentofte Hospital. Han arbejder frivilligt i Palæstina med diabetespatienter.

En to-delt helhed

Derfor er netop uddannelse en væsentlig opgave for besætningen på den mobile klinik. I løbet af dens tre leveår anslår Halaweh, at de har indfriet målet om at nå 600.000 personer over hele Vestbredden med oplysningerne om diabetes.

“Vi regner med, at det kun er en fjerdedel af diabetespatienterne, som faktisk tager deres medicin. For eksempel har mange i områder som det, vi nu er i, overtroiske idéer om, at det at tage medicin betyder starten på livets ende. Så forstår du vigtigheden af uddannelse”, forklarer Halaweh videre.

For uden viden og behandling er vejen fra diabetes ikke lang til følgesygdomme som hjertesygdomme, blindhed, nyresvigt, dårligt blodomløb, amputationer og en tidlig død.” Behandling af diabetes er en to-delt helhed”, siger Halaweh. “Nøglen er at kombinere korrekt medicin med livsstilsændringer”.

The Dry Facts - infografik fra B'Tselems hjemmeside.

The Dry Facts – infografik fra B’Tselems hjemmeside.

Udover at uddanne folk om diabetes samarbejder Halaweh også tæt med lokale politikere for at forebygge sygdommen. “Særlig i bymæssige områder har vi brug for flere muligheder for fysisk aktivitet. Fodboldbaner og legepladser. Vi har brug for alt, hvad der kan udvikle en kultur for træning og bevægelse og stoppe den nuværende trend”, fortsætter han.

Diabetes kommer i anden række

Med et offentligt system, der allerede er under et økonomisk pres, er udfordringerne gigantiske. For der findes ingen hurtig løsning på diabetes som et samfundsmæssigt problem – det kræver et velfungerende sundhedssystem rettet mod pleje af kronisk sygdom.

“Diabetes kræver livslang behandling og halvdelen af UNRWA’s budget går til mediciner mod diabetes”, fortæller Akihiro Seita om den økonomiske byrde, diabetes er. Han er læge og direktør for UNRWA’s sundhedsafdeling og er med på Skype fra Gaza.

Uden viden og behandling er vejen fra diabetes ikke lang til følgesygdomme som hjertesygdomme, blindhed, nyresvigt, dårligt blodomløb, amputationer og en tidlig død.” Behandling af diabetes er en to-delt helhed. Nøglen er at kombinere korrekt medicin med livsstilsændringer.

Livsnødvendig insulin er tilgængelig for de fleste palæstinensere gennem Palæstinas Sundhedsstyrelse og UNRWA. Men diabetesproblemet må ofte træde til side for mere akutte problemer, siger Seita. For i områder som Gaza mangler der først og fremmest basale nødvendigheder som adgang til rent drikkevand, sanitære forhold og menneskelig sikkerhed.

En fri palæstinensisk stat

Fra sit kontor i København er læge Henrik Brønnum-Hansen også med til at forklare det palæstinensiske sundhedssystems udfordringer. Han er lektor på Afdeling for Social Medicin ved Københavns Universitet, og har arbejdet med det palæstinensiske sundhedssystem i årevis. I en e-mail skriver han:

“Det palæstinensiske sundhedssystem er en blanding af det, palæstinenserne selv må betale, skatter og forsikringer og lån, bevillinger og donationer fra det internationale samfund”.

“Finansieringen fra de forskellige kilder er ikke koordineret godt nok. Nødhjælp har en større prioritering end langsigtede udviklingsprogrammer. Systemet er fragmenteret og dårlig forvaltet”, fortsætter Brønnum-Hansen, der blandt andet fra 2006 til 2010 forskede i palæstinensernes forventede sundhed igennem et livsforløb.

Områder som Gaza mangler først og fremmest basale nødvendigheder som adgang til rent drikkevand, sanitære forhold og menneskelig sikkerhed.

Han mener sundhedssystemet er forsømt af mange grunde. “Palæstinas sundhedssystem negligeres af Israels militæradministration, som har et stort ansvar som besættelsesmagt under international lov”.

“Hovedproblemet er, at Palæstinas styrende organer ikke har kontrol over vand, land og varer og menneskers bevægelsesfrihed”, siger han. “Vejspærringer, militære kontrolposter, segregation, seperationsmuren og fattigdom forhindrer patienters og medicinsk udstyrs adgang til sundhedssystemet. Det gør behandlingen af diabetes vanskelig”, skriver lektoren videre.

Han peger på, at problemerne kun kan løses ved at opbygge en fri palæstinensisk stat, der “gør livet værd at leve uden psykiske stressfaktorer, med sund mad, mindre fattigdom og muligheder for fysisk aktivitet”.

“Alle de vanskeligheder synes umulige at overkomme så længe det internationale samfund accepterer den israelske besættelse og dets hegemoni i Palæstina”, slutter Henrik Brønnum-Hansen i sin e-mail.

En model for hele Palæstina

Efter turen tilbage fra beduinlandsbyerne sætter Ahmad Abu Al Halaweh sig ned udenfor den mobile klinik med en kop te. Det har været en lang arbejdsdag, og han holder en lille pause før den mobile klinik skal køres til sit udgangspunkt ved Østjerusalems ydre grænse. Der skifter klinikkens besætning til privatbiler før de kører ind til Augusta Victoria Hospital. Den mobile klinik har kun hvide palæstinensiske nummerplader og ikke de israelske gule. Derfor må den mobile klinik ikke køre ind i byen.

Arbejdsforholdene taget i betragtning, er den mobile klinik imidlertid den bedste kortsigtede løsning på diabetesproblemet, skønner Halaweh: “Vi håber, at den mobile klinik kan tjene som en model for resten af Palæstina. Målet er at etablere permanente klinikker for behandling af kroniske sygdomme over hele landet”, siger han, idet han sætter sig på førersædet og kører af sted. Indtil det mål er nået, vil den mobile klinik fortsætte med at køre rundt på Vestbreddens besatte landeveje.

Diabetes type 2, som er den form for diabetes, der kan relateres til livsstil, står for 96,5 procent af alle diabetestilfælde i Palæstina. 

Alle fotos af Pål Velo. Coverfoto: Beduinerne i bjergområdet, han besøgte.

En kortere version af denne artikel blev publiceret af det arabiske medienetværk Al-Jazeera tidligere i efteråret.

Kategorier