Ana Palacio

Ana Palacio er tidligere spansk udenrigsminister, tidligere medlem af Europa-Parlamentet og tidligere vicepræsident for Verdensbanken. Hun er kandidat i jura, statskundskab og sociologi og er medlem af det spanske statsråd, gæsteforelæser ved Georgetown University i Washington D.C. og medlem af World Economic Forums Global Agenda Council in the United States. Hun er også seniorrådgiver for tænketanken Albright Stonehenge Group (ASG) samt medstifter og partner i Palacio y Asociados, et Madrid-baseret konsulent- og advokatfirma. Ana Palacio var Spaniens første kvindelige udenrigsminister fra 2002-2004. og chef for den spanske delegation for den europæiske unions regeringskonference samt medlem af præsidiet for konventet. Hun har tidligere været Senior Vice President for International Affairs ved AREVA, det internationale nukleare og vedvarende energiselskab samt Senior Vice President og General Counsel for Verdensbankgruppen.  Hun er medlem af bestyrelsen for ​​the Atlantic Council i USA, og af bestyrelsen for Hague Institute for the Internationalization of Law.

Ana Palacio: Faren ved et Europa uden Tyskland

ANALYSE – Uanset hvilken regering, der dannes i Tyskland efter sammenbruddet i forhandlingerne om en ny koalition, vil det sandsynligvis ikke være en, der er stærk nok til at kunne sætte skub i EU’s meget tiltrængte institutionelle reformer. Faren er, at EU vil forblive i venteposition, hvilket unionen ikke har råd til, skriver Ana Palacio i en analyse.

MADRID – Gennem de seneste to århundreder, har det ”tyske spørgsmål” – hvordan man tøjler det Tyskland, der er dominerende på grund af sin størrelse, sin høje produktionsevne og sin geografiske position i hjertet af Europa – afstedkommet megen bekymring og ikke så lidt krigsførelse.

I dag, med sammenbruddet af forhandlingerne om dannelsen af en ny tysk koalitionsregering, er spørgsmålet blevet vendt på hovedet. Europæiske ledere er bekymrede over, at Tyskland ikke længere har den pondus, der skal til for at lede og styre Europa i en globaliseret verden.

Siden Anden Verdenskrig har løsningen på det oprindelige tyske spørgsmål været at forankre landet i EU’s institutioner. Fra Rom-traktaten, der lagde grunden til Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, til Maastricht-traktaten, der skabte Den Europæiske Union, fungerede Tyskland som halvdelen af den afgørende fransk-tyske akse, der var kernen i det europæiske projekt.

Starten på den tyske æra

I begyndelsen af 2000’erne havde Tyskland overvundet udfordringerne i forbindelse med landets genforening, og var i en position til at have endnu mere indflydelse på EU. Imidlertid var Frankrig ikke så sikker, hvad angik yderligere integration EU-landene imellem, hvilket afspejledes i franskmændenes nej til EU’s forfatningstraktat i 2005. Dette blev starten på den tyske æra.

Som følge af det tyske valg er grundlæggende spørgsmål i forhold til EU’s fremtid – Brexit-forhandlingerne, migrationspolitik, forsvarssamarbejde, skabelsen af en bankunion og, måske allervigtigst, reformen af EU’s institutioner – stort set blevet sat på stand-by

Det var Tyskland, der pressede på for EU’s ”femte udvidelse” – optagelsen af ti central- og østeuropæiske lande, der dominerede EU’s dagsorden fra 2004 til 2008. Men det var den globale finanskrise, der virkelig befæstede Tysklands position som Europas leder. Det Europæiske Råd stod i spidsen for responsen, og det var Tysklands kansler, Angela Merkel, som klart var den, der styrede slaget.

I de efterfølgende år, alt imens Tyskland blev stadig mere dominerende, fortsatte Frankrigs ledelse med at blegne. Andre indflydelsesrige lande har også trukket sig fra den europæiske skueplads: ikke alene besluttede Storbritannien ved en folkeafstemning helt og holdent at forlade EU. USA, der længe havde været forudsætningen for den Pax Americana, der var så vigtigt for Europa, rettede opmærksomheden andre steder hen.

Den klare følge blev, at EU’s tyngdepunkt klart og tydeligt blev flyttet til Berlin.

Kriseknuseren Merkel

Kriser er fulgt, og Tyskland har stået i spidsen for responsen til dem alle. Udover finanskrisen har EU har stået overfor en betydelig migrationskrise og en sikkerhedskrise med rod i russisk revanchisme.

Men Merkels ledelse har ikke altid høstet ros, særligt ikke hendes håndtering af migrationskrisen. Tværtimod har den ført til frustration i det økonomisk udfordrede sydlige Europa, i det geografisk udsatte Østeuropa foruden i selve Tyskland.

Tysklands rolle i EU er blevet særlig vanskeliggjort af den hjemlige frustration. Gennem de seneste 18 måneder eller deromkring er Tysklands ledelse begyndt at se stadig mere indad, hovedsageligt på grund af det just overståede Forbundsdagsvalg.

Som følge heraf er grundlæggende spørgsmål i forhold til EU’s fremtid – Brexit-forhandlingerne, migrationspolitik, forsvarssamarbejde, skabelsen af en bankunion og, måske allervigtigst, reformen af EU’s institutioner – stort set blevet sat på stand-by.

Planen, der lader vente på sig

Planen var, at så snart Merkel havde sikret sig sin fjerde regeringsperiode, ville hun kunne smøge ærmerne op og gennemføre de institutionelle reformer, EU sådan har brug for. Men her to måneder efter det tyske valg, venter EU stadig på handling.

Mens Merkel sikrede sig en fjerde regeringsperiode, var hendes mandat ikke så stærkt som ventet. Så hendes CDU og dets søsterparti CSU var tvunget ind i langtrukne koalitionsforhandlinger med De Grønne og de erhvervsvenlige Frie Demokrater – hver med deres forskellige dagsorden og visioner for EU.

Hvis ikke EU tager skeen i den anden hånd, vil unionen være dømt til simpelthen at holde vejret fra valg til valg. En valgkampagne uden ende er ikke et godt fundament at bygge en bedre fremtid på

Selv under de bedste omstændigheder, syntes den ventede koalition dømt til at føre en smal, forsigtig politik, der vil vare i henved to år. Men tingenes tilstand er værre end det. Koalitionsforhandlingerne er brudt sammen, hvilket har stillet både Tyskland og EU en endnu længere usikkerhedsperiode i udsigt. Uden nogen sand krisesituation, der kan anspore Tyskland til at træde i karakter, står EU med udsigten til at forblive i venteposition, hvilket den trængte union virkelig ikke har råd til.

Er Tyskland uundværlig?

Indrømmet, Emmanuel Macrons overraskende sejr ved det franske præsidentvalg, har øget håbet om, at en fornyet fransk-tysk akse ville kunne tilføre det matte europæiske projekt noget tiltrængt élan. Men, mens Macron siger alle de rigtige ting og har visioner, kan Frankrig ikke på egen hånd gennemtrumfe de dristige visioner for Europa, særligt når landet mangler at gennemføre vigtige reformer hjemme. Tyskland er og bliver den europæiske sine qua non-partner.

EU er ingenting uden Tyskland. EU har ikke råd til simpelthen at vente og håbe på, at Tyskland sådan pludselig vil beslutte sig for at tage føringen. I stedet må man tage det tyske spørgsmål ved hornene, lige på og hårdt. Ligesom man gjorde efter Anden Verdenskrig, ved aktivt at arbejde for igen at forankre landet solidt i det europæiske projekt.

Alt imens er der andre fundamentale forandringer, EU må tage sig af. Når Tyskland omsider får en ny regering på plads, vil EU være i gang med at forberede sig til Europa-Parlaments-valget juni 2019 og valget af en ny EU-Kommission. Dette vil skubbe udviklingen endnu længere ud i fremtiden. Hvis ikke EU tager skeen i den anden hånd, vil unionen være dømt til simpelthen at holde vejret fra valg til valg. En valgkampagne uden ende er ikke et godt fundament at bygge en bedre fremtid på.

Oversættelse: Philip Sampson.

© Project Syndicate og POV International.

Topillustration: Project Syndicate – YouTube.

Ana Palacio
Tidligere udenrigsminister

Ana Palacio er tidligere spansk udenrigsminister, tidligere medlem af Europa-Parlamentet og tidligere vicepræsident for Verdensbanken. Hun er kandidat i jura, statskundskab og sociologi og er medlem af det spanske statsråd, gæsteforelæser ved Georgetown University i Washington D.C. og medlem af World Economic Forums Global Agenda Council in the United States. Hun er også seniorrådgiver for tænketanken Albright Stonehenge Group (ASG) samt medstifter og partner i Palacio y Asociados, et Madrid-baseret konsulent- og advokatfirma. Ana Palacio var Spaniens første kvindelige udenrigsminister fra 2002-2004. og chef for den spanske delegation for den europæiske unions regeringskonference samt medlem af præsidiet for konventet. Hun har tidligere været Senior Vice President for International Affairs ved AREVA, det internationale nukleare og vedvarende energiselskab samt Senior Vice President og General Counsel for Verdensbankgruppen.  Hun er medlem af bestyrelsen for ​​the Atlantic Council i USA, og af bestyrelsen for Hague Institute for the Internationalization of Law.

Kategorier