Karen Hammers rejse i Østafrika fører hende til Uganda, hvor historien om krigeriske og stolte kongedømmer i det 20. århundrede blev afløst af nye rædsler, først under europæiske koloniherrer og i vor tid med frygtelige etniske udrensninger og folkemord. På den baggrund spirer filmfortællingerne også frem i hovedstaden, Kampala.
Efter i en større bus at have passeret kilometervis af teplantager op gennem Rwandas små bjerge kom jeg endelig frem til grænsen til Uganda; ingen problemer der, når man ser bort fra regnen, der gjorde området temmelig mudret. Gennem de næsten helt plastikoverdækkede ruder kunne jeg i de næste mange kilometer ane endnu flere lysegrønne teplantager; de blev ved – og ved – længe!
I Kabale ligger Home of Edirisa, et dejlig afslappet økologisk guesthouse ejet af Miha Logar fra Slovenien. Her var masser af plads på sovesalen, en billig restaurant og et bibliotek. Miha blev så glad for at se mig, at han straks insisterede på, at jeg skulle med ham ned til et andet guesthouse ved Lake Bunyonyi, for her ville han om tre dage fejre sin 40-års fødselsdag!
Man skal tage imod den slags spontane invitationer; de kan føre til mangt og meget. I Mali 1987 førte en spontan invitation til ægteskab! Mindre kan jo også gøre det, og søen var en stor oplevelse. Lake Bunyonyi blev skabt for 8000 år siden, da en lavastrøm lukkede en langstrakt frodig dal af og skabte Ugandas dybeste sø (2000m) med 29 små øer. Her er hverken krokodiller, flodheste eller bilharziose, så Miha kunne uden problemer tage en timelang svømmetur hver morgen. Jeg sejlede tre timer i piroque på søen; her var krontraner (Ugandas nationalfugl), skarver, mange slags småfugle – og svømmende oddere! Da der ikke fandtes nogle naturligt forekommende fisk, har man gennem mange år med mere eller mindre held prøvet at sætte forskellige former for fisk ud, men skrænterne er for stejle; der er ingen gode gydepladser, så her er ikke det store fiskeri.
Man skal tage imod den slags spontane invitationer; de kan føre til mangt og meget. I Mali 1987 førte en spontan invitation til ægteskab! Mindre kan jo også gøre det, og søen var en stor oplevelse.
Efter en natlig og meget regnfuld fødselsdagsfest drog næsten alle gæsterne ud i bakkerne på trekkingtur, mens jeg i en lastbil blev transporteret tilbage til Home of Edirisa. Med busskift i storbyen Mbarara kom jeg dagen efter videre nordpå mod Fort Portal. Det var en lang, men smuk tur gennem småbakkede landskaber med papyrusmarker og teplantager. Undervejs mødte jeg adskillige eksemplarer af det vidunderlige langhornede ankole-kvæg, som var så højt skattede hos Rwanda-kongerne, men som nu er ved at forsvinde, da de ikke giver så meget mælk som andre køer. Bussen passerede gennem Queen Elizabeths National Park og mødte både aber og elefanter – og vi krydsede Ækvator.
Ugandas fem kongedømmer
I Fort Portal ligger Toro-kongedømmets lyserøde runde palads på toppen af byens højeste bakke. Området var oprindelig en del af kongeriget Banyoro, men i 1830 gjorde prins Kaboyo oprør og etablerede sig som selvstændig. I 1875 generobrede Kong Kabalega Toro; imidlertid genopstod Toro med en ny konge, Kasagama, da briterne i 1900 forviste Kabalega sammen med Bugandas konge, Mwanga, til Seychellerne. Da Præsident Obote i 1966 nedlagde alle Ugandas kongedømmer, sørgede hans hærchef Idi Amin for, at paladserne i Kampala og i Fort Portal blev bombet.
I 1993 genetablerede præsident Museveni atter de sidste fem kongedømmer: Buganda med hovedsæde i Kampala, Toro fra Fort Portal, Banyoro med sæde i Hoima, Busaga med sæde i Jinja og Ankole fra Mbarara. Toros nuværende konge, Oyo, var kun tre år, da han i 1995 besteg tronen, og måtte bo hos sin faster i en medarbejderbolig på toppen af bakken. Et par år senere traf han oberst Gadaffi, der spontant og generøst tilbød at genopbygge paladset. Det stod færdigt i 2001. Den unge konge tilbringer meget lidt tid i sit palads; han har gennem mange år boet og studeret i Kampala. Hans undersåtter er ikke tilfredse, derfor brød to høvdinge ud i sommeren 2014 og erklærede deres regioner for selvstændige kongedømmer! Og så blev han nødt til at tage hjem.
Epidemi, aggression og mission
Hvis man ikke er indstillet på at trekke rundt i bjergene eller se på varme kilder, er Fort Portal ret kedelig. Her er ikke meget andet at se end det lukkede Toropalads og Oyos forfædres grave.
Grunden til, at jeg opsøgte Fort Portal, var netop kongegravene, men nu, da jeg havde brugt tre dage ekstra mod syd ved den vidunderlige Bunyonyi sø, måtte jeg desværre springe Hoima over og tage direkte til Kampala og Bugandas berømte og Unesco World Heritage listede grave ved Kasubi.
Ugandas kongedømmer var engang mange. Midt i 1600-tallet var Banyoro-kongedømmet det største, men på grund af en kvægepidemi – og kong Cwamalis ordre til at dræbe alt kvæg og derefter angribe Ankole-kongedømmet og stjæle deres kvæg – gik det hurtigt ned ad bakke.
Cwamali besatte Ankole og gik derefter i krig med Rwanda, hvor han blev dræbt i kamp. Ankoles kong Ntare IV jog Banyoros hær ud af Ankole og erobrede store dele af Cwamalis land. I 1731 besteg Omakuma (der betyder konge) Duhaga Banyoro-tronen. Han huskes især for at have det næststørste antal børn i Ugandas historie; en af hans forfædre, Oyo I, havde 2000 børn!
Duhaga var gennem sine 50 års virke hårdt plaget af aggressioner fra Buganda-riget og døde sammen med 70 af sine sønner i et slag omkring 1786 i et forsøg på at forsvare rigets grænser. Han blev efterfulgt af Kyebambe III (1786-1835), som lidt efter lidt måtte se sit rige skrumpe. Flere af hans prinser gjorde oprør mod ham; dette kulminerede, da Prins Kaboyo erklærede Toro-regionen autonom og satte sig på Katwes saltressourcer. Ankole havde i mellemtiden stille og roligt udvidet sit territorie, således at Bunyoro nu kun strakte sig over en fjerdedel af sit oprindelige areal.
Da de første swahili-slavehandlere ankom til Østafrika og det dominerende Buganda, lod Kabaka (betyder konge) Mutesa dem slå sig ned i Kampala og deltog endda i deres slavejagter til nabolandene!
I 1852 besteg Kamurasi tronen efter adskillige år med uroligheder. Han fik snart orden på riget, først og fremmest ved at dræbe nogle af de rebelske prinser og derefter ved at tillade arabiske slavehandlere at bosætte sig og fra Banyoro angribe nabolandet Acholi. Han fik besøg af de første engelske opdagelsesrejsende, herunder Samuel Baker, en rig storvildtsjæger, som han og hans efterfølger siden fik mange problemer med. Kamurasi døde i 1869 og efterfulgtes af Kabalega, der huskes som en stor kriger. Han ville have kunnet genoprette Banyoros tidlige storhedstid, hvis ikke det havde været for de intrigante briter ledet af Sir Samuel Baker, der nu var blevet generalguvernør for Equatoria, en sydlig provins i det Ægypten-styrede Sydsudan. Baker bagtalte ham overalt og prøvede at indlemme Banyoro i Equatoria. I 1875 besejrede Kabalega kongen af Toro, Kasagama, og indrog arealet i sit rige; endvidere generobrede han adskillige tabte områder fra Buganda, således at han i sine første 20 år fordoblede sit rige.
Da de første swahili-slavehandlere ankom til Østafrika og det dominerende Buganda, lod Kabaka (betyder konge) Mutesa dem slå sig ned i Kampala og deltog endda i deres slavejagter til nabolandene! Flere af hans høvdinge konverterede til Islam, og senere, da katolske og protestantiske missionærer kom til, konverterede andre til disse religioner. Ved hoffet rivaliserede alle mod alle. Mutesa døde i 1884; hans søn Mwanga prøvede at spille grupperne ud mod hinanden. Under indflydelse af en muslimsk rådgiver beordrede han biskop Hannington og 50 konvertitter henrettet. Mwanga sættes fra magten i 1888, men genindsættes allerede året efter, da de kristne i kamp mod muslimerne vinder og fordriver alle muslimer fra Kampala.
Britisk og tysk kolonisering
I februar 1890 ankommer Carl Peters som repræsentant for German East African Company, og Mwanga laver en aftale med ham i det håb, at han med tyskernes hjælp kan slippe for al det religionsvrøvl, som briterne og franskmændene har kastet ham ud i. Men tre måneder senere ”forærer” Tyskland Buganda til England i bytte for Helgoland!
I januar 1892 sætter Mwanga sig op mod et krav fra captain Lugard fra det britiske East African Company om udlevering af en katolsk borger til henrettelse. Mwangar slå på, at han som konge bestemmer i sit eget land. Briterne jager kongen ud. Hans flugt til Tanzania sætter folket i oprør. For at undgå borgerkrig må han marts 1893 skrive under på aftale om, at Buganda er et britisk protektorat. Lugard går nu efter Bunyoros kong Kabalega, som han jo via Baker har hørt meget skidt om. Han giver ekskong Kasagama Toro tilbage og får ham til at underskrive en venskabsakt. Kabalega gør modstand og smider Kasagama ud. Briterne sætter mere end 20.000 mand ind mod ham. Kabalega vinder mange slag, men taber for mange krigere og må til sidst flygte til Acholi mod nord. Juni 1896 bliver Banyoro et britisk protektorat.
Briterne indsætter Mwangas et år gamle søn Chwa som konge i Buganda (ledet af tre protestantiske høvdinge), og i Banyoro anbringes Kabalegas 12-årige søn som konge i 1898.
I Kampala angriber Kong Mwanga briterne, men taber, flygter, fanges af tyskerne og slutter sig i 1897 til sin tidligere fjende Kabalega. Da de taber et slag i 1900, eksileres de til Seychellerne, hvor Mwanga dør i 1903 og Kabalega i 1923. Briterne indsætter Mwangas et år gamle søn Chwa som konge i Buganda (ledet af tre protestantiske høvdinge), og i Banyoro anbringes Kabalegas 12-årige søn som konge i 1898. Fire år senere fyrer man ham som ”inkompetent”, hvorefter en ældre søn Duhaga II indsættes. Briterne har det nemmere med Ankole-riget mod syd: Hårdt plaget af kvægpest, kopper- og stivkrampe-epidemier gennem 70’erne og 80’erne, lykkedes det lige akkurat landet lige akkurat at modstå en invasion fra Rwanda 1895, hvorefter kong Ntare dør uden arvinger. Hans teenagenevø overtager tronen. Allerede i 1898 angriber briterne Ankole, der overgiver sig uden kamp. Kort efter får briterne indlemmet de mange små kongedømmer i protektoratet, sidst af alle Kigezi (med Kabale) i 1929.
Selvstændighedskampen
I de første mange år interesserede man sig slet ikke for de nordlige provinser som Lango, Acholi og Karamoja. De blev forsømt med henblik på undervisning, sundhed og transportveje. For at overleve var befolkningen nødt til at sende alle de unge sydpå som migrantarbejdere – noget som på længere sigt kom til at hævne sig: både Idi Amin og Milton Obote kom fra disse nordlige regioner. Buganda fik en særstilling: Ikke nok med at de administrerede sig selv, deres embedsmænd administrerede også alle de andre regioner. Selvstændighedstanken kom i 1953 fra Kabaka Mutesa II, der ønskede, at briterne skulle give Buganda og kun Buganda selvstændighed!
Men Mutesa II blev fjernet og sendt i eksil til England, men returnerede allerede oktober 1955, da hans undersåtter, der betragtede ham som en national helt, krævede det. Ved valget i 1962 stillede partiet UPC (Uganda Peoples Congress), DP (Democratic Party) og KY (Baganda Kabaka Yekka) op. Kongens parti KY fik så mange stemmer, at valgets vinder, Milton Obote fra UPC, matte tage Kabaka Edward Mutesa II med i sin regering som præsident, mens han selv blev premierminister. I 1966 kuppede Obote regeringen, arresterede en række ministre og beordrede sin hærchef Idi Amin til at storme paladset. Efter at have modstået Amins angreb i flere dage, flygtede Mutesa II til London, hvor han døde i 1969. Mindst 2000 loyale bagandaer blev samlet ind af Amins tropper og kørt væk på lastbiler. Mange af dem blev smidt ud over Murchisons Falls, mens andre endte i massegrave.
Idi Amins rædselsregime
I 1993 gav Præsident Museveni de gamle kongedømmer fornyet anerkendelse, hvilket i den grad øgede hans popularitet. Efter 28 år i England og en uddannelse i Cambridge vendte Kabala Mutesas søn Ronald Mutebi hjem og blev kronet som Bugands 36. ”kabaka”.
En konge har ikke umiddelbart politisk magt, hans ansvarsområde er landets kultur, men takket være opbakning fra hans mange undersåtter, har han magt. Derfor står Ankole i dag efter kongens død i foråret 2014 uden konge. Præsident Museveni har forbudt kronprinsen at vende hjem fra Amerika for at lade sig krone, da han selv er født i Ankole og frygter en loyalitetskonflikt blandt Ankoles indbyggere.
England, der havde tabt meget under Obotes nationaliseringsprogrammer, anerkendte straks Amins styre, og det skulle man nok ikke have gjort.
Obote sørgede efter Mutesas forsvinden for at sikre sig absolut magt, arresterede mange i flæng og udviste i 1970 30.000 kenyanere. En manko på fire millioner dollar i statskassen kastede mistanken på Idi Amin, og Obote planlagde en retssag. Men mens Obote i 1971 deltog i et Commonwealth-møde i Singapore, greb Amin magten i Uganda. England, der havde tabt meget under Obotes nationaliseringsprogrammer, anerkendte straks Amins styre, og det skulle man nok ikke have gjort. Obote gik i landflygtighed i Tanzania. Idi Amins regime varede otte år og kostede sandsynligvis mere end 300.000 ugandaer livet; værst gik det ud over indbyggerne fra Acholi og Lango, hvor hele landsbyer blev jævnet med jorden. Dernæst kom sagførere, læger, universitetsprofessorer, forretningsmænd og hærens officerer; enhver som kunne mistænkes for at være en trussel.
I 1972 udviste han med 90 dages varsel 50.000 asiater og nationaliserede briternes teplantager og industrier til en værdi af cirka 500 millioner dollar. Økonomien kollapsede, industrier, hospitaler og sundhedsklinikker lukkede, og soldater myrdede de vilde dyr i naturreservaterne for at skaffe kød, da Amin til sidst end ikke kunne betale militærets lønninger. Folk flygtede i hundredetusinder. For at give befolkningen andet at tænke på, startede han i oktober 1978 en krig mod Tanzania. Mens hans fly bombede Victoriasøens havnebyer Bukoba og Musoma, marcherede hans hær uforstyrret langt ind i Tanzania og erobrede hurtigt et areal på mere end 1200 kvadratkilometer.
Det tog præsident Julius Nyerere mange måneder at få samlet en hær, men ved første møde flygtede Amins hær i vild panik. Nyereres tropper skubbede Amins hær tilbage langt ind i Uganda. Kampala faldt uden modstand i april 1979, og Amin endte sine dage i eksil i Saudi-Arabien i 2003.
Ved valget i 1981 svindlede Obote sig til præsidentposten, og han gik straks i gang med at eliminere alle Amins støtter; hans rædselsregime skulle efter sigende have kostet flere menneskeliv end Amins!
Nyerere stod nu med hele regningen for krigen. Da han ikke kunne betale, gik hans soldater i gang med at plyndre ugandaerne. Landet hærgedes af kaos og banditvæsen. På trods af forholdene vovede mange eksil-ugandaer at vende hjem for at hjælpe til.
Ved valget i 1981 svindlede Obote sig til præsidentposten, og han gik straks i gang med at eliminere alle Amins støtter; hans rædselsregime skulle efter sigende have kostet flere menneskeliv end Amins! Et par år senere udviste han 70.000 flygtninge fra Rwanda. Yoweri Museveni, en tidligere forsvarsminister, samlede en gruppe delvis bestående af forældreløse drenge og gik ud i bushen for at føre guerillakrig. Hans lille hær NRA, National Resistance Army, fik hurtigt stærk opbakning fra befolkningen, og titusinder af flygtede tutsier, der hidtil havde opholdt sig i Zaire, sluttede sig til militsen. I 1985 havde Museveni kontrol over store dele af det sydvestlige Uganda.
To højtstående officerer fra Acholi kuppede i juli 1985 Obote, der gik i landflygtighed i Zambia. Paul Muwanga, der tidligere havde støttet Obote, blev af kupmageren Tito Okello udnævnt til premierminister, mens Okello blev Præsident. Museveni og NRA prøvede at samarbejde med Muwanga og Okello, men opgav efter få måneder, og gik atter ud i bushen. 26. januar 1986 erobrede NRA Kampala. Okello overgav sig. Hans flygtende tropper blev jaget over grænsen til Sudan, og Museveni overtog præsidentposten. Allerede et par måneder senere forbød Museveni al partipolitisk virksomhed. I 1991 inviterede han dog alle udviste asiater tilbage til Uganda.
Kampala i dag
Kampala 2014 huskes først og fremmest for sit utrolige trafikkaos. Myldretiden ligger tre gange om dagen, og varer hver gang mere end to timer. Hvis det ikke var for de mange hurtigkørende små motorcykler (kaldet ”boda bodaer”), ville ingen nogensinde komme frem til tiden. Jeg indlogerede mig på New City Annex Hotel, der ligger lige overfor National Theatre – og et lækkert og spændende marked med masser af kunst og kunsthåndværk. Takket være flinke venner i Kigali havde jeg fået en filmkontakt i Kampala, og næste formiddag troppede hun op, den dejlige Sarah Kizza Nsigaye uddannet journalist, nu også festivalarrangør, filmproducer og -instruktør.
Sarah har studeret Democracy and Development ved Uganda Martyrs University, hun sidder i Tresor Sangas jury ved 1000 Milles Islands Film Festival i Kigali, har lavet mange små kortfilm og én spillefilm. Hun har fire døtre med en politisk journalist, som for tiden er fyret for at stille ”forkerte” spørgsmål – og en rædsom gammel bil.
Sarah tog mig straks med over gaden og præsenterede mig for adskillige filmpersoner og medarbejdere. I de næste par dage sørgede hun for, at jeg fik set en del af Kampalas seværdigheder.
Ilden fik heldigvis ikke fat i de underjordiske grave, men den åd alt indbo, inklusive en stol skænket af Dronning Victoria.
Sammen med en yngre bror, Dan, så jeg Buganda-kongernes grave, Kasubi Tombs, der er på Unesco World Heritage-listen. Den sommer var der desværre ikke så meget at se, da nogen i 2010 havde sat ild til den store kongehytte, så den brændte ned til grunden; de mange rædselsslagne kongetro indbyggere samledes i store mængder foran branden, og derfor kunne brandbilerne ikke komme frem i tide! Kongepaladset blev bygget i 1882 til Kabaga Mutesa I, men blev ved hans død 1884 ændret til en gravhytte. De følgende tre konger, Mwanga(1884-97), Daudi Chwa II (1897-1939) og Edward Mutesa II (1939-66), er begravet her. Omkring den store hytte ligger en mængde små hytter, hvor kongernes mange enker med familier bor. Om et par år, når den store hytte er færdigrestaureret, vil det sikkert være mere spændende at besøge stedet. Ilden fik heldigvis ikke fat i de underjordiske grave, men den åd alt indbo, inklusive en stol skænket af Dronning Victoria.
Muslimer og kristne konvertitter
Senere samme dag kørte Sarah mig ud til en mudderpøl beboet af en sørgmodig kæmpeskildpadde. Ugandaflygtninge fra Obotes styre havde bragt to skildpadder med hjem fra Seychellerne. I et par år havde de græsset foran et privat hus, men da den ene havde mistet hovedet i et stormvejr, der havde kastet en bliktagplade ned over den, havde ejerne flyttet den overlevende om bag huset, hvor den så under lusede forhold kunne gå og vente på døden.
Et par dage senere, da Sarah kunne undvære sin bil, kørte hendes bror Noah mig rundt i byen. Vi så to domkirker og den imponerende store Kibuli-moské; Uganda var under Amin officielt et muslimsk land. Vi kørte længe rundt ad små jordveje for at finde mindekirken for Ugandamartyrerne: 40 katolske konvertitter, der i juni 1886 nægtede at afskrive den hvide mands religion, og derfor efter Mwanga II’s ordre blev brændt levende sammen med deres leder, Charles Lewanga. Et farvestrålende maleri foran kirken viste, hvorledes staklerne pænt indrullet i græsmåtter omhyggeligt var lagt side ved side ind i bålet.
Mwanga var ikke særlig tolerant overfor andre religioner: I Rubaga-katedralen ligger resterne af 12 konvertitter til skue i et glasbur; de blev hakket til døde efter hans ordre i 1885 for at nægte at tilbagekalde deres nye tro.
Kampalas kunst
I Lonely Planet kan man læse, at nationalmuseet er et af Afrikas bedste!? Det må være længe siden, skribenten har været forbi, for museet var et sørgeligt syn, idet man næsten intet kunne se i de mange små udstillingsmontrer uden lys! Jo, der var skam interessante musikinstrumenter, en fin plakatsamling fra olympiader og en fossil af Napak-næsehornet, der uddøde for otte millioner år siden, men ellers blev man mere og mere irriteret over, at ingen øjensynlig er interesseret i at vedligeholde et oprindeligt fornemt initiativ, og at man nu talte om at lukke museet på grund af manglende publikum!
I et forsøg på at danne mig et indtryk af Ugandas Kunst, opsøgte jeg universitetets Art Gallery, men det var også en skuffelse. Man havde nemlig i anledning af præsident Musevenis 30 års jubilæum pillet alle kunstværkerne ned til fordel for en udstilling, War and Peace, der stort set kun viste videofilm. Men så på rejsens næstsidste dag mødte jeg ovre på markedet ved National Theater en spændende kunsthandler og maler. Egentlig var det ham, der fandt mig, mens jeg ihærdigt studerede hans mange fine afrikanske masker. Han inviterede mig ind og bestilte frokost til os begge. Jeg købte én maske og aftalte et interview med ham næste formiddag, for kunderne var så mange, og hans mobil ringede uafbrudt; det var umuligt at få bare 10 minutters ro. Om eftermiddagen fotograferede jeg en større del af hans udstillede akvareller og batikker. Næste dag gav han atter frokost, og vi snakkede kort – konstant afbrudt af nysgerrige potentielle kunder. Han havde nemlig solgt til berømte personer som bl.a. Hillary Clinton, og der havde lige været et længere interview med ham i en af Kampalas aviser. Lige nu gik det fremragende for ham, men sådan havde det ikke altid været. I 1977, under Amins rædselsregime havde han været nødt til at flygte til Kenya, hvor han gennem 12 år havde klaret sig som batikkunstner. Han vendte hjem i 1990 og blev straks involveret i politik. I årene 1992–2002 var han ansat af Buganda-kongens regering som minister for protokol og indre anliggende. I de første år arbejdede han specielt med rettighederne omkring kongens genetablering. Andre lokalregeringer tog sig af de øvrige tre-fire kongedømmers genetablering. Han levede nu udelukkende som kunstner og udstillede meget i udlandet; for et par år siden sågar i Baku i Aserbadsjan.
Ugandas filmscene
Uganda er ikke Rwanda, det opdagede jeg meget hurtigt. For eksempel er det påbudt i Rwanda, at boda-bodakørerne skal have en styrthjelm til passageren; det er det skam også i Uganda, med da ingen kontrollerer det, findes de ikke! I Rwanda respekterer man tiden og kommer aldrig for sent; i Uganda tager man det mere afslappet som i resten af Afrika.
Jeg havde via Sarah fået interview-aftaler med forskellige unge filminstruktører: Joseph Ken kom halvanden time for sent, den næste kom slet ikke. Sarah kom altid for sent, fordi hendes bil næsten dagligt brød sammen, hvilket bevirkede, at jeg kom for sent til aftaler med Bart Kakooza og Jayant Maru. Sidstnævnte ventede en time på mig, efterlod en film, og kom så igen dagen efter til tiden!
Jayant Maru var noget for sig: Født i Nairobi af indiske forældre, uddannet i London med studier i sociologi og ura og nu filminstruktør i Uganda. Efter sine fire års studier i London og i færd med specialet om Human Trafficking, deltog han i en filmfestival, og det ændrede hans liv.
”Filmene tændte en ild i mig, og jeg besluttede fra nu af at arbejde med film, at fortælle min historie om Human Trafficking i billeder, men stadigvæk fra et samfundsmæssigt point of view. Jeg valgte det bedste medie, film, for at kunne komme ud med mit budskab til så mange som muligt. I Uganda er det ingen tradition for at læse bøger, romaner eller tidskrifter; den bedste måde at oplyse folk på, er via film – men der er heller ikke nogen filmkultur. Her i Kampala er der kun seks rigtige biografer, og ejerne tør ikke give nye film en chance. For at en film kan komme op, skal en sponsor først købe 200 pladser i biografen. Min film The Route kom op i National Theaters biograf og gik i mange uger. Den tjente så meget ind, at jeg kunne producere min næste film, Kent & Kate. Det er en børnefilm om en ordblind dreng og hans forældreløse veninde. Folk her i Uganda tror, at børn, der ikke kan følge med i skolen, læsehandicappede for eksempel, er hekse – det giver filmen et eventyragtigt skær. Vi har desværre ingen gå i byen/biffenkultur her i Uganda. Den håber jeg at kunne skabe”, fortæller Jayant Maru.
Amerikanerne lavede den meget populære Hotel Rwanda, og Mira Naira lavede for nogle år siden Mississippi Marsala, der fortæller om dengang, Idi Amin smed alle inderne ud af Uganda. Sådanne film vil alle se, men små lokale film har ikke mange chancer.
The Route fortæller en gruopvækkende realistisk historie om en ung pige fra landet, der naivt drager til byen for at søge arbejde. Hun samles op af en sød ung fyr og flytter ind i hans kollektiv, men da en af hans venner har en ubehagelig stor gæld på 5000 dollar til en lånehaj, sælger han pigen, som straks efter kastes ud i prostitution. Jayant fortalte, at hans beskrivelse af sexarbejdet, hvor de unge piger kan blive nødt til at betjene op til 40 kunder om dagen, havde været for meget for censuren, der havde klippet 10 minutter sex- og voldsscener ud og forbudt den for børn under 18 år. Fordi bordelejeren ikke er tilfreds med pigen, sendes hun i en container sammen med fem andre til Hongkong. Ved ankomsten bliver der taget blodprøver. Da en af pigerne viser sig at være AIDS-smittet, skydes hun på stedet.
Da jeg undrede mig over transportruten, forklarede Jayant: ”Der er efterhånden så megen kontrol med fly og skibstransporterne, at det er nødvendigt at lukke pigerne inde i containere. De får kun vand med, ingen mad. De kan lige klare sig i op til tre uger. Når de kommer frem, sættes de straks i arbejde. Efter to-tre uger sendes de rundt mellem de asiatiske storbyer, for at det skal være sværere at finde og hjælpe dem. Efter et par års ”arbejde” kasseres de og bruges som organdonorer.
Ved ankomsten bliver der taget blodprøver. Da en af pigerne viser sig at være AIDS-smittet, skydes hun på stedet.
The Route havde vundet førsteprisen ved Nile Diaspora International Film Festival i Kampala og fået positiv omtale i Burundis Film Festival og i Silicon Valleys Film Festival i Californien.
Jayant Maru (født 1990) havde som sagt ikke nogen filmuddannelse: ”Jeg studerede på Google og Twitter på nettet, og så fik jeg tildelt et kursus på MAISHAS filmskole i dokumentarfilminstruktion. Jeg interviewede en ung kvinde, der var lokket til Asien med lovning om et kontorjob, og straks efter var blevet voldtaget, tævet og solgt videre som sexslave. Hun havde været heldig atter at slippe hjem, fordi nogen havde frikøbt hende”.
Filmen om verdens ende
Den dag, jeg havde en aftale med reportagefotografen og dokumentarfilminstruktøren Bart Kakooza, kom jeg to timer for sent og kunne derfor kun snakke med ham i en halv time, for Sarahs bil knækkede forhjulsakslen i en landsby 20 km fra Kampala. Mirakuløst fandt hun en mekaniker, der på kun et par timer gjorde bilen køredygtig. Han påbød hende snarest at få lavet en mere gennemgribende reparation, hvad hun selvfølgelig ikke havde tid til.
Bart Kakooza (født 1964) havde efter sine universitetsstudier arbejdet for National Broadcasting Television som producer. Derefter var han rejst til Atlanta for at arbejde for CNN. For 25 år siden var han vendt hjem og havde startet sit eget firma, Media Plus Ltd. Han havde været med på reportage under Rwanda-massakren og havde optaget film oppe i Virungabjergene blandt gorillaerne; han havde stort set været med til alt gennem mange år.
Nu var han i færd med at lave en spillefilm. I frustration over Nigerias endeløse masser af hurtigt lavede elendige film, hvor de fleste manuskripter skrives på to dage, besluttede han at lave filmen, som Uganda kunne være stolt af at præsentere i Cannes: The World is Ending Tomorrow er baseret på en sand historie. Han var to år om at skrive et manuskript med 98 scener, dernæst et år om at optage filmen. Nu klippede han den; efter planen skulle den havde premiere 15. marts 2015 og derefter sendes til Cannes.
Alle hendes bekendte solgte alt, hvad de ejede og gav hende pengene. De ville de blive reddet og straks komme i Himlen.
Filmen fortæller om en barnløs kvinde, der opsøgte en hellig grotte for at bede om at blive gravid. Mens hun lå og bad, fik hun nogle voldsomme syner og hallucinerede at se Jomfru Maria. Da hun kom tilbage til sin landsby, fortalte hun alle, at Jomfru Maria havde givet hende besked om, at verden ville gå under 15 marts 2001; hvis alle hendes bekendte solgte alt, hvad de ejede og gav hende pengene, ville de blive reddet og straks komme i Himlen. Mere end 1000 personer troede hende, men efterhånden som tiden nærmede sig, blev mange urolige for, at verden måske alligevel ikke ville gå under. Det skabte problemer, så hun blev nødt til at dræbe de værste kværulanter. Da dagen oprandt, samlede hun dem alle i et stort hus. ”Pray!” sagde hun, låste dem inde og satte ild til huset. Mere end 1000 mennesker døde. Hun beholdt alle pengene, og ingen tænkte nærmere over en eventuel sammenhæng mellem branden og hendes formue.
”Jeg skrev denne historie på grund af vrede! Nigerias overfladiske makværker dræber afrikansk film. Ugandas filmproduktion er på børnehavestadiet, men der er flere dygtige uafhængige filmproducenter. Jeg har lavet mere end 200 dokumentarfilm om natur, om krig i Sudan, om folkemord i Rwanda og meget andet,” sagde Bart Kakooza.
Møde med Maisha Films alumni
En af de første dage snakkede jeg med Joseph Ken (født 1983). Han havde en bachelor i industriel design. Oprindeligt var han kunstmaler, men da han ønskede en udvidet kontakt med sit publikum, begyndte han at tage workshopkurser hos Maisha Film. I 2010 havde han deltaget i flere tre-ugers kurser i instruktion, klipning og produktion. Allerede i 2009 instruerede/producerede han sin første spillefilm Master on Duty på to timers længde. Året efter lavede han en dokumentarfilm om trolddom, Akataka, der deltog i en filmfestival i Rotterdam 2011. I 2013 lavede han en 20 min. Kortfilm, Nico the Donkey, om misbrug af børn, og i 2014 high school-dramaet Reform. Ifølge Joseph Ken er et af problemerne i Uganda, at folk ikke gider gå i biografen; der er ingen tradition for det, på trods af, at der faktisk er flere årlige filmfestivaler i Kampala.
Mange af de filminstruktører, jeg interviewede i Burundi, Rwanda og Uganda, havde fået deres uddannelse hos Maisha Film i Kampala. Med en hurtigkørende boda boda kom jeg en eftermiddag ud til en toetagers bygning langt fra Kampalas centrum. Her traf jeg en smilende dejlig dame, Fibby Kooria, der desværre kun havde en halv time til at orientere mig om Maisha Film Lab. Det er oprettet 2004 af den indisk-fødte filminstruktør Mira Naira, som vi i Danmark kender for den vidunderlige Monsoon Wedding. Hun har tidligere lavet filmen Mississippi Marsala, der fortæller om dengang i 1972, da Idi Amin smed 50.000 asiatiske medborgere ud af Uganda og stjal alle deres værdier. Hos Maisha kan de fem østafrikanske landes filmmedarbejdere på skift få tre ugers kurser i fotografering, instruktion, manuskriptskrivning, klipning eller produktion.
Hendes lille skole er særdeles vigtig for filmkulturen i hele Østafrika: ”If we don´t tell our stories, no one else will.”
Kurserne er gratis; Mira Naira skaffer alle pengene til driften udefra og støttes især af det svenske LUMA Foundation. Der har endnu ikke været en øre i støtte fra Uganda. Mira Nairas mand er professor ved universitetet i Kampala, og hun bor på skift i New York, Kampala og New Delhi.
I 2012 deltog hun i Venedig Film Festivalen med The Reluctant Fundamentalist. Hendes lille skole er særdeles vigtig for filmkulturen i hele Østafrika: ”If we don´t tell our stories, no one else will.”
Kampalas gadebørn
Min søde overanstrengte veninde Sarah Kizza Nsigaye var næsten færdig med sin første spillefilm Street Refugees, produceret på hendes eget Native TV; hendes assistent Ali var i gang med at klippe den. Den beretter om de mange børn fra Karamoja, der ”arbejder” og lever i Kampalas gader og markeder. De tigger overalt, og de samler spildt frugt og grøntsager op og sælger det til de handlende. To gange om måneden rejser en af dem den 12 timer lange rejse til Karamoja med bus tilbage til forældrene med penge. De er økonomisk afhængige af børnenes arbejde. Karamoja bebos af kvægnomader, der gennem mange år har skabt problemer i regionen ved væbnede kampe om arealer og kvæg. I nyere tid har de med Musevenis accept skaffet sig våben fra Sudan for at kunne forsvare sig mod kvægtyve fra Turkana i Kenya. Disse mange våben har desværre fristet nogle til at overfalde turister. Måske forståeligt, når de har mistet store græsningsarealer til Kidepo Valley National Park, og regnen i de senere år er blevet mere sparsom. Der har været hungersnød; i dag overlever de ved at sende migrantarbejdere sydpå og ved at udnytte deres børns indsats i Kampala.
De mange unge skuespillere var så dygtige, at jeg først troede, at filmen var en dokumentarfilm.
I filmen ser vi en større gruppe unge i alderen fra 9 til 17 år. Den store pige Lokoel er meget utilfreds med, at mor har sendt lillesøster Chero på fem år ned til Kampala, hvor hun bare går i vejen, og sender hende tilbage, og nu er mor rasende over de spildte penge til busbilletten.
Politiet er ikke begejstrede for ungernes arbejde; mange af drengene fanges og anbringes på en slags børnehjem, hvor man forsøger at undervise dem, men de stikker straks af; de er jo her for at arbejde. De mange unge skuespillere var så dygtige, at jeg først troede, at filmen var en dokumentarfilm. I filmens slutsekvens, der foregår oppe i det tørre bjergområde, får man et godt indblik i lokalbefolkningens levevilkår.
Sarah er nu færdig med filmen og godt i gang med sit næste projekt: Hun var i december måned flere uger i Centralafrika for at optage en dokumentarfilm om oprørslederen Joseph Kony, der omkring årtusindskiftet hærgede det nordlige Uganda.
I stedet tog vi på en dagtur til Jinja for at stå ved Victoriasøens bred tæt ved Owen Falls og Nilens kilde … Her var meget smukt med flyvende hvide hejrer og alt for mange turister.
Sarahs veninde Stellah Nasuuna (født 1976) kom nu med et tilbud: Jeg kunne tage med hende op til Karamojas største by Moroto. Hun planlagde at bygge skoler til nomadernes børn i landsbyerne; man havde givet hende en byggegrund, så hun skulle snart op for at inspicere arbejdet. Hun havde i november 2013 startet organisationen Stellah Child Support, som foreløbig havde hjulpet adskillige handicappede børn fra de nordlige provinser. Hun fandt sine sponsorer fra Indien, Italien og USA via Facebook og skaffede gratis skolematerialer fra en organisation i Hongkong. Dagen før afrejsen, blev turen aflyst; den lokale hotelejer og talsmand for Karamojong-folket i Moroto fortrød aftalen om at huse os i de tre døgn, besøget ville vare. At Stellah havde bestilt mig til at skrive om situationen oppe i det fattige Karamoja og om hendes indsats for at hjælpe, interesserede ham ikke. En hvid kvinde skulle selvfølgelig betale, alt andet ville jo efter hans mening være urimeligt.
I stedet tog vi på en dagtur til Jinja for at stå ved Victoriasøens bred tæt ved Owen Falls og Nilens kilde. Det var i 1862, at den britiske opdagelsesrejsende John Hanning Speke konstaterede, at lige netop her udsprang Nilen fra Victoriasøen, snoede sig nordpå til Lake Kyoga, gennem Murchisons Falls til Lake Albert, og herfra stik nord til Sudan. Her var meget smukt med flyvende hvide hejrer og alt for mange turister.
Rædselsårene
Da Museveni i 1986 fik magten i Uganda, var prøvelserne ikke forbi. Adskillige oprørsgrupper kæmpede imod hans styre. Nemmest var det at slå the Holy Spirit Movement. Den var ledet af Alice Lakwena, der havde samlet flere tusinde mand under sig i en blanding af oprørsbevægelse mod NRA og religiøs forkyndelse. De blev massakreret af hæren, da de med simple våben gik til angreb indsmurt i salver, der ifølge Alice Lakwena skulle gøre dem usårlige. En anden oprørsgruppe var the Lord’s Resistance Army (LRA). De havde kæmpet mod Obote samtidig med NRA, men ikke var blevet inviteret med ind i den nye regering. De holdt til i det nordlige Uganda, i Congo- Kinshasa, i Sydsudan og i Den Centralafrikanske Republik. De var ledet af Joseph Kony, der brugte børnesoldater og førte et rædselsregime imod civilbefolkningen i et forsøg på at danne en regering baseret på De Ti Bud. Millioner flygtede. I 2002 mistede Kony støtten fra Sudan, og da han samtidigt var hårdt trængt af Ugandas hær, flygtede han til Centralafrika. Så vidt vides har han ikke angrebet Uganda siden 2007. Han har ikke skrevet under på nogen fredstraktat, og stjæler stadigvæk drenge til sin hær af børnesoldater; sidst, i 2008, gik det ud over Sudan. Andre oprørsgrupper var Fronten for Nilens Vestbred (WNBF) med forbindelse til Amin-tro grupper, og De Allierede Demokratiske Styrker (ADF), en broget Sudan-støttet blanding af islamister, Obote-tro oprørere og hutu-militser fra Rwanda.
I Musevenis befrielseshær NRA var mange tusinde tutsiflygtninge fra Rwanda, der gennem 30 år havde opholdt sig i Congo-Kinshasa. Efter sejren over Obote blev de i Ugandas hær og begyndte at planlægge et angreb på Rwanda. Oktober 1990 rykkede en gruppe på 4000 tutsier, ledet af Fred Rwigyema, 60 km ind i Rwanda under Rwandas Patriotiske Front’s banner. Fred Rwigyema blev dræbt på tredjedagen, og Paul Kagama overtog ledelsen af RPF`s styrker, der mødte hård modstand fra Rwandas hær med støtte fra Zaire og Frankrig. Kagama førte sin hær sikkert tilbage gennem Virungas bjerge og gik med støtte fra tutsi-diasporaen i gang med at reorganisere og udvide sin hær. Gennem hele 1991 førte han en hit and run guerillataktik mod Rwandas grænseområder. I 1992 får RPF en plads i den nye koalitionsregering i Kigali. I 1993 blev der underskrevet en fredsaftale i Arusha i Tanzania; hutuekstremisterne opfordrede nu til mord på alle, der gik ind for aftalen og udarbejdede dødslister over tutsier og samarbejdsvillige hutuer.
Som jeg tidligere har skrevet ramte tragedien, da præsident Habyarimana og præsident Ntibantunganya af Burundis fly blev skudt ned 6. april 1996.
FN’s fredstropper Unamir (cirka 250 mand) ser passivt til, mens hutuerne på kun tre måneder myrder en million medborgere; de belgiske støttetropper flygtede hurtigt hjem.
Rwandas premierminister Agatha Uwilingiguimana overtager magten, men allerede 7 april myrdes hun sammen med adskillige ministre, og tre måneders folkemord starter, hvis hensigt var, at udrydde samtlige tutsier.
FN’s fredstropper Unamir (cirka 250 mand) ser passivt til, mens hutuerne på kun tre måneder myrder en million medborgere; de belgiske støttetropper flygtede hurtigt hjem. Først da RPF i juli 1994 trænger ind i landet, stoppes myrderierne. RPF jager Rwandas regering og millitær ud af landet til Zaire; næsten en million civile hutuer flygter samtidigt. I Zaire lever titusinder af tutsiflygtninge i lejre. De generes nu effektivt af de mange flygtede hutuer og tør ikke vende hjem.
Paul Kagame overtager ledelsen af Rwanda og anklager Frankrig for at have beskyttet Rwandas hutu-regering under flugten til Zaire. Samtidigt kritiserer han USA, Belgien og Storbritannien for manglende hjælp. I begyndelsen af 2000 resulterer denne skuffelse over manglende hjælp og solidaritet i, at Rwandas nationalsprog skifter nationalsprog, fra fransk til engelsk.
DRC – Den Demokratiske Republik Congo
Uganda, Burundi og Rwandas naboland Zaire/Congo-Kinshasa, i dag kaldet DRC (Den Demokratiske Republik Congo), har gennem tiderne modtaget flere 100.000 flygtninge og i 1994 mere end en million. Det kunne være et af Afrikas rigeste lande, hvis ikke Europa, USA og mange afrikanske land i den grad havde blandet sig for at få fingrene i landets meget store naturrigdomme af kobber, guld, diamanter, kobolt, cassiterit og coltan.
Den 30. juni 1960 blev Belgisk Congo en selvstændig stat med navnet Republikken Congo. Hele 120 politiske partier kæmpede nu om magten; Patrice Lumumbas socialistiske parti (MNC) kæmpede for et forenet Congo mod Kasavubus Abako, der gik ind for en forbundsstat med store beføjelser til delstaterne. Lumumbas parti vandt stort; han blev premierminister og Kasavubu blev præsident. Millitæret, der stadigvæk bestod af belgiere, gjorde oprør. Lumumba fyrede dem alle, hvorefter Belgien satte egne tropper ind. Provinserne Kasai og det kobberrige Katanga rev sig løs. Katangas leder Moise Tshombe fik støtte fra belgiske minefirmaer. Lumumba og Kasavubu bad FN om støtte, men generalsekretær Dag Hammarskjöld ønskede ikke at blande sig. 14. september 1960 tog oberst Joseph Mobutu magten ved et militærkup, men overlod den snart efter til en civil regering. Patrice Lumumba blev myrdet i januar 1961 med hjælp fra CIA og den belgiske regering.
Efter flere år med magtkampe mellem Moise Tshombe og Kasavubu, tog Mobutu igen magten i november 1965, og udnævnte sig selv til præsident under navnet Mobuto Sese Kuku Ngbendu Waza Banga (”the fearless warrior who will go from strength to strength leaving fire in his wake”). Mobutu forbød al politisk virksomhed, tvang alle congolesere til at skifte deres kristne navne ud med afrikanske og ændrede i 1971 landets navn til Zaire. Han nationaliserede nu de udenlandske virksomheder og overdrog dem til medlemmer af landets elite – med katastrofale følger. Korruptionen var gigantisk, og økonomien brød sammen. Efter internationalt og lokalt pres blev han i 1990 tvunget til at indføre et flerpartisystem. Oppositionslederen Etienne Tshisekedi blev sat i spidsen for en overgangsregering, men Mobutu nægtede at samarbejde og udnævnte sin egen regering. De vestlige lande inddrog deres støtte til regimet, det førte til økonomisk krise og midt i det hele, i 1994, væltede en million flygtende hutuer fra Rwanda ind i landet efter folkedrabet hjemme. Mange af dem gik straks i gang med illegal guldgravning i de sydlige provinser.
Malariamikrober fra Benin
På dette tidspunkt var jeg indlagt på Rigshospitalet med en livsfarlig malaria, som jeg havde bragt med mig hjem fra Benin, hvor alle malariamikroberne er immune overfor enhver form for medicin. Da man efter en uge havde fået kureret mig, kom overlægen ind for at snakke med mig. Først anbefalede han mig, næste gang at komme noget tidligere; jeg var næsten bevidstløs med meget høj feber, da de modtog mig. Min lokale læge havde insisteret på, at det bare var influenza; jeg forlod hende kort efter. Overlægen var meget tilfreds med mit besøg, for jeg havde bragt en ny form for malaria til Danmark. Den kendte man ikke i forvejen, og som han sagde:” Det er godt for de studerende at få nyt materiale at forske i”. Og så tilføjede han: ”Rejs De bare rundt i Afrika, men De må love mig aldrig at rejse til Zaire, for der er sygdomme, vi ikke kan helbrede”.
Overlægen var meget tilfreds med mit besøg, for jeg havde bragt en ny form for malaria til Danmark. Den kendte man ikke i forvejen, og som han sagde:” Det er godt for de studerende at få nyt materiale at forske i”.
Det lovede jeg så, og det har jeg holdt, selvom jeg i Nordkorea i 2012 blev fristet af Demokratisk Congos repræsentant, der ville have mig med hjem for at give udviklingen i landet et skub i den rigtige retning: ”Uden din hjælp vil jeg aldrig kunne skabe et demokrati i mit land”.
På min to måneders Østafrika-rejse var jeg faktisk meget tæt på grænsen til Demokratisk Congo. Det lå jo lige ovre på den anden side af Burundis smukke Lake Tanganyika, og i Rwanda havde jeg kunnet se bjergene tværs over Lake Kivu ved Kibuye ganske tæt ved de urolige områder ved Goma. Jeg lod mig imidlertid ikke friste; prisen på et visum er gigantisk, og jeg havde jo lovet at holde mig væk. Den sygdom, han dengang hentydede til, ebola, er nu ikke længere kun i Demokratisk Congo, men desværre også i flere af de vestafrikanske lande, som jeg gennem de sidste 30 år har pendlet ud og ind af: Mali, Guinea, Sierre Leone og Senegal.
Uroen fortsætter
Siden midten af 1990’erne har Uganda været involveret i konflikterne i Congo-Kinshasa af flere grunde: Ugandiske oprørsgrupper gjorde grænseområderne usikre, og alle de dårligt beskyttede naturrigdomme fristede adskillige lande. Efter massakrerne på tutsierne i Rwanda, gik de mange flygtede hutuer i gang med at myrde løs på Zaires mindretals-tutsier Banyalumengaerne. Da disse forsvarede sig fik de støtte af militær fra Rwanda og Uganda, samt af Mobutos modstandere i Zaire. Oprørsgrupperne gik sammen i De Demokratiske Styrkers Alliance til Befrielse af Congo-Zaire (AFDL), ledet af Laurent-Désiré Kabila, der var en af Lumumbas tidligere medarbejdere. På trods af hjælp fra rwandiske støttetropper tabte Zaires hær stort til AFDL. Oprørsbevægelsen indtog Kinshasa 17. maj 1997. Præsident Mobutu nåede at flygte dagen før, og Kabila udråbte sig selv til præsident over Den Demokratiske Republik Congo. Uganda fortrød snart sin støtte til Laurent Kabila, for denne gjorde intet for at forhindre de ugandiske oprørsgrupper fra Congo, og Kabilas militær propaganderede imod og forfulgte Banyamulenge-tutsierne. Nu startede Den Store Afrikakrig – også kaldet Congo-Kinshasakrigen; den kom til at vare fra 1998- 2003 og involverede mindst ni afrikanske lande. Ugandas regering besluttede at støtte den nye oprørsbevægelse Congolesisk Samling for Demokrati (RCD), der med støtte fra Rwanda kæmpede for at vælte Kabila. Denne fik hjælp fra Angola, Namibia og Zimbabwe og Rwandiske hutumilitser. RCD og rwandaerne blev drevet væk fra den vestlige del, men beholdt kontrol over de østlige provinser og diamant- og kobberminerne. Tropper fra Uganda, Rwanda og Zimbabwe plyndrede løs i de rige mineområder. I 1999 blev RCD splittet i to fraktioner: En ugandisk støttet med basis i Kisangani og en rwandisk støttet med basis i Goma. Splittelsen blandt rebellerene fik de to støtte-hære fra Rwanda og Uganda til at tørne sammen ved flere lejligheder; i 1999 og 2000 kostede det hundredevis af civile livet.
Der er endnu tusindvis af huturebeller i Gomaprovinsen; de har forståeligt nok ikke megen lyst til at vende hjem til retsopgør i Rwanda, og måske er Rwanda selv ret tilfreds med at vente lidt endnu.
En fredsaftale i 1999 blev brudt allerede i 2000. Da mange så Kabila som den største hindring for fred, blev han i januar 2001 myrdet af sine livvagter. Politikerne omkring Kabila udnævnte hurtigt hans totalt uerfarne 30-årige søn Joseph Kabila til ny præsident. I stedet for at støtte sin fars politik, fyrede han de fleste af hans ministre og gik indledte en ny fredsproces.
I 2002 indgik Congo-Kinshasa en separat fredsaftale med Rwanda og Uganda, som derefter trak de fleste af tropperne hjem. Det tog adskillige år før de forskellige befrielseshære og Joseph Kabila kunne blive enige om en fredstraktat; i december 2002 kom alle parter til enighed i Pretoria i Sydafrika. I de næste 2½ år skulle det store land styres af en bred samlingsregering med deltagelse af de fleste partier og oprørsbevægelser, indtil der skulle afholdes valg.
I denne periode skulle Joseph Kabila blive siddende som præsident. På trods af utallige problemer vandt Joseph Kabila valget i 2011 og er altså fortsat præsident i Congo-Kinshasa.
Der er endnu tusindvis af huturebeller i Gomaprovinsen; de har forståeligt nok ikke megen lyst til at vende hjem til retsopgør i Rwanda, og måske er Rwanda selv ret tilfreds med at vente lidt endnu. Som situationen er lige nu, tror jeg ikke, det bliver svært for mig at holde mit løfte til overlægen fra Rigshospitalet.
Alle fotos: WikiCommons samt Karen Hammer.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her