Oscars kolonisering af filmkunsten

af

For nylig stillede en artikel i The Hollywood Reporter spørgsmålet: “Has Berlin Lost Its Awards Season Mojo?” Grunden: Færre og færre film fra Berlinfestivalen modtager sidenhen Oscar-nomineringer. Desuagtet at Berlin dette årti har haft premiere på kunstneriske hovedværker som Bela Tarrs Hesten fra Torino, Jafar Panahis Closed Curtain og Taxi Teheran og Terence Davies’ A Quiet Passion. Og yderligere desuagtet at festivalen foregår i februar, over et år før dets premierefilm ville kunne komme i betragtning til den anden gyldne statuette. Men værdien af Berlin afhænger åbenbart alligevel af, hvordan den påvirker en helt anden prisuddeling.

Det er den endegyldige kolonisering af filmkunsten fra amerikanernes side. Nu skal festivaler overalt i verden, og hvorsomhelst i kalenderen, lægge sig til rette efter, hvad der passer medlemmerne af det amerikanske filmakademi bedst. Nu starter snakken Oscar 2018 allerede inden 2017-udgaven løber af stablen.

Oscar-hype

Pointen med Oscar er ellers, at det giver plads til andre typer film, end hvad vi ellers ser. Den megen fokus på kvalitet frem for eksplosioner giver opmærksomhed til smallere og mere eftertænksomme film, der med Oscar-skulderklap i ryggen kan nå et meget bredere publikum. Sidste år var Oscar-darlingen The Revenant den mest sete amerikanske film i de danske biografer, og det var højst sandsynligt ikke sket hvis ikke det havde været for hypen omkring Oscar-tid – desuagtet at den største pris nu gik til Spotlight i stedet.

Efter den lidt træge sidste udgave, der ikke blot afledte hashtagget #oscarsowhite men også ganske enkelt var en lidt kedelig årgang – med Mad Max og The Big Short som de store undtagelser – så har 2017-udgaven givet opmærksomhed til en masse gode og anderledes film. Moonlight er en unik film, som aldrig ville være kommet så bredt ud med sin historie, hvis ikke den var blevet båret frem af oscar-hype. Jackie er en vaskeægte eksperimenterende kunstfilm, der takket være Nathalie Portmans oscarnominerede præstation har nået et langt bredere publikum for instruktøren Paolo Larrains unikke stil, end det ellers ville have været tilfældet. I de mindre kategorier finder vi instruktører som Maren Ade, Asghar Farhadi, og Raoul Peck med en film om forfatteren James Baldwin, og Gianfranco Rosis Havet Brænder – der vandt Guldbjørnen i Berlin. Helt ubrugelig er den festival altså alligevel ikke.

Også La La Land er en ganske glimrende Oscar-vinder. Teknisk ekvilibristisk, særegen i sin hyldest til gamle musicals, inklusive kultinstruktøren Jacques Demy, og selvom den kønsmæssigt har sine problemer, hvor jazzmesteren Sebastian oplærer Mia i at elske hans kunst, så vil den, hvis den som forventet vinder Bedste Film, stadigvæk være den første vinder i 12 år – siden Million Dollar Baby vandt i 2005 – der også havde en nominering for Bedste Kvindelige Hovedrolle. Det siger måske mest om, hvor mandsdomineret amerikansk film stadig er men alligevel.

Selvom der ofte har været gjort grin med pseudo-politiske film som CrashForrest Gump og Danser Med Ulve, så er det stadig trist, hvor lidt dette årtis vindere har haft på hjerte: Akademiet har i meget høj grad lukket sig om sig selv og hyldet sine egne medlemmer.

Alligevel er det også tankevækkende, at La La Land – hvis den vinder – vil blive den fjerde i dette årti, det vil sige ud af syv mulige, der handler om film, skuespil, og de folk som laver den. De andre tre er The Artist (2012), Argo (2013) og Birdman (2015).

MERE POV
Geo Jackson - en sort Dirch Passer

Særligt når man tager den højspændte politiske situation, vi reelt har levet i i hele perioden med i betragtning, er det bemærkelsesværdigt, hvor navlepillende prisuddelingerne har været. Selvom der ofte har været gjort grin med pseudo-politiske film som Crash, Forrest Gump og Danser Med Ulve, så er det stadig trist, hvor lidt dette årtis vindere har haft på hjerte: Akademiet har i meget høj grad lukket sig om sig selv og hyldet sine egne medlemmer.

Oscars er blevet en sportsliga

Og det er sket i en periode, der også har budt på et kæmpe fokus på selve uddelingsræset som interessant i sig selv – den udvikling som nu kulminerer, hvor også Berlin inddrages. Da 12 Years a Slave havde premiere på Toronto International Film Festival i 2012 blev den efter første visning udråbt til kommende Oscar-vinder, og det indledte en sæson hvor den ene metaartikel efter den anden diskuterede alt det hurlumhej, der var opstået omkring uddelingen – det havde netop udviklet sig til en ‘sæson’, som om det var en sportsliga.

Det har skabt en hel lille kritikerindustri af ‘oscargættere’, som også i Danmark fylder mere og mere. Og det er – efter min mening – den mest ligegyldige filmkritik, der findes overhovedet.

Centralt har været en hel masse mindre uddelinger op til Oscar, som nu forsøger at tiltrække sig opmærksomhed som pejlemærker for den største af dem alle. Uddelinger som Golden Globe, BAFTA og Indie Spirit Awards har længe været der, ligesom mange kritikerorganisationer uddeler roser til årets bedste film i løbet af december. Men de mange guild awards, uddelt af filmiske fagforeninger, der for manges vedkommende har mange medlemmer tilfælles med akademiet, får nu langt større opmærksomhed, netop fordi de kan pege på, hvem der kommer til at løbe med årets Oscar-priser.

MERE POV
Litt. #2 // Territoriet, del 2 //

Det har skabt en hel lille kritikerindustri af ‘oscargættere’, som også i Danmark fylder mere og mere. Og det er – efter min mening – den mest ligegyldige filmkritik, der findes overhovedet. Men mange sætter alligevel en utrolig ære i, om de kan gætte 17 eller 18 rigtige ud af 24. På Ekko, på Twitter, i de danske aviser, på blogs og podcasts, mere og mere skal der gættes.

Diskussion om de filmiske og kulturelle kvaliteter i årets film går dermed af fløjten til fordel for komplet irrelevant industri-kundskab, hvor viden om hvor stor fordelingen af henholdsvis skuespillere og manusforfattere i akademiets medlemskreds bliver beviset for, at man har kritiker-evnerne i orden. Det er endnu en form for navlepilleri, der fint afspejler filmenes egen selvglæde.

Filmårets bedste dag

Det føles som om, vi er tæt ved bristepunktet. Når ”Oscar-sæsonen” varer et helt år, kan den i det mindste ikke blive længere. Og på et tidspunkt vil de konstante bedrevidende belæringer om, hvor stor sammenhæng der historisk set har været mellem, at en film vinder både BAFTA og DGA men ikke PGA og WGA, og så prisen for Bedste Lydmiks, også været feset ind hos alle interesserede. Og så kan vi komme videre. Til at diskutere det som det reelt handler om. Film og filmiske kvaliteter.

I morgen mandag er det filmårets bedste dag. For der er der et helt år til, Oscar-sæsonen starter igen. Det, vil jeg opfordre til, at man passende kan fejre med at se sidste års bedste film, Terence Davies’ A Quiet Passion, på Filmstriben. Den burde have ryddet bordet ved aftenens uddeling. Men så skulle den nok ikke have haft premiere i Berlin …

Topfoto: Michaël Dorbec/popculturegeek.com, Doug Kline

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Frederik Bojer Bové

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste indlæg fra

Illusionernes fest

Det er en gammel “dame” jeg besøger i disse dage. Cannes Filmfestival
Gå til Top