mm

Karen Hammer

Født 1938. Cand.mag.art. i Zoologi, Botanik, Geologi, Geografi og Filmhistorie fra Københavns Universitet. Kulturredaktør og formand for Radio Vesterbro gennem 30 år. Forfatter, filmjournalist, kunstanmelder, eventyrer. Karen Hammer har rejst i 103 lande på syv kontinenter, dog kun i 27 i Afrika. Skriver bl.a. om African Cinema og har deltaget 15 gange i Ouagadougous afrikanske filmfestival FESPACO.

Se alle skribentens artikler

Karen Hammer: Ondskabens Hotel

FILM – 37 år efter premieren, får vi endelig chancen for at se den amerikanske version af Kubricks mest uhyggelige film The Shining – Ondskabens Hotel – baseret på Stephen Kings gyser af samme navn. Karen Hammer giver filmen seks POV-stjerner.

 

 

Stanley Kubrick lavede 13 spillefilm i årene 1953 til 1999. Mange af dem var meget lange: Spartacus, 1960, og Barry Lyndon, 1975, spillede begge mere end tre timer, og hans sidste film, Eyes Wide Shut, 1999, var på 159 minutter – hele 10 minutter længere end 2001: A Space Odyssey, 1968.

Kubricks ellevte film The Shining – på dansk kaldet Ondskabens Hotel – varede i den oprindelige amerikanske version 146 minutter, men da den i 1980 fik premiere i Danmark havde Kubrick forkortet den med 26 minutter. Disse forkortninger var dengang ret almindelige; man ønskede kortere film for at kunne køre flere daglige forestillinger og således tjene mere. Måske stolede man heller ikke helt på biografgængernes koncentrationsevne og intelligens? I adskillige tilfælde var handlingen i disse klippede film komplet uforståelig; jeg mindes især den forvirrende og deprimerende oplevelse, det var at se Once Upon A Time In The West af Sergio Leone i World Cinema, fordi man havde fjernet en væsentlig sekvens, hvori en af personerne blev dødeligt såret. Først mange år senere så jeg den oprindelige, 40 minutter længere, version og forstod først da, hvorfor han ikke fik den kønne heltinde.

Bragende flot

Tilfældige pengegriske personer, som ikke havde nogen filmforståelse, havde maltrakteret denne film, men det var Kubrick selv, der strammede handlingen i The Shining for at lette forståelsen og skabe et mere helstøbt værk. Nu, 37 år efter premieren, får vi endelig chancen for at se den amerikanske version af Kubricks mest uhyggelige film, baseret på Stephen Kings gyser af samme navn.

Det er en betagende oplevelse at se denne bragende flotte film, der fra første minut via helikopter-shots følger familien Torrances bil ad snoede veje langt ind i Oregons billedskønne bjerge til The Overlook Hotel, hvor Jack Torrance (Jack Nicholson) har fået jobbet som opsynsmand vinteren over. På grund af de voldsomme snestorme, som hærger mellem disse bjerge, har man måttet vælge at lukke det kæmpemæssige luksushotel mellem november og maj måned.  Alle ansatte rejser til varmere himmelstrøg og en enkelt opsynsmand bliver tilbage for at passe det kæmpestore fyr, som i Stephen Kings roman har en hovedrolle som et selvstændigt gennemondt væsen, der besætter hotellets ansatte og får dem til at udføre rædselsvækkende gerninger.

Familien Torrance består af Jack, der tidligere har arbejdet som lærer men nu satser på at blive forfatter, hans kone Wendy (Shelley Duvall) og deres femårige søn Danny (Danny Lloyd). Jack har taget dette job for at kunne få ro til at skrive den roman, han drømmer om, vil kunne sætte skub i hans karriere. I en af de hidtil usete sekvenser fortæller Wendy en læge, der før afrejsen tilser Danny, at Jack undertiden har et voldsomt temperament og for nogle måneder siden rev Dannys skulder af led, og at Danny siden da har fået en usynlig ven Tony, som han kommunikerer med via sin pegefinger. Hun virker ikke umiddelbart bekymret over Jacks hidsighed; hun slår det hen med et smil, for han drak meget dengang. Det er han helt stoppet med nu, og med dette nye job skal alt nok snart blive bedre.

Dick og Danny har telepatiske og synske evner – de kan ”skinne” – og kan se, hvad der er sket i fortiden, og hvad der skal ske i fremtiden

The Overlook Hotel er bygget ovenpå en gammel indianerkirkegaard, og der går underlige historier om egnen. Engang for længe siden skulle en gruppe pionerer være faret vild i bjergene og kun have overlevet ved at æde hinanden! Og en tidligere opsynsmand på hotellet var for nogle år siden blevet ravende sindssyg og havde dræbt sin kone og deres tvillingedøtre, før han skød sig selv. Man har for en sikkerheds skyld fortalt Jack Torrance om disse historier, inden man ansatte ham, men han slår det hen, for han er jo ikke overtroisk. Mens en inspektør viser Jack rundt i hotellets mange sale og kontorer, træffer Wendy og Danny kokken Dick Halloran (Scatman Crothers), der viser dem rundt i det store køkken med de mange lagerrum. Både han og Danny har telepatiske og synske evner – de kan ”skinne” – og kan se, hvad der er sket i fortiden, og hvad der skal ske i fremtiden; en evne der kan redde liv, men også er utroligt skræmmende.

Kom og leg med os – for evigt

Kubrick bruger indsatte tekster med sort baggrund for at informere os om familiens gøremål i den følgende tid: The Interview, Closing Day, A Month Later, Tuesday, Saturday, Monday, Wednesday, 8AM og 4PM.  Fortællingens tid løber hurtigere og hurtigere, ligeså øges vores fornemmelse af stress og panic. En måned senere har familien fundet sig til rette, Jack har stillet et skrivebord op i den ene ende af den enorme lobby: her står hans skrivemaskine og en kæmpe bunke blanke papirer. Danny kører energisk rundt mellem hotellets mange korridorer og sale på sin trehjulede cykel, og Wendy pusler husmoderligt i deres lille treværelses lejlighed.

Vi føler tydeligt Dannys stress og skræk for, hvad der mon kan dukke op bag det næste hjørne, for vi kører sammen med ham; kameraet er anbragt lige bag hans lille cykel. Det er derfor ikke bare Danny, der undrer sig over at møde de lysblåt klædte tvillingepiger – vi er der også og gyser over deres bøn: ”Come and play with us, Danny. Forever and ever and ever”. I et ultrakort klip ses nu to små forslåede lig ligge i korridoren ved siden af et blodigt baseballbat. Danny racer hurtigt videre, for kort efter at møde kaskader af blod, der trænger ud fra elevatordøren. Wendy aner ikke, hvordan hun skal berolige sin traumatiserede søn og overlader ham til Looney Tunes’ opdragende underholdning på TV.

Da den dejlige nøgne kvinde i Jacks arme pludselig i spejlet viser sig at være en ældre død kvinde med mange ligpletter, er det ikke kun Jack, der bliver rædselsslagen

Jack skriver på livet løs nede i lobbyen, når han ikke vandrer rundt i den tørlagte bar. En dag er baren oplyst og en venlig bartender tilbyder sin assistance.  Jack Nicholsens psykopatiske charme, som vi kender så godt fra hans tidligere film, oplyser nu hele Jacks figur; han liver op, nu nogen behandler ham med den respekt, han føler, han længe har savnet fra sin familie. På trods af, at bartenderen er et spøgelse, bliver Jack beruset! Da Danny bliver overfaldet af to kvinder på værelse nr. 237, et værelse som Dick Halloran har advaret ham imod, styrter Jack op for at møde disse kvinder på trods af Wendys tryglen. Da den dejlige nøgne kvinde i Jacks arme pludselig i spejlet viser sig at være en ældre død kvinde med mange ligpletter, er det ikke kun Jack, der bliver rædselsslagen.

Jacks forvandling

I filmens første scener går Wendy og Danny mange ture i hotellets nærhed, og vi ser dem vandre afslappet ud og ind af den kæmpestore plantede labyrint, som senere kommer til at spille en afgørende rolle. I lobbyen står en model af labyrinten, og selve hotellet kan tilmed virke ligeså uoverskueligt, da vi aldrig er i stand til at sætte de mange forskellige rum ind i en sammenhæng – måske fordi vi intetsteds får et kig ud af et vindue.

Jacks nye ”venner” opfordrer ham til at korrekse sin familie, der jo ikke behandler ham med tilstrækkelig respekt. Wendy accepterer tavst de nye spilleregler om aldrig at forstyrre ham, når han ikke først har talt til hende, og hun bliver meget ensom, da Danny ikke længere ”taler” med andre end Tony. En dag forglemmer hun sig og opdager, at alle de mange papirer som Jack gennem den sidste måned har skrevet kun indeholder én eneste sætning: ”All work and no play makes Jack a dull boy”.

For første gang reagerer Wendy selvstændigt og intuitivt. Skrigende forsvarer hun sig mod hans angreb, og det lykkes for hende at slå ham ud, slæbe ham ind i et af køkkenets lagerrum—og bolte det bag sig. Hurtigt går hun nu i gang med at planlægge sin og Dannys flugt fra hotellet.

I Miami nyder Dick Halloran sin ferie i solen. Hans telepatiske evner forstyrrer ham imidlertid ved at vise ham situationen på The Overlook Hotel, og han går i gang med at skaffe transport ud til hotellet på trods af en kommende snestorm. Mens Wendy tror sig sikker, lukker en af Jacks spøgelsesvenner ham ud af lagerrummet, hvilket jeg finder meget tarveligt… men man kan jo vente sig hvad som helst af Stephen King!

Here comes Johnny

Jacks vanvid springer nu ud i vildeste flor. Hans skrivefobi frustrerer ham og får ham til at eksplodere. Nu skal han sandelig vise disse respektløse familiemedlemmer, hvem han er. Udstyret med en dobbeltbladet økse smadrer han sig ind i lejligheden: ”Here comes Johnny!”. Udstyret med en stor køkkenkniv prøver den rædselsslagne Wendy at stoppe ham. Vi kender alle sammen billedet af Jack Nicholsons sindssyge grin, og på trods af, at vi kender filmens slutning, pumper adrenalinen alligevel rundt i vores blodårer. Denne sekvens er en af filmhistoriens mest uhyggelige!

Takket være Stanley Kubricks perfektionisme og intelligente brug af musik og effektlyde fremstår The Shining som et gysende mesterværk, som det er svært at komme over

I en parallelmontage følger vi nu Dick Hallorans rejse op gennem sneen til The Overlook Hotel og Wendys forsøg på at redde sit og Dannys liv fra den skingrende vanvittige Jack. Man sidder med livet i hænderne lige til filmens allersidste kolde billeder og glæder sig over, at den lille Danny stadigvæk er i stand til at tænke og handle.

Takket være Stanley Kubricks perfektionisme og intelligente brug af musik og effektlyde fremstår The Shining som et gysende mesterværk, som det er svært at komme over. De for os nye sekvenser giver ikke ret meget nyt til forståelsen af Jack Torrances skæbne på det besatte hotel. Nogle af disse sekvenser antyder dog, at Jack er en langt værre far, end vi umiddelbart troede; der er sikkert flige af historien, man bare aner uden helt at fatte ondskaben på dette sted. Da Kubricks filmatisering afviger ret meget fra Stephen Kings roman, bliver man ikke klogere af at studere den.

The ShiningOndskabens Hotel – er en rystende gyser. Den fortjener 6 stjerner.

Hovedillustration: Pressefoto.

Kategorier