mm

Kisser Paludan

Spirituel psykolog, forfatter og specialist i selvværd, nærvær, mod og personligt lederskab. Jeg er uddannet cand. psych. fra Københavns Universitet. Jeg fungerer som mentor, kursusleder, foredragsholder og forfatter. Har podcasten, Soultalk. Jeg er født i 1969, er gift og har to børn. Læs mere om min virksomhed på: www.kisserpaludan.dk

Se alle skribentens artikler

Omfavn din sårbarhed

LIV – Psykolog Kisser Paludan er optaget af sårbarhed, og hvad den gør ved os. I hendes optik er det sårbarheden, der binder os sammen. Hvis vi ikke tør vise mere af vores sande jeg, kan vi ikke opleve sande relationer og lære at elske os selv.

Jeg har i mange år interesseret mig for sammenhængen mellem sårbarhed, selvværd og styrke. Jeg har opdaget, at sårbarhed allermest handler om følelser og hændelser i livet, vi endnu ikke helt accepterer.

Følelser, handlinger, tanker, historier, der på en eller anden måde udløser følelser af skam, skyld og mindreværd. Hvis en fortælling bliver sårbar, handler det som regel om, at der er noget, vi ikke kan komme overens med – noget vi ikke helt selv accepterer og derfor føles sårbare og usikre at dele.

Forestil dig, at du kunne berette om dit liv helt uden at dømme dig selv. Så når du fortalte andre om dit liv, var det lige så nemt at fortælle om dine fejltagelser, om de gange du var blevet afvist, såret, vred, ked af det som det var at tale om alle dine successer.

For mange er det svært at forestille sig. Vi fremstiller ofte os selv uden alt det, der har skabt smerte i vores liv. Som om det vil få os til at fremstå stærkere, som bedre mennesker eller mere succesrige.

Men når vi gør det, er der dele af os selv, som vi lægger ind i skyggen eller i mørket hvor ingen, måske ikke engang vi selv, kan se det.

Alle former for undertrykkelse af følelser har en pris. Den største er måske den pris, der handler om selvværd. Når jeg undertrykker følelser, siger jeg indirekte til mig selv, at jeg ikke er værd at elske

Vi har tendens til at forsøge at undertrykke/fraspalte det, der har givet os følelsesmæssige slag. Men alle former for undertrykkelse af følelser har en pris. Den største er måske den pris, der handler om selvværd.

Skam – sårbarhedens vogter

Når jeg undertrykker følelser, siger jeg indirekte til mig selv, at jeg ikke er værd at elske. Hvis jeg virkelig elsker mig selv, er der ikke noget, der skal undertrykkes eller lægges til side. Skammen bliver sårbarhedens vogter.

Den sikrer, at vi ikke bevæger os ind i pinefulde hændelser, og at vi ikke deler dem med andre. Skam er samtidig ødelæggende for selvværdet, fordi skammen gør, at vi føler os forkerte.

Sårbarhed er vores vej til egentlig styrke. Det er vores evne til at være med os selv, præcis som vi er, og som vi har det, der skaber følelsen af robusthed og indre styrke. At vi er i stand til at mærke, når noget er nok, og kan sige fra.

Vi oplever alle uden undtagelse svære ting i livet. Vi kan ikke bestemme, hvad der kommer vores vej, men vi kan bestemme, hvordan det skal påvirke os

Måske du også har lyst til at kigge på, om der er dele af din historie – dele af dig – som du ikke helt accepterer? Er der hændelser i dit liv, hvor du har følt smerte, skam, været flov, forvirret, gal, ked af det, bekymret, bange, overvældet? Hændelser hvor du føler, at du har fejlet?

Når du tænker på de hændelser, hvad opstår så i dig? Det er aldrig for sent at give plads til følelser, som engang blev skubbet væk. Så giv dig selv lov til at føle alt, hvad du føler. Det er selv-kærligt at rumme dine følelser, præcis som de er. Og send så tonsvis af kærlighed afsted til dig selv, når du tænker på de gange i dit liv, hvor du har været i smerte, skuffelse, tab.

Vi er alle sårbare

Vi oplever alle uden undtagelse svære ting i livet. Vi kan ikke bestemme, hvad der kommer vores vej, men vi kan bestemme, hvordan det skal påvirke os. Vi kan bestemme, om vi vil gå igennem og komme ud som mere hele mennesker, eller om vi vil flygte og lukke ned.

Det er den mellemmenneskelige sårbarhed, der forbinder os mennesker.

Hvis vi ikke tillader os at være, som vi er, inklusiv vores sårbarhed, er vi ikke hele, og det betyder som regel, at vi ikke kan forbinde os helt til andre.

Men når vi viser os selv frem i vores helhed, kalder vi på kærligheden i os selv og i andre. For at nå dertil må vi ofte begynde med at sende kærlighed ind i alle de mørkelagte kroge af os selv: Lade lyset finde vej og forstå, at vi blot er mennesker, der såres og bekymres og fejler og falder, og dermed blive bedre til at lære at elske os selv, alt inklusive.

Foto: Photo by Ray Hennessy on Unsplash

Kategorier