mm

Dorte Jelstrup

Dorte Jelstrup er billedkunstner, filosof og ekstern lektor ved Roskilde Universitet, hvor hun er ansat på to fag, nemlig Filosofi og Videnskabsteori samt Performance Design. Jelstrup er cand.mag. i filosofi og kunsthistorie fra Københavns Universitet, hvor hun tillige har været ansat på faget Filosofi dels som ph.d.-stipendiat og dels som ekstern lektor. Jelstrup har på Københavns Universitet undervist i teoretisk filosofi samt filosofisk æstetik. På Roskilde Universitet har hun undervist og vejledt primært i filosofisk æstetik, men også i anvendt etik. Som billedkunstner har Dorte Jelstrup en omfattende udstillingsvirksomhed i ind - og udland. Hun har bl.a. vist værker på Västerås Konstmuseum, Västerås, Sverige, Sørlandets Kunstmuseum, Kristiansand, Norge, Kunsthallen Brandts, Odense, Danmark, og Loop Video Art Festival, Barcelona, Spanien. Jelstrups værker er blevet præmieret af Statens Kunstfond, ligesom hun har modtaget hæderslegat fra Anne Marie Telmanyi født Carl-Nielsens Fond. Dorte Jelstrup er bl.a. repræsenteret på Statens Museum for Kunst, København, og Museum Sønderjylland - Kunstmuseet i Tønder. Derudover har Jelstrup tildelt statslig kunststøtte som medlem af Kunstrådets Billedkunstudvalg i perioden 2003-2007, ligesom hun har været medlem af Kunstrådets Jury for International Festival for Samtidskunst, 2005-2006. Hun har endvidere været gæsteunderviser og censor ved Billedkunstskolerne, Det Kongelige Danske Kunstakademi, København. På POV International vil Dorte Jelstrup blogge om filosofi og kunst. Hun bor i København K og besøger Berlin så ofte, hun kan.

Se alle skribentens artikler
Ursula Reuter Christiansen Skarpretteren, 1970. Lak på masonit. © Ursula Reuter Christiansen

Manden, valmuen, døden og seksualiteten – om Skarpretteren

FEMINISTISK KUNST – Et af de mest væsentlige værker i tidlig dansk feministisk kunst, nemlig Skarpretteren fra 1971 skabt af kunstneren Ursula Reuter Christiansen, er det altoverskyggende omdrejningspunkt for en større totalinstallation, der i denne tid vises på Statens Museum for Kunst i København. Og lad det være sagt med det samme: Skarpretteren er en fuldstændig fantastisk film; den er et decideret mesterværk. Hvis man endnu ikke har set Skarpretteren, bør man så absolut tage forbi museet i Sølvgade og se filmen, der i en fin og restaureret udgave præsenteres i et stort format i en til lejligheden bygget biograf, som er anbragt midt i den samlede installation.

En gevinst ved denne museets visning af filmen er, at Skarpretterens billeder fremstår endog meget æstetisk stærke, smukke og overbevisende i al deres sansemæssige materialitet.

Dette kuratoriske træk ved udstillingen skal Statens Museum for Kunst have ros for. Det vidner om en forståelse for Skarpretteren og dens kunstneriske styrke, der rækker langt ud over en tolkning af filmen som værende et udsagn af anti-sensualistisk og propagandistisk tilsnit. For er der noget Skarpretteren netop ikke er, så er det et stykke anti-æstetisk, didaktisk og feministisk agitprop-kunst. Tværtimod lader Skarpretteren sig karakterisere som en kompakt og kompleks sammenvævning af en divers vifte af prægnante æstetiske og meningsmæssige egenskaber.

Sansemæssig materialitet

Man kan sige, at Skarpretteren qua dens sansemæssige materialitet for så vidt opnår en helhed, der presser dens samlede narrativ frem som andet end blot en række af scener, der som sammenklippede sekvenser følger efter hinanden, en efter en. Filmens sansemæssighed bliver det første niveau, som dens tæt besatte symbolik, referencesæt og fortælling så at sige flyder ud af.

Farven rød er i særlig grad værd at fremhæve her som den perceptuelle materialemæssighed, der løber som en stoflig grundstreng gennem hele filmen.

Som betragtere møder vi først skarpretteren, den mand, der er en dræber; han er klædt i højrødt. Vi ser dernæst en gravid kvinde i filmen; hendes læber er optegnede og malet med rødt, stemplet med rødt er hun, kan vi sige. Hun opholder sig udenfor et hus; en gård i landlige omgivelser om sommeren. Og allerede her erfarer vi, at kvinden og skarpretteren er forbundne; farven rød kobler og knytter dem sammen.

Kvinden møder dernæst en soldat i haven. Efterfølgende ser vi valmuer; overstrømmende blodrøde er de, valmuerne. Og skarpretteren plukker de røde valmuer, ligesom han slipper dem igen. Lidt senere i filmen ser vi kvinden ved en skovsø; hun leger med et barn. Og vi oplever den samme kvinde, nu klædt i sort; hun holder lysende røde valmuer i sit skød – og hendes læbers rødhed er endnu mere intens. Vi erfarer hende i en anden scene igen, her ammer hun soldaten på et loft. Hun møder også en nøgen kvinde i en åben blomsteromkranset grav i haven; blomsterne er pragtfulde i deres cinnoberrøde, magenta og violetrøde farver.

I en scene ser vi ydermere tre gravere; de graver kvindens grav, og de igen stærkt røde valmuer kastes i hendes skød og transformeres til blod. Så ser vi kvinden i endnu en scene; hun er klar til henrettelse. Vi erfarer øksen, og hun halshugges af skarpretteren. Slutteligt oplever vi kvindens afhuggede hoved, der hænger på en dør på gården.

Ursula Reuter Christiansen. Skarpretteren, 1971/2016. Silketryk. © Ursula Reuter Christiansen

Surrealistisk univers og kvindelig subjektivitet

Strukturelt kan man sige, at filmen i al væsentlighed aftegner en trekant bestående af manden, valmuen og kvinden. Om sidstnævnte kan vi uddybende bemærke, at hun angiver den kvindelige subjektivitet, det kvindelige jeg, den kvindelige fortæller.

En ung Ursula Reuter Christiansen spiller dette kvindelige jeg i Skarpretteren, og meget overordnet lader filmen sig beskrive som en fokusering af et surrealistisk univers gennemstrømmet af en markant teatralskhed; et univers, som det tager sig ud fra en helt bestemt oplevelseshorisont, nemlig det kvindelige jegs erfaringsregister, mere præcist den tilgang til verden, som er den unge Ursula Reuter Christiansens.

I filmen møder vi hende smerteligt bevidst om, at hun på gården er indkapslet i en ægteskabelig kontekst med børn og mand, der i en traditionalistisk og patriarkalsk indfatning betinger og begrænser hendes kvindelige subjektivitet, både som skabende kunstner og som et erotisk selv.

Symbolsk for manden som både døden for kvinden, men samtidigt igen som et dobbelt værende, udtrykt som seksualiteten og den erotiske rus – opfattet som en opiumsrelateret rus – er den røde valmue

Skarpretteren giver sig til kende for os betragtere som en beretning om den unge Ursula Reuter Christiansens død og begravelse. Skarpretter-figuren dræber det kvindelige jeg i filmen. Og skarpretteren er manden par excellence, der ved den røde dragt på en gang konnoterer erotisk attraktionskraft, mørke og død.

For den heteroseksuelle kvinde er denne mand en skæbnesvanger dobbelthed. Han er den pol, hendes seksualitet retter sig imod, han er den størrelse, der deflorerer hende, han er den, der gør hende gravid, og han er det menneske, der fæstner hende i ægteskabet, hvor hun omringet af børn i en patriarkalsk opbygget familiemæssighed kommer til at tjene ham, nære ham og udgøre det hverdagslige grundlag for hans kasten sig ud i verden som en aktivt handlende og skabende maskulinitet – og alt dette er og gør han i et sådant omfang, at hun, det kvindelige jeg, tilintetgøres som selv. Han er intet mindre end døden for hende.

Symbolsk for manden som både døden for kvinden, men samtidigt igen som et dobbelt værende, udtrykt som seksualiteten og den erotiske rus – opfattet som en opiumsrelateret rus – er den røde valmue; denne underskønne blomst, der ligeledes associerer til blod, smerte og defloration af det kvindelige subjekt. I filmen kobles og forbindes skarpretteren og valmuen ved den røde farve som to forskellige fremtrædelser af det samme: Døden og seksualiteten.

Også soldaten er symbolsk manden generelt; han er den, kvinden tilfører livgivende næring ved sit bryst. Soldaten er som figur den, der får det valmuerøde blod til at flyde på slagmarken; han er bringer af død og ødelæggelse. Portrætteret som manden generelt er soldaten, ligesom valmuen, en facet af skarpretteren, udtrykt som den, der dræber.

Ursula Reuter Christiansen. Skarpretteren, 1971/2016. Silketryk. © Ursula Reuter Christiansen

Kvindens fuldt blomstrende seksualitet

I Skarpretterens surreale univers er den nøgne, smukke og stærkt erotiserede kvinde i haven ydermere fuldt kødelig, æggende og livfuld, som hun ligger der i udgravningen, blomsteromkranset. Hun er en metafor for det kvindelige jegs fuldt blomstrende seksualitet; som fri, flydende, nydelsesfuld og utopisk er hun den kvindelige erotiske subjektivitet frigjort fra mandens objektivisering og instrumentalisering af kvinden. Hun er anti-tesen til den Madonna-figur, som det kvindelige jeg udgør i Skarpretteren. Den nøgne, sensualistiske kvinde er drøm, en imaginativ drøm om seksuel frigørelse for kvinden på kvindens helt igennem egne præmisser. Hun er markør af den erotiske længsel, der repressivt er holdt nede i det kvindelige jegs underbevidsthed.

…At hun ankommer i det kommende er ganske vist; det næste øjeblik i historien tilhører netop præcis denne kvinde

Skarpretteren halshugger det kvindelige jeg til slut i filmen med en økse, der associerer til fallos. Og mens vi betragtere til slut ser kvindens afhuggede hoved hænge på døren, høres stemmen fra en ung Ursula Reuter Christiansen, ligesom vi ser udsagnet på skrift:

“Det næste store øjeblik i historien tilhører os.”

Den kvinde, der nærende og som en betingelse for mandens liv, er forbundet til manden, udtrykt som døden og seksualitetens realisering føjet sammen i et, den kvinde tager Ursula Reuter Christiansen afsked med ved hendes henrettelse. Med Skarpretteren dør og begraves hun.

Og en ny kvindefigur kan herved efterfølgende blive bragt til live; en kvindefigur, der går uden om manden som døden, som nægter at lade manden dræbe kvinden, som udgør en fri, diskursivt udfoldet og skabende subjektivitet, gennemstrømmet af en eroticisme i egen ret, som selv længes og begærer – og som potentielt og utopisk kan indgå i relation til manden som netop frigjort, hvis manden bare ville og satte sig for at være i og magte et ligeværdigt forhold til denne emanciperede kvinde. For at hun ankommer i det kommende er ganske vist; det næste øjeblik i historien tilhører netop præcis denne kvinde.

Maleri og tværmedialitet

Skarpretteren er en både meget personlig men samtidigt også en meget politisk film, helt i tråd med nittenhalvfjerdsernes slogan om, at det personlige er politisk. Og dens tyngde taget i betragtning er det således heller ikke overraskende, at den har haft en stor betydning for Ursula Reuter Christiansens samlede oeuvre. Den har kastet en lang række andre værker af sig, som også præsenteres på udstillingen sammen med artefakter og dokumenter fra og knyttet til filmen i en totalinstallering på museet, der tager sigte på at etablere stoflige og narrative forbindelseslinjer på kryds og tværs mellem de viste værker, artefakter og dokumenter.

Et lille maleri, Brystet fra 1971, er en fin indikation på den tværmedialitet, som Skarpretteren på den ene side er skabt ud af, og som filmen på den anden side har givet anledning til. Maleriet viser en kvinde, der ammer en mand ved sit højre bryst. I billedets forgrund ses en rød valmue, der kontrasterer en grøn vegetation bag kvinden. Øverst i maleriet ses en række farvestrålende blomster.

Hendes hud er malet i hvid samt lyse gråtoner, og hendes hår er sort, ligesom hendes kjole er sort. Hun er på denne vis den Madonna-figur, der nærer manden. Han har suget al liv ud af hende; farveløs er hun afskåret fra en erotisk subjektivitet, der hænger som en utopi løsrevet fra hende ved de farvestrålende blomster i billedets overkant.

Den røde valmue associerer her atter til både død og en seksualitetens rus; den seksualitet, der knytter kvinden til manden i et dødbringende forhold. Interessant ved dette værk er blandt andet, at den fortælling, vi kender fra Skarpretteren, formidles i et maleri, udtrykt som et medie, der traditionelt tænkes som et maskulint domæne. Billedet fungerer i det hele taget glimrende som et lille kompakt, malerisk narrativ; en malet kondensation af filmen.

En ny frihed og en ny subjektivitet

Et andet overbevisende værk i installationen er et lille bygget aflukke, som beskueren kan træde ind i, med titlen Kapel, Skriftestol fra 2018. På væggen inde i aflukket, der er mørkt, hænger et belyst og bearbejdet filmstill fra Skarpretteren, et fotografi af kvinden, der ammer soldaten ved sit bryst.

Aflukket henviser til en katolsk skriftestol. Og her kan vi måske som betragtere imaginativt og for os selv skrifte foran den ammende Madonna-figur, der er indfoldet i en destruktiv symbiose med soldaten, døden. Og denne skriften kan vi geråde os ud i måske med henblik på at efterlade noget, begrave det og lade det dø helt – for at vi efterfølgende kan gå ud igen med en bestræbelse om at lade noget nyt opstå, en ny frihed, en ny subjektivitet, ganske som kvinden i Skarpretteren.

Vi kan efterfølgende gå ud med en bestræbelse om at lade noget nyt opstå, en ny frihed, en ny subjektivitet, ganske som kvinden i Skarpretteren

Som efterklange af kvindefremstillingen i Brystet byder totalinstallationen også på en række silketryk, som er trykt med sort og viderebearbejdet, eksempelvis med rød farve. Ligeledes ser vi også blandt installationens artefakter øksen fra Skarpretteren i en glasmontre; den er placeret, så den fremstår erekt, fallisk og drabelig, udtrykt som et ekko af dens reference i filmen.

Som en ekstra vinkling på Skarpretteren byder udstillingen på Statens Museum for Kunst også på et lille tilstødende rum, i hvilket Skarpretterens receptionshistorie er præsenteret. Her finder vi tillige en video fra 2018 med et interview med Ursula Reuter Christiansen. I dette rum kan man fordybe sig i forskellige fortolkninger af Skarpretteren og på grundlag heraf selv reflektere videre over filmen. Alt i alt er der således mange gode grunde til at slå et smut forbi Statens Museum for Kunst og se totalinstallationen Skarpretteren.

Statens Museum for Kunst
Ursula Reuter Christiansen: “Skarpretteren”
8. februar – 10. juni 2018

Topfoto: Ursula Reuter Christiansen. Skarpretteren, 1970. Lak på masonit. © Ursula Reuter Christiansen

Kategorier