En del af artiklerne i POV Internationals tema, der kører i denne weekend handler om grundlæggende dannelsesprocesser, en del handler om konsekvenserne for de sociale fællesskab, når dannelsesprocesserne i samfundet går fløjten. En del handler bare om dannelse. Jakob Brønnum åbner ballet med at forklare, hvad dannelse overhovedet betyder – hvad er det for en størrelse? Og nej – modsat hvad Pia Kjærsgaard tror, har det intet med bordskik at gøre. Velkommen til weekendens store dannelsestema på POV International.
For nogle måneder siden indtraf en politisk-kulturel hændelse, der ville være virkelig underholdende, hvis det ikke var fordi, den var så sørgelig. Den tidligere Aarhus-biskop Kjeld Holm skrev, at Folketingets formand tydeligt havde vist, at hun mangler dannelse. Det blev Pia Kjærsgaard (DF) naturligt nok meget fornærmet over.
Hun svarede noget, der med lidt god vilje kunne forstås som, at når hun havde siddet til bords med biskoppen, havde der ikke været nogen, der var i tvivl om, hvem af de to, der vidste, hvordan man holder på en kniv og en gaffel. Men det er ikke det, der er underholdende, hvis det ikke var fordi, det var så sørgeligt.
Det er dét, at Folketingets formand tror, at det dannede menneske er en, der kan spise ”pænt”. Hendes replik til biskoppen viser med al uønskelig tydelighed, at hun opfatter dannelse som det at være “velopdragen”, som det hed i mit barndomshjem på Frederiksberg.
At Folketingets formand tror, at dannelse har at gøre med, hvor god man er til at undgå at spilde sovs ned af sig, så man ikke risikerer at se fine folk rynke på næsen af ens dårlige manerer, er samtidig topmålet af mangel på dannelse. Så langt har Kjeld Holm jo ret.
At Folketingets formand tror, at dannelse har at gøre med, hvor god man er til at undgå at spilde sovs ned af sig, så man ikke risikerer at se fine folk rynke på næsen af ens dårlige manerer, er samtidig topmålet af mangel på dannelse. Hvis hun havde læst blot lidt af vores klassiske litteratur, ville hun vide, hvad en dannelsesrejse var, og at den ikke bestod i at tage til udlandet for at lære at spise med kniv og gaffel.
At Folketingets formand tror, at dannelse er at spise pænt er også så sørgeligt, at jeg overvejer at bede om mine skolepenge tilbage fra den private folke- og gymnasieskole på Frederiksberg, hvor jeg har gået. Ikke fordi jeg ikke har lært noget, men fordi det samfund, jeg gennem 12 års flittigt dannelses-arbejde dygtiggjorde mig til at indgå i, viser sig at være et andet, end man havde stillet mig i udsigt.
Dannelsestab og kritisk tænkning
Man kan sagtens forklare årsagssammenhængen, der viser, at Folketingets formands manglende forståelse af dannelsesbegrebet er udtryk for en form for sandhed. Nemlig sandheden om, hvordan dannelsen har det for tiden i dele af den klassiske europæiske kulturverden, særligt den nordeuropæiske.
De steder, hvor populismen, som Pia Kjærsgaard repræsenterer med hud og hår, har vundet stærkest indpas i det offentlige rum, er der samtidig forsvundet noget, der var nødvendig for at skaffe sig denne dannelse. Dette “noget” er evnen til kritisk tænkning.
Vi kan ikke sondre sagligt til fællesskabets bedste, for vi søger hele tiden at ramme hinandens svagheder
At kunne tænke kritisk, at kunne perspektivere noget i en eksistentiel sammenhæng eller en social sammenhæng, det er klassiske, såkaldte akademiske dyder, som er ganske unikke for den europæiske kultur og som stammer fra den antikke græske filosofi og Platons “Akademi”, en slags gymnasium, den første højere læreanstalt fra 387 fvt, opkaldt efter en lokalitet udenfor Athen. Siden er de blevet forædlet og forfinet gennem 2400 år.
Populismen er modsat kendetegnet ved, at den afskyr kritisk, akademisk tænkning og anser uenighed for forræderi mod de fælles idealer. Den anser de fælles idealer, som regel nationale eller etniske, som vigtigere end noget andet. Også selvom det, de bygger på, skulle vise sig at være forkerte.
Tænkning og sondring
Vi har ladet tænkning vige for populisme og mistet evnen til at tænke i det offentlige rum. Vi kan ikke tænke kritisk sammen, kun slå hinanden oven i hovedet. Vi kan ikke sondre sagligt til fællesskabets bedste, for vi søger hele tiden at ramme hinandens svagheder, fremfor at give plads for dem. Og “sondre”, det er nemlig det, som kritik egentlig betyder på klassisk græsk.
Derfor kan vi nu i fællesskab leve med, at der sidder en figur på landets højeste folkevalgte embede, der ikke har den ringeste anelse om, hvad kulturen og det sociale fællesskab i moderniteten, og demokratiet, som hun troner over på fællesskabets vegne, og den almindelige menneskelighed overhovedet er dannet af. Det er nemlig dannelsen, den er dannet af, den kritiske tænkning, sondringen. Og fordi vi har tilladt dette dannelsestab, har vi samtidig tilladt det post-faktuelle ligeså stor værdighed som det faktuelle.
Dannelsestabets konsekvenser
Det er netop dannelsestabet, der gør, at medierne, pressen og de større og mindre sociale sammenhænge giver så meget plads til menneskers almindelige forgodtbefindende og subjektivt-egocentriske forestillinger om sammenhænge og mangel på samme, altså det vi kalder den post-faktuelle tilstand. Derfor er det helt naturligt, at fællesskabet placerer en sådan repræsentant for sig selv på landets højeste embedsstol. Det er på en meget dyb måde sandt som udtryk for vor tid.
Fordi vi har tilladt dette dannelsestab, har vi samtidig tilladt det post-faktuelle ligeså stor værdighed som det faktuelle.
Det skyldes demokratiet, at hvem som helst kan blive Folketingets formand, og hurra for det, men det skyldes ikke demokratiet, at hun kan komme derhen, uden at have samlet op, hvad dannelse er. For det har ved Gud grød ikke noget at gøre med, hvordan du spiser.
Hvis Formanden havde læst blot lidt af vores klassiske litteratur, ville hun vide, hvad en dannelsesrejse var, og at den ikke bestod i at tage til udlandet for at lære at spise med kniv og gaffel.
Goethe og dannelsen
Men hvad skyldes dannelsestabet, og hvad er dannelse i det hele taget? Hvad dannelse er, forklarer en af de mest borgerlige af de store borgerlige forfattere, nemlig Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832) i begyndelsen af det, eftertiden har kaldt en ”dannelsesroman”, endda den første dannelsesroman, nemlig Wilhelm Meisters læreår (1796):
”Da Wilhelm næste Dag sagde Godmorgen til sin Moder, betroede hun ham, at hans Fader var meget gnaven og med det første vilde forbyde ham at gå i Teatret hver Aften.
’Selv om jeg,’ vedblev hun, ’gerne selv går i Teatret, må jeg dog forbande det, da min Husfred bliver forstyrret ved din ubændige Tilbøjelighed for denne Adspredelse. Fader spørger hele Tiden, hvilken Nytte det er til, og hvorfor man skal spilde sin Tid sådan.’
’Jeg har også måttet høre for det,’ sagde Wilhelm, ’og har måske svaret ham lidt for rask. Men i Himlens Navn, Moder, er da alt det til ingen Nytte, som ikke direkte bringer os Penge i Lommen eller skaffer os i Besiddelse af det allernærmeste?’”
Den lader vi lige stå et øjeblik: Nytter alt det, der ikke skaffer os penge og besiddelser ingenting, spørger den unge mand.
Scenen viser, at den unge købmandssøn anser det materielle for at være indholdsløst. Øjeblikket efter går sønnen over til at kritisere, at faderen bruger penge på udsmykninger af huset, med andre ord, lever for det ydre, for det, der skal se rigt ud for et syns skyld.
Goethe som fritænker
Goethe opstillede de samme modpoler, som vi så i debatten mellem biskoppen og formanden, her 225 år efter. På den ene side står det kulturelle dannelsesbegreb, forståelsen af, at dannelsen er noget ikke-materielt, noget, man tilegner sig i livet gennem at beskæftige sig med livets virkeligt vigtige ting. På den anden side står det materialistiske dannelsesbegreb: det der lægger vægt på ydre, det pæne for et syns skyld. Det er ikke fordi det er “fint” at gå i teatret, at den unge mand gerne vil bruge tiden på det, det er fordi her beskæftiger man sig med livet og med, hvad det vil sige at være menneske. Menneske i sig selv og menneske sammen med andre.
Samtidig med, at han var borgerlig, var Goethe nemlig også fritænker, åben for eksistientielle dybder, optaget af samfundets bevægelser og alt muligt andet, der omkring den tid udmundede i en lang række borgerlige rettigheder, pligter og dyder, der var helt nye, og som borgerskabet havde vristet fra adelen og fra kongemagten. Til sammen er det, Goethe antydningsvis rører ved, begyndelsen til alt det, vi i dag kalder menneskerettighederne, og det vi kender som demokratiet, der ikke fandtes på Goethes tid, men først blev alment gods omkring et halvt århundrede senere.
Eller med andre ord, alle de værdier, som toneangivende medlemmer af landets nuværende lovgivende forsamling ved mange lejligheder har fundet lige lovlig besværlige og en hel del af formandens kolleger og partifæller gerne vil ”presse til det yderste”.
Dette kan kun skyldes, at de har misforstået, hvad dannelse er og bl.a. tror, at man kan opnå grundlæggende forandringer gennem adfærdsmodifikationer såsom straf, begrænsninger og beskæringer af råderum. Altså, de samme mekanismer, som man brugte i den gammeldags opdragelse, for at lære ungerne at sidde pænt ved bordet. Og nøjagtig det, Goethes hovedperson brokker sig over, faderen vil indføre i romanens indledning, som vi så. Faderen vil forbyde Wilhelm Meister at gå i teatret for at opnå en eller anden ændring i hans adfærd. Vi andre ved, det er kropumuligt, for motivationen til det findes jo stadig, den undertrykkes blot.
Dannelsens udvikling og afvikling
Goethes roman blev et af omdrejningspunkterne for den fantastisk smukke og voldsomme udvikling, det europæiske dannelsesbegreb undergik over en periode på 150-175 år, indtil det igen, omkring 1980 begyndte den udtynding, vi i dag ser konsekvenserne af.
Ikke blot i Danmark på den fuldstændigt åndeligt forarmede politiske scene. Men også med valget af populisten Trump i USA og i den britiske, østrigske, italienske og franske offentlighed, hvor populismen tiltager sig større og større plads. Og f.eks. i Tyrkiet, hvor lederen af landet langsomt, men sikkert bruger en af demokratiets mest uhensigtsmæssige egenskaber, nemlig evnen til at afskaffe demokratiet ved hjælp af demokratiet selv.
En russer og en hund
Dannelsestabet i den vestlige verden skyldes i bund og grund en bestemt mekanisme, som blev indført i kulturen for omkring 100 år siden. Det handler om en hund.
Den russiske videnskabsmand Ivan Pavlov opdagede, at man gennem at dressere hunde til at adlyde visse kommandoer, bevidst kunne modificere deres adfærd. Visse amerikanske videnskabsmænd syntes, det lød mægtig spændende og overtog disse videnskabelige opdagelser. Nogle af dem, som B. F. Skinner og hans elever forvandlede psykologisk tænkning og videnskab fra de europæiske dannelsesrelaterede studier af menneskets indre motivationskræfter, som f.eks. Freuds studiet af libido, til rent ydre modifikation af adfærdsbetingelser, endda kaldet behaviorisme. Andre, der ikke var så dygtige at de kunne få arbejde på universitetet, fik arbejde i en anden branche, der også var ny og som godt kunne bruge teknikker til adfærdsmodifikation, nemlig reklamebranchen.
Adfærd og dannelsesprocesser
At adfærdspsykologien næsten helt har overtaget dannelsesprocesserne ses gennem vores terapiverden og hele det tekniske rekrutteringscirkus, som martrer det offentlige og private erhvervsliv. Det ses gennem det, at vi lader adfærdsmodificerende handelsbudskaber præge hele det offentlige rum næsten uden at lægge begrænsninger over det, altså fylder vores liv med reklamer. Og det ses i skolernes eksamensystemer og andre former for undersøgelser af menneskers viden, hvor man skal krydse af og derved vise den rette adfærd, fremfor at formulere sig og vise evnen til at sondre, altså tænke kritisk over tingene og anvende dannelseprocesser.
Når man i den grad vænner folk af med at tænke, som det sker i hele samfundet på alle niveauer, indtræder der naturligvis et alvorligt dannelsestab, der kan medføre absurde situationer, som den med valget af Folketingets nuværende formand. I forlængelse af hendes manglende forståelse af hvad dannelse egentlig er, udviser formanden i øvrigt en så ringe forståelse af retstatens sammenhængskraft, at hun undsiger en racismedom, hun har fået i landets højeste domstol, med navngivne dommere på sit partis hjemmeside, selvom hun er formand for den lovgivende forsamling. Men det er der som sagt ikke noget mærkeligt i. Det må være sådan, med det samfundsfællesskab, vi har skabt os.
Det er en meget grundlæggende logik bag afskaffelsen af dannelsesprocesser og indførelsen af adfærdspsykologi som rationale på alle samfundsniveauer. Dannelsesprocesserne, der nødvendigt leder mod større menneskelig frihed er alt for besværlige for et moderne erhvervsliv i en markedsstyret virkelighed. Det er meget nemmere og billigere at regulere folks adfærd, end at lære dem at tænke selv og derigennem håbe, at de måske kommer frem til at vælge den rette løsning.
Vejen til magten
Jeg tror langt hen ad vejen, der også er en mere ligefrem begrundelse for, at man kan få mennesker som samfundsledere, der ikke forstår, at samfundets fælles dannelsesgrund skal næres på samme måde, som man nærer et barns behov, for at sikre, at det vokser sig sundt og stærkt, psykisk og fysisk. Begrundelsen er, at det politiske klima er så betændt af magt og positionskamp, at der kræves helt andre menneskelige kvaliteter for at komme til magten.
Der er simpelthen underskud af mennesker i det politiske liv, som interesserer sig for og forstår de bløde værdier i samfundet, fordi mennesker med de holdninger normalt ikke har de egenskaber, der skal til for at opnå politisk magt, nemlig den nådesløst egoistiske kampånd.
Når man i den grad vænner folk af med at tænke, som det sker i hele samfundet på alle niveauer, indtræder der naturligvis et alvorligt dannelsestab
Vi får i stedet som magthavere, dels folk, der er fuldstændige ligeglade med kulturel, social og eksistentiel dannelse, eftersom at de ikke interesserer sig for det selv og mener, at det må passe sig selv, reguleret af markedet. Dels folk, der ved, at kulturel, social og eksistentiel dannelse er også er vigtigt, men ikke så vigtigt. Vi får desværre ikke magthavere af den restgruppe, der ved, at kulturel, social og eksistentiel dannelse er det vigtigste i verden. Altså det, Goethes hovedperson i syttenhundredehvidkål forsøgte at forklare sine forældre.
Illustration: Michael Dorbec (fotos: Darwin’s Arch (OBV), Eiffel, Jules Verne (Rama), Michel Sardou, Darmouth College, Josh Henderson, CERN, m.fl.)
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her