mm

Michael Dorbec

Michael Dorbec, grafisk designer mm., født 1971.
Satte rødder i Frankrig før han blev transplanteret til Danmark. Kom derved til at fatte interesse for kultur-clashes og bobler. Autodidakt takket være Académie Charpentier, Kunstakademiets Arkitektskole og Danmarks Designskole. Beskæftiger sig især med nyheds/infografik, webdesign, identitetsdesign og kommunikation. Har gennem årene bl.a. arbejdet for Ritzaus Bureau, været IT-iværksætter og freelancer. Nyhedsjunkie med stor samfundsinteresse, der er optaget af journalistik, formidling og kreativ kommunikation generelt.

Se alle skribentens artikler

Ode til de odiøst osende

En af hovedstadens sidste oaser for Camel-førere, røde Princer, blå Kings-tro og selvskabte Manitou’er er forgået. Et foretrukkent vandhul for det pulsende folk er tørret ud. Agtværdige Palæ Bar er bukket under for folkesundhedens mægtige bølge – og har frabedt sig tobaksrygning i de historiske lokaler.

Tænd en smøg, hvis du vil. Jeg får røg i øjnene, de fugter til…

Jeg tænker på varme ansigter; glade, glinsende under de tunge banker af tobakståge. Rødkindede, blegfede, stramme eller rynkede… Her findes alle slags.

Jeg tænker på hendes løse fingre, der lyser under lampen; et kælent, nonchalant greb om Prince-Gold’en. Unge, livlige øjne under den sorte hats bølgende skygge. Hun får øje på – dig – og puster røgen skråt op på bedste Rita Hayworth-manér. En indøvet og ganske veludført gestus. Bag det yndige ydre gemmer sig en overbevist og over-bevidst radikal – viser det sig sidenhen.

Jeg tænker på hendes veninde, skuespillerspire vistnok, smuk som en aristokratisk gadetøs med sin karakterfulde københavnske kunstnerkæft. Hun er groet af byen, ingen tvivl om det. En boheme med bestemt hage, læber som i en fransk film – også hun puster røgen ud i nøje udvalgte vinkler, f.eks. ret op i luften, som om hun – lige der – bare kan blæse på det hele… Indbygget WTF-attitude.

 

Jeg tænker på ham halvprinsen. Ham den slanke modefidus, der flagrer ekspressivt med smøgen mellem de fine cafe latte-farvede fingre. Han har efter eget udsagn det helt store sociale kørekort, kender Gud, Konge og Hvermand. Kalder dig ”Musse” på trods af, at I skam ikke kender hinanden ret godt; roser din røv højlydt, hver gang du bestiger barstolen. Det sætter du pris på, du er jo ikke 25 længere, så du tager hvad du kan få.

Han går hver gang til sin cigaret som gik han ind til sit første kys. Langsomt, dedikeret, omsorgsfuldt… blød og fuld af opmærksomhed er han.

Jeg tænker på kæmpehænder. Vitterlig en kæmpes hænder – ejeren klokker ind på 2.06 meter og er ikke nogen Nupo-ambassadør. Svundne tiders halvslidte tatoveringer rager ud under de opsmøgede skjorteærmer. Som han sidder der, fem hoveder højere end dig, med mægtig tyngde og fisker en lillebitte, uskyldig Prince op af den bette pakke og tænder den med en dværg lighter… ja, da er det indlysende, at I nok skal blive enige om det meste. I er siden blevet helt gode venner.

Jeg tænker også på langhårede Jack, engang en af dine kaptajner på jobbet. En go’ styrmand, sgu’. Han sværger – nu som degnang – til den røde Bali Shag. Ruller overraskende tynde, helt fine og kridhvide cigaretter med de knoede vestjydske fingre, der gennem årene har fikset både fiskekroge, avisforsider – og et par damer. En del af hans rygerpraksis er at lade smøgen hvile og slukkes, blot ved at lægge den. Han bruger selvslukkende Rizla-papir. Rigtig smart. Eller måske – et slet skjult tegn på nyttesløs kontroltrang, et futilt forsøg på at kontrollere egne letsindigheders eventuelle følger.

Jeg tænker på Majbritt; eller Britt; eller Birgit. Bag baren hænger et fancy maleri af hende, delvist afklædt, malet af en tysk kunstner tilbage i 80’erne. Hun er ret flot. Har dejlig let til latter. Skraldgriner ofte; men ind i mellem stilles den lange slanke damesmøg i askebægeret, og hun kigger ned for en stund. Det ikke er første gang, hun gennem tiden har kigget ned, kan du se på det hele. Snart skal hun afsted på et cruise i Caribien.

Jeg tænker på Den Gudbenådede Kunstner. En all time favorit, en mester, som har lært dig et par trick eller tre. Som for nuværende hellere samtaler med hvermand end med Gud. Men som troligt forlader samtalen momentant, hver gang der skal pulses. For han går til sin cigaret som gik han ind til sit første kys. Langsomt, dedikeret, omsorgsfuldt – blød og fuld af opmærksomhed er han. Suger… Og puster.

Han læner sig op ad baren, krydsede ben, bider i sin Camel og nidstirrer dig; blæser røgen ud sidelæns som en gangster. Og flækker sammen.

Jeg tænker på den finurlige banjofilejs Steve West, fra Nova Scotia i Canada. Der er noget hvalrosset over hans ansigt, med det lange, buskede og grå overskæg. Når han viser fotos fra hjemegnen er det sne, sne, og atter sne. Steve har sin egen sne-traktor – og en båd – og et gevær. Dét griber han, når han skal pløkke egern – han siger, de gnaver i hans bjælkehus. Lige nu sidder han i baren, giver en omgang til bartenderne, mens han ryger sine indsmuglede cigarillos. Rejser verden rundt for at bore efter olie. Ikke just en økologisk type. Men tidligere professionel banjospiller er han (under navnet Steve ”Wild” West), og musikproducer og sågar helikopterpilot. Og lige om lidt løber han, alle talenterne til trods, tør for de dyrebare cigarillos, as usual.

palae_draw_02

Jeg tænker på ham den flamboyante frisør fra det hede ørkenland, ham med snakketøjet og dametækket; der helst taler British – om alt, fra Guds mulige ineksistens til fred i Mellemøsten, via boksning, kunst, pleje af tånegle – og hans kæreste ejendele, hans kone samt en saks til eksorbitante 18.000 bobs, som skal sendes hele vejen til Japan, hver gang den skal skærpnes. I hans salon klippes alle over en kam – mænd, kvinder, ludere, lommetyve, danskere, tyrkere, tyskere, jøder, arabere – italienere sågar… Han læner sig op ad baren, krydsede ben, bider i sin Camel og nidstirrer dig; blæser røgen ud sidelæns som en gangster. Og flækker sammen i sit signatur-grin, mens han giver dig en smækkende low-five.

Jeg tænker nu på dig, der sidder i hjørnet af baren og putter dig, gør dig lidt diskret, mens du grifler et par noter på barens egen papirblok. Om lidt går du over til dem. Tænder en sidste smøg. Skåler.

That’s all, folks. The show is over.

We’ll meet again, don’t know where, don’t know wheeeen …

På en sky i smoka’s paradise, sikkert.

Foto af baren udefra: Wikimedia/Orf3us; Palæ Bar-logo tegnet af Jorgen Saabye. Photoshop: Michael Dorbec.

Kategorier