Privat foto

#FREDAGSFAR: Velfærden er et akut kejsersnit

af

Jacob Sabir er blevet far for anden gang. En proces som mange mænd før ham har oplevet – og har overlevet. Men det faktum har Jacob fortrængt – for han vil så gerne være speciel. Men måske går det op for ham hen ad vejen. #FREDAGSFAR er en ny fødselsaktuel blogserie på POV om at være far. Serien er blevet til i samarbejde med Jacobs to små piger, hans kone og velfærdssamfundet, og sigter på at berige læserne med tekster om fædre, forældre, forventninger og forbudte følelser.

Det er først, når man har siddet inde i operationsværelset for kejsersnit sammen med fødselsspecialisterne, at man virkelig anerkender velfærdens værdi. Og den er ubetalelig.

Det er konklusionen på hele denne blogserie, så nu behøver du sådan set ikke læse videre. Men hvis du stopper nu, kommer du til gengæld ikke til at læse, hvad reel faderangst og bekymringer anno 2017 er, og hvordan det måske kan behandles.

Og det vil være min påstand, at der skrives alt for lidt om at være far – og at det, der skrives ofte undgår de områder, hvor det for alvor gør ondt. Eller dem, hvor kun tabuer og fortielser hersker. For lad os lige være ærlige: der er faktisk to forældre – men man hører langt mest om den anden. Moderen. Og hendes følelser.

Lad os begynde: lige op til fødslen. Scenen er Rigshospitalet på en sensommerdag, eller rettere nat:

Det er ikke dit show, far!

Jeg spørger, hvad er ængstlighedens forløsning ? Hvem kan give trøst til mandens tanker, netop når det hele går i gang ? “Fuck, hvad hvis det går galt”. “Hvad nu, hvis jeg mister dem begge”? “Hvordan opdrager jeg en pige alene”?

Ingen eller intet kan gøre en mand klar til den mulige oplevelse, at hans kone og barn måske kommer i akutte problemer

Straks rives man ud af de dumme tanker, når den mandlige sygeplejerske tager fat i en, “Nu skal du rykke helt tæt, så du kan tale med din kone”.

Denne gang var det et planlagt kejsersnit for os. Jeg siger os, selvom det ikke er min mave, lægerne skærer i for anden gang. Og de skærer, det har jeg nu set ske hele to gange. Og jeg har holdt ud. For fædre skal også holde ud, holde inde, og holde op med at være ego. Og jeg var kun lidt barnlig derinde, inde i livsrummet. Tænk, at adgangen til livet sker i så sterilt et miljø, så koldt og dog så fyldt med kærlighed.

Det var godt planlagt det hele. Altså så planlagt som den slags nu kan blive. For min kones blodtryk var for højt. Alt for højt, og det sker af og til, er lægerne hurtige til at forklare os. Men det betød til gengæld, at det, der blot skulle være et rutinetjek inden operationen fem dage senere, blev til en akut indlæggelse.

En indlæggelse, der blev til en baby. En pige, mirakelbarnet.

En baby der lige har fejret syvogtyve dage på jord.

For det kan jo gå galt ikke ? Også helt uden nogens skyld?

Ingen eller intet kan gøre en mand klar til den mulige oplevelse, at hans kone og barn måske kommer i akutte problemer. At det ene tidspunkts enorme lykke kan ændres til livets ulykke. Og der er intet, du kan gøre, du må lade Velfærden være din beskytter.

Som mand kan det godt være nyt. At det ikke kun er dig, der kan handle eller beskytte din familie. Det er op til dem, Velfærdens og Videnskabens Våbendragere, Guderne i kitlerne, eller er det Gud, der taler gennem kitlerne? Sådan tænker jeg på dem, der skærer min kones maveskind igennem, mens jeg sidder og venter.

Nummer et forestilling gentages i sal 1

Første gang var ligeså dramatisk – eller måske mere. Dengang sparkede den ældste pige så hårdt, at vandet gik om morgenen kl.03:09. Aldrig har en mand løbet så hurtigt ud til et toilet. Ok, det har en eller to måske. Men denne historierække skal jo være unik, husker du nok.

Ud i bilen en stormfuld nat i verdens mindste/største Ford Ka, æret være dens minde, og ind til operationsrumnet. Hun lå med fødderne nedad den kære skabning, ønskebarnet. Hun nægtede at vende sig trods vendingsforsøg. En meget stålsat mini-Sabir – sådan så jeg på det. Men selv om jeg prøvede, var den klaustrofobiske angst, når der presses på for at vende en baby live, overvældende.

Der var de igen, den stormende decembermorgen i 2013 og nu også en septemberaften i 2017. Det mest reelle stykke livsgivende, skabende, reddende velfærd på to ben. Engle af kød og blod med skalpellerne, smilet og indsigten. Den danske læge og sundhedsstab.

Hun er kvinde. De ved noget, noget mere. Meget mere. Måske alt? Jeg ved intet, men lader som om jeg ved det hele

De udgør et fuldstændigt modsvar til den magtesløshed, man står med som mand og måske kommende fader. Jeg siger ‘måske’, for hvad nu hvis vores velfærds superkvinder og ditto mænd gør noget forkert, er uopmærksomme, eller, eller, eller… “Hold nu kæft jurist, og vær til stede”.

Tallet på ubehagelighedstankerne er utælleligt. Der er så mange. For det kan jo gå galt, ikke ? Også helt uden nogens skyld? Det er ikke min skyld i hvert fald. Hvordan skal det mon håndteres ? Vi er nået så langt, eller er vi? Hvad  hvis det slutter her ? “Der er godt nok meget lys på herinde, hva’ ?”

Livet bæres ikke af dig, far!

Det er jo i virkeligheden ikke ‘vi’. Eller os. Os mænd.

Det er jo ikke mig, der skæres op og ind i. Det er ikke mig der har båret livet i ni måneder og risikeret livet. Hvad er min rolle, når jeg heller ikke kan hjælpe der, i det der skarpe lys, hvor skalpellen viser vejen? Ja, det tænker jeg over – både nu snart en måned efter og lige der på det tidspunkt, hvor jeg er ved at blive far for anden gang.

Alt jeg ved, lige i det øjeblik er, at jeg stoler på velfærden lige der, når den rammer maven. Det skarpe blad.
Lige der, hvor de begynder at lægge blokaden.

Lige der, hvor kirurgerne spørger ind til min kones cpr-nummer og navn, og hvad hun skal der.

Besynderligt spørgsmål. Men det må være for at tjekke, at hun er hun, og det ved hun, at hun er. Hun er kvinde. De ved noget, noget mere. Meget mere. Måske alt? Jeg ved intet, men lader som om jeg ved det hele. Nu skærer de.

Alt er så stort og godt, så koldt og varmt. Jeg håber, alt går godt. Jeg håber og beder. Jeg stoler på velfærdens evner. Jeg stoler på, at den redder det skabte. At den er der for mig, mine og alle andre. Jeg beder til Gud og alt det, der favner mig, os, vores familie.

Og inden jeg er færdig med denne serie, håber jeg, at jeg kan fortælle lidt om ikke bare fødsler, men især om fædre, forældre, forventninger og forbudte følelser. Stay tuned!

Kære fædre, tillykke med velfærden. Hun blev født velskabt og sund.

Topfoto: Privat.

Kan du lide #FREDAGSFAR så støt ham via Mobile Pay på 20603822.

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

Seneste indlæg fra

Gå til Top