mm

Anna Vibeke Lindø

Anna Vibeke Lindø er lektor i dansk sprog og lingvistik ved Institut for Sprog og Kommunikation på Syddansk Universitet (SDU). Hendes forskningsområder er dialoger i institutionelle kontekster, sprog og økologi, sproglige og samfundsmæssige forandringsprocesser. Hun er desuden medlem af en forskningsgruppe, der deltager i et EU-finansieret projekt om hadtale (C.O.N.T.A.C.T.)

Se alle skribentens artikler

“De formerer sig som rotter” – ny forskning ser på strategierne bag hadtale

Hadtale fylder i mediebilledet. Anna Vibeke Lindø, lektor i dansk sprog og lingvistik ved SDU fortæller om erfaringerne fra et forskningsprojekt, hun har deltaget i om de sproglige strategier bag meget af den hadske tale i medierne. Konklusionen er klar: Fælles for de retoriske strategier for hadtale er, at de umenneskelig-, sygeliggør eller anonymiserer individer fra en given gruppe, der gennem sproget stemples som tilhørende en særlig uønsket kategori.

”Miner i vandet NU! Det var bare for sjov”.

Sådan skrev en læser i Ekstra Bladets kommentarspor som reaktion på en artikel om flygtningekrisen i Grækenland for et stykke tid siden.

Kommentaren er blot ét af utallige eksempler på den hårde sprogbrug, der florerer i online-avisernes kommentarspor og i de elektroniske medier generelt. Krænkende sprogbrug, rettet mod en befolkningsgruppe eller mod enkeltpersoners religiøse, politiske eller etniske tilhørsforhold er almindelig og i medierne diskuteres det jævnligt, hvor grænserne går for, hvad vi egentlig kan tillade os at sige til og om andre mennesker.

Hadtale er også en sag for sprogvidenskaben

I Danmark har problemet hidtil fået opmærksomhed fra samfundsvidenskaberne og juraen. Her har man – i sagens natur – primært været optaget af omfanget af den hadske sprogbrug, dens menneskelige, samfundsmæssige og evt. retslige konsekvenser. Sprogvidenskabelig forskning på området har imidlertid hidtil manglet.

Det blev der dog lavet om på for to år siden. I 2015 deltog en gruppe sprogforskere ved Institut for Sprog og Kommunikation ved SDU – herunder undertegnede – nemlig i et to-årigt EU-støttet aktionsprojekt kaldet C.O.N.T.A.C.T (en mere mundret forkortelse for Creating an Online Network, monitoring Team and phone App to Counter hate crime Tactics, red.) med fokus på netop den sproglige dimension af hadtale.

Fokus for indsatsen var i særlig grad på hadforbrydelser og hadtale, rettet imod etniske, religiøse og seksuelle minoriteter

Dels ønskede vi i højere grad at gøre politi, journalister, unge og undervisere opmærksomme på problemet, og dels ville vi gerne se nærmere på de sproglige strategier, der ofte benyttes i forbindelse med hadtale

I projektet – der afsluttedes i efteråret 2017 – deltog forskere og NGO’er fra i alt ti europæiske lande, herunder Danmark, Cypern, Malta, Polen, Italen, Rumænien og Storbritannien.

Fokus for indsatsen var i særlig grad på hadforbrydelser og hadtale, rettet imod etniske, religiøse og seksuelle minoriteter og projektet havde flere formål: Dels ønskede vi i højere grad at gøre politi, journalister, unge og undervisere opmærksomme på problemet, og dels ville vi gerne se nærmere på de sproglige strategier, der ofte benyttes i forbindelse med hadtale.

Eftersom meget tyder på, at hadefulde ytringer er underrapporteret, blev der desuden – i forbindelse med projektet – oprettet en online platform til indrapportering, hvor tilfælde af hadefuld tale kunne registreres.

Direkte og indirekte fjendtlighed

I løbet af projektperioden har gruppen afholdt en række workshops i skoler og for forskellige organisationer, hvor relevante emner knyttet til hadtale er blevet diskuteret; eksempelvis online kommentarer, mediernes fremstilling af udsatte samfundsgrupper, pop- og rap-tekster samt de retslige konsekvenser, der kan være forbundet med hadefulde ytringer.

Deltagerlandene oprettede desuden databaser, bestående af artikler fra samtlige nationale dagblade på nettet, og derfor kunne brugen af en række nøgleord systematisk registreres. Eksempelvis blev alle artikler indeholdende ordene “indvandrere”, “flygtninge”, “muslimer, “islam”, “homofobi” og “transseksualitet” registreret, ud fra den antagelse at emner forbundet med disse ord i særlig høj grad triggede hadefuldt sprog.

Fælles for alle de retoriske strategier for hadtale er, at de umenneskelig-, sygeliggør eller anonymiserer individer fra en given gruppe, der gennem sproget stemples som tilhørende en særlig (uønsket) kategori

Hvad vi fandt var, at retorikken antager mange forskellige former. I den lettere ende af spektret findes kommentarer, der er indirekte fjendtlige. Denne type kommentarer kan f.eks. bygge på en forståelse af et ‘os’ imod et ‘dem’. Den kan også gøre brug af småord, der signalerer en underliggende skepsis (f.eks. ”10.000 såkaldte flygtninge”)

I den tunge ende af skalaen finder vi de eksplicitte, krænkende og direkte fjendtlige udsagn. De kan fremsættes ved hjælp af f.eks.  trusler og latterliggørelse (”Har også tænkt på at gå ind i tæppebranchen, om nogle år er jeg rigere end Lars Larsen på at sælge bedetæpper hm hm”) eller gøre brug af skadedyrsmetaforer (”de formerer sig som rotter”) Der kan også være tale om stereotype udsagn om en gruppe (”bøsser og trans´er er og bliver syge”)

Fælles for alle de retoriske strategier for hadtale er, at de umenneskelig-, sygeliggør eller anonymiserer individer fra en given gruppe, der gennem sproget stemples som tilhørende en særlig (uønsket) kategori.

Ansvaret der forsvandt

Det er dog ikke kun hvad der siges, men også hvordan det siges, der er interessant at undersøge.

Ofte ser man f.eks., at ansvaret for de stigmatiserende udsagn forskydes ved hjælp af forskellige retoriske teknikker.

En hyppigt anvendt forskydningsteknik er den såkaldt rapporterede tale, der kan være både indirekte og direkte. Den kan komme til udtryk ved, at man citerer noget, nogen (muligvis) har sagt eller ved, at man bruger formuleringer som: ”Jeg har læst/hørt/set at…”. I begge tilfælde kastes ansvaret for ytringen over på en fraværende tredjepart, så den egentlige afsender selv går fri.

En kommentator kan udtrykke sin stereotype holdning til indvandreres formodede intentioner og manglende sproglige formåen relativt ansvarsfrit, ved at indtage en slags bugtaler-funktion, hvor han/hun lader en fiktiv repræsentant for gruppen sige ting, der bekræfter stereotypen, mens kilden til udsagnet – i fald den overhovedet findes – står hen i det uvisse

I andre tilfælde benytter afsender sig af en teknik, der kan beskrives som fiktiv tale, hvor der opstilles et forestillet scenarie. F.eks. kan en kommentator udtrykke sin stereotype holdning til indvandreres formodede intentioner og manglende sproglige formåen relativt ansvarsfrit, ved at indtage en slags bugtaler-funktion, hvor han/hun lader en fiktiv repræsentant for gruppen sige ting, der bekræfter stereotypen, mens kilden til udsagnet – i fald den overhovedet findes – står hen i det uvisse (”Maj ha penga – mange penga”. )

Hyperlinks som strategi til legitimering

Det gælder for ovennævnte retoriske strategier, at de ikke kun findes i online kommunikation, men også offline. Brugen af hyperlinks er til gengæld en ny strategi, muliggjort af internettet og de elektroniske mediers fremkomst.

På denne måde slipper den oprindelige afsender af den hadske kommentar altså i realiteten for at tage ansvar for sin oprindelige udmelding, samtidig med at denne – på overfladen i hvert fald– kan fremstå som underbygget og legitim

Hyperlinks har to vigtige funktioner, når det kommer til hadtale på nettet: Dels kan de – ligesom strategierne nævnt ovenfor- bruges til ansvarsforskydning, men de kan også bruges til legitimering af hadefulde udsagn. Netop hyperlinks forekommer da også hyppigt i projektets database. Når hyperlinks bruges på denne måde, foregår det nogenlunde således:

Afsender fremlægger en hadefuld holdning men henviser herefter, via et hyperlink til andre, oftest autoritetsbærende personer (typisk politikere eller mediepersoner) der understøtter og legitimerer det fremsatte synspunkt.

Derfra kompliceres kommunikationen, fordi den umiddelbare afsender af kommentaren viger for flere lag af nye afsendere, – nemlig både det medie der står bag linket, de involverede journalister og de aktører, der medvirker i det brugte indslag eller den pågældende avisartikel. På denne måde slipper den oprindelige afsender af den hadske kommentar altså i realiteten for at tage ansvar for sin oprindelige udmelding, samtidig med at denne – på overfladen i hvert fald– kan fremstå som underbygget og legitim.

Hadtale – en direkte vej til konfliktoptrapning

Mange finder det hårde sprog uacceptabelt, men man hører også ofte det modsatte synspunkt: At debatten er overdrevet og at vi er blevet for nærtagende. ”Det er jo bare ord” lyder det, eller ”det var jo bare for sjov!” Er vi på vej til at udøve censur over for hinanden? spørges det. Og hvad med ytringsfriheden?

Faktisk peger eksempler i forskningen på, at hadforbrydelser ofte sker i forlængelse af en verbal konfliktoptrapning

Hertil kan der blot siges, at ord ikke nødvendigvis er harmløse. Faktisk peger eksempler i forskningen på, at hadforbrydelser ofte sker i forlængelse af en verbal konfliktoptrapning.

Desuden er hadtale jo netop defineret ved, at den er offentlig og har til formål at nedgøre, true eller på anden vis stigmatisere personer og samfundsgrupper på grund af deres etniske baggrund, tro eller seksuelle orientering. Netop derfor virker de som en slags vold på ofret.

Censur eller presseetik?

Erkendelsen af netop dette er formentlig også én af grundene til, at der i dag tages nye strategier i brug for at bekæmpe de hadefulde kommentarer.

Nogle gange bruges som bekendt racismeparagraffen, men også nye og anderledes redskaber vinder frem. På de sociale medier forsøger dagblade og nyhedsmedier at moderere læserkommentarer og i nogle tilfælde nedlukkes hele kommentarspor i forbindelse med artikler om emner, der erfaringsmæssigt udløser hadefuld sprogbrug.

Denne praksis har dog medført anklager om både censur og trusler imod ytringsfriheden og demokratiet.

Snarere end censur kan man derfor indvende, at online moderation af debatten på nettet blot er en opdatering af en allerede gammel og velkendt praksis

Her er det dog værd at huske på, at der længe har fundet moderation sted i de traditionelle medier og at der således ikke er tale om noget nyt. For de trykte mediers vedkommende gælder allerede i dag en række presseetiske regler. Snarere end censur kan man derfor indvende, at online moderation af debatten på nettet blot er en opdatering af en allerede gammel og velkendt praksis.

Den sprogvidenskabelige udforskning af hadtale er endnu på et tidligt stadie i Danmark. Med dette projekt er den første sten dog lagt til et stykke arbejde, der kan videreføres og forhåbentlig ruste de grupper i samfundet, der arbejder med hadtale i professionelle sammenhænge, til bedre at kunne håndtere denne i praksis.

De øvrige danske forskere der har deltaget i  projekt C.O.N.T.A.C.T. er Klaus Geyer, Sharon Millar og Rasmus Nielsen.  Mere om projektet kan læses i Online Hate Speech in the EU: A Discourse-analytic Perspective (red. S. Assimakopoulos, F. Baider and S. Millar), der udkommer i december 2017.

Foto: Jessica Lucia, Flickr, CC under licens

Kategorier