mm

Lone Theils

Forfatter, journalist, gastronørd. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole 1996 og har tilbragt 16 år af karrieren som London-korrespondent for Berlingske Tidende og senere Politiken. Har desuden arbejdet for Danmarks Radio, TV2, Radio 24Syv og en række magasiner og blade. Underviser på bl.a. DJMX og kursusleder på DjE.
Debuterede som forfatter i 2015 med Pigerne fra Englandsbåden, der er solgt til oversættelse i 16 lande. Forfatter til biografen Globetrotter sammen med Jens Bjerre, der også udkom i 2015. Andet bind i serien om Nora Sand "Den blå digters kone" udkom i juli 2016. I 2017 kom radiokrimiromanen 87 Sekunder i samarbejde med DRs P1. Samme år blev Lone Theils nomineret til Martha-prisen som danskernes yndlingsforfatter. Tredje bog i Nora Sand-serien Heksedrengen udkommer i februar 2018.
Har desuden bidraget til rejsebøger om London og Dublin i serien Vide Verden. Kickbokser og uforfærdet amatørkok.
Hvis man vil bidrage til Lones skriverier på POV kan man donere direkte til hende på hendes Mobile Pay: 23 61 24 00

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Lone Theils
på Mobile Pay: 23612400

Foto: Lone Theils

Ny Brexistentiel krise i Storbritannien

ANALYSE: Den britiske regering står med et gigantisk problem efter tre dommere har afgjort, at det ikke er muligt at gå i gang med forhandlingerne om udtrædelse af EU uden parlamentets velsignelse.

Det siger lidt om den politiske situation i Storbritannien, at en hedgefund-manager og en frisør potentielt har kastet landet ud i en så dyb politisk krise, at det kan ende med at tvinge den konservative premierminister Theresa May til at udskrive valg.

Mest af alt understreger det igen, at det britiske projekt, der gik ud på at træffe måske den vigtigste beslutning i nyere tid om briternes medlemskab af EU blev planlagt med omtrent samme akkuratesse og fremsyn som en pissed Chelsea-fan, der opridser sit fodboldholds optimale startopstilling i en sjat øl, han har spildt på baren i den lokale pub.

Den 23. juni sidste år stemte 51,9 procent af de britiske vælgere sig ud af EU efter en valgkamp, der var præget af kaos og hvad der virkede en portion ganske solid uvidenhed hos ikke bare vælgerne, men også blandt mange af de politikere, der agiterede for enten Brexit – altså udtræden af EU – eller Bremain, at blive.

Erhvervslivet og politikere, der advarede om at den britiske økonomi ville lide uden for EU, blev udråbt som Bremoaners (Brexitklynkere) og blev kritiseret for at føre skræmmekampagner. Brexit-siden lovede til gengæld kontroversielt at poste 50 millioner pund, de mente, der ville blive sparet dagligt ved at melde sig ud, direkte ind i det britiske sundhedssystem.

Det siger lidt om den politiske situation i Storbritannien, at en hedgefund-manager og en frisør potentielt har kastet landet ud i en så dyb politisk krise, at det kan ende med at tvinge den konservative premierminister Theresa May til at udskrive valg.

Meningsmålingerne viste, at de to sider lå tæt, men det kom alligevel som et chok for både Storbritannien, omverdenen og ikke mindst daværende premierminister David Cameron, da det stod klart, at forsøgene på at overbevise briterne om, at det var bedre at blive, var slået fejl. Afgørelsen kom som bekendt til at koste David Cameron jobbet.

Ind på scenen trådte hans afløser Theresa May, der har forsikret den britiske befolkning om, at ”Brexit betyder Brexit”, og at hun har alle intentioner om at gøre det til en ”succes” for Storbritannien.

Er der en forhandler til stede?

Der bare lige en række problemer, der skal løses først, både af praktisk og politisk karakter.

På det helt lavpraktiske plan er briterne i den meget vanskelige situation, at de ganske enkelt ikke har tilstrækkeligt med veluddannede forhandlere, der har viden og erfaring nok til at få forhandlet en aftale på plads med EU’s drevne embedsmænd. Man kan undre sig over, at det britiske udenrigsministerium The Foreign Office i den grad bliver fanget i en så penibel situation. Men på den anden side har jeg talt med adskillige diplomater, der uofficielt har indrømmet, at EU bliver set som en karrieremæssig blindgyde på linje med, hvis man forsøgte at promovere økologisk vegetarisme i Bæredygtigt Landbrug.

I første omgang så løsningen til at være, at hyre de dygtigste udlændinge ind til at få en god britisk aftale på plads. Men efter den britiske diskussion har vendt sig indad og flere konservative har promoveret ideen om ”briter på britiske arbejdspladser” og indenrigsminister Amber Rudd endda er et gået så vidt som til at foreslå, at arbejdsgivere for fremtiden bør deklarere hvor mange udlændinge de har ansat, er det blevet en delvist uholdbar løsning for regeringen. Selv om forslaget formentlig ikke bliver vedtaget, er symbolværdien alligevel for tyk i at for eksempel skulle hyre en tysk ekspert til at tale briternes sag.

EU bliver set som en karrieremæssig blindgyde på linje med, hvis man forsøgte at promovere økologisk vegetarisme i Bæredygtigt Landbrug.

Læg dertil, at ”skræmmekampagnerne” fra Bremain-siden i mange tilfælde viste sig at være korrekte. Pundet faldt og det er gået meget trægt med at få de handelsaftaler på plads med landene i det gamle imperium, som Brexit-siden så optimistisk mente ville mere end gøre udligne ulempen ved at træde ud af EU. Både Australien og USA har meddelt, at de godt lige vil vente og se, hvordan Brexit-forhandlingerne lander.

May er låst uden parlamentet

Hvilket bringer os frem til Theresa Mays mest presserende problem lige nu. Formelt går forhandlingerne om udtrædelse af EU i gang, når den britiske premierminister bruger den såkaldte paragraf 50. Det betyder i praksis, at der fra den dag, Storbritannien sender sin formelle opsigelse af medlemskabet, kun kan gå to år før den træder i kraft.

To år til at forhandle alle detaljer af bodelingen efter 47 års samliv mellem EU og UK er ikke lang tid. Ikke desto mindre har Theresa May meddelt, at det er hendes plan at sende brevet til marts næste år, altså om fire måneder.

Der er bare lige den detalje, at det kan hun ikke. Tre af Storbritanniens højest rangerende dommere, heriblandt the Lord Chief Justice, lord Thomas, afgjorde nemlig torsdag, at regeringen ganske enkelt ikke har retten til at udløse paragraf 50 uden om det britiske parlament.

Sagen er blevet rejst af frisør Deir Dos Santos og hedgefund-manager Gina Miller. De har, sammen med flere organisationer, forsøgt at få sagen for retten, fordi de mener anvendelsen af paragraf 50 vil ændre på deres fundamentale rettigheder. I det her tilfælde blandt andet retten til fri bevægelighed, der ligger i EU-lovgivningen. Hvilket, efter deres mening, er en handling, som kun et flertal i parlamentet, og altså ikke regeringen, kan foretage sig.

Tordag fik de medhold af de tre dommere, der kom med deres afgørelse i Royal Courts of Justice i London.

Argumentationen, der blandt andet hviler på analyse af sager og lovtekster, der strækker sig helt tilbage til 1600-tallet, er ironisk nok, at det ville være en indskrænkning af britisk suverænitet at gå i gang med at melde Storbritannien ud af EU. Medmindre man altså har godkendelse fra parlamentet, det vil sige både det britiske underhus og overhus.

I praksis betyder det, ifølge den konservative minister for Brexit, David Davis, at paragraf 50 først kan tages i brug, når parlamentet har sagt god for det.

Lord Thomas understregede torsdag, at afgørelsen ikke tager stilling til Brexit som sådan: ”Dette er alene en juridisk afgørelse, der på ingen måde tager stilling til medlemskab af EU, der er en politisk afgørelse”, sagde han blandt andet.

Det kan mildest talt blive en kompliceret og langstrakt affære at få parlamentet til at vedtage at trykke på paragraf 50-knappen. Ud af 650 medlemmer af det britiske underhus, var 480 imod en udmeldelse af EU, og selv om de næppe vil gå stik imod det demokratiske valgresultat, der kom sidste år, kan de bruge alle midler for at forhale, forsinke og gå i detaljer i en sådan grad, at projektet om muligt bliver endnu mere uoverskueligt, end det var i forvejen.

Og så er vi tilbage ved manden, der sidder i tegner i ølsjatten på pubben. Åbenbart havde ingen i den britiske administration eller regering forudset, at det kunne blive et problem. Eller tjekket om regeringen egentlig havde ret til at tage de formelle skridt, der skulle tages.

Helt nye regler for politik

En af Brexits bedst kendte forkæmpere, tidligere leder af partiet UKIP (UK Independence Party) Nigel Farage, er begyndt at lufte sin frygt for, at Brexit risikerer at blive ”udvandet”.

”Jeg frygter, at det bliver en slags halv-Brexit og et stort forræderi,” har han sagt.

Ud af 650 medlemmer af det britiske underhus, var 480 imod en udmeldelse af EU, og selv om de næppe vil gå stik imod det demokratiske valgresultat, der kom sidste år, kan de bruge alle midler for at forhale, forsinke og gå i detaljer i en sådan grad, at projektet om muligt bliver endnu mere uoverskueligt, end det var i forvejen.

Theresa May har allerede nu bebudet, at regeringen vil anke afgørelsen og at den skal høres i den britiske Supreme Court i næste måned. Men i mellemtiden står hun sammen med resten af Storbritannien i en Brexistentiel krise. Det er svært at se en vej fremad i det juridiske morads, der er fulgt med det overraskende afstemningsresultat, som ingen rigtig havde lagt planer for. På den anden side, er det demokratisk umuligt at gå tilbage. Brexit er hvad knap 52 procent af den britiske befolkning har stemt for, og det er hvad Theresa May som premierminister har forpligtet sig til at give til dem.

En vej ud af det kommende kaos kan være et hurtigt valg, som eksempelvis BBC’s politiske redaktør Laura Kuenssberg mener kan være en mulighed.

Det vil være første gang i Storbritanniens historie, at en frisør og en hedgefundmanager kan vise sig at blive afgørende for om der skal udskrives valg. Og det er måske den bedste indikator på, at britisk politik opererer efter helt nye regler efter Brexit-afstemningen.

Topfoto: Lone Theils.

Kategorier