NY BOG: Stresset – hvornår har du selv et ansvar

af

POV Internationals Thomas Milsted udkommer med en ny bog 31. marts. Bogen fokuserer på en undersøgelse af personlighedens betydning for at blive ramt af stress. Nogle mennesker reagerer stærkt og hurtigt på bestemte typer af pres, mens andre ikke lader sig mærke af samme. Alle har en grænse, men det er tilsyneladende forskelligt, hvornår den enkelte rammes så hårdt, at vedkommende bukker under. I bogen betones dialogens nødvendighed, hvis der skal søges gode og holdbare løsninger på de forandringer, som det moderne arbejdsliv byder os.

Udgangspunkt for bogen, der bærer titlen, “Stresset – hvornår har du selv et ansvar,” er, at det moderne arbejdsliv forandrer sig i et hastigt tempo og med det in mente er det gavnligt, hvis ikke direkte nødvendigt, at den enkelte lærer sine egne grænser at kende. Det er vigtigt at lære at sige fra i tide og justere på såvel ressourcer, tid og deadlines, så det er muligt at klare jobbet uden at give køb på sin personlige eller faglige integritet. De fleste vilkår kan justeres, ligesom ens egen tilgang kan det, men løsningen skal ikke kun hænge på den enkelte medarbejder, men foregå i dialog mellem ledelsen og de ansatte, så der kan reageres i tide for at finde rimelige løsninger.

POV International har fået lov til at bringe forordet til bogen samt et uddrag til vores læsere:

Forord

Alle kan få stress, og mange gør det, men antallet af stressramte er ikke det væsentligste. Det er derimod substansen. Er man ramt af stress, kan det være en ubehagelig oplevelse, og hvis man ikke får hjælp, kan det være ødelæggende for resten af ens liv. Og så er det ligegyldigt, om man er en ud af 100 eller 100.000 i Danmark.

Lad mig også slå fast, at alle, der får stress, får det på den samme måde, uanset personlighed. Forskellen kan ligge i længden og styrken, hvad og hvor meget eller lidt der skal til for aktivere stressen. Det er de samme hormoner og transmitterstoffer, man producerer, og det er stort set de samme symptomer hos alle. Det er også de samme organer, der aktiveres, og som kan tage skade. Der er ingen, der producerer blå hormoner, når de er stressede, mens andre producerer røde. Det er ens for alle: Alle får stress, hvis de overbelastes, arbejder for meget og/eller sover for lidt. Det er altså ikke et spørgsmål om, hvem man er, men snarere om ens muligheder for at kunne gøre noget ved det.

Jo voldsommere en belastning er, jo mindre spiller ens personlighed ind. Alle, der bliver udsat for tortur eller mishandlet daglig, vil lide psykisk overlast og blive traumatiserede. Her har det ingen betydning, hvem man er, eller hvordan man er skruet sammen. Uanset om man er et overvejende positivt menneske, eller om man har en overvejende negativ indstilling til livet, om man er optimist eller pessimist, eller om man kommer fra den ene eller den anden landsdel, så har vi alle et punkt, hvor vi er modtagelige for nedbrydning. Det er kun et spørgsmål om, hvad der skal til, og om tid.

Forskelle imellem stressrespons handler om, hvor længe du oplever et pres, hvad du tænker, der kan gøres for at komme af med det, og om du gør noget ved det eller venter. Igen er der dog individuelle forskelle – endog meget store – og det behøver vi ikke videnskab til at fortælle os. Hvis man ser sig omkring, er det nemt at få øje på, hvor forskelligt fx familiemedlemmer eller venner tackler (arbejds-)livets slag.

I langt de fleste tilfælde er det mængden af beskyttelsesfaktorer hos den enkelte og i dennes omgivelser sat i forhold til mængden af risikofaktorer, der i første omgang har betydning for, om man får stress. Beskyttelsesfaktorerne – som vi også kunne kalde robustheden – finder vi i personligheden. Og det er en pointe, som det er værd at være opmærksom på. Beskyttelsesfaktorerne findes også i strukturerne omkring os, fx i form af den opmærksomme leder eller kollega, samt værdierne og de arbejdsvilkår, som medarbejderne tilbydes, fx i form af rimelige arbejdsmængder, realistiske deadlines og mulighed for selvoplevet kontrol.

Denne bog prøver at finde hoved og hale i, hvem og hvad der bærer ansvaret for, at man får stress. Vi ved ikke nok til at kunne postulere, om personligheden har betydning for udviklingen af stress, men vi ved heller ikke nok til at være sikre på, at den ikke skulle have det. Derfor har jeg interviewet en række fagfolk, som har det til fælles, at de i mange år har arbejdet med stressklienter/-patienter.

Samtalerne kan læses uafhængigt af kapitlerne, og i dem bliver det tydeligt, at selv forskere og eksperter er forsigtige, når de taler om stress og personlighed. Med god grund, for vi ved så lidt. Men de har alle nogle fine pointer, og det har været inspirerende at tale med dem.

Det skal også understreges, at de medvirkende i denne bog ikke nødvendigvis er enige i alt, hvad jeg skriver, og at jeg ikke nødvendigvis er enig med dem. Jeg har spurgt dem, fordi jeg respekterer deres faglighed og viden, ikke fordi vi er enige i alt.

Det undrer mig, at mange har meget svært ved at erkende, at det enkelte menneske møder vanskelige situationer på arbejdet med forskellig grad af robusthed. Jeg kan godt se, at det kan være en farlig tankegang, for man kan jo være bange for at være med til at pege nogen ud på en måde, der virker usolidarisk. Det er jeg også, for jeg bryder mig ikke om, at mange af mine medmennesker blive prikket ud som særligt sårbare. På den måde bliver dem med problemer skilt meget klart ud fra fællesskabet, og det giver dem nemt en stor følelse af skyld og skam. Og det er ikke en anstændig måde at behandle andre mennesker på.

Hvis man kun fokuserer på individet, kan det betyde, at fokus fjernes fra de belastende vilkår, og den problematik har da også været inde i mine overvejelser om at skrive denne bog. Det ville være meget trist, hvis den blev brugt til at pege isoleret på individet. Så lad mig understrege endnu en gang, at jeg mener, det er vigtigt at være opmærksom på forskellen i personlighed, så vi kan tage særlige hensyn til den enkelte. Men det må selvfølgelig aldrig blive en isoleret tilgang til stress.

Uddrag fra bogen:

Vi ligger, som vi har redt

For mig at se giver det god mening at kæde personlighed sammen med stress, fordi jeg mener, at det må være umulig at overse personlighedens betydning for den måde, vi oplever, forstår og lever i verden på.

Vores personlighed er formet af noget, vi har med os fra fødslen, og af menneskene omkring os, så vi har ikke som sådan ansvar for den personlighed, vi har fået. Men vi kan alle tage ansvar for at kende vores personlighed og gøre, hvad der står i vores magt for at ændre de sider af vores personlighed, de mønstre og vaner, som er uhensigtsmæssige og fører til stress. Der er dog også noget, det vil være næsten umuligt at ændre, selvom det kunne være hensigtsmæssigt. Målet er at komme derhen, hvor disse træk ikke udgør et problem. På baggrund af vores genetiske materiale, opvækstvilkår, vores nervesystems beskaffenhed, særlige sårbarhed eller unikke robusthed, erfaringer og alt det andet, der gennem livet har gjort os til dem, vi er, får vi forskellige præferencer for, hvordan vi helst vil gøre tingene. Måden, der føles naturlig og rigtig for os – og allervigtigst: ikke stressende. Og måden, du foretrækker at gøre tingene på, er helt dit eget design og skræddersyet til dig. Det er vaner og rutiner, når de er bedst – for dig. Og glem ikke, at det at være ”vanedyr” eller ”rutinefreak” ud fra et antistress-synspunkt er det optimale og sundeste.

Dette er noget, som gælder i alle livets forhold, og det er noget, som du skal respektere, hvis du vil trives med det, du laver. Vi har et utal af præferencer og måder, vi helst vil gøre tingene på, og i det omfang, det er muligt, skal det respekteres. Det handler altså om at holde fast i sig selv og anerkende den, man er, og den måde, man fungerer på, men også om at kunne acceptere, at det på nogle områder og i visse situationer kan være formålstjenligt at lave lidt om på sig selv.

Afslutningsvist kan vi altså forsigtigt konkludere, at visse personlighedstræk ser ud til at øge risikoen for stress. Det er ikke alle trækkene, der er listet op nedenfor, som er beskrevet i kapitlet, men forhåbentlig kan beskrivelserne her være en hjælp.

  • Neuroticisme

Ængstelighed, emotionel ustabilitet, fysiologisk hyperreaktivitet, lavere tærskel for negative følelser, fx angst, depressivitet og irritabilitet. Kendetegnende for dem, der slås med neuroticisme, er, at de skaber negative reaktioner hos andre, udvælger sig situationer, der skaber kon ikter, og har en lav tærskel for ubehag. Ydermere er de kendetegnet ved at have mere kortisol i blodet end folk med lav neuroticisme.

  1. Attribueringsstil

Skyldbegrebet er centralt, fordi mennesker med attribueringsstil typisk lægger skyld på andre eller på sig selv. Livet ses i sort og hvidt, således at alt, som sker, enten opfattes som noget udefrakommende, man ikke selv har andel i, eller også som noget, man selv er skyld i. Man kunne aldrig finde på at klandre forholdene omkring begivenhederne, der udløser krisen.

  • Pessimisme

Modsætningen til optimisme. Når man forventer, at alting går galt – man udfører sikkert ikke sine opgaver godt nok, man når sikkert ikke sin deadline – betyder det, at man hele tiden er på vagt og ser sig over skulderen.

  • Manglende åbenhed

Her ser vi en høj grad af risiko for at gå ned med stress, og det kommer bag på kollegaerne eller familien. Ingen havde set det komme, fordi den stressede gjorde alt for at benægte og skjule stressen. Nogle mennesker er som en lukket bog, når det handler om, hvordan de har det.

  • Manglende oplevelse af kontrol

Gælder for dem, der aldrig føler, at de har mulighed for indflydelse på deres situation. Det giver en følelse af at blive drevet rundt i manegen, selvom det ikke nødvendigvis er det, der sker. Stor indre kontrol hænger sammen med oplevelsen af at kunne tage ansvar for egne handlinger og have tiltro til at kunne bestemme over sit eget liv. Stor ydre kontrol hænger sammen med oplevelsen af ikke at have indflydelse på succes og fiasko i sit liv. Det er en problemstilling, der ser ud til at blive udformet tidligt i spædbarnets samspil med sine voksne.

  • Ringe selvagtelse

Disse personer står tit med en følelse af manglende kompetencer. Lidt fordømmende udtrykkes det ofte også ved tillært hjælpeløshed.

Thomas Milsted: Stresset – hvornår har du selv et ansvar, 265 sider, People’s Press, 225 kroner, udkommer 31. marts.

Topfoto. Fra bogens forside.

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

POV International

POV International er Danmarks største åbne og uafhængige blogmedie. En digital platform for eksperter og skribenter med internationalt udsyn og klare standpunkter. pov.international

Seneste indlæg fra

Gå til Top