Paul Miku

Paul Miku er forfatterdæknavn for en russisk balletekspert, der ønsker at være anonym. Skribentens identitet er kendt af redaktionen.

Se alle skribentens artikler

Paul Miku: Nureyevs genopstandelse

ANMELDELSE – Mens den russiske samfundskritiker og teaterinstruktør Kirill Serebrennikov sidder fængslet i Moskva under anklage for bedrageri, fik hans “bio-ballet” Nureyev efter nationalt og internationalt pres i forrige uge premiere på Bolsjoj-teatret. Paul Miku skriver om et hyklerisk, bornert politisk miljø, der lod sig provokere af hyldesten til den homosexuelle landsforræder Rudolf Nureyev, og om forestillingen, som man handler om andet og mere end dans.

Officielt blev Nureyev aflyst i juni 2017, kort før generalprøven der dog blev gennemført, fordi ledelsen mente, at balletten ikke var klar. Der havde ikke været tilstrækkeligt med prøver, og danserne var ikke parate til at blive set af et publikum, lød forklaringen på det usædvanlige skridt; men kun én gang tidligere i teatrets 250-årige historie har man aflyst en produktion inden premieren.

Alle talte om ”pornografisk indhold”, om nøgenfotos af Rudolf Nureyev, der blev projiceret på et lærred, samt homosexuelle sexscener som den virkelige grund til aflysningen.

Den slags er naturligvis i sig selv utilladeligt i Vladimir Putins stadigt mere bornerte og hykleriske Rusland, og da Kirill Serebrennikov, forestillingens forfatter og instruktør, kort efter blev arresteret og anklaget for økonomisk bedrageri, var det svært ikke at se en sammenhæng: Anklagerne er i manges øjne, både i Rusland og i udlandet, tvivlsomme, og der pågår en underskriftsindsamling for Serebrennikovs frigivelse, som man kan underskrive her.

Det virker sandsynligt, at Serebrennikov forfølges af politiske årsager, og at hans fjender ikke ønskede en kunstnerisk succes med et betændt emne

Det virker sandsynligt, at Serebrennikov forfølges af politiske årsager, og at hans fjender ikke ønskede en kunstnerisk succes med et betændt emne for en mand, man søger at portrættere som en dekandent, pro-vestlig ”forræder”, hvis kunst ikke interesserer millioner af ”normale” russere.

Det er svært at kritisere Nureyev

Som tingene har udviklet sig, har Nureyev med teatrets forklaringsproblem og efter stort internationalt pres nu alligevel fået premiere, tilmed som en celeber begivenhed for et publikum af oligarker, politikere og udenlandske journalister, der betød, at balletfans måtte overnatte på gaden foran billetkontoret for at sikre sig billetter til premieren 9. december 2017.

Inden premieren opfordrede Bolsjojteatrets chef Vladimir Urin i en erklæring kritikere og publikum til at hæve sig over politik og betragte Nureyev som et kunstværk.

Alligevel er det svært at kritisere Nureyev, når man sidder med en følelse af, at ethvert negativt ord om forestillingen, forener dig med de kræfter, der forfølger Kirill Serebrennikov og al fri og modig kunst i Rusland.

Круг

A post shared by Kirill/Кирилл (@kirillserebrennikov) on

Heldigvis er værket enestående, med eller uden politik, også selvom selve det koreografiske indhold ikke er bemærkelsesværdigt.

Serebrennikovs triumf

Det er rimeligt at betragte Nureyev ikke som en ballet, som genre er det snarere en type danseforestilling eller musical.

Holdet bag Nureyev har tidligere skabt den succesfulde A Hero of Our Time, men Serebrennikov synes at have domineret opsætningen af Nureyev. Yuri Possokhovs koreografi virker ikke inspireret og mangler variation trods brugen af en bred vifte af stilarter. Klassisk ballet kombineres med moderne dans og endda kabaret. Alligevel bliver gentagelserne – af de samme bølgende bevægelser med arme og corpus, serier af hurtige, løse arabesquer, af spring og fald til liggende positioner på gulvet – trættende.

Ilya Demutskys musik løfter sig egentlig kun i de passager, hvor han citerer Tjajkovskij, Liszt, Mahler og andre klassikere eller i stiliserede parodier på rædselsfulde patriotiske sovjetiske sange eller enkle numre til ballettræning.

Artyom Ovcharenko, kendt fra BBC-filmen om Rudolf Nureyev, viser ægte skuespil

Rollen som Nureyev danses af Bolsjoj-ballettens førsteklasses kunstnere, men ingen af dem syntes at ønske at portrættere de personer, de spiller: Rudolf Nureyev, Erik Bruhn eller Margot Fonteyn. I stedet fremstår de som sig selv.

Den eneste undtagelse er Artyom Ovcharenko, kendt fra BBC-filmen om Rudolf Nureyev, der viste ægte skuespil. Vladislav Lantratov, der danser titelpartiet på førsteholdet, er let, nobel og flot, men har ikke et gran af den virkelige Rudolf Nureyevs temperament.

Alligevel gør Nureyev et stort indtryk, der følger en i tankerne efter tæppefald. Og det er Kirill Serebrennikovs triumf. Det er hans dramaturgi, scenografi og koncept, der trods uegale ingredienser, er en imponerende bedrift.

Et liv på auktion

Forestillingen begynder med en auktion, hvor den nyligt afdøde Rudolf Nureyevs ejendomme er på bud for en kundekreds af velhavende, ældre mennesker. Auktionen løber som en tråd gennem hele aftenen, hvor auktionarius (en rolle der fortolkes af en skuespiller) beskriver katalognummer efter katalognummer, der giver afsæt for scener fra protagonistens liv.

Richard Avedons berømte nøgenfoto af Nureyev projiceres i et splitsekund på scenen – en politisk provokation.

Det er først balletskolen i Sankt Petersborg, Vaganova-akademiet, hvor den unge danser nyder stor beundring, trods hans adfærd og mangel på disciplin.

Scenen udspiller sig i stærk belysning med en scenografi, hvor forgyldte empirerum og enorme træningssalsspejle stråler. Her er en detalje, der er betydningsfuld men svær at få øje på: På overfladen er det en harmonisk og idealiseret scene – men barren, som danserne holder fast i under deres øvelser, er lavet af jern, ikke det traditionelle materiale træ.

Politisk og personlig frihed, forholdet mellem menneske og stat, er temaer, som Serebrennikov er optaget af, særligt episoderne fra årene i Sovjetunionen og Nureyevs dramatiske afhopning i lufthavnen i Paris i 1962 er imponerende sat på scenen.

Serebrennikov afviser totalitarismens lokkende, mørke charme. Han afklæder alle det sovjetiske statssystems propagandaelementer af storhed og æstetik, og fremstiller det som grimt, grotesk, latterligt. Et monstrøst kor af kvinder i tunge fløjlsdragter synger en hymne til moderlandet, men drenge og piger fra den kommunistiske ungdomsorganisation marcherer, og auktionarius optræder som en KGB-agent, kaldet Den grå mand i librettoen, og med metallisk stemme læser: “Jeg informerer derfor om balletdanser ved Leningrad Stats Akademiske Opera og Ballet Theater opkaldt efter Sergey Mironovich Kirov, Nureyev Rudolf Khamitovichs, skandaløse handlinger…”

Scenen er skyggefuld og grå, men Nureyev springer over barrieren, og store vinduespartier åbnes og lukker lyset ind. Parisere, fri og glade, dansere omkring ham i en frivol vals.

Disse billeder lyder indlysende, men rummer alligevel en bevægende ærlighed og sandhed, trods deres banalitet.

Vanvittig og storslået

Forestillingen varer omkring to timer med nedslag i markante dele af Rudolf Nureyevs mytologi. Scenerne skifter med lynets hast, de er fyldt med mennesker og karakterer, og det er svært at følge med.

Han poserer og danser – næsten – nøgen på et bord ved en fest for overklassen, omringet af paparazzi og stenrige kvinder. Han er forelsket i den danske danser Erik Bruhn (deres duet er overraskende ikke-erotisk). Han danser med den engelske ballerina Margot Fonteyn, overalt i verden, på alle de store scener, og er alle vegne en frygtelig tyran. Han flyver frem og tilbage mellem scene og kulisserne, hvor han lynhurtigt får massager, skifter kostumer – og danser videre.

Han samler barokkunst og de store mestre og optræder selv til slut som Solkongen i purpur og guld, omgivet af et kor i barokkostumer med en kontratenor og en hær af halvnøgne mænd.

Nureyev er et kostbart, prægtigt, storslået show, stolt af at være kitsch. Det minder om en æske af beskeden størrelse, som nogen har prøvet at presse så mange ting som muligt i: dans, sang, poesi, malerkunst og skuespil.

Det er vanvittigt – og storslået.

Skyggernes rige

Nureyev rummer endog dokumentarisk materiale. Originale fotografier og dokumenter bruges på scenen, ligesom auktionarius læser breve skrevet af Nureyevs franske protégeer og elever Charles Jude, Manuel Legris and Laurent Hilaire samt af to af hans dansepartnere fra Rusland, Natalia Makarova og Alla Osipenko. Disse hyldestbreve virker desværre mere formelle end inderlige og er fuld af almindeligheder: Nureyrev var hårdtarbejdende, lidenskabelig, genial osv.

Skyggerne fortsætter deres glidende, evige dans. den lille dame rejser sig og forlader rummet. Musikken bliver lavere og lavere og stopper til slut helt. Men ikke for Nureyev, der ensomt fortsætter i stilheden, mørket

Mens Nureyev hyldes af eftertidens balletstjerner vokser en angstfyldt, dyster atmosfære på scenen, der igen henfalder i tusmørke. De guldskinnende sale forsvinder og erstattes af beskidte, graffitimalede mure. Aktionsrummet, balletsalen, Paris’ boulevarder og Solkongens slot fuld af kunstværker og ægte tæpper forvandles nu til en gyde, et offentligt toilet, et cruising-område. De halvnøgne mænd danser om Nureyev, men deres kroppe er mærkede – er det tatoveringer eller Kaposi’s sarcomas?

En lille gammel dame sidder i et hjørne med en buket hvide liljer. Er hun en beundrer eller Døden selv?

Dette er skiftet til ballettens tragiske og smukkeste del, begyndende med den berømte entré fra La Bayadère (1877), Skyggernes Rige. Her danses scenen ikke kun af kvinder, som den skal traditionelt, men også af mænd. Mens korpset langsomt, monotont og næsten hypnotisk skildrer sjælevandringen, vakler en træt og udmattet Nureyev frem mod orkestergraven, hvor han overtager podiet og dirigerer. Skyggerne fortsætter deres glidende, evige dans. den lille dame rejser sig og forlader rummet. Musikken bliver lavere og lavere og stopper til slut helt. Men ikke for Nureyev, der ensomt fortsætter i stilheden, mørket.

Alle fotos: Bolshoi Teatret, Damir Yusupov.

Kategorier