“At ligge i stilheden på hundeslæden og kigge op i himlen. Jeg er 11 år gammel, og er kørt ud med mine hunde King og Puussiaq. Og jeg elsker endelig at have fået lov til at køre alene. Helt alene ude på det kæmpe hav af is. Bag mig står Uummannaq fjeldet stolt og smukt, det mit hjem. Jeg er lykkelig og føler mig fri og selvstændig.”
Sådan lyder det fra skuespilleren, instruktøren og medstifteren af Teater Solaris, Nukâka Coster-Waldau, da POV International beder hende nævne sit bedste minde fra barndommen. Vi er mødtes med den kendte kunstner for at høre mere om hende. Men ikke kun om barndommen, også om teaterverdenen, fordommene, kærligheden, børn – og om fremtiden.
Barndommen fylder imidlertid meget i hendes liv, forklarer hun. For de fortællinger fra dengang, som hun altid vil bære i sit hjerte, minder hende ikke kun om en barndom fyldt med frihed, men også om den sikkerhed, der omkransede hende gennem hendes opvækst:
“Jeg er opvokset med min mor, far og tre søskende samt 25 slædehunde i Uummannaq, en lille by i nord- Grønland med 1200 indbyggere. Og de stærkeste, vildeste, smukkeste, bedste og tryggeste minder fra barndommen er dem, hvor jeg er ude på isen enten alene, eller med min familie.”
Barndommens blå himmel
Før den første tur alene med hundeslæden, husker hun optakten. Nukâka ler idet hun fortæller videre:
“Tidligere på dagen havde jeg stået i vores stue og sunget højt og inderligt med på en plade af barnestjernen Lena Zavaroni, der sang store kærlighedssange. Jeg ville også mægtig gerne synge kærlighedssange, men først ville jeg altså køre hundeslæde selv. Min første tur på isen alene med to hunde fastspændt til min kælk blev hurtigt til fem hunde fastspændt til vores lille slæde. Jeg var en stolt slædekører, som ville klare det hele selv. Alt det jeg havde lært af mine forældre på vores mange slædeture, skulle jeg nu bevise, at jeg kunne selv. Og alt skulle foregå i den rigtige rækkefølge”
Hun beskriver detaljeret hvordan det skulle gøres:
“Først skulle der laves varm kakao og smøres en lille madpakke. Herefter skulle jeg tage mit varme undertøj på, gå ned i kælderen og hente mine skindbukser og mine sælskindskamikker. Til sidst skulle jeg tage min varme anorak, hue og vanter på. Derfra, gå ud og fastspænde rensdyrskindet på slæden, så man sad varmt og blødt i de minus 25 grader, putte slædetasken på standeren til termokanden med den varme kakao og madpakken, og alt det, der nu hørte til i en slædetaske.”
“Det er meget vigtigt, at huske tukken til at hakke hul i isen, gøre fem skavler klar til de fem hunde, putte seler på hundene, hænge pisken på standeren, og så til sidst fastspænde hundene til slæden. Jeg skulle køre stille og roligt gennem byen ned til isen, og så afsted ud i friheden”.
Færøsk forelskelse på distancen
Da hun havde lært at føre slæden selv, vendte hun tilbage til sit andet mål, nemlig det at synge og underholde:
“Jeg drømte altid om at synge og spille skuespil, da jeg var barn. Jeg lærte mig selv at spille på ethvert instrument, der kom ind i vores hjem, hvad enten det var en harmonika, blokfløjte, guitar eller keyboard. Og jeg forelskede mig hurtigt i drenge der kunne spille på guitar, eller jodle” siger hun og bryder ud i grin:
“Bare det havde noget med musik at gøre. Jeg forelskede mig sågar i en dreng fra Færøerne, fordi min far havde købt et kassettebånd med færøske børnesange som jeg lærte udenad. Det resulterede i, at jeg fantaserede om at synge duetter med ham. Jeg aner stadig ikke om han var musikalsk”.
Det at få lov til at spille en anden og udtrykke en masse følelser, kan også være befriende. Og det kan også være nemt for en selv. Man kan slippe lidt væk fra at skulle se sine egne problemer i øjnene for en stund, og bare bruge sig selv som et instrument – og dermed også gøre noget for andre.
– Men hvorfor valgte du lige skuespillet og sangen?
“Jeg var det næstyngste midterbarn, der skulle lidt til for at trænge igennem. Og jeg kunne simpelt hen godt lide at gøre folk glade med noget underholdning,. Det har nok bidraget til min lyst til at blive sanger og skuespiller. Men det er jo ikke noget, jeg kan vide med sikkerhed. Jeg ved bare, at det gjorde mig glad og at jeg følte en forløsning ved at få lov til at udtrykke mig. Måske lyder det ret klichefyldt, men det at få lov til at give noget af sig selv, der bliver modtaget, er dejligt. Det at få lov til at spille en anden og udtrykke en masse følelser, kan også være befriende. Og det kan også være nemt for en selv. Man kan slippe lidt væk fra at skulle se sine egne problemer i øjnene for en stund, og bare bruge sig selv som et instrument – og dermed også gøre noget for andre”.
Drømmen om at underholde blev opfyldt for Nukâka, da hun blev færdiguddannet fra Statens Teaterskole i København. Vejen var banet for at vise verden hendes talent, nu skulle hun blot i gang med at optræde.
“Som nyuddannet skuespiller fik jeg en god start. Længe før jeg blev færdig med min uddannelse, blev jeg hyret til at være med i en forestilling der skulle produceres i Grønland, med den anerkendte norske instruktør Jo Strømgren. Der var tale om en co-produktion mellem NAPA (Nordens institut i Grønland) og Jo Strømgrens Kompagni. ”Polaroid” som forestillingen hed, levede i et par år og vi rejste rundt med den i Grønland, hele Norden, de baltiske lande, Irland og USA. Vi optrådte på mange fine teatre.”
“Det var en fantastisk oplevelse, og en dejlig forestilling at optræde med. Det var en fortælling der var humoristisk og energisk, og jeg fandt ud af, hvor dejligt det var at lave noget folk kunne grine af, det var godt for mit sind. Så den holdt jeg meget af at lave.”
Stereotyp casting
Efter optrædener rundt omkring i verden, vendte Nukäka tilbage til Danmark. Hun var klar til at stå på de danske scener. Men ret hurtigt indså hun, at der er en anden side af det at være en skuespiller i Danmark med grønlandske aner. Det blev sværere, end hun troede det ville være at få en rolle i hus. I hvert fald en ikke-stereotyp rolle, fortæller hun:
“Jeg var glad og taknemmelig for mine jobs i udlandet. Det var med store og anerkendte navne i den internationale teaterverden. Her fik jeg lov til at spille for fulde huse i de smukkeste og mest berømte teatre i store europæiske byer. Udover forestillingen ”Polaroid”, og forestillingen ”Plus, minus, Nul” med den kendte schweiziske instruktør Christoph Marthaler, optrådte jeg i en del andre forestillinger. Men de udenlandske tilbud gjorde det selvfølgelig også besværligt som børnefamilie, da jeg jo gerne ville have muligheden for at komme hjem til mine børn og min mand, så jeg drømte om at kunne bruge min skuespilleruddannelse her i Danmark også.
Kærlighed og fordomme i Danmark
Jeg kan mærke, at vi bevæger os hen på et område, der står Nukâkas hjerte nær. Noget vi har talt om før. Det at kunsten formes af kunstneren selv, og at ingen rolle er statisk.
– Er en sort Romeo eller en hvid Othello forkert ?
“Nej. Vi kan spille hvad som helst, og komme hvor som helst fra. Det er historien, der er og må være det vigtigste, og ikke om jeg har høje kindben eller brune øjne. Vi lever i 2016 hvor Danmarks befolkning ser ud på mange forskellige måder, ligesom den grønlandske befolkning gør, og for den sags skyld hele verdensbefolkningen,” svarer hun med eftertryk og fortsætter:
“Jeg har selv børn der er meget stolte af at have begge nationaliteter i sig, og det vil jeg til hver en tid bakke op omkring. Og ja, jeg er grønlænder, ovenikøbet en stolt en. Jeg elsker at komme hjem til Grønland. Jeg elsker befolkningen, humoren, naturen, og jeg savner Grønland hver dag. Min puls falder ned, min vejrtrækning bliver rolig, og jeg har altid følelsen af at komme hjem, når jeg kommer til Grønland. Og ja, kærligheden har gjort at jeg har valgt at bo i Danmark. Jeg elsker også Danmark, det er her jeg har stiftet familie, og har haft fantastisk mange gode minder og stunder.”
Hun har, beretter hun også mødt, “alle fordommene om grønlændere her i Danmark. F.eks. den om at alle grønlændere drikker meget. Jeg er da også blevet spurgt om, om det var noget vi gjorde i min familie. Om jeg overhovedet kan ‘tåle’ alkohol, og at man ikke skulle tro at jeg var grønlænder, fordi jeg er jo så smuk. Og jeg hører da også denne denne sætning engang i mellem, ‘du er heldig at du har fundet dig en dansk mand og kan bo her i Danmark hva?”
Stakkels grønlændere?
Men er det sådan, at fordomme blot bliver gentaget ad nauseam? Er det simpelt hen, i hendes optik, synd for grønlænderne, vil jeg gerne vide. Og hun svarer nej:
“Det er ikke synd for os. Vi er et sejt folk der har overlevet flere tusinde år i den barske natur. Vi er et af de få oprindelige folk der har bevaret vores sprog på trods af koloniseringen. Og som jeg sagde i et tidligere interview med POV, så har man desværre også i Grønland overtaget meget af ‘dem og os’ mentaliteten. Vi skal tilbage til at tænke ‘os’ og ikke kun ‘jeg’, og det gælder mange steder, men specielt i den vestlige verden”
“Vi er ingenting uden hinanden, vi er kun noget i kraft af hinanden. Fordomme og jantelov har man alle steder. I Grønland er vi hårde ved hinanden, specielt omkring hvem der er mest grønlænder eller hvilke områder i Grønland der er mest grønlandske”.
“Sandheden er jo, at Grønland er mange ting. Lige fra storby-mentalitet til små bygder, fangst, fiskeri, landbrug. Det er et land med mange råstoffer og andre rigdomme. Men det er også et fangersamfund der har været igennem en hurtig udvikling og en stor folkevandring fra bygder til større byer. I Grønland har vi været blandet nordboer/vikinger/danskere de sidste 6-700 år. Realiteten er, at vi er efterkommere af disse møder. Og jeg er så enig i dette ordsprog fra Alaska, ”Du kan ikke måle din oprindelse, kun din kærlighed til dit folk!” Og lad os minde hinanden om, at vi er en del af noget meget større”.
Men hvad gør du så, når du stadig møder fordommene den dag i dag?
“Når jeg møder fordomme i dag, beder jeg som regel stille og roligt personen om at gentage det han eller hun lige har sagt- Så beder jeg vedkommende virkelig at lytte til betydningen af hvad der netop blev sagt. Derefter siger de fleste “guuuud det kan jeg da godt høre, det må du undskylde”. Så om fordommene kommer af uvidenhed eller ubetænksomhed ved jeg ikke, men vedkommende tænker sig bedre om en anden gang, det er jeg sikker på. “
Du er heldig, at du har fundet dig en dansk mand og kan bo her i Danmark, hva’?
Den selvstændige Nukâka
– Vi har talt sammen et par gange op til dette bloginterview. Og hver gang har du fremhævet, at grønlandsk teater/kultur har meget at byde på, og det skal grønlænderne være bedre til at fremhæve. Er det et slags opråb eller oprør du har gang i?
“Stifter af Teater Solaris, Sananda Solaris og jeg har kendt hinanden siden teaterskolen, og vi har begge længe har drømt om at samarbejde med bl.a grønlandske kunstnere. Denne gang har vi været så heldige at arbejde med skuespillere og sangere som Mikè F. Thomsen, Ujarneq Fleischer, Karina Møller, samt sangeren og musikeren Ole Kristiansen. Et fantastisk hold. Og både Sananda Solaris, Josef Wolfugang, der er teaterdirektøren, og jeg, er alle tre uddannet fra Statens Teaterskole, Sananda som instruktør, og Josef og jeg som skuespillere,” svarer hun og uddyber:
“Jeg er udover at være skuespiller, med i den kunstneriske ledelse og co-producent på produktionerne mellem vores teater og Grønland. Og ja, vi drømmer om at kunne lave flere co-produktioner, og at kunne huse gæstespil, at samarbejde med andre instruktører, skuespillere og kunstnere. Kunsten beriger os alle. Med kunst kan vi føle os mindre alene, vi kan få en bedre forståelse for hinanden, og kan derfor måske nærme os hinanden, og komme tilbage til ”os”, til fællesskabet.”
Provoteatrets genfødsel ?
– Incest, vold i familien, og nu vikinger der får tæsk. Er der ikke bare tale om et teater der provokerer for provokationens skyld ?
“Den 16. marts 2016 havde vi i Teater Solaris, i samarbejde med Inuit Theatre Company præmiere på musikteaterstykket ”Nalusuunerup Taarnerani”- ”Under Uvidenhedens Mørke på Sonnerupgård Gods i Hvalsø. Det er også på godset vores teater hører til. Vi er et lille og relativt nystartet teater, og forestillingen er “kun” vores tredje forestilling, og den første som co-produktion med det grønlandske teater Inuit Theater Company ved Simon Mooqqu Løvstrø,” svarer hun og tilføjer:
“Siden jeg blev uddannet som skuespiller, har jeg søgt måder, hvorpå jeg kan være med til at fortælle grønlandske historier. Og at kunne kombinere det med at være en grønlænder, der lever i Danmark. Det lykkedes her og er en stor drøm der er gået i opfyldelse. Og vi er meget stolte af resultatet og har fået mange smukke tilbagemeldinger fra folk der har set forestillingen.”
– Men stadigvæk – det har været tre provokerende og for nogen grænseoverskridende fortællinger at se på. Er det det I ønsker hver gang?
“Vi er ganske klar over, at vi har fået muligheden for at tage en uddannelse der koster mange penge. Derfor ser vi det også som vores pligt at vise det, vi tror på. Vi forsøger at gøre en forskel i det enkelte menneskes liv ved at fortælle deres historier, så sand som vi ser, at den er; og uden at vi pynter på den. Det kan vi kun gøre, ved at turde se ind der hvor det gør allermest ondt”.
“Under Uvidenhedens Mørke” spiller på teater Nordkraft i Aalborg den 30. og 31. marts
og på Nationalmuseet den 4. og 5. april. Teatret Solaris tager på turne i 2017.
Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du alle links til vores nye artikler. Del også gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her