Amerikanske præsidentvalg tager prisen som verdens bedste reality show for politiske nørder. Det er ikke bare noget overtegnede påstår, men et faktum.
For det første og helt banalt fordi hele verden taler engelsk og nemt kan følge med i alt fra politiske slagsmål til konkurrencer om førstedamers frisurer eller parodier på Saturday Night Live. Og der er altid underholdende bidrag fra berømtheder, donorer, excentriske rigmænd og vilde debatter med velformulerede kombattanter.
For det andet er der altid, således også i år, en pæn portion særdeles farverige politiske personligheder at gyse frydefuldt over. De er skøre. de amerikanere, hvisker vi til hinanden og så virker vores egne politikere egentlig sært tilforladelige, måske endda, oh skræk, lidt ferske og kedelige. Om end Donald Trump, Ben Carson og Ted Cruz ikke er helt så bizarre som pizzakongen Herman Cain (2012) eller tidligere vicepræsidentkandidat Sarah Palin (2008).
For det tredje sørger de globale nyhedsmedier, der hvert fjerde år med hypnotisk sikkerhed udkommanderer hundredevis af journalister af enhver slags for, at vi alle sammen, uanset hvor vi befinder os på kloden, kan mæske os i prime time American infotainment døgnet rundt. Som salvelsesfuldt annonceret på CNN mandag uden antydningen af ironi: ”Iowa votes – the world is watching.” Så selvsikkert taler supermagtens nyhedsmedier.
Og det er da også den forudsigelige undskyldning, som danske redaktører altid stiller med i slutningen af november, når de mødes af den lige så forudsigelige kritik fra overmætte mediebrugere (og sure udenrigsjournalister fra andre stofområder): ”Hvorfor skal vi høre så ufattelig meget og så detaljeret om USA?”
”Jo, jo, det skal I”, svarer mediecheferne, ”fordi Amerika fortsat er klodens ledende supermagt,” og selvfølgelig også – selv om det siges sjældnere – fordi USA fortsat er det land, vi lytter mest til i Danmark. Også selvom eurofile røster altid indvender, at Europa er langt mere interessant og betyder langt mere for vores dagligdag og økonomi og hvor er det også uretfærdigt, at det ikke er lige så sexet at lave journalistik i og fra Bruxelles eller Berlin.
For det fjerde – og her er vi nået til et punkt, hvor danske læsere gerne må spidse øren – ser vi faktisk noget så rørende, som ægte folkelig demokratisk deltagelse i det primærvalg, der er i gang lige nu og hvis næste slag slås i New Hampshire i næste uge. Og det er fascinerende. Når jeg understreger det, er det fordi, jeg kan fodre grise med alle de kritikere i det danske, som har travlt med at påstå, at de amerikanske politikere er marionetter – købt og betalt af diverse industrimagnater eller at lobbyister og dunkle pengemænd med skumle motiver styrer udfaldet.
Politikere på overarbejde i demokratiets tjeneste
For det er simpelt hen forkert. Ikke at penge er uvigtige. Langt fra – op til valget i Iowa mandag i denne uge brugte kandidaterne samlet ikke mindre end 77 millioner dollar på reklamer og kampagner. Penge betyder virkelig meget. Men man kan bare ikke købe resultatet.
Hvis man havde kunnet det, ville Mitt Romney have gjort det bedre med de næsten 1 milliard dollar som blev spenderet på den konservative sag i 2011/12. Og ved det nuværende valg kan man pege på, at den falmede, nominelle favorit, Jeb Bush – den mest velpolstrede kandidat af dem alle fra starten – intet har fået ud af de 24.3 millioner dollar han indtil videre har brugt på sin kampagne. Jeb ligger og roder på en 5/6 plads, og heraf kan man konkludere, at det ikke nytter noget med penge i banken, hvis kandidaten ikke leverer varen.
Se de i øvrigt imponerende tal fra kampagnen indtil videre i denne illustrative liste over pengestrømmene og beløbene for alle kandidaterne fra The New York Times.Og læg dertil, at de med rette udskældte SuperPacs – de store og meget rige kampagneorganisationer som ikke er tilknyttet en kandidat direkte men alligevel fører kampagne for en eller flere af dem – heller ikke kan styre processen.
Bernie Sanders, der er storfavorit til at vinde i det demokratiske primærvalg på tirsdag i New Hampshire har lige så mange penge at gøre godt med som rivalen Hillary Clinton, og han har ingen SuperPac. Alle hans mange millioner dollar kommer fra små donationer, begejstrede tilhængere, som blot giver 10-20 dollar. De amerikanske vælgere er berygtet for at være bevægelige og vægelsindede. Intet er givet på forhånd og er der noget, amerikanske vælgere hader, så er det at blive taget for givet.
Med andre ord: en af grundene til at så mange fascineres af det amerikanske valg er den korrekte fornemmelse af, at kandidaterne faktisk arbejder røven ud af bukserne for deres resultater. De fleste af dem har været til hundredevis af gammeldags vælgermøder bare i en stat som Iowa og af og til for ikke mere end 20-50 mennesker. Det betyder noget for amerikanerne, at de har været i om ikke nærkontakt med, så vi hvert fald til et møde med deres kommende præsident. Der krammes ikke bare babyer eller trykkes hænder. Der debatteres, argumenteres, diskuteres og bliver ofte råbt og skreget undervejs. Kandidaterne er mast af træthed ved valgets slutning, hvilket er dokumenteret i masser af TV-udsendelser, bøger og film, men det er alligevel værd at understrege som en af hovedgrundene til den globale fascination. Vi er vilde med ”democracy at work” mens de givne udfald i autoritære eller gennemkorrupte stormagter registreres med et skuldertræk. Ikke fordi det ikke er vigtigt, hvem der sidder på magten i Rusland og Kina. Men fordi vi ved, at processen intet har med folkelig deltagelse at gøre.
Nuvel – det er altså den bedste mand eller kvinde, der vinder. Forstået som den kandidat, der dels bedst kan læse folkestemningen og udnytte den, men også forstået som den leder, der kan gå forrest og indgive vælgerne tro på fremtiden. Tro på USA, på økonomien og på verdens største militær – udenrigs- og sikkerhedspolitik spiller ikke den vigtigste rolle ved amerikanske valg, it’s the economy, stupid, som Bill Clintons gamle spinmeister James Carville sagde i sin tid, men rollen som øverstkommanderende for de væbnede styrker skal man kunne spille til perfektion. I en tid, hvor terror konstant lurer som et tema i valgkampen er det en rolle, som alle kandidaterne øver sig på, uanset om de er demokrater eller republikanere.
Clinton på vej mod sejren hos demokraterne
Og hvem er så den bedste – hvem ender vi med at se på stemmesedlen til november? Kom vi nærmere svaret mandag efter primærvalget i Iowa?
Svaret er enkelt: ja. Det gjorde vi i høj grad. I begge lejre. Lad os tage demokraterne først: selv om Hillary Clinton og Bernie Sanders stod – næsten – lige, så endte hun med at vinde om end med den mindste margin nogensinde ved et primærvalg. Og selv om Sanders står til en sikker sejr i New Hampshire – han fører i nogen målinger med næsten 30 procentpoints – så står han tilsvarende dårligt, når valgkampen derefter rykker mod syd mod South Carolina og Nevada sidst i februar.
Her dominerer store ikke-hvide vælgergrupper og det er ikke The Berns kernesegment. Tværtimod. Den unge og hvide bølge af begejstring, som han er surfet på i storbyer og i visse liberale stater har aldrig rigtig været andet end en sjasket vandpyt i Hillary-land down south. Og den eneste gang den aldrende senator er blevet forment adgang til talerstolen, var under et vælgermøde i Seattle i august sidste år hvor to aktivister fra græsrodsbevægelsen, ”Black Lives Matter,” afbrød ham og overtog scenen under det, der skulle have været en hyldesttale til ære for Social Security. Gentagne meningsmålinger har vist, at de sorte vælgere i stor stil foretrækker den tidligere udenrigsminiser. Derfor var det afgørende for Sanders’ kampagne at få skabt momentum i form af en positiv domino-effekt, som to sejre i træk kunne have skabt. Derfor er det nærliggende at konkludere, at alt fortsat ville være muligt, hvis Hillary havde tabt mandag.
Nu bliver det meget svært for Sanders.
Republikansk borgerkrig på tre fronter
Lad os derfor haste over til republikanerne, hvor vi med den eminente konservative analytiker Charles Krauthammers ord er godt gang i en borgerkrig på tre fronter, hvor partiet er ”fristet til at udskifte hundrede års konservatisme med Trumpism.”
Krauthammer peger på tre republikanske strømninger, ”Donald Trumps etno-nationalistiske populisme overfor den traditionelle konservatisme, der fås i to versioner: Ted Cruz’ fundamentalistiske variant over for den reformistiske traditionalisme repræsenteret af Florida Man og adskillige såkaldt establishment candidates – som insidere har kaldt for ’reformicons’”
Flere prominente borgerlige intellektuelle har for nylig i et opgør med Trump – anført af det respekterede konservative tidsskrift National Review – påpeget, at Trump slet ikke er konservativ, noget vinderen af the Iowa Caucuses, Ted Cruz også har sagt flere gange. Krauthammers skelnen er med andre ord ikke ny eller unik, men det forklarer Trumps hidtidige succes, at han har formået at spille så effektivt på den splittelse Krauthammer beskriver. De tre fraktioner blev da også netop nydeligt repræsenteret på de tre øverste pladser i Iowa mandag:
Nummer et: den evangelikalske værdikriger Cruz, der i sin takketale takkede Gud og strøede om sig med bibelcitater og henvisninger til den Judæa-kristne kultur, som USA bygger på;
Nummer to populisten Trump.
Og så overraskelsen på tredjepladsen, Florida Man Marco Rubio, der kun var et procentpoint fra Trump. Rubios tredjeplads sendte hørbare suk af lettelse ind gennem partiledelsen og var en bedrift, som ingen meningsmålinger havde opfanget, hvorfor alle institutterne stod til rituel spank og udskamning dagen derpå, også for ikke at have forudset Cruz’ sejr.
Forventningen blandt de fleste kommentatorer – overtegnede inklusive – er nu, at Trump vil vinde New Hampshire på tirsdag, og at Rubio vil komme på andenpladsen eller muligvis blive nummer tre igen. Herefter er tesen, at flere af de moderate republikanske kandidater vil trække sig, alt efter hvor godt/dårligt de klarer sig; det er f.eks. klart, at John Kasich, Chris Christie, Rubio og Jeb Bush alle kurtiserer det samme segment, og at det er nødvendigt med samling omkring en af dem for at slå såvel den i partiet ekstremt upopulære Cruz og den næsten ligeså kontroversielle Trump.
Kalkulen er, at det er Rubio, der vil komme ud af denne dyst som vinderen. Og dermed blive partiledelsen og donorernes nye yndling. Pengene vil vælte ind til den unge (44) junior-senator fra Florida, der godt nok i sin tid var en erklæret Teaparty-kandidat fra oprørs-midtvejsvalget i 2010, men som samtidig har respektable 10 års erfaring bag sig som politiker, og som i et stykke tid har balanceret behændigt mellem at være i opposition til Washington, samtidig med at han sidder i Senatet.
Ung jurist og veltalende latino
Men lad os så lidt frækt ignorere vinderen Cruz, og satse på, at han glider ud i glemslen – Clinton-lejren har ladet forstå, at man ville elske at have som modkandidat, fordi han af dem ses som decideret uspiselig for såvel uafhængige som ikke-hvide vælgere samt kvinderne – hvem er så Marco Rubio ud over at han er junior-senator fra Florida?
Han er med mine ord fra et portræt jeg begik af ham sidste år uddannet jurist og feltets yngste kandidat. Hans alder ses som en betydelig styrke i opgøret mod Hillary Clinton. Det er god latin i amerikanske valg, at de altid handler om fremtiden, aldrig om fortidens mulige gerninger, og her kunne forskellen mellem den erfarne Clinton og vårharen Rubio ikke være større – eller mere synlig. Derudover har Rubio med sine cubanske rødder også mulighed for at skaffe nogle af de eftertragtede spansktalende vælgere tilbage til det republikanske parti, efter at disse i årevis har hørt hjemme i den demokratiske lejr. Og det er meget vigtigt. Simpel demografi dikterer, at man ikke kan vinde præsidentvalget, hvis man ikke kan få minimum 40 procent af de spansktalende vælgere over på sin side. Sidste gang det skete var i 2004, da George W. Bush blev genvalgt med 42 procent tilslutning fra latinoerne. Til gengæld støvsugede Obama såvel i 2008 som i 2012 denne gruppe for stemmer med henholdsvis 67 og 71 procents tilslutning. Pt. ser det ud som om, at op imod 80 procent af denne afgørende vælgergruppe hælder mod demokraterne, hvilket ville være katastrofalt for republikanerne.
Stod fadder til immigrationsreform
Alt dette kunne Rubio ændre ved – ikke kun grundet hans familiemæssige tilhørsforhold, men også fordi han i 2013 var med i en tværpolitisk gruppe i senatet med tilnavnet ”The Gang of Eight,” hvor otte senatorer, fire fra hvert parti, lancerede et bud hen over midten på en ny immigrationspolitik.
Forsøget mislykkedes godt nok, men alene udkastet anbringer Rubio i en kategori helt for sig selv, eftersom store dele af det republikanske parti glimrer ved ikke at have noget bud på en reform ud over afvisning og udvisning, hvilket naturligvis ikke tiltrækker latino-vælgerne.
Stærk på udenrigspolitik
Af øvrige styrker kan man nævne hans telegeniske talegaver, noget som af og til får hans modstandere til at sammenligne ham med en anden, tidligere ung junior-senator ved navn Obama. Men det er vigtigt, for velsmurt veltalenhed er et krav i vore dages kommunikationstunge valgkampe.
Han er også en dreven udenrigspolitisk debattør med viden om alle nøgleområderne – fra atomaftalen med Iran, som han er modstander af, til kampen mod ISIS, forholdet til Kina og besværlighederne i Mellemøsten. Valgkampen bliver aldrig afgjort på udenrigs- og sikkerhedspolitik alene, men over for den tidligere udenrigsminister, Clinton, anses det som nævnt som en nødvendighed, at den republikanske kandidat kan fremstå med den tyngde, som en potentiel commander-in-chief skal have. På andre kerneområder er han stærkt konservativ – han er modstander af alle aborter, og hans skatteplan vil hovedsageligt komme de rigeste amerikanere til gode, om end han under den tredje republianske partidebat sidste år var hurtig til at pege på, at også de laveste lønninger ville få mere til sig selv med hans plan.
Rubio kan vinde
Konklusion: Rubio er den eneste kandidat, som Hillary Clinton virkelig frygter. Med god grund. Jeg tror også, at han kan vinde valget til november og eftersom de færreste partier frivilligt begår selvmord er det nu som før mit bedste bud, at republikanerne vil samle sig om den eneste kandidat, der virkelig giver Clinton grund til at sove uroligt om natten.
Hvis du har læst og nydt artiklen kan du endog betale mig! Det er imidlertid frivilligt og helt op til dig – 10-20 kroner er faktisk nok. Men du må selvfølgelig selv sætte beløbet. Min Mobile Pay er: 93 85 05 85
Foto: Gage Skidmore, Wikimedia Commons – Marco Rubio speaking at the Iowa GOP’s Growth and Opportunity Party in Des Moines, Iowa on October 31, 2015.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her