mm

Maziar Mazor Etemadi

Filosof, maler, digter og fordragsholder. Født i Iran, har boet i Danmark siden 1980'erne. Efter mange års forskning og undervisning på Aalborg Universitet er jeg blevet mere involveret i malerkunsten og mine digte. Med udgangspunkt i den humanistiske tradition orienterer jeg mig bredt og interesserer mig nærmest for alle aspekter af vores tilværelse. MobilePay: 20993173

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Maziar Mazor Etemadi
på Mobile Pay: 20993173

Nu er det persisk nytår og persisk forår

HØJTID – Det persiske nytår Nowruz bliver fejret lige nu. Maziar Mazor Etemadi forklarer, hvordan fejringen foregår over flere uger og kan sammenlignes med en blanding af samtlige højtider i Vesten. Der gives gaver, affyres fyrværkeri, trilles æg og tændes bål. Fejringen repræsenterer taknemmelighed, glæde, lykke og refleksion – og ikke mindst at foråret endelig er kommet.

I disse dage fejrer vi det persiske nytår, Nowruz. Ordet Nowruz betyder “Den nye dag”. Now = Ny og Ruz = Dag. Det er årets begivenhed for mere end 300 millioner mennesker i de gamle iranske lande og er officielt registreret på UNESCO’s liste over vigtig immateriel kulturarv.

Det er forårets komme, der fejres på klokkeslaget for jævndøgn; jeg husker en gang, vi fejrede dagen ca. kl. 04.00 om morgenen. Newruz bliver fejret af alle iranere, uanset religion, etnicitet, kultur og social baggrund.

Der findes mange ligheder mellem Nowruz og de fester, vi holder i Europa og USA.

Som Maz Jobrani, en iransk komiker og filminstruktør skriver i New York Times: “Jeg begyndte at se flere ligheder mellem Nowruz og mange vestlige helligdage. Den største forskel er, at med Nowruz fejrer vi næsten hver eneste amerikanske fest i en periode på to uger. Det er nytår, som nytårsaften, og vi giver gaver som til jul, vi maler æg som i påsken, vi går dør til dør for godbidder som til Halloween, vi affyrer fyrværkeri som den fjerde juli, og vi slutter det hele med en national skovtur 13 dage efter som i Labor Day”.

Nowruz er taknemmelighed

Nowruz er uden tvivl den ældste, festligste og mest inkluderende nytårsfest i verden.

Traditionerne omkring Nowruz  kan dateres 15.000 år tilbage (før den sidste istid slutter) og er i følge mytologien grundlagt af den persiske konge Jamshied. Sagnet siger, at efter en 14 måneder lang og hård isvinter, kom foråret endelig – og Jamshied erklærede straks den dag for en ny begyndelse, en genfødsel.

Zarathustra sagde: Livet er helligt, og mennesket er frit. I sit helligværk Avesta skriver han, at det gode er at skabe lykke, at kultivere, at plante, at fremme livet, og det onde er lysten og trangen til destruktion og død.

Festen er derfor en stor taksigelse til naturen, som rejser sig i en grøn klædning med farvefulde blomster, kvæg, en taknemmelighed for livet, ilden, vandet, luften og jorden.

Profeten og livsfilosoffen Zarathustra, der levede ca. 1500 år før vor tidsregning, revolutionerede den gamle ariske persiske kultur, der holdt vilde fester med ofringer.

Zarathustra sagde: Livet er helligt, og mennesket er frit. I sit helligværk Avesta skriver han, at det gode er at skabe lykke, at kultivere, at plante, at fremme livet, og det onde er lysten og trangen til destruktion og død.

Zarathustras Gud, Ahura Mazda (den gode gud. Et kuriosum: bilmærket Mazda er opkaldt efter denne gud) er ikke almægtig, men har brug for mennesker til at hjælpe ham med at skabe det gode på jorden. Derfor er menneskertog gud ligeværdige venner. Han indstiftede mange festivaler, heriblandt høstfesten, sommer solhvervsfesten, vintersolhvervsfesten og Nowruz.

Nowruz er glæde

Forberedelserne til Nowruz begynder lang tid før selv dagen og indebærer mange festlige begivenheder. Det begynder med, hvad der kaldes “Khone Tekoni” (at ryste huset). Hele huset bliver gjort rent fra top til tå og i hver en krog. Et hjem kan ikke gå Nowruz i møde uden, at huset er gjort forårsklart. Dernæst købes der nyt tøj til alle i familien. Tøjet tages først på til årsskiftet og ikke et øjeblik før.

Der findes en særlig Nowruz budbringer, der kaldes Khaji Firooz. Han bruger sædvanligvis ansigtsmaling for at gøre sin hud sort og bærer en rød dragt, synger og danser igennem gaderne med tamburiner og trompeter, mens han spreder godt humør og forkynder det nye års ankomst.

Børnene elsker Khaji Firooz, for mens bilerne holder i kø ved trafikken, så dukker de op fra den blå himmel og synger “Jeg er khaji firooz, jeg er Nowruzs budbringer. Jeg dukker op en gang om året”.

En anden og ikke mindre væsentlig del er ild-festivalen natten før årets sidste onsdag. Begivenheden hedder Chahârshanbe Sûrî (Den røde onsdag).

Festivalen fejrer, at lyset og det gode vinder over det mørke. Folk går på gaderne og gyderne for at lave tre bål i en række og for at hoppe over dem, mens de synger den traditionelle sang Zardî-ye man az to, sorkhî-ye to az man:

Overtag alle min vinters dårligdomme, min blege vinterfarve, og giv mig din røde, friske farve og livskraft.

 

Der bliver serveret forskellige slags kager og nødder, og med velbehag og glæde takker man med Chaharshanbe Suri det forrige år for lykke og helbred.

Traditionen siger, at man får besøg af sine forfædres sjæle på årets sidste dag, og mange børn dækker sig selv til med slør.

De løber også igennem gaderne, bankende på deres krus og pander med skeer og banker på dørene for at bede om slik eller en skilling. Ritualet er kaldt qashogh-zany (bank skeen) og symboliserer at slå årets sidste uheldige onsdag.

Nowruz er lykke

Nowruz begynder med, hvad der kaldes Nowruz bordet, Haft Sin (Syv Ser). Det inkluderer syv genstande, som specifikt starter med bogstavet s eller sīn (س) i det persiske alfabet. Der dækkes et smukt bord, og på bordet finder man følgende:

1) Sabzeh – hvede, almindelig byg eller linser, som vokser på en tallerken, som symboliserer genfødsel.
2) Samanu – en sød budding lavet af hvedekim, som symboliserer overflod.
3) Senjed – tørret frugt fra smalbladet sølvblad, som symboliserer kærlighed og dens indre styrke.
4) Sīr – hvidløg, som symboliserer medicin og godt helbred.
5) Sīb – æbler som symboliserer skønhed og sundhed.
6) Somaq – sumakbær, som symboliserer solopgangens røde farve.
7) Serkeh – eddike (før Islam vin), som symboliserer alder og tålmodighed.

På hvert eneste bord finder man en bog, som i de fleste tilfælde er nationaldigteren Hafezs digtsamling, eller digtsamlinger af Saadi, Mowllavi (Rumi), Kayyam, og deres digte bliver reciteret. Digterne betragtes som sandsigere om den kommende tid. Der er kogte æg, som er farvet med smukke mønstre. Der er også en vandkande, levende lys som udtryk for oplysning, og et spejl, som reflekterer alle disse ting overfor beskueren som en påmindelse om deres betydning i tilværelsen.

De islamiske teologer har altid hadet Nowruz, for Nowruz er en fest, hvor livet, naturen og glæden fejres. Og den festligholdelse står i modsætning til den islamiske ideologi, hvor livet er en byrde og et episk fald. De to tilgange til livet er uforenelige

Børnenes store fest begynder lige ved det tidspunkt, året skifter. Så kommer Onkel Nowruz (den iranske udgave af julemanden) med gaver til børnene. Nytårsmenuens hovedingrediens er fisk med masser af lækre retter. Familier besøger hinanden, der gives gaver, spises mad, nødder, frugt, kager og danses i 12 dage.

Nowruz er refleksion

Fejringen slutter på den 13. dag. Denne dag kaldes Sizdah Bedar (ud af døren med d. 13.), for 13 er ifølge gamle persere et uheldigt tal baseret på de gamle fortællinger om de 12 dyrekredse. Sizdah Bedar er en national skovtur, en gigantisk fest i de åbne grønne områder i naturen, ved floder, åer, bække, ofte efterfulgt med spil, leg, musik og dans, som er normalt på familieskovture. Sabzeh, som har stået på Haft Sin bordet indtil da, smides i vandet for at uddrive onde ånder fra husholdningen.

I gamle dage var det også dagen, hvor unge piger og drenge mødte hinanden og kærligheden opstod. Unge piger binder græsblade med ønsket om at nå deres elskede i det nye år.

Dorugh-e Sizdah (13.’s løgn) er også en af de sjove ting. På samme måde som aprilsnar, lyver man for de andre og får dem til at tro på løgnen.
Ved slutningen af dagen er man træt efter to ugers fest, samtaler om livet og af at mindes alle dem, der ikke er længere, og man gør sig klar til det næste år.

Nowruz er lakmus-prøven for den persisk/iranske identitet

Iran er modsætningernes land. Allerede det faktum, at mange kalder sig persere og mange andre kalder sig iranere peger på noget kompliceret.

Lad os kaste et blik på det komplicerede ord “godmorgen”. Indtil 1979 ville en iraner ikke finde det problematisk, at sige “Salam” (hej/goddag). Det blev brugt gennem hele dagen.

Men siden den islamiske overtagelse af magten vil mange iranere blive dybt fornærmede over, at noget benytter sig af “Salam” når de henvender sig til dem. Salam er arabisk og et stigende antal bruger i stedet ”Dorud”, der er persisk for “at være hilset”. For udenforstående kan det forekomme som en national skizofren tilstand men ikke for en iraner. Tingene hænger godt sammen. Det er udtryk for en radikal og total afvisning af den islamiske republik og dens ideologi.

Efter revolutionen i 1979 kørte præsteskabet alt deres ideologiske tunge skyts frem for at kæmpe imod alle de persiske symboler. Deres ideal var og stadigvæk er en arabisering af hele landet.

Det viser sig også i Nowruz. De islamiske teologer har altid hadet Nowruz, for Nowruz er en fest, hvor livet, naturen og glæden fejres. Og den festligholdelse står i modsætning til den islamiske ideologi, hvor livet er en byrde og et episk fald. De to tilgange til livet er uforenelige. Efter revolutionen i 1979 kørte præsteskabet alt deres ideologiske tunge skyts frem for at kæmpe imod alle de persiske symboler.

Deres ideal var og stadigvæk er en arabisering af hele landet. De mener end ikke, at man skal undervises i historien før islams invasion af det persiske rige.

Eftersom samtlige fester i Iran er af persisk og oldgammel oprindelse, indledte regimet en kulturel krig mod dem. De islamiske magthavere ønskede at erstatte dem med de islamiske fester så som Eid Fitr (Ramadan festen) og tilsvarende højtider.

Her rørte de imidlertid ved noget så essentielt og dybt, at folk ganske enkelt nægtede at acceptere det, koste hvad det ville.

Lige efter revolutionen fik de islamiske magthavere også en uventet hjælp i deres kulturelle og værdimæssige krig, nemlig af krigen mod Irak.

Kvinderne smider tørklæderne og der opstår spontan dans og musik på gaderne i et land, hvor dans end ikke er tilladt, især når en kvinde kaster sig ud i en spontan dans, der jo ses som at hidkalde forbandelser over alle de fromme præsters hoveder. Folks lyst og trang til glæde, fryd og lykke har overtrumfet de islamiske magthavere

Khomanei var ikke sen til at erklære, at man ikke kunne feste midt i en krig. Det lød da fornuftigt. Folk holdt en meget behersket Nowruz i 1980 og ’81, men så begyndte teologerne at latterliggøre traditionerne og kalde iranerne for “ild-tilbedere” og hvad der var værre.

Folks svar var at feste endnu vildere. Situationen udviklede sig til tragikomiske situationer, hvor Khaji Firooz med ansigtet smurt i sort og klædt i en rød dragt, syngende og med tamburiner og trompeter, løb for livet midt i trafikken, og bilisterne lukkede vejen for revolutionsgardisternes biler, så disse skæggede mørkemænd med våben ikke skulle nå at arrestere den herlige flygtende Khaji Firooz.

Chahârshanbe Sûrî gik ikke mindre festligt for sig.

Folk tændte bål i gaderne og skynde sig at hoppe over ilden, og hvis militserne dukkede op, løb de væk og tændte bål et andet sted.  Jeg har selv prøvet at løbe frem og tilbage på gaderne for at fejre Chahârshanbe Sûrî.

Sproget blomstrede også. Chadoor betyder telt på persisk. Ved hovedindgangen ved flere parker kunne man ved Sizda Bedar læse: ”Forbudt for hunde og campister med Chadoor (telt)”.

Efter flere års forsøg på at fjerne de persiske fester opgav regimet kampen uden at omfavne de persiske traditioner. Folk har svaret med at holde flere fester og genoplive nogle af de årtusinder gamle højtider, som var gået i glemmebogen, f.eks. den iranske Valentines Dag, Sepandārmazgān, der holdes d. 18. februar.

Nowruz tilhører derfor alle og enhver af os kan – uanset hvilket land, tradition eller kultur vi tilhører – forstå Nowruz budskabet på et intuitivt plan som forårets- og naturens kald. Vi fejrer vores dybe taknemmelighed over at være en del af denne forunderlige verden af dufte, farver, smag og kærlighed

I år er der skete en radikal ændring af festligholdelserne. Efter det sidste oprør for kort tid siden virker det som om, at angsten er væk.

Kvinderne smider tørklæderne og der opstår spontan dans og musik på gaderne i et land, hvor dans end ikke er tilladt, især når en kvinde kaster sig ud i en spontan dans, der jo ses som at hidkalde forbandelser over alle de fromme præsters hoveder. Folks lyst og trang til glæde, fryd og lykke har overtrumfet de islamiske magthavere.

I Iran vinder våben ikke kampen, men den lille pige, den lille dreng, de unge mennesker, der danser på gaderne, den løbende Khaji Firooz, de folk, der hopper over ilden, ja alle for hvem deres persiske identitet er ukrænkelig, om de så er tilhængere af Zarathustra, om de er jøder, kristne, bahai, ateister, kurdere, gilakere, azarbaijanere eller et andet iransk folkeslag – de vinder kampen.

Nowruz er den mest persiske og iranske fest, der kan tænkes, men den er også dybt sekulær, den er ikke kulturbundet, stedbundet, eller sprogbundet.

Mest at alt er Nowruz en fejring af, at livet begynder på ny, på samme måde som naturen kommer til live igen efter en lang vinter.

Nowruz tilhører derfor alle og enhver af os kan – uanset hvilket land, tradition eller kultur vi tilhører – forstå Nowruz budskabet på et intuitivt plan som forårets- og naturens kald. Vi fejrer vores dybe taknemmelighed over at være en del af denne forunderlige verden af dufte, farver, smag og kærlighed.

Nowruz Piruz – Glædelig ny begyndelse.

Foto: Privatfotos

Hvis du holder af, hvad Maziar Mazor Etemadi skriver og har lyst til at støtte hans fortsatte skribentvirksomhed, så modtager han med glæde både små og store beløb på MobilePay 20993173.

Kategorier