Som jeg skrev i sidste uge, begynder landene på Balkan-ruten langsomt at stramme til. Søndag besluttede Serbien tilsyneladende at lukke for afghanske migranter, og det fik straks Makedonien til at gøre det samme, skriver Frankfurter Allgemeine Zeitung.
Kun syrere og irakere får lov at rejse nordpå. Og nu sidder tusinder af mennesker fast på det græske fastland og kan ikke komme videre, skriver både tyske og østrigske aviser mandag. Grækenland siger at man vil lægge diplomatisk pres på Makedonien for at lukke op igen, men det har foreløbigt ikke gjort nogen virkning. Ifølge Frankfurter Allgemeine beklager den græske viceindenrigsminister sig over, at Makedonien ”ikke optræder i overensstemmelse med aftalerne på det seneste EU-topmøde.”
Hvortil man kan sige, at hvem gør efterhånden det, ud over måske Tyskland, og så er Makedonien jo heller ikke medlem af EU.
Billedet er rimelig klart nu: Landene langs flygtningenes hovedrute begynder at lukke ned, i strid med Flygtningekonventionen. Østrig holder hårdt fast i sin dagskvote på 80 asylansøgninger – det giver faktisk også over 29.000 om året. Norge overvejer at gøre noget lignende og afvise folk ved grænsen, hvis asylsystemet i Sverige bryder sammen.
Det er ikke til at sige hvor mange mennesker der kan blive fanget på den måde. En gennemgang af tallene fra FNs flygtningehøjkommissariat viser, at der i ugen frem til og med i lørdags ankom 10.000 flere mennesker til det græske fastland, end der rejste ind i Makedonien.
Foto: Syriske flygtninge. Arsal, Libanon
Kunne du lide, hvad du læste? Så er du velkommen til at dele historien. Du er også velkommen til at donere til fortsatte skriverier på Mobilepay +45 29 86 66 52. Det er helt frivilligt.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her