mm

Poul Arnedal

Poul Arnedal er født i 1947 og har beskæftiget sig med journalistik stort set hele sit voksne liv.
Som freelancejournalist har han siden beskæftiget sig med stort set alle discipliner og sagsområder inden for journalistikken – både som skrivende journalist, tv-tilrettelægger og forfatter. Udover at være exam.art. i Filmvidenskab har han skrevet til alle de landsdækkende aviser og en lang række fagblade, magasiner og ugeblade. Arbejdet for DRTV, TV2, TV3 og Nordisk Film.
Allerede som 20-årig flyttede han til London i en periode, og kærligheden til den engelske hovedstad og interessen for britisk kultur og politik har været dybt forankret i hans DNA lige siden og resulteret i lange og talrige London-ophold.
Han er indtil videre forfatter og medforfatter til ti bøger, som strækker sig fra en bog om Rom sammen med fotografen Søren Rud over klima og natur til krimien, 'Liget i Horsekæret', der foregår i Tisvilde – og London.
Poul Arnedal bor i Tisvilde og slapper allerbedst af, når han kokkererer.
Kan du lide, det han skriver, er du meget velkommen til at indbetale et beløb til ham på Mobile Pay: +45 61416505

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Poul Arnedal
på Mobile Pay: +45 61416505

(Foto: Wiki Commons)

Nobelpristagerens gullaschsuppe fra Hampstead

Han talte aldrig med nogen, men kikkede blot observerende ud i det menneskefyldte lokale. Foran sig havde han en lunken kop kaffe og en A4-blok, hvor han af og til gjorde sig et notat. Et typisk eksempel på en af disse ensomme særlinge, der gør en dyd ud af at virke excentriske, og som London er så rig på.

Igennem et par hundrede år har den lille landsby Hampstead på toppen af en bakkekam 6 km nord for Londons centrum været et yndet tilholdssted for tidens kunstnere af enhver art. Jeg kan i flæng nævne John Keats, John Constable, H.G Wells, Ian Fleming, D.H. Lawrence, Charles Dickens, George Orwell, Leigh Hunt, John Galsworthy, Aldous Huxley, David Storey, George Michael og ikke at forglemme en perlerække af skuespillere og politikere. Det var herfra general de Gaulle ledede De frie Franske styrker under Den anden Verdenskrig, og i nyere tid var Oscar-skuespillerinden Glenda Jackson valgt til parlamentet for Labour i 23 år frem til 2015.

Men det er ikke alle de kulturelle koryfæer, som har boet i Hampstead, der sådan lige har været til at pege ud, når man stødte på dem.

800px-Hampstead_High_Street_Sign_2

Foto: Wikimedia Commons

En engelsk udgave af en italiensk bjerglandsby

I dag er landsbyen en del af Storlondon, men har stadig beholdt en væsentlig del af sit landsbypræg med krogede, stejle gader, der mest af alt får den til at minde om en engelsk udgave af en italiensk bjerglandsby. Og midt på Hampstead High Street ligger en af Londons ældste kaffebarer, The Coffee Cup, som jeg besøgte flittigt i årene 1968 og 69, hvor jeg selv boede i nabolaget. Om dagen arbejdede jeg som underbetalt ’student employee’ i et supermarked. I fritiden holdt jeg meget til på National Film Theatre og skrev filmartikler hjem til det lille danske filmtidsskrift ’die asta’ eller demonstrerede mod USA’s krig i Vietnam og USSR’s invasion i Tjekkoslovakiet.

Udover at opleve filmlegender som Jaques Tati, Nicolas Ray og Jean-Luc Godard ’live’ inde på filmmuseet under Waterloo Bridge, stiftede jeg bl.a. også bekendtskab med den egyptiske ingeniør, Khamal, som udover at være filmnørd var en begejstret beundrer af den egyptiske leder, Gamal Abdel Nasser. På The Coffee Cup gjorde jeg bekendtskab med Avraham, som udover at være kæreste med Sir Julian Huxleys au pair nede om hjørnet, også havde været israelsk kampvognsfører under den netop overståede Seksdageskrig, hvor israelerne havde banket Nassers Ægypten synder og sammen. Avraham og Khamal mødte aldrig hinanden, men jeg nød begges bekendtskaber og kunne joke overfor dem begge, at jeg også kendte deres gamle ’fjende’.

coffeecuph-external

The Coffe Cup anno 2016 – Foto: The Coffee Cup.

”Er I danskere?”

Det var en broget flok, som kom på The Coffee Cup, der var det eneste sted i miles omkreds, hvor man dengang kunne købe en velsmagende kop kaffe. Og stort set hver gang, jeg var der, sad den samme noget lurvet udseende herre i tresserne med kraftige, sorte hornbriller, en stor grå manke, et busket overskæg og en lys trenchcoat med mørke, fedtede kanter på sin faste plads i det ene hjørne henne ved vinduet. Han talte aldrig med nogen, men kikkede blot observerende ud i det menneskefyldte lokale. Foran sig havde han en lunken kop kaffe og en A4-blok, hvor han af og til gjorde sig et notat. Et typisk eksempel på en af disse ensomme særlinge, der gør en dyd ud af at virke excentriske, og som London er så rig på og er med til at afspejle byens mangfoldighed og rummelighed.

En dag var hans faste plads i hjørnet taget af en anden. Han sad midt i lokalet, og de eneste ledige pladser var ved samme bord, så min danske ledsager, Thorbjørn, og jeg tog plads overfor ham, og lod ham i øvrigt passe sig selv. Pludselig brød han ind i vores samtale og spurgte på et engelsk med en kraftig østeuropæisk accent: ”Er I danskere?”

Det måtte vi jo bekræfte, men hvordan kunne han høre det?

”Jo, I taler hverken norsk eller svensk, så det må jo være dansk.” Herefter udspandt der sig en lang samtale, hvor vores mystiske genbo ved bordet afslørede et indgående kendskab til danske forfattere fra Holberg over J.P. Jacobsen og Karen Blixen til Martin A. Hansen og Klaus Rifbjerg. I det næste kvarter havde vi en spændende diskussion om karaktererne i J.P. Jacobsens romaner ’Marie Grubbe’ og ’Niels Lyhne’, som jeg var meget begejstret for. Gået nærmere på klingen fortalte han, at pga. krigen og sin jødiske baggrund var han flygtet fra Wien til London i 1938 og havde boet i Hampstead lige siden. Hans sprogøre stammede fra en barndom, hvor hans oprindelige sprog havde været ’Ladino’, som hans sefardiske forfædre havde taget med sig til det ottomanske rige, efter alle jøderne i 1497 var blev drevet ud af Spanien.

Siden lærte han sig både bulgarsk, som var nationalsproget i hans bulgarske fødeby Ruse, og engelsk, da han som seksårig flyttede med familien til Manchester, hvor hans far arbejdede i en virksomhed ejet af svigerfaren. Efter farens pludselige død, flyttede han med sin mor og sine søskende til Wien, hvor han hurtigt måtte lære sig tysk.

… en fjern hengemt afkrog af filosofiafdelingen

Jamen hvad lavede han så?

”Jeg er forfatter ”

”Hvad skriver du?”

”Jeg skriver bl.a. om menneskemassernes psykologi.”

På vejen ud spurgte vi: ”Hvad hedder du?”

”Elias Canetti,” svarede han.

Ham havde vi godt nok aldrig hørt om. Heller ikke Thorbjørn, der ellers arbejdede i verdens største boghandel, Foyles, på Charring Cross Road. Da han dagen efter spurgte til vores nye bekendtskab blandt sine kolleger i Foyles, skulle han helt op i en fjern hengemt afkrog af filosofiafdelingen på femte sal, før der var en enkelt nørd, som fandt frem til en støvet bog af Elias Canetti. ’”Auto da Fé” hed den på engelsk – ”Bogbrænding” – og den var udkommet på tysk i 1935 under titlen ’Die Blendung’. Senere fandt jeg ud af, at han i 1960 havde fået udgivet en bog med titlen ”Masse og Magt” .

Auto da Fé

Min udgave af Auto da Fé fra 1968

Når vi herefterdags stødte på den mystiske forfatter, nikkede vi pænt til hinanden, men han så ikke ud til at ville indlade sig i samtale og holdt sig til sin notesblok og kaffekop henne i sit faste hjørne.

Jeg fik aldrig læst nogen af hans bøger, og da jeg var tilbage hjemme i Danmark, var der heller ingen, der kendte til ham. Ingen af hans værker fandtes på dansk. Han var tilsyneladende en lige så kuriøs parentes i litteraturhistorien, som hans fremtoning på The Coffee Cup lod ane.

Fuck, ham kender jeg sgu,”

Først tretten år senere, stødte jeg igen på hans navn. Det var, da jeg en middag kl.12 tilfældigvis lyttede til Radioavisen, og oplæseren annoncerede: ”… og årets nobelpris i litteratur er i år gået til den østrigske forfatter Elias Canetti, som i dag er bosat i Wien.”

”Fuck, ham kender jeg sgu,” røg det gennem mit hoved.

Nu begyndte hans værker pludselig at dukke frem ad glemslen. Nogle af dem også på dansk. Nyere titler fra hans hånd så også dagens lys – bl.a. en trebinds selvbiografi.

Samtidig kom der flere spændende detaljer frem om han liv og forfatterskab. Bl.a. at han gennem 29 år levede i noget, der mindede om et ’åbent ægteskab’, med sin hustru, Veza, som både var hans muse og assistent. Allerede tidligt i ægteskabet, mens parret boede i Wien, havde komponisten Gustav Mahlers datter, Anna, været hans elskerinde. I London talte hans kvindelige bekendtskaber bl.a. maleren Marie-Louise von Motesiczky og forfatterne Friedl Benedick og Irish Murdoch. Sidstnævntes forhold til Canetti inspirerede hende bl.a. til romanen ’The Flight from the Enchanter’ (’Flugten fra fortrylleren’).

”The most peaceful place on earth is among strangers.”

Under sine 33 år i Hampstead fungerede han nærmest som en nestor for det lokale litterære miljø (og måske ikke mindst de kvindelige forfattere), men folk, der kendte ham godt, fortæller også, hvordan han foretrak at være en relativ ukendt skikkelse, som kunne færdes uantastet. Når hans telefon ringede, kunne han finde på at foregive at være en kinesisk kok eller en engelsk overklassekvinde, og hans nærmeste venner vidste, at de skulle ringe et bestemt antal gang i træk, før han tog telefonen.

Året før han døde som 89-årig i 1994, udkom sidste bind af hans erindringer, som omhandler årene i London, på tysk. Først i 2005 kom den på engelsk under titlen, ’Party in the Blitz’, og hvor han fortæller åbenhjertigt om sit liv i Hampstead (uden dog at nævne, at han mødte to unge danskere på The Coffee Cup).

Notes from Hampstead

Fire år efter hans død udgav hans datter bogen, ’Notes from Hampstead – The Writers Notes: 1954-1971’ med Canettis personlige notater og overvejelser … som bl.a. var blevet nedfældet på A4-blokken i ensomhed henne i hjørnet på The Coffee Cup. Her lyder en af aforismerne: ”The most peaceful place on earth is among strangers.”

Stadig en fremmed på The Coffee Cup

Og på The Coffee Cup er Elias Canetti stadig en fremmed. Selvom man på den efterhånden ganske populære café gerne fortæller om de mange kendte personer, der gennem tiden har gæstet stedet, så aner man den dag i dag ikke, hvilket litterært koryfæ, der engang har været deres stamkunde. Men når lejligheden byder sig, så kikker jeg stadig inden for på min gamle kaffebar i Hampstead, hvor stort set intet af interiøret har ændret sig. Og det er ikke kun for at drikke kaffe og mindes det tilfældige bekendtskab. Det er lige så meget for at nyde stedets aldeles udsøgte gullaschsuppe, som er blevet føjet til spisekortet, længe efter Canetti for sidste gang rejste sig fra sin faste plads i hjørnet for at vende hjem til Wien, hvor han i 1900-tallets begyndelse var vokset op i det dengang eksisterende Østrig-Ungarske Kejserdømme. Alligevel – eller måske netop derfor – har jeg tilladt mig at kalde min opskrift på ungarsk gullaschsuppe, inspireret af den jeg har nydt på The Coffee Cup, for ’Nobelpristagerens Gullaschsuppe fra Hampstead’.

INGREDIENSER:

800 g kalveskank

700 g kartofler

4 store gulerødder

1 pastinak

3 porrer

2 løg

8 fed hvidløg

1-2 røde chilifrugter (afhængig af størrelse)

Et bundt persille

En dåse flåede tomater

2 spiseskefulde koncentreret tomatpuré

2 spiseskefulde sød paprika

Peber

Salt

1 ½ – 2 l kalvebouillon/hønsebouillon (gerne halvt af hver eller kun kalvebouillon)

Olivenolie

Evt. svinefedt.

(Suppen skal være stærk og nærende. Derfor må der ikke spares på chili og hvidløg.)

TILBEREDNING:

Kalvekødet skæres i mundrette firkanter og brunes i svinefedt eller i olie i en tykbundet stegegryde sammen med paprikaen.

Kødet tages op af gryden, når stykkerne er brunet på alle sider.

Porrer, løg, chili, pastinak og persillestilkene snittes fint

Hvidløgsfeddene pilles og skæres i mindre stykker. Porrer, løg, persillestilke, pastinak og hvidløg kommes i gryden med lidt ekstra olie. Skal simre til det hele er blødt og løgene glasagtige. Må ikke brune.

Flåede tomater og kalvebouillon hældes i gryden til de simrende grønsager. Når suppen igen småsimrer, kommes de brunede kødstykker ned i suppen, og der tilsættes tomatkoncentrat.

Lad suppen koge ved lavt blus i godt en time.

Kartofler og gulerødder skæres i mindre, mundrette firkanter og dækkes til i en skål.

Efter 1 time – eller når kødet begynder at blive mørt – tilsættes kartofler og gulerødder.

Når kartofler, kød og gulerødder er tilpas møre, tilsættes de finthakkede persilleblade og suppen smages til med salt og peber, hvis det er nødvendigt.

Suppen skal være tyk og fyldig – og det bliver den bl.a. takket være de fintsnittede porrer, løg og pastinakken, der også giver smag og næring til suppen.

Når den tilberedes med kartofler, gør den det nemt ud for et hovedmåltid. Vil man servere den som et lettere frokostmåltid, kan man skære ned på mængden af kartofler.

Lad suppen blive ledsaget af rigeligt med groft brød og en halvkraftig rødvin.

Velbekomme !

Kan du lide min artikel, er du velkommen til at indbetale et beløb på min Swipp-konto: 61 41 65 05

Kategorier