Nina Teisen: Alle gør det – ingen snakker om det

af

ANMELDELSE. Nøgenheden er massiv, men pinlighedsfaktoren bliver hurtigt taget ud af Teater Nordkrafts Sex in Situ. Det er som gyserfilm: Har man først set, hvad det hele drejer sig om, er det ikke længere så farligt. Nina Teisen skriver om en forestilling, der når sit mål: At få folk til at tale om sex. Særlig egnet for teenagere og andre, der påtænker at dyrke sex.

De første ti minutter af Sex in Situ er forvirrende. Publikum bliver først sendt op til en 5×8 meter stor seng, vi lige akkurat kan i stå i rundkreds om. Nu skal stykket godt nok handle om sex, men hvad har de egentlig gang i? Vi skal dog ned på scenen. Sengen er kun en stemningssætter.

Jakob og Martina er splitternøgne. Tre piedestaler, et kamera, en stol og et filmlærred udgør scenebaggrunden. Hvor skal man kigge hen? På de nøgne mennesker selvfølgelig, der er ikke andet at se på.

Martina opfører et samleje, solo, og filmen bliver projiceret op på lærredet, mens Jakob fortæller om den seksuelle erfaring, der hører til den seksuelle akt. Vi hører begge parter fortælle om en oplevelse, der både indeholder intens fysisk nydelse, opdagelse og udforskning af sig selv og den anden, stor ømhed og skam.

Nøgenheden er påtrængende

Nøgenheden på scenen er påtrængende, langt mere end i en generisk pornofilm, og jeg er pinligt bevidst om, at jeg sidder ved siden en masse andre mennesker. Sex er jo noget privat, ikke? Men vi skal selvfølgelig se på de nøgne mennesker, og langsomt føres vi ind i en fortælling, der handler om sex, men også om meget mere end selve den fysiske akt.

Vi oplever også stikordspromptede samlejer (simuleret, det er ikke porno, det er kunst) og en livesamtale med en kvinde, der fortæller om en seksuel oplevelse, som skuespillerne fremfører. Til allersidst ledes vi ud til den store seng igen. Hvad der sker her, synes jeg selv, du skal tage i teateret for at se.

Sex in situ er forvirrende, komisk, rørende, voldsom, intens, smuk og grim – sådan som sex er

Sex in situ rummer en stor glæde ved sex og en stor fordomsfrihed om emnet. De nøgne kroppe bliver en del af fortællingen og skifter fra at være et distraktionsmoment til at være en selvfølgelighed. Og hvor er det rart at se nogle kroppe, der bare er almindelige kroppe. Sex in situ er forvirrende, komisk, rørende, voldsom, intens, smuk og grim – sådan som sex er.

Skuespillernes ambition er lave et nyt sprog om sex og kærlighed – vi snakker ikke nok om sex, og når vi endelig snakker om sex, mangler vi faktisk en måde at tale om sex på, så samtalen åbner op. Når vi ikke har et reelt sprog til at dele vores erfaringer, hvordan skal vi så overhovedet dele dem? Hvis et seksuelt sprog, andet end det rent kropslige, ikke findes, kan vi så overhovedet snakke med vores elskere om sex? Eller andre? Når sex trods alt udgør en stor del af vores liv, optager ret meget menneskelig tankevirksomhed og energi, og er ret afgørende for hvem, vi er som personer, så er det vigtigt, at vi kan finde et ægte og omsorgsfuldt sprog at tale om sex som en del af livet, uden at det bliver pinligt, kejtet eller bare til bralrende pornografisk pral.

Det bliver især interessant på et personligt plan at se stykket med min faste teaterpartner. Emil er single, mand og 25, og på mange måder en modsætning til en på sjette år gift kvinde på 34 med et lille barn

Sex in Situ er et interessant stykke i sig selv og eksperimenterer med rammerne for teater, og hvad man rent faktisk kan stille op på en scene. Men det bliver især interessant på et personligt plan at se stykket med min faste teaterpartner. Emil er single, mand og 25, og på mange måder en modsætning til en på sjette år gift kvinde på 34 med et lille barn. Og hvad laver den gifte kvinde så i teateret med en ung mand på 25? Jeg synes, det er utrolig morsomt at fortælle folk, han er min hemmelige elsker, men det er ikke sandt. Vi er bare venner. Og vi har aldrig snakket om sex før. Det har vi nu, og det er faktisk ret spændende at få et maskulint perspektiv på sex.

Vi kom ret hurtigt ind på forskellen på vores nok ret almindelige mandlige og kvindelige heterorettede seksualitet. Over de russiske bobler, der nok også hjælper på åbenhjertigheden, kan jeg godt indrømme, at jeg inderst inde er en primitiv neandertaler, der gerne vil have, at mænd er store og stærke i lige præcis dén situation, selvom jeg ellers hører til ligaen af yderst selvstændige feminister. Til gengæld jeg kan konstatere, at aldersforskellen muligvis har betydning – eller måske det faktum at vi er venner og ikke elskere – for unge mænd i dag lader til at være lidt mere sensitive og lidt mindre bange for at sætte deres maskuline habitus på spil, end da jeg var single.

Dermed har Sex in Situ i hvert fald i vores tilfælde opnået sit mål – at få folk til at snakke om sex.

Aldersgrænsen på Sex in Situ er 16 år, hvilket nok er meget godt. Unge og sarte sjæle kan måske få for meget full frontal nudity, men pinlighedsfaktoren bliver hurtigt taget ud, når nøgenheden netop er så massiv – det er som gyserfilm: Har man først set, hvad det hele drejer sig om, er det ikke længere så farligt.

Til gengæld vil de fleste, der dyrker sex – eller påtænker at gøre det – nok have godt af at se Sex in Situ. Dog er det formentlig især oplagt at sende unge mennesker på 16 og derover i teateret netop for at se, hvad sex også er udover porno på nettet. Sex in Situ giver os mulighed for at tage ejerskabet tilbage over vores egen seksualitet netop ved at give os et sprog, der taler om sex med respekt for individet.

Teater Nordkraft, Aalborg
Spilletid: 24-30 september
Skuespillere: Olga Szymula, Martyna Miller og Jakob Højgård Jørgensen
Iscensætter: Emma Kørnøv Bonde
Varighed: 95 minutter
Aldersgrænse: 16 år

Fotos: Teater Nordkraft.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Nina Teisen

Jeg er fuldtids-freelancer og lever af mine tekster. Hos POV er det kun læseren, der betaler: dig! Det kan du gøre på MobilePay til 2296 4533. Hvis alle læsere betaler en krone kan jeg leve af mit arbejde, så beløbet behøver ikke at være stort.
Jeg er uddannet Cand. Comm., har tidligere arbejdet med kulturformidling på Færøerne og i Finland, miljøprojekt på Fiji, og rejser væk fra civilisationen ved enhver given lejlighed. Blandt andet har jeg vandret tre måneder i norsk og finsk Lapland og cyklet New Zealand rundt. Du kan finde mig her: www.gornogetandet.com.

Seneste indlæg fra

CPH PIX: Custody

SLACK-CHAT – På falderebet nåede POV’s udsendte Emilie Kellberg (EK), Sebastian Cordes
Gå til Top