Nikolina Olsen-Rule: Fra slidt havneby til kulturhovedstad

af

REJSEBREV – Det er ikke kun bouillabaissen, der bobler og syder i den sydfranske storby Marseille. Byens selvtillid fik et kæmpe boost i 2013, hvor den var udnævnt til europæisk Kulturhovedstad. Siden da har borgere, kultur- og turismeerhverv arbejdet på at flytte byens image som slidt havneby til nu at være en attraktiv kulturdestination.

For nylig var jeg med en række museums- og kulturfolk på en studietur til Marseille. Her oplevede vi, hvordan borgerinddragelse og iværksætterinitiativer har positiv afsmittende virkning på de kulturelle tilbud og det urbane liv.

Vi havde fornøjelsen at se, hvordan moderne arkitektur nænsomt smelter sammen med byens historiske områder og ikke mindst visionerne bag et en af modernismens hovedværker, skabt i 1950’erne som ”den ideelle by” med boligblokke svævende over jorden.

Dag 1. Søndagsfestival i byens hjerte

Vi ankommer til Marseille om eftermiddagen. Lyset er skarpt, havnen summer af liv og turen går først til den 90 år gamle begivenhed, Les Dimanches de la Canebière. Sidse søndag i hver måned forvandles byens centrum til en folkelig gadefest, hvor hovedgaden i Marseille på cirka 1 km strækning fra havnefronten til byens centrum spærres af for trafik.

Vi mødes med vores guide, som tager os med til gadefest. Han hedder Cédric Clauquin og er international udviklingschef for 1DLab – et innovationslaboratorium, hvis mål er et styrke formidling og udvikling af uafhængige iværksætterprojekter gennem digitale netværk.

Det nytter ikke noget kun at udvikle oplevelser som alene er målrettet turister. Alle vores tiltag skal først og fremmest udvikles sammen med og for byens lokalbefolkning. Det er turisterne også meget mere interesserede i sidste ende

Vi går sammen gennem hovedgadens menneskemylder. Her er børnefamilier, der leger og spiller gammeldags brætspil i gaden, grupper der indgår i filosofiske debatsessions og kunst- og live performances. Længere oppe i byens midte støder vi på La Rue de Rock, en sidegade hvor musikere stiller op i gaden til vaskeægte garagerock. Niveauet er overraskende højt og stemningen sitrende.

Side om side med de lokale nyder vi i bedste boheme-stil musikken og den gode stemning. Gadekoncerterne udfolder sig side om side med kunstprojekter, gallerier, caféer og hyggelige små spisesteder. En lokal bar skilter med variable priser – efter betal hvad du kan-princippet. Canebière-søndagen er ikke bare en gadefest men et virkelig interessant fænomen.

Man fornemmer tydeligt, at det ikke er et initiativ styret ovenfra. Tværtimod, er det tydeligvis festivalens styrke, at den involverer byens borgere – på tværs af aldre og baggrund. Det virker næsten som en mini-Roskilde i gadeformat.

Filosofidebat i gaden. Foto: Nikolina Olsen-Rule.

En af gadens kunstneriske performances sætter tanker i gang. En mand sidder på en stol i en stålramme. Han sidder tavs med en kæmpestak papirer foran sig. Et efter et brænder han papirstykkerne og overfor ham er en tom plads, hvor publikum kan sætte sig og brænde et stykke papir. Asken fra det afbrændte papir falder ned i store krukker, som efterfølgende skal på museum. Hvert stykke papir symboliserer en person, der er druknet i flugten over Middelhavet.

Værket gør tydeligvis stærkt indtryk på forbipasserende – mest folk, der bliver påvirket af tanken om de mange ulykkelige skæbner.

Men en kvinde føler sig forurettet, og spørger kunstneren, om det er skatteborgerens penge, der sponsorerer papiret, der bliver afbrændt. Et pudsigt spørgsmål. Men ikke desto mindre vidner det om, at borgerne er involverede og ikke står tilbage for at spørge ind og blande sig i debatten.

Kunstperformance i gaden. Foto: Nikolina Olsen-Rule.

Dag 2. Kulturelle knudepunkter

Vi starter dagen ved Mucem – Museum of the Civilizations of Europe and the Mediterranean, en gigantisk museumsbygning opført i 2013 af arkitekt Rudy Ricciotti. Bygningen danner en 72 x 72 meter stor kube. Næsten uanset hvor man befinder sig i bygningen, har man udsigt til havet. Og netop havet spiller en central rolle i den arkitektoniske linje.

Den nye moderne bygning er nænsomt integrereret i et af Marseilles kulturhistoriske knudepunkter, det nyrestaurerede Fort Saint-Jean fra 1660, forbundet med to smukke gangbroer.

Broen forbinder Mucems nye bygning med det gamle fort.

Mucem tiltrækker turister og lokale og i alt 1.5 millioner besøger årligt området. Når man nu endelig er på museet, er et måltid i restauranten, Le Môle Passedat en god idé. Restauranten, der ligger i forbindelse med museets gigantiske tagterrasse, drives af Gérald Passédat, der også ejer den trestjernede Michelin restaurant Le Petit Nice i Marseille, og priserne er absolut medgørlige – €24.50 for frokost med dessert.

Den strålende by – Cité Radieuse

Fra et arkitektonisk monument til et andet. Troen på at det betaler sig at udvikle kvalitetsprodukter i form af gennemtænkt design og arkitektur drev den schweizisk-franske arkitekt, Le Corbusier da han i 1952 opførte et af sine hovedværker, Cité Radieuse i Marseille. Den såkaldte ”bo-maskine” er en kæmpestor betonkolos af et boligkompleks bestående af 337 lejligheder konstrueret som et system af tetris-blokke. Princippet tillader, at hver enkel lejlighed får maksimalt udbytte af lys, der gennemstrømmer rummene fra hver side af bygningen.

Rumplanet er delt op i halvanden etage, sådan, at det store køkken-alrum i stueplanet forskydes i mindre soveværelser på det øvre plan. Hele bygningen er gennemrestaureret og blev i 2016 klassificeret som et Unesco World Heritage Site. Enkelte rum er bevaret med originale farver, indretning og indbyggede skabe. Og sjove detaljer som en køkkenlem er også bevaret. Her fik den travle, udarbejdende, husmoder mad og varer, som nemt kunne tilberedes i det lille handy køkken.

Trods sit brutale ydre af beton står komplekset smukt og rankt, løftet over jorden, som vidne om et idealistisk og samfundsmæssigt eksperiment. Foto: Nikolina Olsen-Rule.

Det kæmpe boligkompleks rummer en indre gade med butikker, en børnehave, et hotel og en bar. Cité Radieuse er et modernistisk gesamtkunswerk, og den er idéen om en moderne boligby, der udgør et selvstændigt økosystem, en idealbolig for datidens gennemsnitsfamilie med mor, far og to børn. Trods sit brutale ydre af beton står komplekset smukt og rankt, løftet over jorden, som vidne om et idealistisk og samfundsmæssigt eksperiment.

Turens sidste stop er La Friche la Belle de Mai – et kæmpe kulturkompleks, indrettet i en nedlagt tobaksfabrik. Ligesom Le Corbusiers Unité Habitation er der også her tale om et mini-univers, men her vi ude i et arbejdsfællesskab for omkring 70 organisationer, hvor godt 400 kunstnere og kreative har deres daglige gang.

Vores guider fører os gennem det kæmpemæssige område, og man fornemmer tydeligt, hvor stort det er med gallerier, sportsområde, restauranter og en fælleshave og endda også en børnehave. Vi bliver ledt op til den 8000m2 store tagterrasse og ind i et galleri med panoramisk vue over hele området. Strukturen bag La Friche er et kooperativ – et kollektiv – med offentlig/privat status. Således er det drevet af de institutioner, der har støttet og fortsat støtter initiativet, sammen med de kunstnere, der bruger det til daglig.

La Friche Belle de Mai, Marseille. Foto: Caroline Dutrey.

På gensyn Marseille

De mange indtryk efter en kulturel tour de force i Marseille bundfælder sig stille og roligt på vej hjem i flyet. Byen er langt fra Pariser-dekadence. Den er rå, slidt, multikulturel, og dens centrum er ikke præget af liebhaverboliger. De ligger gemt godt væk i periferien af byen. Her bor folk, der arbejder og studerer, og man fornemmer tydeligt byens nerve og puls.

Livet på og omkring havnen har altid været omdrejningspunkt. Og hele havneområdet fik også et ansigtsløft i forbindelse med Kulturbyåret, 2013. Ind med de brede promenader og ud med den slidte industrihavn. En tidlig morgentur på havnen er også en god idé. Her møder man de lokale restauratører på vej ned for at gøre et godt køb til bouillabaissen, den provencalske specialitet, der oprindeligt var en spise forbeholdt byens fattige fiskere, lavet på rester af fisk og skaldyr.

På restauranten Chez Loury får man eftersigende Marseilles bedste bouillabaisse. Den kan anbefales.

Kultur som løftestang

  • Ifølge byens viceborgmester går 30 procent af kommunens samlede investeringsbudget til kultur og 1€ investeret kommer 6 gange tilbage i økonomisk vinding bl.a. ved at byen har fået et bedre image og tiltrækker flere turister.
  • Siden 2013 er turismetallene vokset fra 4 til 5 millioner årligt
  • Sikkerhed er kommunens største fokusområde og der er indsat 200 ekstra politimænd og sat 1000 kameraer op i byen
  • Der går ingen direkte flyruter fra København til Marseille endnu
  • I år er byen Capital of Sport og i 2018 er kultur- og turisterhvervet gået sammen om et omfattende tiltag under temaet LOVE, der skal vise, at kultur er vigtigere end nogensinde. Festivalen går fra februar til september 2018.

Hovedfoto: La Friche Belle de Mai, Marseille, Caroline Dutrey.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Nikolina Olsen-Rule

Nikolina Olsen-Rule, født 1970, Cand.mag. i Moderne kultur og kulturformidling, Københavns Universitet, har lang erfaring inden for kulturformidling og design. Hun har tidligere arbejdet i både undervisnings- og bureauverdenen samt skrevet og anmeldt design og kunst for forskellige medier og i bogudgivelser. Til daglig arbejder hun på Designmuseum Danmark, hvor hun siden 2010 har været kommunikationschef.

Seneste indlæg fra

Gå til Top