mm

Jan Eriksen

Jan Eriksen (f. 1958) er oprindelig uddannet bibliotekar, men har arbejdet som journalist og redaktør siden midten af 80'erne. Først på det dengang nystartede Gaffa, hvor han var redaktør i 1986-88.
Fra 1988 til ’94 var han drivkraften bag etableringen af ungdomsmagasinet Chili. Siden har han arbejdet på BT i flere funktioner senest som musikredaktør og kulturredaktør på BTMX.
Eriksen har igennem årene især skrevet om musik, men også film, teater, musicals, tv, Melodi Grand Prix, revy og stand up-comedy. Han har desuden udgivet, redigeret og fungeret som konsulent på flere bøger, både fagbøger og romaner, senest krimien 'Alt det, som ingen ser' (People's Press, 2017). Spørger man ham om højdepunktet i hans karriere, vil svaret til enhver tid lyde: ’At have opfundet navnet ’Kryddersildene’ om Spice Girls.' Hvis du vil bidrage til Jans løn på POV kan du donere til hans Mobile Pay: 22 64 82 35

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Jan Eriksen
på Mobile Pay: 22 64 82 35

En trubadurs livsværk: Niels Hausgaard i Glassalen

ANMELDELSE – At kalde Niels Hausgaards nyeste show ‘På egen hånd 2018’ et kunstnerisk testamente er lige lovlig vældigt. Der er forhåbentlig meget mere folkesang, holdning og spas i 73-årige Hausgaard. I øvrigt ville han næppe bryde sig om ordet kunst. På den anden side kan det nye onemanshow sagtens ses som en opsummering af den nordjyske trubadurs livsværk gennem de seneste 45 år fra den spæde begyndelse som folkesanger til hans status i dag som Nationalsatiriker, skriver Jan Eriksen.

Under den seneste Tønder Festivalen spurgte jeg Hausgaard, hvorfor han ikke længere udsender plader. Udover at den slags ikke sælger, og det er irriterende med en producer, der vil bestemme, lød svaret: ”Jeg skriver næsten flere sange end nogensinde. Dem kan du høre, når jeg optræder.”

Der er mange sange i det nye, næsten tre timer lange jubilæumsshow, hvor Hausgaard for første gang i årevis optræder uden medvirkende musikere.

Påstand: De fleste kommer nok især for at høre folkesangeren tale mellem numrene. Men der er nu også en del at hente i sangene – mon ikke de til en vis grad er en luftventil, hvor Hausgaard lader toppen af sin vrede slippe ud.

Når det gælder troværdig politisk kunst leveret med menneskeligt overskud og smil er der intet over eller ved siden af Niels Hausgaard.

Niels Hausgaard tilbragte en del af sin barn- og ungdom på en opdragelsesanstalt, fortæller han på scenen i Tivoli. Nogle – måske især de mange (særlig borgerlige) politikere, han med egne ord har lagt i gabestokken – vil måske mene, at det ophold var forgæves.

‘Du er formentlig det mest idiosynkratiske menneske, jeg kender,’ sagde Klaus Rifbjerg en gang til Niels Hausgaard. ”Efter at have slået op, hvad det betyder, måtte jeg jo nok give ham ret,” som han siger.

Sådan er det stadig. Mens Hausgaard forberedte sit nye show talte han med en ven, der anbefalede måske at gøre det lidt mindre politisk. ”Det ville blive meget kort,” som han siger. For Hausgaard har stadig mange idiosynkrasier, en stor del af dem er medlemmer af Liberal Alliance. Især Simon Emil Ammitzbøll, der fascinerer mange danske komikere.

Ja, menneskers manglende engagement i verden og i sig selv kan virke provokerende. Men det er vel sådan set menneskers demokratiske ret at vie deres liv til at slappe af

Hausgaards ståsted et eller andet sted i den politiske midte har været kendt i årevis. Man kan være enig eller uenig i udgangspunktet – og man kan som den venlige kvinde, Hausgaard ofte møder i Brugsen – mene, at det er lovlig meget med den gabestok. I betydningen personforfølgelse.

Morsomt er det.

Røvballeficering

Der er et hib til Socialdemokraterne, som Hausgaard kalder ‘Danmarks mest omstillingsparate parti’. Så meget kan siges med bare fire ord.

Der er et besk hib til Kulturminister Mette Boch i en meget, meget morsom passage om hendes nylige mediepolitiske udspil, som Hausgaard kalder et udslag af den omsiggribende ‘røvballeficering’ af samfundet med sigte på den laveste fællesnævner. Røvballeficering. Fantastisk udtryk.

Det er det politiske. Jeg har til gengæld altid haft det ambivalent med den anden faste del af ethvert Niels Hausgaard-show – nemlig de mange figurer i form af familier og venner, der væver sig ind og ud af hans historier.

På den ene side er det uomtvisteligt – også i ‘På egen hånd 2018’ – brandgod storytelling. Hausgaard kan det med at bygge op til pointer med høj jokeværdi, han kan grebet at køre i cirkel og vende tilbage med nålespids timing, der rammer lige præcis, når grinet er ved at blive utålmodigt.

Han er en glimrende observationskomiker med en bred palet af udtryk. Bare den måde han tager bo i sin frisør i en passage – det skal ses.

Hausgaards pegefinger

På den anden side er det lovlig billigt for en mand, der maner til solidarisk inden- og udenrigspolitik, at gøre sig morsom på bekostning af ‘little people living littles lives’, som The Kinks’ altid solidariske Ray Davies engang sagde.

Det går blandt ud over den gode ven Vonse med den pæreformede røv, der går igen i showet. Som det går ud over to tidligere venner, som Hausgaard besøger en aften i en pause mellem to show. De er, som mange af Hausgaards figurer, overvægtige og dumme – med en horisont, der stopper ved det røde fortelt til campingvognen, der nu på x. år står på campingpladsen ved Kolding.

Ja, menneskers manglende engagement i verden og i sig selv kan virke provokerende. Men det er vel sådan set menneskers demokratiske ret at vie deres liv til at slappe af.

Eller som en anden figur, som Hausgaard trods alt har betydelig større sympati for, overlade det til konen at købe pastelfarvede t-shirts til den første ferie i 50 år.

Han taler en del om at blive gammel. Det ser sjovere ud udefra, end det gør indefra, som han siger

Men – og det er vigtigt – Hausgaards pegefinger peger i dag lige så meget tilbage på ham selv, som den peger ad andre.

Om det skyldes Hausgaards mange møder med sine beundrere blandt førstegenerations standup-komikerne, for hvem det at sætte sig selv på spil er motoren, der driver komikken, skal være usagt.

Han taler en del om at blive gammel. Det ser sjovere ud udefra, end det gør indefra, som han siger. Det kan være svært at huske, hvor man lagde sine briller, nøgler, telefon. Der er blevet længere mellem sideblik fra de unge kvinder med store skulderpuder. Man får pludselig ondt i benet uden nogen påviselig grund … medmindre det skyldes et ulvebid.

Drengens blik

Det bliver for alvorlig farligt i en sang om dengang, Hausgaard og alle andre kunder i Føtex vendte ansigtet den anden vej, da en ung dreng fik tæsk af sin far i butikken. Hausgaard glemmer ikke det blik, drengen sendte, da han gik afsted med sin far i hånden. Han glemmer slet ikke sin egen fejhed.

Han glemmer heller ikke en anden drengs blik i bilens bakspejl for mange år siden. Drengen ville sige noget til Hausgaard, men folkesangeren gad ikke tale med flere den aften.

‘Jeg håber, han for længst har glemt episoden. Jeg glemmer den aldrig. Jeg ser stadig hans ansigt i spejlet for mig,’ som Hausgaard selvpinende sagde det.

Det kan kun blive et gæt, men mon ikke manden, der voksede op på en opdragelsesanstalt i lussingernes tegn genkender sig selv i de to drenge.

Som Hausgaard meget smukt konkluderede i en sang om skoledrengen, der får kvast sin blomstrende fantasi af sin lærer: børnene taber, hvis vi opdrager dem til, at to plus to er fire, når vi udmærket godt ved, at to plus to er cirka fire. Mennesker passer ikke til regneark

Det føres elegant op på det overordnede plan.

Hvad er det for et samfund, vi overlader til vores børn med klassekvotienter, der er dobbelt så store, som de burde være?

Som Hausgaard meget smukt konkluderede i en sang om skoledrengen, der får kvast sin blomstrende fantasi af sin lærer: børnene taber, hvis vi opdrager dem til, at to plus to er fire, når vi udmærket godt ved, at to plus to er cirka fire. Mennesker passer ikke til regneark.

En humanistisk stemme

Som SoMe-debatklimaet er i dag, er det fristende at undgå udtryk som ‘anstændighed’ og ‘moral’ i en anmeldelse.

De udtryk er blevet våben i en værdipolitisk krig på kryds og tværs af den blå-røde grænse – især når emnet er flygtninge. Man orker det ikke.

Endnu værre er det med udtrykket ‘humanist’, der øjensynligt giver mange, ofte gejstlige debattører samme smag i munden, som navnet ‘Quisling’ giver mange nordmænd.

Men alligevel. Det er det, Niels Hausgaard er.

Når det gælder troværdig politisk kunst leveret med menneskeligt overskud og smil er der intet over eller ved siden af Niels Hausgaard

Han er en teknisk fremragende komiker, han skriver underholdende folkesange. Hans evne til ene mand at tryllebinde en forsamling i tre timer er imponerende.

Han er først og fremmest en humanistisk stemme, der fra sin udsigtspost meget langt fra København og Facebook råber højt, når han læser, at 50.000 danske børn lever under Unescos fattigdomsgrænse. Som vi i øvrigt har afskaffet i Danmark.

Når det gælder troværdig politisk kunst leveret med menneskeligt overskud og smil, er der intet over eller ved siden af Niels Hausgaard.

Nu på 46. år.

 

 

Fotos: TP Productions.

Kategorier