mm

Marieke Burgers

Forfatter, foredragsholder, mag. art. i kunsthistorie, konsulent med egen virksomhed
Født 1954, i Nijmegen, Holland. Hollandske Marieke Burgers har boet mere end 20 år i Danmark, men er vokset op med bl.a. tigre i baghaven i Indonesien, æsler på øen Kharg i den Persiske Bugt og aber i Afrika. Måske derfor har hun et kritisk øje til de mange ligheder og forskelle mellem danskere, hollændere og andre folkefærd. Hun har publiceret en hel del bøger, artikler og analyser om kulturformidling, museumsoplevelsen, sponsering og markedsføring på både dansk, engelsk og hollandsk. Desuden forfatter til talrige klummer og debatindlæg i bl.a. Berlingske, Information og Politiken, om sprog, kulturforskelle og ”danskhed”. Skrev i 2012 bogen: Smilende Bæster/ Grijnzende beesten,13 fabler på både dansk og hollandsk. Skriver for øjeblikket satiriske, samfundskritiske fabler på engelsk. Bor med mand og sort kat i Charlottenlund.
Et meget lille udpluk:
Game of Bones, januar 2018
Nej, lakrids er altså ikke dansk, Berlingske, 3. oktober 2015
Museer bør tænke på kunderne, Information, 13. december 2012
Bog: Markedsføring af museer – og andre attraktioner, 2002
Edutainment, Marketing the Arts, 1992
Bog: Goudkoorts, Ervaringen met museumsponsoring, 1991

Se alle skribentens artikler

Netsuke – små skulpturer lige ved hånden

KUNST – Har du læst Edmund de Waals slægtsroman “The Hare with the Amber Eyes”, har du stiftet bekendtskab med “netsuke”. Hvis ikke, eller vil du vide mere, så introducerer Marieke Burgers her en uudtømmelig, forunderlig og humoristisk både naturlig og overnaturlig verden – af små, smukt skårne pinde.

En tiger på et stykke bambus, en hvilende okse, en rotte på en svamp, en hare med ravgule øjne.  Men det er ikke kun dyr, der er blevet formet som netsuke [’nets ké’], de små, dekorative og fascinerende pindskulpturer japanske mænd traditionelt havde hængende fra deres kimonobælte (obi) og som ikke er større end 4-8 centimeter. Der er også dansende munke, udmarvede tiggere, frygtindgydende spøgelser, elskende par, lykkebringende guder, ja hele den naturlige og overnaturlige verden er til at finde i japanske netsuke.

Netsuke holder en medicinboks i en obi.

Interessant nok var det en vestlig skik der satte gang i udviklingen af disse små pinde i dette langvarigt lukkede land.

Da portugiserne i 1543 introducerede tobaksrygning i øriget, blev denne luksusvane adopteret af japanerne for sin medicinske og helbredende virkning. De traditionelle, eksisterende læderpunge og flintdåser, som japanske mænd dengang havde hængende fra deres bælte, og som fungerede som lommer for de lommeløse kimonoer, blev videreudviklet til små elegante æsker (inrō), der blev brugt til at opbevare segl, blæk og pensel, tobak eller medicinalurter, og som hang med en snor stukket bag skærfet.

Den pind, der øverst skulle sikre at hele arrangementet (sagemōno) blev holdt på plads, hedder netsuke.

Dress code

I det tidlige 1600-tal blev rygning så udbredt i Japan, at det blev forbudt i 1609, forbuddet blev dog delvist ophævet i 1667 og afskaffet i 1725. Piber, tobakspunge og -dåser blev en del af den maskuline accessory-verden, hvor man kunne vise sin velstand og udtrykke sin personlige smag.

De små kunstværker, der både fungerede som accessory, amulet og diskret statussymbol skulle også gerne være rare at røre ved og med sine fine detaljer en glæde for betragteren

I det rigide klassesamfund under Tokugawa-shogūnatet (1603-1868) med sit urokkelige sociale hierarki af feudalherrer og deres samuraier, købmænd, håndværkere og bønder var der både strikte regler for påklædning og forbud mod at vise alt for megen rigdom. Men især i 1800-tallet blev dekorative genstande, som inrō og netsuke, i stigende grad bestilt af de samfundslag der havde råd. Således har japanske håndværkere i mere end to hundrede år vist deres yppige kunnen og produceret eftertragtet kunsthåndværk, der blev fashionabelt.

Praktisk og personlig

Netsuke (rodfæste) skulle helst være små og praktiske. De skulle ikke være for tunge, men alligevel veje nok og være uden skarpe kanter for ikke at hænge fast i stoffet. De to huller, hvor snoren førtes igennem (himotōshi) skulle helst være anbragt kunstfærdigt, så den lille tredimensionelle netsuke-figur hang i den rigtige position med ”forsiden” frem.

De små kunstværker, der både fungerede som accessory, amulet og diskret statussymbol skulle også gerne være rare at røre ved og med sine fine detaljer en glæde for betragteren.

Kurv med fisk, Edo-perioden. Victoria & Albert Museum, Japan, Room 45, The Toshiba Gallery, case 8.

Træ og elfenben

Netsuke er overvejende fremstillet af forskellige træarter (cypres, kirsebær, ibenholt); det eksotiske, importerede elfenben, marint ”elfenben” såsom narhval eller hvalrostand; hjortetak eller lak. Nogle har detaljer indlagt med perlemor eller koral og andre har et låg af jern, sølv eller guld, nogle var endda lavet af en hel valnøddeskal.

Den mest almindelige type netsuke er katabori (’form-skære’), men der findes andre typer f.eks. manjū, (’bønnemoskage’) som består af to runde eller ovale halvdele eller kagami (’spejllåg’), som består af to dele med låg af metal.

Fin eller fræk

Dyrefigurerne svarer tit til de (kinesiske) stjernetegn: Rotten, Oksen, Tigeren, Haren, Dragen, Slangen, Hesten, Geden, Aben, Hanen, Hunden og Grisen. Ellers er der menneskefigurer af rigtige, mystiske eller historiske figurer såsom latterlige hollændere med store næser og i høje hæle, hverdagsgenstande, planter, fisk, insekter, fugle, monstre og masker.

Noget sjældnere kan netsuke have en dobbeltfunktion, som f.eks. askebæger og flintdåse, abacus, en lille kniv, solur eller endda et teleskop! Og ja, så er der selvfølgelig frække figurer, gemt i små hemmelige kamre der kan drejes frem efter behov.

Famøs eller fup

Den første japanske kilde, der nævner netsuke-skærere (netsukishi), er sværdhandleren Inaba Tsūryū i bogen Sōken Kishō (1781). Selvom størstedelen af hans bog handler om sværd og deres udstyr, nævner han ca. 60 netsukishi, hvoraf de fleste er bosat i Osaka, Kyoto eller Edo (Tokyo). Nogle netsukishi er berømte; Masanao og Tadayoshi blev f.eks. kendte for deres særegne stil og temavalg og Tomotada fra Kyoto for sine ekspressive tigerfigurer.

Udover deciderede falsknerier er der også efterligninger eller ”nær-netsuke” i omløb, som kendere kalder NLO, Netsuke Like Object

Hvis en netsuke har en autentisk signatur fra en af de store mestre, kan den være mange penge værd. Modsvarende findes der også moderne eller billige ”Hong Kong-netsuke” på markedet, fremstillet i kunstharpiks og som japanere nu f.eks. hænger på deres Sony-mobiler.

Udover deciderede falsknerier er der også efterligninger eller ”nær-netsuke” i omløb, som kendere kalder NLO, Netsuke Like Object. De bliver f.eks. fremstillet ved at bore huller i en anden slags dekorativ figur såsom okimono (’pyntegenstand’) eller ved at anbringe en falsk signatur på en billig efterligning. Endelig findes der moderne, kvalitative netsuke, som f.eks. Prins Takamado har samlet og som er udstillet på Tokyo National Museum.

Glosamlinger

I den smukke og meget læsværdige bog The Hare with the Amber Eyes af Edmund de Waal har bankslægten Ephrussi samlet hele 264 netsuke, som historien tager sit afsæt i. De bliver ikke i detaljer beskrevet eller afbildet, fortællingen drejer sig mere om den jødiske families skæbne og samlingens mirakuløse overlevelse.

For at finde de store samlinger i dag skal man gå på museum eller internettet, som f.eks. Victoria & Albert Museum i London, Museum Volkenkunde i Leiden, Holland, Musée Guimet i Paris, Metropolitan Museum i New York eller på internetsuke.com.

Gå endelig på opdagelse i denne uudtømmelige, forunderlige og humoristiske verden, som er lige ved hånden.

Hest, Edo-perioden. Victoria & Albert Museum, Japan, Room 45, The Toshiba Gallery, case 8.

Hovedfoto: POV/Wikimedia Commons.

Kategorier