mm

Sebastian Dorset

Sebastian Dorset (født 29. september 1970 i Aalborg) er standupkomiker, foredragsholder og skribent. Dorset blev student fra Odense Katedralskole i 1990 og debuterede som standupkomiker i 1995 på Britannia i København. Han er uddannet journalist fra DJH i 1997. I 2003 medvirkede han i standuptourneen Fem på flugt med Mikael Wul Mikael Wulff, Omar Marzouk, Lasse Rimmer og Carsten Bang. Har flere gange deltaget i TV2 Zulu programmet Stand-up.dk. Han har medvirket i det årlige standupshow til fordel for Unicef, Talegaver til Børn i 1997 og i årrækken 2003-2008, hvor han var vært sammen med Anders Fjelsted i 2006. Fra 2003 til 2007 var han bagsideskribent på gratisavisen Urban. Fra 2003 til 2009 arbejdede han som redaktør på DRs satireredaktion Tjenesten, der sendte på både P3 og DR2. Sebastian Dorset blev brugt som vært på 6'erens komiske talentshow "Danmarks næste Comedy-stjerne". Han har desuden skrevet materiale til Mette Lisby, Jarl Friis Mikkelsen, Jan Gintberg og Tobias Dybvads program Dybvaaaaad! på TV 2 Zulu, ligesom han i 2008 var medskribent på taler for Villy Søvndal (SF).
Hvis man vil honorere Sebastian for hans arbejde på POV kan man donere til ham på hans Mobile Pay: 22 13 11 62

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Sebastian Dorset
på Mobile Pay: 22 13 11 62

Nationens stolthed

Jeg gik ikke med i Copenhagen Pride-paraden i år. Jeg har gjort det et par gange, og gør det gerne igen, men i år valgte jeg afladsmodellen og købte et støttearmbånd og sad derhjemme med det. Men jeg var et smut på gaden med hunden kort før starten, og fik deja-vue til tidligere år.

Igen i dag mødte jeg smågrupper og enkeltdeltagere på vej til starten på Frederiksberg Rådhusplads i deres kreative, flotte, frække eller sjove kostumer, og jeg fik igen det dér korte stik af indsigt, som sidste eller forrige år: Det er Priden helt udkrystalliseret i et møde mellem to (eller lidt flere) mennesker:

Jeg er kamufleret i min konforme, tilpassede uniform. ”Normal”, (hvis jeg må være så ukorrekt at antage noget sådant eksisterer), og paradedeltagerne er udstillede, og deres kostume understreger, at de er en udsat minoritet. Endnu. Ikke kun på grund af kostumet, der markerer dem i gadebilledet, men også på grund af deres blikke: Enten en smule tøvende og usikre, her før de er nået frem til paraden og dens tryghedssikrende folkemængde, eller også stålsat og uforfærdet: Som et ”Jeg er stolt af den, jeg er”, som det må være opslidende at skulle udstråle hele dagen. Det er den gang om året, jeg tydeligt får følelsen af, hvor heldig jeg er ved at passe trygt ned i en kasse, der bliver betragtet som ”normal”: Almindelig sjusket klædt mand.

Sebastians støttearmbånd - eget foto.

Sebastians støttearmbånd – eget foto.

Jeg kan slet ikke sætte mig ind i, hvordan det er at føle sig udenfor på den måde: Kæmpe med ikke at opfatte sig selv som forkert. Og det skriver en mand, der har gået på Falkoner Allé i gennemsvedt og alt for stramtsiddende cykeltøj, med tilhørende åndssvage sko. Jeg prøver altid (altså ikke i cykeltøjet – den styrke ejer jeg ikke) at få øjenkontakt med de ensomme Pride-deltagere. Give dem et smil, især hvis de virker som en undskyldning for sig selv og kostumet. Måske en kort bemærkning. Bare ”god stil”, ”hvor ser du godt ud!” eller bare ”god tur”. Noget med ”god”, kort sagt, men helst med et par ekstra ord.

Jeg bliver stolt over at bo i et land, og ikke mindst i en by, hvor vi kan have sådan et optog, ikke mindst uden episoder. For dem har jeg ikke hørt om i år. Det gør mig glad og lettet, og jeg smiler stadig ved tanken om den fine ”juletema-gruppe”, jeg mødte, inklusiv to fyre på min egen alder, klædt ud som julegaver. Det var så smukt et syn at se dem i deres tights og papkasse, fornemt pakket ind, og jeg fik sådan lyst til at følges med dem og bare nyde optoget, men jeg vidste ikke, hvor man opstøvede gran eller julemandskostumer lørdag ved frokosttid.

Nu hvor jeg er hjemme, opdager jeg så, at der har været en episode. I en anden galakse, far, far away. Nemlig i Parken. Jeg var der ikke i dag, af nogenlunde samme grund som jeg ikke gik med i Priden, nemlig arbejde: Men ifølge Ekstra Bladet har en mand fået inddraget de regnbueflag, han havde medbragt for at markere Copenhagen Pride under FC Københavns kamp mod AAB – 1-1 på mål af Bassogog og Cornelius, i øvrigt.

Nu kan jeg læse, at mine FCK-venner og mange andre er rasende over, at man ikke lod manden uddele flag til sine venner og vifte med dem. Det forstår jeg egentlig godt. Jeg synes også selv, det bare havde været et festligt indslag, go hvis jeg havde været i Parken og havde fået et flag, ville jeg have viftet med det så en sommerfugl ville være blevet slået ud af kurs i Kina.

Jeg bliver stolt over at bo i et land, og ikke mindst i en by, hvor vi kan have sådan et optog, og jeg smiler stadig ved tanken om den fine ”juletema-gruppe”, jeg mødte, inklusiv to fyre på min egen alder, klædt ud som julegaver.

Men jeg forstår godt Parken begrundelse for at inddrage flagene. JA, alle tænkende mennesker kan være enige om, at regnbueflaget bare er et symbol på tolerance og respekt og mangfoldighed. Men Parken har – siger de – en politik om ikke at tillade politiske ytringer på tilskuerpladserne, og så forstår jeg godt, at de står fast. For at uddele flag til sine venner er en manifestation, og hvis man tillader én manifestation, fordi ”den er vi alle sammen enige om”, så skal man fortælle den næste, der forsøger, at ”nej, dit standpunkt er vi faktisk slet ikke enige om”: Jeg synes ikke at ”nej til tortur” er upolitisk. Det er ikke det samme som, at jeg går ind for tortur – bare fordi jeg leger med tanken under visse tv-programmer.

Jeg synes, man skal tænke på, at man beder frivillige kontrollører om først at skulle vurdere, at den her gruppe af folk, der står med et regnbueflag, de er en tilladt demonstration af en tilladt overbevisning, og derefter at de skal fortælle en anden gruppe, at deres synspunkt ikke er velkomment i Parken. Hvis skiltet med ”stop tortur” bliver trukket frem, når FCK møder et tyrkisk hold? Eller et russisk? Den slags giver bøder og problemer med boldforbundene. Og så hjælper det ikke, at skilteholderne kan sige ”ham med regnbueflagene måtte godt!”

Fodboldfans er barnlige. Jeg ved det, for jeg er selv en: Hvis man tillader én demonstration af politiske synspunkter, så vil alle andre råbe: ”hvorfor måtte han så?!?”, hvis man forsøger at stoppe dem. Og nu tænker du sikkert det samme som mig. Nu tænker du ”regnbueflaget er jo ikke en holdning, for INGEN kan være uenige i det, flaget symboliserer”. Og så er det jeg beder dig læse kommentarerne på Ekstra Bladets ”Nationen”. De er faktisk det bedste bevis for, at Parkens personale gjorde det rigtige. At der stadig er lang vej at gå før alle er tænkende mennesker.

Jeg vil se på det positive: At jeg dels blev mindet om at tage større hensyn og huske at støtte, hvor jeg kan, dels kunne bruge Ekstra Bladets ”Nationen” som en form for argument. Så er der da kommet noget ud af den slamkasse.

Topfoto: Wikimedia Commons – Creative Commons – CC BY-SA 3.0

Kategorier