mm

Henrik Schilling

Født 1964. Uddannet cand. mag i arkæologi samt fagjournalist fra DMJX. Tidligere kommunikationsansvarlig i Sagnlandet Lejre og presseansvarlig på Nationalmuseet. Driver i dag selvstændig kommunikationsvirksomhed med Schilling PR & Kommunikation, der er specialiseret i museer, kulturvirksomheder og attraktioner.

Se alle skribentens artikler

Regeringen kvæler Nationalmuseet langsomt – to procent ad gangen

KOMMENTAR – For et par uger siden meldte direktøren for Statens Museum for Kunst ud, at landets største kunstmuseum skal fyre medarbejdere for at imødegå regeringens årlige såkaldte ”omprioriteringsbidrag” på to procent; en eufemisme for det man ude i virkeligheden kalder for besparelser. Det skete kort tid efter, at Det kongelige Bibliotek også havde varslet fyringer. Og så, kom turen til Nationalmuseet.

Under landskampen mellem Danmark og Australien, som blev vist på storskæm i Palægården, udsendte Nationalmuseet en pressemeddelelse om, at museet skal finde blivende besparelser på over 30 millioner kroner.

Inden for en måned har vi således fået bekræftet, at tre af Danmarks største og vigtigste kulturinstitutioner er ved at blive kvalt af de besparelser, som VLAK-regeringen har pålagt dem.

For tre år siden var jeg i kraft af min stilling som presseansvarlig på Nationalmuseet selv med til at melde ud, at Nationalmuseet over fire år skulle skære mere end fire millioner kroner årligt frem til 2019. I alt godt 16 millioner kroner.

Mette Bock dækker sig ind med forblommede floskler om, at vi lever i en tid med stigende udgifter til sundhed, forsvar og andre områder. Det havde været mere ærligt at sige, at regeringen hellere vil give landets borgere skattelettelser og billigere luksusbiler, end museer af høj kvalitet

Ledelsen valgte dengang ikke at fyre. Den prioriterede mennesker og samlinger. I stedet lukkede Nationalmuseet et par udstillingssteder og skar de store særudstillinger bort for at imødegå den årlige besparelse på to procent af statstilskuddet.

Det var ikke populært. Nationalmuseet fik på puklen over, at man lukkede Orlogsmuseet og flyttede udstillingen til Tøjhusmuseet. Andre var vrede over de aflyste særudstillinger. Det var ikke sjovt, men vi trøstede os med, at Nationalmuseet gjorde det rigtige i at holde staben og enhederne intakte fremfor at holde et højt aktivitetsniveau. Vi skulle holde ud til 2019, hvor besparelserne hørte op.

Nationalmuseet fik samtidig mulighed for at lukke gabet ved at opkræve entré. Det var heller ingen populær beslutning. Men det gav håb og tro på, at Nationalmuseet kunne klare skærene uden at kaste medarbejdere over bord.

Dette kommer det til at koste

Siden har regeringen så valgt at forlænge to procent-besparelserne frem til 2021 og måske længere end det. Og nu kaster Nationalmuset så håndklædet i ringen. Museet erkender, at det ikke er muligt at tjene besparelserne ind, og derfor skal Nationalmuseets direktion forberede sig på at drive museet for 30 millioner kroner mindre om året fra 2021, og det forbereder museet sig på ved at tilpasse budgetterne allerede næste år.

Det er ikke mindre end en katastrofe, som kulturminister Mette Bock og VLAK-regeringen udløser. Selv dækker Mette Bock sig ind med forblommede floskler om, at vi lever i en tid med stigende udgifter til sundhed, forsvar og andre områder. Meget behændigt undlader hun at nævne de skattelettelser, som regeringen har gennemført og vil gennemføre. Det havde været mere ærligt af Mette Bock at sige, at regeringen hellere vil give landets borgere skattelettelser og billigere luksusbiler, end museer af høj kvalitet.

Med 30 millioner kroner mindre at drive museum for, så frygter jeg, at de varslede fyringer bliver voldsomme. Det kan blive en ren massakre, som kan koste hele enheder, samlinger og udstillingssteder livet.

30 millioner er mere end driften af Frilandsmuseet. Skal det lukke? Foto: Wikimedia Commons.

De 30 millioner kroner er mere end det koster at drive Tøjhusmuseet. Det er mere, end det koster at drive Frilandsmuseet. Kan kulturministeren leve med at et af de to steder eller begge to måske lukker?

Hvis Nationalmuseet vælger ikke at lukke udstillingssteder, så står hele enheder og samlinger for skud. Det koster mindre end 30 millioner kroner tilsammen at drive Etnografisk Samling og den tilhørende etnografiske udstilling, Antiksamlingen, SILA, som er Nationalmuseet internationale center for arktisk forskning og Den Kongelige Mønt og Medalje-samling.

Videnstabet er uopretteligt

Uanset hvad, står Nationalmuseets direktør Rane Willerslev i en nærmest håbløs situation. 30 millioner kroner er mange penge, og Nationalmuseet kan ikke nøjes med at indskrænke sine aktiviteter, men tvinges til at tære på hovedstolen og skære i sit eget kød.

Det dybt tragiske er, at besparelserne risikerer at gå ud over den enestående viden og ekspertise, som Nationalmuseet har oparbejdet gennem mere end 200 år. Nationalmuseet har en ekspertviden inden for runologi, numismatik, kalkmalerier og middelalderkirker samt meget andet. Det risikerer at forsvinde for evigt. For når først en enhed er nedlagt, tager det meget lang tid at genoprette den.

Selv om genstandene bevares, er de intet uden dygtige kuratorer. Uden dem dør samlingerne, og uvurderlig viden går tabt for evigt. Uden vidende forskere og formildere kan Nationalmuseet vanskeligt forske i historien og udvikle de attraktive udstillinger og den formidling, som skal sikre kommende generationers dannelse samt trække gæster, turister og indtægter til.

Mange steder er Nationalmuseets spæklag borte, og der er i forvejen skåret helt ind til benet. I det lys sparker regeringen til en, som i forvejen ligger ned

Vi skal huske på, at to procents-besparelserne blot er de seneste besparelser i en lang række af besparelser. En tidligere kollega har fortalt, at da han blev ansat på Orlogsmuseet, var de to inspektører og en direktør i et museum i egen bygning. I dag er der en udstilling og ingen faglige ansatte. Dengang havde Tøjhusmuseet syv faginspektører. I dag er der tre.

Mange steder er Nationalmuseets spæklag borte, og der er i forvejen skåret helt ind til benet. I det lys sparker regeringen til en, som i forvejen ligger ned.

Kulturminister Mette Bocks eftermæle

Det her handler ikke om, hvilken kulturpolitik, der skal føres. Det handler om, at VLAK-regeringen lige nu er i færd med at fjerne hele fundamentet for overhovedet at føre en kulturpolitik på museumsområdet, der har ambitioner og internationalt udsyn.

Hvor et land som Tyskland øger sine statslige kulturbudgetter med mere to milliarder kroner i år, så vælger Danmark at skære ned på de store statslige kulturinstitutioner.

Besparelserne ender med at blive kulturminister Mette Bocks eftermæle, og hun risikerer at gå over i historien, som en kulturminister, der gjorde mere skade på sit ressortområde end gavn

Jeg fatter ikke rationalet.

Jeg har lige været en uge i Wien og oplevet byens mange museer. Over alt løb jeg ind i kinesiske turister, som fyldte på muserne og i gadebilledet. I Wien gør de meget ud af at have attraktive museer med lange åbningstider, enestående faste udstillinger og eksperimenterende særudstillinger, fordi det er noget af det, turister vil opleve, når de besøger museer.

Nationalmuseet er attraktivt for turister fra Kina og andre dele af verden. Det har et stort indtjeningspotentiale, som kan bidrage til museets økonomiske stabilitet. Men det er en forudsætning, at Nationalmuseet præsterer sit ypperste og med bred international appel.

Men fremfor at sikre Nationalmuseet og de andre statslige kulturinstitutioner økonomisk luft og dermed friheden til at være kreative, så vælger regeringen i stedet at pålægge dem sine modbydelige to procents-besparelser. Det fjerner ethvert overskud til at udvikle attraktive udstillinger og tilbud til gæsterne. I stedet kommer alt til at dreje sig om overlevelse.

Kulturministeren og regeringens besparelser driver Nationalmuseet længere og længere ind i et nedadgående, negativt spin. Besparelserne ender med at blive kulturminister Mette Bocks eftermæle, og hun risikerer at gå over i historien, som en kulturminister, der gjorde mere skade på sit ressortområde end gavn.

Topfoto: Aslak Bolts drikkehorn, Nationalmuseet. Wikimedia Commons.

Kategorier