”Når vi siger stop, så stopper I”

af

RACISMEDEBAT: Denne sommer har vi været vidne til flere mediesager, der tager afsæt i, at sorte mennesker i Danmark ikke længere stiltiende finder sig i det, de betragter som hverdagsracisme. Også selv om de fleste etniske danskere tilsyneladende er blinde for det racistiske eller det anstødelige i det, de gøres indsigelser imod.

Der var sagen med DR, der inviterede lyttere til at ringe ind for at fortælle racistiske vittigheder i et radioprogram. Så kom sagen med en afrikaner i Ærøskøbing, der tog anstød af en isreklame. Den benyttede en tegning af en sort dreng, der mere hørte hjemme i 1950’erne. Og senest sagen med handelsstandsforeningen i Bogense, der ville holde gadefest med afrikansk tema. Og meddelte, at en af arrangørerne ville møde op udklædt som zulukonge – sminket ”blackface”.

Den sorte debattør Mica Oh har efterhånden fået nok af danskernes manglende vilje – eller evne – til at se det racistiske i deres handlinger. Og forklarer her, hvad hun efter snart 40 år i Danmark mener om danskernes reaktionsmønster.

I den aktuelle racismedebat undrer jeg mig ofte over, hvad de fleste danskere bliver sure over.

Der er ingen minoritet, som kommer og tager hus og hjem fra jer. Ingen stjæler jeres bil eller fortæller jer, hvor skabet skal stå. Det eneste, I reelt bliver bedt om, er, atI skal tænke over måden, I taler til os på. At I tænker over, hvad der på os kan virke diskriminerende, og som mærkes racistisk på os.

Det virker som en overraskelse på de fleste, at Danmark er et racistisk land. Ja, det siger så sig selv, at majoriteten af befolkningen også er racistisk i en eller anden grad.

I alle de år jeg har levet i Danmark, har jeg imidlertid ofte, når jeg mærkede racismen bølge hen over hovedet på mig, påtalt den.

Og hvis ikke jeg blev mødt med en småfornærmet attitude, så blev jeg i hvert fald tvunget til at grine med, som dengang vi alle grinte med, da Paprika Steen sang; ”Jeg kan kun lide hvide mennesker”.

Godt nok i en parodi af, hvor umusikalske hvide mennesker kan være, men parodien går begge veje – den er lige så meget et eksempel på, hvordan det sorte menneske gøres til en stereotyp.

Den sidste tid har vist, hvor fastgroet racismen er i det danske mindset. Hvor svært det er at slippe det med at kunne grine af de sorte. Hvor hverdagen også består i at nedgøre og grine af det, som ikke lige er noget, man kan eller vil forholde sig til.

Og ja, der kan ikke være tvivl om, at Danmark er et skønt lille land, som ligger trygt i en dal, hvor der er frodigt og naturen er mild og smuk. Men det ændrer ikke ved, at vi er del af verden udenfor Danmarks grænser, og selvom mange meget gerne vil referere til USA, som det store racistiske udland, når talen falder på racisme, så kan jeg til manges store overraskelse meddele, at racisme ændrer karakter, alt efter om den udfolder sig i USA, Storbritannien, Asien eller Danmark. Racisme ændrer ikke form eller farve.

Vi ved godt, at det er sundt at grine sammen. Men fremover bliver grinet også på vores præmisser, ikke kun jeres. Så når vi siger stop, så stopper I, uden at vi skal hele racismesnakken igennem for 17. gang. I respekt for den grundlæggende regel, at når et menneske siger stop, så mener det stop. Og så stopper man

Og nu kommer vi til det. Det betændte og det som vi ikke kan tale om: Racisme er en hvid magtstruktur. Vikinger, trælle. Vestindien, slaver… I ved. Danmark kan ikke komme udenom sin egen lange historie, hvoraf slaver og slavehandel udgør en betydelig del.

MERE POV
Finn Nørgaard mindes

Og sådan har verden, ikke bare Danmark, set ud i mange hundrede år. At hvide mennesker har undertrykt minoriteter, blot for kapitalismens og profittens skyld. Billig/gratis arbejdskraft, ingen indflydelse, ingen rettigheder, ingen medbestemmelse.

Det er kun 100 år siden, at I stoppede med det pjat. Det er ikke længere tid siden. Sidenhen skulle vi udstilles, så det hvide menneske rigtig kunne se, hvordan et menneske fra Afrika så ud. Tegninger af karikerede sorte mennesker fremkom som reklamer på kolonialvarer, hvor man kunne betragte et sort menneske, der går rundt uden tøj på, tungt udsmykket og med store røde læber.

Hermed blev det også gjort til noget almindeligt, at sådan så et sort menneske ud. Og sådan lærer man fortsat børnene i Bogense, at en sort mand ser ud i 2017. De børn får lært at gøre grin med en anden etnicitet end den hvide. De lærer at være diskriminerende, og at det at være sort er noget, man uden videre kan gøre grin med og grine af.

Og nu kommer det næste bump på vejen; det som nærmest er mere betændt, end at skulle sige ”hvide dansker”, og at danskere er racister – ja, også i en generaliserende tone:

For nu er det sådan, at vi ikke gider mere.

Vi ved godt, at det er sundt at grine sammen. Men fremover bliver grinet også på vores præmisser, ikke kun jeres. Så når vi siger stop, så stopper I, uden at vi skal hele racismesnakken igennem for 17. gang. I respekt for den grundlæggende regel, at når et menneske siger stop, så mener det stop. Og så stopper man.

Og hvis der gives en forklaring, så modtager man den. Man bliver ikke ved eller bliver småfornærmet, fordi man bliver bedt om at lade være med at overskride mine grænser. Stop er stop. Nej er nej. Overgreb er overgreb. Som racisme føles, når man udsættes for den.

Det vigtige er her at forstå, at racismedebatten er mere end det, den er blevet på det sidste: en krig om meninger. Om hvad ”der er racistisk” og hvad der ”ikke er racistisk”.

Men meninger er mere end ligegyldige, når det handler om en magtstruktur, som skal ændres. Og jo mere vi siger fra og råber op, jo mere bliver vi på to sekunder kaldt ud som værende ”racister mod hvide danskere.” For vi skal ikke sige fra – vi skal ikke råbe op.

Vi skal, hvis det står til jer, holde vores kæft, og grine med. Og når en hvid dansker siger, at det ikke er racistisk men kulturhistorisk at kalde en sort for neger, eller udstille os som mennesker med ben i næsen, så er det ikke racistisk eller diskriminerende, må vi bare forstå. Diskussionen er færdig! Basta!

Men som sagt er det altså bare sådan nu, at vi som ikke vil kaldes for negre, ja vi tier ikke længere stille. Hvad enkelte undtagelser føler, bestemmer de helt selv. Men vi er mange – et altovervejende flertal af personer med afrikansk baggrund i Danmark – som ikke vil tiltales med ordet neger.

MERE POV
Tag til Saudi Arabien Kronprinsepar!

Og vi er mange, som ikke vil høre det som et gængs og vanligt ord i medierne. Vi er mange, som er trætte af at høre på hvide såkaldte eksperter, fortælle om vores historie og om, hvorfor vi handler, tænker eller føler, som vi gør. Og i øvrigt også om, hvorfor vi ønsker at gøre op med racismen.

Med andre ord: vi kan godt fortælle vores egen historie. Vi er mange, som ikke længere vil finde os i at se os blive karikeret som noget, vi ikke er. Og vi er mange, som ikke griner med mere. For ærlig talt, der er intet at grine af.

Derimod har den hvide dansker meget at lære, når det handler om forståelse, accept og respekt for ikke blot et andet menneske, men også en anden kultur, som ikke er jeres egen, men som bor indenfor de samme landegrænser som jer.

Jeg skal ikke undskylde min væren, jeg skal ikke lade mig grine ad. Og jeg skal slet ikke tvinges til at grine med, når det reelt handler om at grine af min etnicitet og på min hudfarves bekostning.

Jeg skal lyttes til, lige så vel som du også vil høres. Jeg griner med, hvis jeg også synes, noget er sjovt. Jeg skal respekteres, lige så vel som du ønsker respekt tilbage. Bare fordi jeg er din medborger, din nabo og din ven.

Illustration: Michael Dorbec.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Mica Oh

Mica Oh er født i Seoul i 1975 som datter af en sort amerikansk far og en sydkoreansk mor. Fem år gammel kom hun til Danmark som adoptivbarn. Som teenager brød hun med adoptivfamilie og provinstilværelse, og stod pludselig alene i verden i København. En livserfaring, der har formet hende. Mica er uddannet socialpædagog og har især arbejdet med unge mennesker, som levede livet på kanten af samfundet. Senere studerede hun filosofi, ligesom kunst og det kreative felt også har fyldt hendes hverdag.
Verden har altid betaget Mica, og hun har haft muligheden for at mærke livet – i 1990’erne boede hun i en årrække i bl.a. Sao Paulos favela og Spaniens mest fattige afkroge.
I mange år arbejdede hun også som selvstændig indenfor modebranchen. Hun har været indehaver af modelbureauet Peepers, som specialiserede sig i plus size modeller, det man i dag kender som ”curvy fashion”. Hun ønskede hermed at sætte fokus på mangfoldigheden blandt kvinder i det hele taget. Micah Oh har altid været hende, som satte spørgsmålstegn ved alt - menneskerettigheder og kampen mod racisme og diskrimination har været en livslang passion. Derudover er hun mor til en næsten voksen søn og intersektionel feminist. Og har i øvrigt sunget jazz, så længe hun kan huske.

Tags:

Seneste indlæg fra

FAR FAR VEL

Emilia van Hauens far er død. I denne tekst, som løber over
Gå til Top