mm

Asger Røjle Christensen

Asger Røjle Christensen: Erfaren journalist, forfatter, analytiker, kursusarrangør og rejseleder. Med base i Tokyo det meste af året forsøger Asger med faglighed og engagement på mangfoldige måder at skabe større viden og forståelse for Japan og dets nabolande blandt danskerne. Han har en fortid som Tokyo-korrespondent (1989-1995) for blandt andre Politiken, udlandsredaktør på Aktuelt (1995-2000) og på Ritzau (2000-2004), chef for Orientering på P1 (2004-2006) og forsideredigerende på nettet hos DR Nyheder (2006-2013).
Siden november 2013 har han drevet sit eget lille enmandsfirma, der blandt andet udgiver nyhedsbrevet forkant.nu med hurtige analyser af de hurtige nyheder fra Japan og omegn. Efter et par år som korrespondent for Kristeligt Dagblad har han siden sommeren 2017 været Japan- og Korea-korrespondent for Weekendavisen. Ellers kan man følge hans forskellige digitale gøremål på www.asgerrojle.com og på diverse sociale medier.
Han har i over 30 år været lykkeligt japansk gift og har tre forbløffende fornuftige voksne sønner.
Hvis I har mod på at honorere denne uges blog med et beløb og på den måde bidrage til, at der kommer mange flere af slagsen, kan det ske via Mobile Pay på 26360251.

Se alle skribentens artikler

Når unge japanere kysser hinanden er det alvor

SEIKATSU – japansk hverdag: Kysser man hinanden eller holder hånd på et offentligt sted, så er man et par på den forpligtende måde. Men før der kan blive tale om ægteskab, skal forældrene være med til at tage beslutningen.

Min dansk-japanske søn viste mig forleden nogle klip fra en episode fra den japanske tv-kanal FujiTV’s show ”Terrace House”. Det er nærmest en pendant til Paradise Hotel eller Big Brother, og der ligger en hel sæson på det danske Netflix med engelske og danske undertekster. En meget japansk oplevelse for dem, der har lyst til sådan en.

Scenen er ikke noget aflåst hus – og slet ikke nogen fjern solbeskinnet strand. Nej, de seks deltagere bor i de uger, showet kører, sammen i en luksuslejlighed lige midt i Tokyo med pigerne i det ene værelse og drengene i det andet værelse. De skal jo have deres nattesøvn og passe deres arbejde eller studier ved siden af. Vi er i Japan.

Der er bestemt heller ikke megen afklædthed. Deltagerne er omhyggeligt castede, de er søde og charmerende og ser supergodt ud i al deres ærbarhed, men det er ikke det, der er det pikante ved showet. Det er ikke det, seerne sidder på spring for at opleve.

Hvilken type kan du lide?

Til gengæld bliver der snakket meget – og flirtet ikke så lidt. De tager også lidt på date på forskellige cafeer to og to uden så meget som at røre hinanden.

Gennem hele den lange sæson i lejligheden snakker de tre unge piger og tre unge fyre i romantiske vendinger om, hvilke ”typer” de kan lide og ikke lide – mens det er op til eksperter og kendisser i tv-selskabets studie, der følger med i alt, hvad der foregår, at spekulere i, hvem af de tre piger der ville passe bedst sammen med hvem af de tre fyre.

Sæsonen kulminerer efter mange episoder med et enkelt kys mellem to af deltagerne. Og et andet drama opstår, da en af de mandlige deltagere forlader lejligheden efter at være blevet afvist af den af pigerne, han bedst kunne lide. Han bliver efter få dage afløst af en ny fyr.

Hånd i hånd på bjerget

Senere bliver også en af pigerne udskiftet, og de to nye deltagere, en iranskjapaner, der er vokset op på Hawaii, og en hattedesigner, tager på date med hinanden på bjerget Takao vest for Tokyo, hvor de holder i hånd.

Det lægger man naturligvis mærke til i panelet i studiet. Ekspertkommentarerne lyder sådan her:

”Han gjorde det bare så naturligt. Det er altså stort at holde i hånd i Japan. Men han gjorde det bare” – ”Er det helt normalt for dem fra Vesten?” – ”Det spiller i hvert fald en rolle” – ”Men de japanske piger bemærker da, at en dreng tager deres hånd” – ”Hun ved det udmærket godt, ja”.

Utroskab

Da jeg hørte min søn fortælle om Terrace House og dets beboere, kom jeg i tanke om en fjollet internet-undersøgelse, som jeg læste om tidligere i år, og som portalen R25 havde foretaget blandt 200 japanske kvinder i 20’erne og 30’erne, der alle var eller havde været i et fast forhold.

77 procent gav udtryk for, at de ville opfatte det som utroskab, hvis de gik i seng med en anden mand. Men for 76,5 procent, altså næsten den samme andel, gik grænsen for utroskab ved bare at kysse en anden mand, og hele 58 procent mente, at det ville være utroskab, hvis de så meget som havde holdt en anden mand i hånden.

At kysse og holde i hånd opfattes i Japan som en meget intim ting, især hvis det foregår på offentlig gade og vej. Hvis nogen ser to mennesker kysse eller holde i hånd med nogen, uanset hvor flygtigt, det er, så opfattes man automatisk som et par på den forpligtende måde. Jeg kan huske, at min japanske svigermor for mange år siden meget gerne ville have haft, at min kone lod være med at holde mig i hånden ude i byen, før vi var gift.

Selvfølgelig ser man i dag mange unge holde i hånd, især på universiteterne og i deres omegn. Men så er det også, fordi nogen har behov for at vise hele verden, at ”her er mig og min kæreste”. Så er det i den grad et par.

Sex i det skjulte

Anderledes med sex, som heldigvis sjældent foregår, hvor andre ser det. Så længe ingen ser det, og så længe ingen i ens omgangskreds ved det, opfattes det ikke nødvendigvis som forpligtende på samme måde. Og så er det altså 23 procent af pigerne i førnævnte undersøgelse, som ikke engang opfatter det som utroskab.

Kulørte mandeugeblade er hyppigt fulde af pikante historier om gymnasie- og universitetspiger, som tjener til studierne ved at få penge for sex eller noget, der grænser tæt op til det, af flinke midaldrende onkler, som de har mødt på internettet eller i dertil indrettede klubber.

Det er ret svært at finde troværdige tal på, hvor udbredt fænomenet er – men relativt udbredt, det er det. Og hvis ingen i pigernes familie eller på deres skole nogensinde får det at vide, så får det næppe nogen stor indvirkning på deres pæne facade-tilværelse. Hvilken psykologisk bagage de slæber på i resten af livet, er selvfølgelig en anden sag.

Arrangerede ægteskaber

Husk på, at det ikke er meget mere end halvanden generation siden, at de fleste ægteskaber i Japan i større eller mindre grad var arrangerede ægteskaber.

Den tids unge japanere forelskede sig utvivlsomt lige så meget og lige så ofte, som man gør i dag, og som man gør i resten af verden. Det var bare ikke nødvendigvis særligt afgørende for de store beslutninger om ens fremtid, der på et tidspunkt skulle tages.

Det er ikke længere tid siden end, da jeg første gang kom til Japan i firserne, at forældrene normalt havde et større cirkus i gang med inddragelse af gamle skolelærere, chefer på arbejdspladsen og professionelle ægteskabsbureauer i jagten på at finde den rette ægtemand eller ægteviv til deres sønner og døtre.

Forældrene på banen

Selv i dag er det en markant forskel til situationen i Vesten, at selv de vildeste unge med violet eller orange hår – og den ene kæreste efter den anden – normalt vil acceptere som den naturligste ting i verden, at deres forældre er med til at tage beslutningen, når og hvis der en dag skal tages stilling til ægteskab.

I de fleste familier vil den unge mand eller kvinde, som det handler om, selvfølgelig i dag have vetoret. Men der er overalt en holdning om, at det er godt og sikkert at have forældrene med i beslutningen, så man ikke i næsegrus forelskelse tager en beslutning, som man vil fortryde senere i livet.

Her er der stadig nogle familier – omend mange færre end før – som bruger betydelige summer på at hyre detektivbureauer til at grave i den anden families økonomiske forhold, før forældrene giver deres besyv.

Så kan de være nok så rørstrømske og romantiske i lejligheden i Terrace House.

POV International lønner ikke sine skribenter. Men hvis du gerne vil støtte mig og hjælpe mig til at få tid og råd til at skrive flere japanske hverdagsklummer til POV, er du velkommen til at donere til mit arbejde via Mobile Pay: 2636 0251. På forhånd tusind tak.

Foto: Gitte Udsholt

Kategorier