Når undertrykkelse virker logisk, fornuftigt og velbegrundet

af

Bogen bag den succesrige tv-serie “The Handmaid’s Tale” er værd at læse, fordi den om muligt endnu bedre end tv-serien forklarer, hvordan marginalisering af mindretal og diskrimination ikke er tilfældige historisk begivenheder; de er et resultat af nogle bestemte underliggende strukturer i det moderne samfund, som vi må identificere og forstå for at kunne dæmme op for dem. Filosoffen Zigmund Baumans teorier kan forklare, hvordan det er de samme mekanismer, der gør sig gældende i Nazi-Tyskland, i det teokratiske helvede i tv-serien og i de tendenser, vi i dag ser i USA og Europa, skriver Maria Busch i dette essay.

I disse dage, uger og måneder er der en veritabel buzz omkring tv-serien The Handmaid’ Tale (Tjenerindens fortælling), der er bygget over den canadiske forfatterinde Margaret Atwoods fremtidsfiktive roman af samme navn.

Overalt er serien, der i Danmark kan ses på HBO Nordic, blevet godt modtaget, fordi mange mennesker – og ikke mindst kvinder – føler, de kan spejle sig i seriens dystropiske og misogyne fremtidsunivers og se nogle tendenser, der skræmmende hurtigt kan blive til virkelighed i kølvandet på valget af Donald Trump til USA’s præsident og den nationalistiske og populistiske bølge, der skyller ind over Europa.

Tv-serien, men især romanen, tilbyder en mulighed for at identificere og forstå de mekanismer, der har resulteret i de nuværende forhold, der eksisterer i store dele af den vestlige verden – herunder kvinders (manglende) rettigheder.

Handlingen kort

Serien og romanens handling er centreret omkring hovedpersonen Offreds tilværelse som tjenerinde i det patriarkalske, teokratiske diktatur Gilead. En global miljøkatastrofe har gjort mange kvinder ufrugtbare (det er nogle mænd også i tv-serien, men det er tabuiseret), så styret tildeler overklassenægtepar en fødedygtig tjenerinde, hvis eneste formål er at føde børn til dem.

Både roman og serie tilbyder på en elementært spændende og fængslende måde en forståelse for de nuværende forhold, der eksisterer i store dele af den vestlige verden – herunder kvinders (manglende) rettigheder.

Vi følger Offreds tanker under hendes tredje tjenesteperiode, som hun tilbringer hos ‘Kommandaten’ (Fred) og dennes kone Serena Joy. Via Offreds tanker og flashbacks til hendes tidligere tilværelse med mand og barn før Gilead-styret får vi ikke kun et indblik i hendes eget liv men også livet for en lang række andre  – især kvinder – i de forskellige sociale lag.

Vi følger deres kamp for at overleve og for at bevare deres forstand i et samfund, der kun er beboet af etniske hvide (serien adskiller sig her fra bogen, hvor alle afroamerikanske kvinder er sendt i eksil), hvor frugtbarhed og social status definerer kvinders rang, hvor der slås benhårdt og ubarmhjertigt ned på alle forsøg på opsætsighed eller oprør og hvor menneskerettigheder generelt, men kvinders rettigheder specielt, er stærkt begrænsede. Tjenerinder må fx ikke læse eller tale.

Serien afspejler dagens virkelighed

Du kan læse en anmeldelse af serien i en fin artikel her på POV.

I Danmark er serien, som så mange andre steder, blevet særdeles godt modtaget af både publikum og anmeldere. Politiken og Soundvenue har fx givet serien seks hjerter/stjerner og Filmmagasinet Ekko og Berlingske har begge givet den fem stjerner.

Også uden for landets grænser er serien blevet positivt modtaget af kritikere såvel som seere. I en amerikansk artikel kan man fx læse tre kvinder fra henholdsvis Indien, Brasilien og USA fortælle, hvordan de oplever, at serien er en spejling af de forhold, de selv lever under, og adskillige journalister og debattører ser serien som en kommentar til Trumps USA.

Margaret Atwood, der oprindeligt havde DDR – det nu hedengangne Østtyskland – i tankerne som skræmmebillede, udtalte sig i en artikel i The New York Times 10. marts 2017 om serien og dens nuværende relevans.

Bogen er endnu bedre

I kølvandet på seriens sejrsgang har Atwoods roman oplevet en revival og ligger nu øverst på Amazons bestsellerliste. I Danmark ligger nyoversættelsen Tjenerindens fortælling på flere netbutikkers bestsellerliste, selvom den først udkom den 22. juni i år, og på top 20 over de mest populære romaner på Københavns Biblioteker.

Hvad er det ved denne roman der gør, at vi her 32 år efter den første gang udkom, oplever denne intense interesse for dette fremtidsfiktive univers – nu også i tv-serien? Det er der selvfølgelig ikke noget enkelt svar på. Alligevel vover jeg det bud, at både roman og serie på en elementært spændende og fængslende måde tilbyder en forståelse for de nuværende forhold, der eksisterer i store dele af den vestlige verden – herunder kvinders (manglende) rettigheder.

MERE POV
Kan man nedlægge sine forældres gravsted?

Da jeg sommeren 1986 læste En tjenerindes fortælling, oplevede jeg ikke, at bogen gav mig en bevidst forståelse af de strukturelle forhold, der gør undertrykkelse af kvinder mulig.

Jeg var ikke særlig teoretisk funderet på daværende tidspunkt. Jeg læste de bøger, der fungerede som spejle: Gav mig mulighed for at forstå mine egne følelser og nærede min længsel efter en anderledes verden, der var indrettet efter mine holdninger og overbevisninger. Bøger som viste mig verdens beskaffenhed og hjalp mig med at finde min plads i den.

1980’erne var et sandt overflødighedshorn af kvindelige forfattere som Lisa Alther, Marilyn French og Fay Weldon. Jeg læste dem alle med samme sult. Med samme længsel. Med samme ønske om at forstå.

Lige så lidt som Holocaust var en tilfældig historisk begivenhed, lige så lidt er diktaturet i det fiktive samfund Gilead i Tjenerindes fortælling en tilfældig historisk begivenhed. De er begge resultatet af nogle bestemte underliggende strukturer, vi må identificere og forstå for at forhindre, at noget sådan sker – igen.

Jeg forstod, at de kom med betragtninger over, hvordan kvinder blev behandlet. Hvordan der ikke var plads i verden til deres følelser, deres drømme. Jeg læste og forstod, uden at kunne sætte ord på min forståelse.

Her godt 30 år senere, mange års teoretisk læring og tænkning senere, evner jeg i langt højre grad bevidst at udpege og forstå de underliggende strukturer, der naturaliserer, muliggør og effektuerer undertrykkelsen af kvinder. Jeg kan i dag sætte ord på det, jeg engang forstod, men ikke kunne udtrykke.

Holocaust var ikke en tilfældig begivenhed

Især hæfter jeg mig ved den forklaringsmagt, jeg finder i den polske filosof og sociolog Zigmund Baumans Modernity and the Holocaust.

Lige så lidt som Holocaust var en tilfældig historisk begivenhed, lige så lidt er diktaturet i det fiktive samfund Gilead i Tjenerindes fortælling en tilfældig historisk begivenhed. De er begge resultatet af nogle bestemte underliggende strukturer i det moderne samfund. Nogle strukturer, som vi må identificere og forstå for at forhindre, at noget sådan sker – igen.

Den underliggende struktur i Nazi-Tyskland, der muliggør Holocaust, og skabelsen af det teknokratiske militærdiktatur i Atwoods roman er med Baumans ord: “the non-emotional, professional, industrial, technocratic, and routinized bureaucracy in which responsibility is dispersed and subject to endless buck-passing.”

Forklaringskraften i Zygmund Baumans teori om den bureaukratiske rationalitet rækker selvfølgelig langt ud over både Nazi-Tysklands Holocaust og Gileads teknokratiske helvede på jord.

Begge systemer er rationelle i den forstand, at de iværksættes ud fra en overordnet utopisk idé om en bedre, smukkere designet verden, hvor alle, der ikke passer ind, må elimineres. Som Bauman skriver:

“Often they were killed in a dull, mechanical fashion with no human emotions—hatred included—to enliven it. They were killed because they did not fit, for one reason or another, the scheme of a perfect society. Their killing was not the work of destruction, but creation. They were eliminated, so that an objectively better world—more efficient, more moral, more beautiful—could be established.”

Statsbureaukratiet gør de umenneskelige gerninger mulige

Tjenerinderne dræbes ikke fysisk, men elimineres som selvstændige individer, der fratages retten over egen krop og sind. De er fødemaskiner for overklassen i Gilead. De er underlagt statsautoriserede voldtægter. Kun så længe, de er frugtbare, kan de bevare deres status som tjenerinder. Derefter kan de elimineres fysisk.

Det er altså ikke befolkningens ondskab, der gør det muligt at opretholde disse systemer. Det er befolkningens ligegyldighed overfor næsten, der er blevet til “dem”, “de andre”, “dem der ikke passer ind i vores verden”.

I Nazi-tyskland og i Gilead er det den høje grad af rationel organisering, statsbureaukratiet, der muliggør de umenneskelige gerninger, forklarer Bauman:

“The more rational is the organization of action, the easier it is to cause suffering—and remain at peace with oneself.”

Den tredje komponent, som muliggør Holocaust i Nazi-Tyskland og kvindeundertrykkelsen i Gilead, er netop folkets evne til at bidrage til – eller lukke øjnene for – disse uhyrligheder:

MERE POV
Geo Jackson - en sort Dirch Passer

“[T]he overwhelming majority [of Germans] preferred to close their eyes and plug their ears, but first of all to gag their mouths. Mass destruction was accompanied not by the uproar of emotions, but the dead silence of unconcern.”

At opnå dette kræver blot, at såvel nazisterne som magthaverne i Gilead foretager en fysik og psykisk adskillelse mellem “dem” og “os”. Med Baumans ord:

 “Responsibility is silenced once proximity is eroded; it may eventually be replaced with resentment once the fellow human subject is transformed into an Other.”

Det er altså ikke befolkningens ondskab, der gør det muligt at opretholde disse systemer. Det er befolkningens ligegyldighed overfor næsten, der er blevet til “dem”, “de andre”, “dem der ikke passer ind i vores verden”. Det er selve adskillelsen mellem “dem” og “os”:

“It was such a separation which made it possible for thousands to kill, and for millions to watch the murder without protesting. It was the technological and bureaucratic achievement of modern rational society which made such a separation possible.”

Den utopiske idé om et arisk paradis på jord og et samfund behersket af en overlegen overklasse fungerer således som en legitimering af (u)gerningerne, statsbureaukratiet fungerer som værktøjet til (u)gerningerne og folkets ligegyldighed som facilitator for (u)gerningerne. Som Bauman formulerer det:

“The design gives it the legitimization; state bureaucracy gives it the vehicle; and the paralysis of society gives it the ‘road clearsign.”

Det er altså den indre rationalitet i et system, som kan føre til – og aktuelt fører til, at uacceptable forhold og marginalisering af bestemte befolkningsgrupper kan forekomme fornuftigt og velbegrundet. Dette er for mig at se essensen i Margaret Adwoods roman Tjenerindens fortælling. Romanen og dens dystopiske univers er hendes eminente litterære og feministiske fortolkning af de mekanismer, der frembringer et mysogynt samfund. Et samfund, hvor undertrykkelsen af kvinders seksualitet, krop og sind ikke alene synes fornuftig, men nødvendig.

Bauman formulerede det således:

“Det lys, som Holocaust kaster over vores viden om den bureaukratiske rationalitet, bliver først for alvor blændende, når vi forstår, i hvor høj grad selve Endlösungs idé var et resultat af den bureaukratiske kultur”.

Forklaringskraften i Zygmund Baumans teori om den bureaukratiske rationalitet rækker selvfølgelig langt ud over både Nazi-Tysklands Holocaust og Gileads teknokratiske helvede på jord. Tænk aktuelt på Trumps USA, tænk kvindeundertrykkende samfund i hele verden. Tænk på mennesker på overførselsindkomst og flygtninge i vores egen lille andedam. Du kan selv fortsætte listen.

Om du læser og ser tv-serier for at spejle dig, danne dig en mening, blive underholdt, forstå bevidst eller ubevidst, så vil jeg klart anbefale, at du læser Tjenerindes fortælling, ser serien eller gør begge dele. Både roman og serie giver dig nemlig mulighed for at gøre det hele.

Topillustration: Fra omslaget til “The Handmaid’s Tale” (Vintage Classics, 2010).

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Maria Busch

Maria Busch er cand. mag. i historie og engelsk fra RUC  har i en lang årrække været ansat som kommunikationsmedarbejder på Københavns Universitet. I dag er hun langtidsledig kommunikationsmedarbejder på kontanthjælp. Hun bruger sin blog beprettyplease.dk til at sætte fokus på, hvordan det er at bebo det golde kontanthjælpsland.  Maria er født og opvokset på Nørrebro, hvor hun stadig bor.

Seneste indlæg fra

CPH PIX: Custody

SLACK-CHAT – På falderebet nåede POV’s udsendte Emilie Kellberg (EK), Sebastian Cordes
Gå til Top