Da lyset gik ud i New York

af

KLUMME  – Nytårsaften gik Danmark næsten i stå. YouSee gik ned over hele landet, og ingen kunne se tv. Det fik mig til at mindes den aften i New York City for 51 år siden, da lyset gik ud på hele den amerikanske østkyst, og jeg så et medlem af Kennedy -familien dirigere trafikken på et kulsort Manhattan uden trafiklys. Lise Hjorth husker en aften i USA, hvor mange troede, at supermagten var under angreb udefra.

Jeg arbejdede på 31st St og Broadway, en blok væk fra Macy’s, så efter arbejde gik jeg til en tur gennem stormagasinet, før jeg tog the subway i Macy’s kælder hjem til Queens. Men der, mens jeg stod på 3. eller 4. etage i verdens største stormagasin, blev alt pludseligt bælgmørkt, som i kulsort.

Det var afdelingen for glas og porcelæn, og en snedig dekorationsafdeling havde fundet på at hænge glashylder op i tynde metaltråde, så hylderne og vinglas ligesom svævede i rummet. Ikke det mest egnede sted til mørkeleg. Jeg satte mig direkte på gulvet og afventede, at lyset kom tilbage. Det gjorde det ikke. Der var ingen nødblus, ingen flashlights, ingen stearinlys. Der var nogle kunder med lighters (det var dengang, amerikanerne stadig røg) – og en stille puslen rundt i mørket, for hvem var vi, hvor mange var vi, og hvor var vi. Efter nogen tid samledes vi uendeligt forsigtigt i et hjørne, og siden gik vi ned ad alle trapperne til stueetagen. Absolut ingen anede, hvad der var sket.

Det var afdelingen for glas og porcelæn, og en snedig dekorationsafdeling havde fundet på at hænge glashylder op i tynde metaltråde, så hylderne og vinglas ligesom svævede i rummet.  Ikke det mest egnede sted til mørkeleg.  Jeg satte mig direkte ned på gulvet og afventede, at lyset kom tilbage.  Det gjorde det ikke.  Der var ingen nødblus, ingen flashlights, ingen stearinlys.

Rygterne svirrede rundt i området, hvor jeg stod i nærheden af døren ud til Herald Square. Jeg var jo lidt ovenpå, fordi jeg var ”stormagasinvant” og europæer, men tænkte alligevel, at jeg godt lige ville tale med min mand, for hvad i alverden skete der. Husk, vi var i perioden omkring Bay of Pigs, en myrdet Præsident Kennedy, spændinger omkring raceintegration og så videre.

Der var kø ved de fire betalingstelefoner, så jeg stillede mig op. Det virkede ret håbløst, men efter nogen tid henvendte en ung sort mand sig til mig og sagde, at jeg måtte få den forbindelse, han havde fået i røret.  Jeg aner ikke hvorfor, jeg var ikke synderligt oprevet, han var bare sød og venlig. Så jeg fik fat i min daværende mand ved første forsøg. Han sad hjemme i Queens, havde fået tidligere fri, var blevet kørt af en fra jobbet og sad nu og hyggede med transistorradioen, gasblusset i køkkenet og stearinlys – det var 9. november, så juleudstyret var klart. Transistorradioen hjalp nu ikke så meget, ingen anede noget – og i øvrigt var mange radiostationer også gået i sort.

Det var sikkert russerne

Jeg besluttede mig for at forlade Macy’s og blev mødt af højlydte protester fra forretningens egne vagter og de fremmødte cops, som var kommet for at beskytte os. Man vidste nu, at al lyset var gået ud langs den amerikanske østkyst, fra Ontario og hele vejen ned over staterne til Pennsylvania og selv Vermont var ramt, 30 millioner mennesker uden elektricitet.

Det var sikkert russerne, der angreb. Fjenden – og det var selvfølgelig derfor, at jeg kom jeg til at tænke på denne historie nytårsaften, første gang en skrev på Facebook ”det er russerne”. Jeg tænkte lidt fandenivoldsk, at jeg ikke ville stå i et bælgmørkt Macy’s, hvis rygterne talte sandt, og forlod forretningen for at gå hjem til Queens.

MERE POV
Manden, der rejste efter døden

Og jeg kom hjem, efter en ganske vidunderlig og spændende tur gennem Manhattan. Det var fuldmåne, og fordi byen var mørkelagt, kunne man se stjernerne lyse over skyskraberne.

Jeg gik fra Macy’s ad 34. gade til Fifth Avenue. Der var ret stille, man smilte til dem, man mødte. Mange hilste og kom med bemærkninger. Pludselig var New Yorks indbyggere fælles om en stor oplevelse. Jeg læste siden, at der kun blev anmeldt fem tilfælde af lootings, og at det var den roligste nat på Manhattan i årtier. Det vidste jeg naturligvis ikke, mens jeg gik der, og selvom klokken nu nærmede sig otte om aftenen, var der forbavsende få mennesker på gaden.

Vidunderligt og uforglemmeligt

På min vandring passerede jeg Saint Patrick’s Cathedral og gik indenfor for at hvile mig lidt og for at føle mig lidt tryg. Katedralen, som jeg kendte så godt både fra billeder, fra besøg og fra fjernsynet, da Præsident Kennedy blev begravet, var næsten fyldt af mennesker.

Der var hundreder, hvis ikke tusinder af stearinlys og en meget smuk, men stille hvisken. Vi talte sammen: “hvor var du, hvor skal du hen”. Vi talte om Rockefeller Centre på den anden side af Fifth Avenue, hvor nogle var kommet ned ved at tage trapperne, mens andre sad fast i elevatorer mellem etagerne. Om passagerer, som sad fast i togvogne under byen i de uendelige subwaytunneller, og om hvem der angreb Amerika.

Pludselig begyndte en sort kvinde at synge Ave Maria. Først stille og så steg hendes stemme og andre stemte i og sang med hende.  Det var vidunderligt og uforglemmeligt.

Man vidste nu, at al lyset var gået ud langs den amerikanske østkyst, fra Ontario og hele vejen ned over staterne til Pennsylvania og selv Vermont var ramt, 30 millioner mennesker uden elektricitet. Det var sikkert russerne, der angreb. Fjenden

Jeg måtte jo videre og gik igen ud på Fifth Avenue, hvor miraklerne fortsatte. For lige der midt i et gadekryds stod Anthony Perkins, som da var noget af det lækreste på datidens filmlærreder. Han dirigerede trafikken, og ingen tog notits af, at det var ham. Længere oppe, i krydset ved 59th Street, hvor jeg skulle dreje til højre, stod en af  Kennedy politikerne og agerede traffic cop, lige så uanfægtet og lige så upåagtet som Anthony Perkins. Totalt surrealistisk.

Her stak jeg så tommelen i vejret og forsøgte at få et lift over broen. En bil standsede da også, og tre fire velvoksne mænd sprang ind i den, før jeg overhovedet nåede at komme af fortovet. Heldigvis var bilisten en gentleman og forlangte, at jeg skulle med, presset ind mellem de andre.

På den anden side af Hudsonfloden bliver subwayen til the Elevated – toget kører oppe i luften, mens biltrafikken holder til under det. Her blev jeg sat af. Der var ikke mere gentleman at hente hverken fra chaufføren eller fra de fire, som havde shanghajet ”min” bil.

Det var over midnat. Der var totalt øde. Og enhver der har set amerikanske krimier husker scener fra området under ”the Elevated”. Området var enormt, mørkt og uhyggeligt.

En gentleman i mørket

Jeg kendte vejen hjem, men havde jo aldrig gået den, vidste kun, at hvis jeg kunne gå under togbanen, så ville jeg til slut komme til min egen station. Pludselig så jeg en meget høj kraftig mand komme imod mig, ud af skyggerne.

Vi talte sammen, “hvor var du, hvor skal du hen.”  … om passagerer, som sad fast i togvogne under byen i de uendelige subwaytunneller, og om hvem der angreb Amerika. Pludselig begyndte en sort kvinde at synge Ave Maria. Først stille og så steg hendes stemme og andre stemte i og sang med hende.  Det var vidunderligt og uforglemmeligt.

Min fantasi fejlede ikke noget, det var en sort mand i et område, hvor der ikke boede mange sorte, midt om natten, på en tid i Amerika, hvor de færreste sorte og hvide sludrede sammen. Det ville være håbløst og ret latterligt at begynde at løbe sin vej, så jeg vendte mig i stedet mod ham og sagde, ”Åh, hvor er jeg lykkelig for at se Dem, jeg er så bange og skal gå hele vejen hjem til Astoria, hvor min mand venter mig”.

MERE POV
Frie kvinder, arabiske mænd og afrikanske nætter

Og endnu et mirakel skete. En gentleman stod foran mig og foreslog, at han kunne følge mig hjem, indtil jeg var i sikkerhed. Og det gjorde han så. Vi to, et ret umage par, vandrede sammen under fuldmånen, stjernerne og de standsede togs skinner, hjem til Astoria, hvor min nye ven ventede på gaden, indtil jeg oppe fra vinduet på 5. sal havde signaleret, at alt var godt.

Der var ingen russere. Det var en menneskelig fejl, som forårsagede op til 13 timers kaos. Som kostede millioner af dollar, og historierne fortalte senere, at fødselstallet ni måneder efter steg voldsomt. Heller ikke det var sandt. Selvom det var en sød historie.

Topfoto: Pixabay, Creative Commons. Farvelægning og redigering: Annegrethe Rasmussen.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Lise Hjorth

Lise Hjorth er født i 1939 og boede i sin ungdom i mange lande og har siden rejst rundt i endnu flere.  Var i New York City ansat i verdens største brancheforening for stormagasiner NRMA, hvor hun blandt andet var redaktør for et månedsskrift for personalechefer i detailhandlen i 42 lande.  Siden boede og arbejdede hun i Canada, Belgien, Norge for til slut at være først uddannelseschef siden salgschef i Magasin du Nord koncernen for den selvstændige afdeling Magasin FirmaService. I dag bruger Lise Hjorth en del tid som administrator af den lukkede Facebookgruppe (for tidligere Magasinmedarbejdere), som hun har været ophavskvinde til  Lise Hjorth gør desuden et stort arbejde for at  hjælpe og besøge tibetanske flygtningebørn i Indien, og hun var en af demonstranterne fra den kinesiske præsidents besøg i 2012, hvor dansk politi stik imod Grundloven tog tibetanske flag fra demonstranterne. Så lige nu tilbringes mange og lange dage med at være til stede under Tibetkommissionens høringer.   Lise er i bestyrelsen for Støttekomiteen for Tibet – og har oprettet gruppen WOW-tft  Women of the World- teaming for Tibet på Facebook plus en lukket gruppe "Køer og Tibetanske Børn i Selakui" – for venner og familie, som støtter skoleprojektet for tibetanske refugee børn i Indien.  Fotografering er en stor hobby, som udøves måde med børnebørnene i ind- og udland som villige motiver og i Charlottenlunds eventyrligt smukke Forstbotanisk Have, som også jævnligt får en kærlig hånd med grønne fingre med i besøget. Lise bor i dag nord for København.

Seneste indlæg fra

Gå til Top