mm

Nils-Christian Nilson

Nils-Christian Nilson går under navnet Nille. Han startede sin journalistiske karriere som elev på Middelfart Venstreblad i 1962. Som han siger "mesterlæren var ikke så dårlig." I 1963 startede han på Politiken, hvor han bla. arbejdede som Tysklandskorrespondent fra 1978-1981. Fra 1987 - 2015 var han ansat på Ekstra Bladet på en række redaktioner herunder den politiske. I dag er han fraskilt, bor i ejerlejlighed på Frederiksberg, spiller en masse squash og giver 30-40 år væk på banen. Foretrukne feriebeskæftigelse er cykelture i Kretas bjerge (75 km/t nedad) eller bjergvandringer på Gran Canaria (helst ikke mere end 800 højdemeter). Læser en masse historisk litteratur, og det er en undskyldning for spændingsromanerne. Som journalist har han især beskæftiget sig med arbejdsmarkedsforhold, dansk politik og udenrigspolitik, afbrudt af ca. 10 år som redaktionssekretær.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Nils-Christian Nilson
på Mobile Pay: 20333031

Når penge og politik vokser sammen

KOMMENTAR – Partierne nægter at afsløre, hvem de får pengene fra, en minister går direkte fra at være erhvervsminister til en højtlønnet stilling som erhvervenes talsmand, en statsminister har svært ved at skelne mellem sig selv som politiker og privatperson. Forbindelsen mellem penge og politik er et mørkt kapitel i Danmark.

På Folkemødet på Bornholm stillede folketingsmedlem Martin Geertsen, V, et tilsyneladende naturligt spørgsmål: ’Må statsministeren ikke gå i byen med sin kone’. Forsamlingen buhede ham ud, og mødet fandt endda sted på Berlingskes stand.

Baggrunden er følgende: Da Lars Løkke Rasmussen blev statsminister, kappede han forbindelsen til LøkkeFonden og indsatte sin hustru, Solrun, som formand. Så statsminister Løkke har intet med LøkkeFonden at gøre, det har kun hustruen. Og dermed opstår der igen en af de uskønne sammenblandinger af ’Privat-Løkke’ og ’Statsminister-Løkke’.

Vi har igen oplevet en ny uskøn sammenblanding af penge og politik. Med dags varsel forlader en glad og smilende Brian Mikkelsen, K, sit hverv som erhvervsminister for at – ja at modtage et job som cheflobbyist

LøkkeFonden holdt en velgørenhedsmiddag med 125 fremtrædende erhvervsledere, der kan være millionærer eller mere, som tilfældet måske er med Lars Seier Christensen, stifter af Saxo Bank, der tit søger Løkkes selskab og også var der den aften.

Selvfølgelig præsiderede formanden for LøkkeFonden, Solrun Løkke Rasmussen over middagen. Og hun havde lige så selvfølgelig taget sin ægtefælle med. ’Må statsministeren ikke gå i byen med sin kone’, som Martin Geertsen spurgte.

Det er her, kæden springer af. De 125 pengemænd møder ikke op til en velgørenhedsmiddag med en fyret eller efter et ønske fratrådt skolelærer for at hælde millioner i en fond. De kommer selvfølgelig for at møde og gøre indtryk på statsministeren, og vi ved jo fra Kvotekonge-sagen, at man kan betale sig til at få statsministerens øre.

Men, som jeg kan forstå: Statsministeren var der jo ikke, det var kun Solrun Løkke Rasmussens ægtefælle, der var tilstede. Og så er alt vel i orden. Eller hur?

Lynskifte fra minister til cheflobbyist

Vi har igen oplevet en ny uskøn sammenblanding af penge og politik. Med dags varsel forlader en glad og smilende Brian Mikkelsen, K, sit hverv som erhvervsminister for at – ja at modtage et job som cheflobbyist med et stykke over tre mio. kr. i årsløn for at gøre sin indflydelse gældende, især over for det ministerium, han lige har forladt som chef. Brian er glad. Mere nøgterne iagttagere har en beskidt smag i munden.

Brian Mikkelsen, Lene Espersen og Karen Hækkerup kan være glade for, at vi ikke har tyske demokratiske tilstande i Danmark. Det ville have forhindret deres ubesværede overgang fra politik til lobbyisme

Fredag 22/6 kl. 09.30 sidder Brian Mikkelsen i sit nye kontor i Dansk Erhverv. Og kan straks ringe til sin tidligere højre hånd, departementschef Michael Dithmer, for at fremføre Dansk Erhvervs ønsker. F.eks. om mere udenlandsk arbejdskraft. (Her skal det nok noteres, at Dithmer er en uangribelig embedsmand af den solide, gamle skole, men alligevel).

Politikere bør være renere end Cæsars hustru. Demokratiets styrkes, hvis der er berettiget tillid til de tre søjler: Den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Og hvis ’den fjerde statsmagt’ har frie og gode arbejdsmuligheder, hvad den ikke længere har i Danmark. Det kommende borgerlige ’medieforlig’ svækker kritiske mediers muskler og derved deres mulighed for at drive undersøgende journalistik.

Så Brian Mikkelsens lynskifte fra at være minister til at være cheflobbyist er med til at svække tiltroen til demokratiet, den er med til at fremme politikerleden. Det er et nyt eksempel på, at politikere er alt for optagne af at rage til sig.

Forbindelsen mellem penge og politik er et mørkt kapitel i Danmark

I 2014 ønskede ’Statsminister im Bundeskanzleramt’ i Berlin, Ronald Pofalla at træde ud af politik. Hans job var egentlig at være den politiske departementschef under Angela Merkel. Det viste sig, at han havde et job på hånden som medlem af direktionen i Deutsche Bundesbahn. Det udløste et voldsomt røre og en hidsig diskussion i vores sydlige naboland, som vist nok ikke har den demokratiske tradition, som vi roser os selv af.

Oppositionen forlangte lovgivning, den forlangte en karenstid på mindst 18 måneder og mere, hvis man gik fra en ministergerning til et job som lobbyist. Det er jo det, Brian Mikkelsen gør nu.

Forbindelsen mellem penge og politik er et mørkt kapitel i Danmark… Andre lande har større åbenhed om, hvordan politikere og partier finansieres

GROKO, den store koalition nøjedes med en regeringsbeslutning om en karenstid på mindst 12 måneder. Den tidligere udenrigsminister og SPD-formand, Sigmar Gabriel, går f.eks. netop nu og skumler over, at han ikke sådan lige kan tage et nyt job.

Brian Mikkelsen, Lene Espersen og Karen Hækkerup kan være glade for, at vi ikke har tyske demokratiske tilstande i Danmark. Det ville have forhindret deres ubesværede overgang fra politik til lobbyisme.

Forbindelsen mellem penge og politik er et mørkt kapitel i Danmark.

Sagt ganske enkelt med et citat fra Europarådets korruptionsenhed, GRECO: ’Danmark lever ikke op til europæisk standard’.

Vi er på listen over lande, hvor der kan opstå mistanke om korruption. GRECO’s undersøgelser og hjemlige skandaler (f.eks. MELD og FELD) viser, at det er farligt at opholde sig mellem en dansk politiker og pengene.

Siden 2008 har GRECO appelleret til danske politikere om at få vedtaget lovgivning om åbenhed vedrørende finansiering af partier og politikere. I en statusrapport, dateret 6. juni 2018, konstaterer GRECO, at der er sket meget lidt.

Rapporten slutter med en opfordring til danske myndigheder om at oversætte rapporten. Mig bekendt er det ikke sket, og GRECO opfordrer Folketinget og regeringen til at gennemføre forbedringer og rapportere dem ’31. december 2018 senest’. Implementeringen af den opfordring må være åben for væddemål.

’GRECO er temmelig skuffet over, at der er opnået så få resultater så mange år efter den første evalueringsrapport’, konstateres det i yderst diplomatiske vendinger.

Danmark lever ikke op til europæisk, demokratisk standard

Og hvad er der så galt, hvad er det, der kan nære mistanke om korruption:

Donationer til partier over 20.000 kr. skal rapporteres. Men ingen sjæl aner, hvor meget mere end 20.000 kr. f.eks. A. P. Møller, Finansrådet eller Landbrugsrådet yder.

Finansrådet har f.eks. ydet talrige bidrag til Radikale Venstre. Og det var som økonomiminister, at Marianne Jelved, R, fik åbnet for de såkaldte ’finansielle supermarkeder’, hvor vi forbrugere mere eller mindre tvinges til at have vores lønkonto, pension og boliglån i den samme koncern, der opnår fuld gennemsigtighed med forbrugeren – den gennemsigtighed, som vi ikke har med det politiske system.

Konklusionen er, at det danske demokrati lider af sklerose, fordi et politisk flertal er imod åbenhed, gennemsigtighed og kontrol

GRECO mener, at et beløb på 19.999 kr. er alt for højt til at kunne ydes anonymt, og det langer især ud efter den omstændighed, at tilskud til de enkelte kandidaters valgfonde er lukket land. Ingen ved, om en interesseorganisation har finansieret og betalt en dyr valgkamp for en enkelt kandidat. Og hvad, der måtte blive ydet til gengæld.

Endelig beklager GRECO, at kontrollen med de politiske pengestrømme stort set ikke ’kontrolleres som krævet efter europæisk standard’. Tyg lige på den: Vi har forladt europæisk, demokratisk standard. Derfor foreslår GRECO, at Rigsrevisionen får opgaven.

Men Rigsrevisionen har jo fået en krigserklæring på regeringens vegne fra forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen. Den skal ikke blande sig i politiske afgørelser. Statsrevisorer og ombudsmanden har fået lignende krigserklæringer.

Konklusionen er, at det danske demokrati lider af sklerose, fordi et politisk flertal er imod åbenhed, gennemsigtighed og kontrol.

Nils-Chr. Nilson, årgang 1945, arbejdede i 52 år i Politikens Hus. Nu er han gået på pension og modtager gerne et beskedent bidrag til indkøb af blækpatroner på 45-20333031

Foto: Helle Moos, Erhvervsministeriet.

Kategorier