Når ondskaben er for stor til en gymnastiksal

af

Den britiske seriemorder Ian Brady er død. Lone Theils, der i dag er krimiforfatter, skriver om sagen, som i fem årtier har holdt Storbritannien og ofrenes efterladte i en ulidelig skruestik, og om sit møde med Winnie Johnson – en lille kvinde i en græsgrøn kjole med en sorg så stor og rå, at den fyldte en gymnastiksal. Mødet blev en slags grundsten for Lone Theils nuværende forfatterskab.

Det gav et gib i mig, da nyheden dukkede op som en breaking på min skærm sent i går aftes: “Moors-morderen Ian Brady er død, 79 år.”

Selv om jeg har haft Storbritannien som stofområde som journalist igennem en række år, så er det ikke en sag, jeg direkte har dækket; det er mere end halvtreds år siden, Ian Brady og hans medskyldige Myra Hindley terroriserede og myrdede fem børn. Men det er alligevel en sag, jeg har følt en slags personlig forbindelse til.

Da jeg læste nyheden, tænkte jeg hverken på Ian Bradys stikkende og følelseskolde øjne eller Myra Hindleys afblegede hår og onde blik. Jeg lod heller ikke tankerne glide tilbage til de store åbne landskaber i det nordlige England, hvor de to begravede deres ofre og senere gjorde gravene til udflugtsmål, hvor de smilende tog billeder af hinanden.

I stedet gled mine tanker tilbage til en gymnastiksal i Manchester, hvor jeg sad bænket til et politisk møde for mere end 10 år siden.

Kvinden i den grønne kjole

Det var under det konservative årsmøde, mens Tony Blair stadig var premierminister, og Det Konservative Parti lignede en rodebutik, der aldrig ville komme til magten. I forbindelse med årsmødet var der altid andre møder om aftenen, hvor de menige partimedlemmer, pressen og andre kunne komme i kontakt med politikerne, der stillede op til paneldebatter om alle emner lige fra fiskeri i Nordsøen, til ulandshjælp, situationen for folk med brug for hofteoperationer og alt ind i mellem.

Jeg var gået med til det her møde, hvor den konservative politiker Chris Grayling (der i dag er transportminister) skulle være en del af et panel, der skulle tage en bred debat om den konservative retspolitik. Dengang var han retsordfører, og jeg husker i dag ikke, hvem der yderligere sad i panelet.

Hvad jeg husker, er den lille kvinde i den grønne kjole.

”Vil du, Chris Grayling, hjælpe mig med at finde min søn, hvis du bliver justitsminister engang?” Spørgsmålet var ligefremt og hjerteskærende i al sin enkelthed

Hun rejste sig vel sådan cirka 20 minutter inde i spørgerunden, der indtil videre havde berørt de gode gamle klassikere som fængselsstraffe (generelt for korte, mente Chris Grayling) og indsatsen mod terror (for slap, mente hele panelet). Den lille dame i den græsgrønne kjole, der stod op, havde den tætte bygning, der sommetider kommer til kvinder i 60’erne, gråt krøllet hår, briller. Og en sorg så stor og rå, at den fyldte ikke bare hendes ansigt men hele gymnastiksalen, da hun talte.

”Vil du, Chris Grayling, hjælpe mig med at finde min søn, hvis du bliver justitsminister engang?”

Spørgsmålet var ligefremt og hjerteskærende i al sin enkelthed. Gymnastiksalen blev helt stille. Og de fleste forsamlede blev nærmest ubehageligt til mode, da Chris Grayling sad der på stolen og vred sig som en regnorm. ”Nu må vi jo lige se på situationen. Det er jo svært at, øh … love noget på forhånd. Og man skal jo se på ressourceforbruget”, sagde han og rakte tilbage mod det faste ordforråd. Kvinden blev ved med at fastholde hans blik. Og man kunne se, hun var lige ved at græde.

Det var på den måde en meget ubritisk opførsel med alle de store følelser, og de virkede ligesom meget større i den her sal af politisk forlorenhed og fraser.

”Min søn Keith har fortjent en begravelse.”

Jeg prikkede en britisk kollega i siden. ”Hvem er den kvinde?”, hviskede jeg. ”Det er Winnie Johnson”, svarede han.

De fleste af os tilskuere sad med hjertet oppe i halsen, og mødet kom sig aldrig rigtig over Winnie

På gulvet i gymnastiksalen blev situationen lettere ubehagelig. Kvindens stemme blev mere og mere desperat, og politikeren henholdt sig til, at han ikke kunne give ordentlige svar i en sag, der blev slynget ud mod ham, uden han havde haft en chance for at forberede sig.

Stemningen var sådan lidt: Hvem har lukket hende ind, og hvem kan lukke hende ned? Det var pinligt og Winnie Johnson var aldeles ligeglad. Hendes sorg var så meget større end nogen som helst bekymringer om, hvordan det her tog sig ud.

Til sidst var der et venligt menneske, der tog Winnie om skuldrene og fik hende ført nænsomt væk, lige inden sikkerhedsfolkene havde gjort det samme på den grimme måde. De fleste af os tilskuere sad med hjertet oppe i halsen, og mødet kom sig aldrig rigtig over Winnie.

MERE POV
Frie kvinder, arabiske mænd og afrikanske nætter

Tortur på bånd 

Personligt kom oplevelsen til at gøre stort indtryk på mig, både som journalist, menneske og forfatter. Jeg skrev aldrig om sagen som journalist. Den passede ikke ind i den aktuelle dagsorden, men jeg kunne ikke slippe Winnie.

Da jeg kom hjem, læste jeg om Moors-mordene og satte mig ind i sagen for at forstå, hvad jeg havde set. Det var her, jeg stiftede bekendtskab med, hvad jeg ikke tøver med at betegne som en slags destilleret ondskab, der havde taget menneskelig skikkelse i nu afdøde Ian Brady.

I løbet af en periode fra juli 1963 til december 1964 slog han, sammen med sin kæreste Myra Hindley, fire børn ihjel. Den ældste, Pauline Johnson, var 16 år, og den yngste var 10-årige Lesley Ann Downey. I oktober dræbte parret den 17-årige Edward Evans foran Hindleys svoger David Smith i et forsøg på at overbevise ham om at blive del af deres morderklub. Men svogeren fik kolde fødder og meldte dem i stedet til politiet. Dagen efter blev de to taget på fersk gerning med liget og anholdt. Politiet begyndte nu at se nærmere på parret og flere sager om forsvundne børn og unge, der indtil videre havde set ud som de havde noget til fælles.

Personligt kom mødet til at gøre stort indtryk på mig, både som journalist, menneske og forfatter … Jeg kunne ikke slippe Winnie

I en bagageboks på Manchester Station fandt man to kufferter, der blandt andet indeholdt båndoptagelser af den 10-årige Lesley Ann Downey, der græder og beder for sit liv, kalder på sin mor, og beder Gud om hjælp, mens parret griner. Optagelsen varer 16 minutter og 21 sekunder. Da dele af den blev afspillet i retten, medgav Ian Brady, at de var ”usædvanlige”. Retssagen afdækkede også, at parret havde begravet deres ofre på Saddleworth Moor, et udflugtsområde med hedelandskab i nærheden af Oldham i Lancashire.

De knuste familier

I 1966 blev både Brady og Hindley idømt så lange domme, at der ikke var udsigt til, at de ville slippe ud af fængsel i live. Men da fængselsportene smækkede i bag de to, efterlod de sig et land, der var dybt traumatiseret over den tilsyneladende grænseløse, og for de fleste mennesker meningsløse, ondskab, der lå bag mordene. Og en gennemgribende forfærdelse over, at selv i gennemgangen af de grusomme detaljer i sagerne, var der intet tegn på fortrydelse, sorg eller anger over mordene hos de to.

De efterlod sig også en række knuste familier. En ting var at have mistet et barn, og at vide at det sidste ens højtelskede søn eller datter havde set i livet var de to mordere. En anden ting var ikke at have vished. Som Winnie Johnson..

Den 16. juni 1964 vinkede hun farvel til sin 12-årige søn, Keith Bennett. Der var tilsyneladende ingen grund til bekymring. Drengen boede i den lille landsby Charlton-on-Medlock og skulle på besøg hos sin bedstemor. Men han nåede aldrig frem. Og han var ikke en del af retssagen mod Brady og Hindley.

Først 20 år efter sin pågribelse besluttede Ian Brady sig for at åbne munden. Han tilstod mordene på den 16-årige Pauline Reade og den 12-årige Keith Bennett. Tilståelserne virkede så troværdige, at politiet begyndte at afsøge Saddleworth Moor med politihunde igen. De fandt liget af Pauline Reade og kunne fastslå, at hun havde været udsat for et seksuelt overgreb, og at hendes hals var blevet skåret over. Keith Bennett fandt de aldrig.

”Han havde absolut ingen anger overhovedet. Han nød at lege med myndighederne”, sagde en psykiater, der igennem flere år havde samtaler med Brady, der var diagnosticeret som psykotisk og tilbragte sine sidste år på en institution for psykisk syge fanger

Ian Brady fik udgang med et enormt sikkerhedsopbud for at udpege det sted, hvor han for så mange år siden havde begravet den 12-årige Keith. Men efter udflugten i det fri, svigtede Bradys hukommelse tilsyneladende. Han hævdede, at han ikke kunne huske præcis, hvor han sammen med Hindley havde gjort af Keith.

”Han havde absolut ingen anger overhovedet. Han nød at lege med myndighederne”, sagde en psykiater, der igennem flere år havde samtaler med Brady, der var diagnosticeret som psykotisk og tilbragte sine sidste år på en institution for psykisk syge fanger.

Anklagemyndigheden besluttede, at det ikke var i offentlighedens interesse at afholde en ny retssag. Hindley døde som 60-årig af kræft i 2002 og blev aldrig løsladt. Brady forsøgte af flere omgange at sulte sig ihjel, men blev tvangsfodret.

MERE POV
Skal jeg bare være lidt mere robust?

Winnie Johnsons højeste ønske var at finde sin søn og give ham en kristen begravelse. I mere end fire årtier vendte hun jævnligt tilbage til heden i håbet om at finde ham. I 2010 fløj hun endda i helikopter over området i håb om at finde nye spor.

Hun opsøgte Chris Grayling den aften i Manchester, fordi politiet gradvist havde skruet helt ned for indsatsen for at finde Keith Bennetts jordiske rester. Hendes appel til den konservative politiker var et desperat forsøg på at få genåbnet eftersøgningen.

For der var ingen tvivl om, at Winnie Johnson aldrig opgav håbet om at finde sin søn. Et håb, der holdt hende i et imaginært torturkammer, designet og bestyret af Ian Brady, der så ud til at trives bedst ved at skabe ulykke og sorg omkring sig.

Hendes ønske om at finde sin søn kom aldrig til at gå i opfyldelse, inden hun døde i 2012 af kræft. Efterfølgende appeller fra Keiths bror Alan til Brady om at afsløre Keiths grav er blevet mødt med tavshed, og Brady svarede heller ikke på henvendelser om at tage et møde.

Ondskaben fra graven

Greater Manchester Police har i forbindelse med Bradys død slået fast, at sagen om at finde Keiths jordiske rester aldrig bliver lukket.

”Så længe vi bliver ved med at få troværdige tips, vil vi blive ved med at lede”, siger leder af afdelingen for uopklarede sager, Martin Bottomley, til Greater Manchester News. Han tilføjer, at de næsten dagligt får henvendelser fra folk, der mener, de har oplysninger i sagen. ”I sidste ende var der kun to mennesker, der kendte til det sted,” siger Martin Bottomley.

Nu er de begge døde.

Når jeg skal forstå, hvor den yderste grænse for ondskab går, så tænker jeg på Ian Brady. Når jeg skal skrive om sorg, så dukker Winnie Johnson op i sin grønne kjole et sted i min bevidsthed. Hun står ikke længere i en gymnastiksal med sin sorg. Men hun findes, og jeg hører hende med mit hjerte i halsen

Flere pårørende til ofrene for de to mordere har reageret på Bradys død og blandt andet ønsket, at ”Brady må rådne i helvede”. Men den mest præcise beskrivelse kommer måske fra Terry Killbride, bror til 12-årige John Killbride, der blev myrdet af parret: ”Han smadrede vores liv i alle disse år, og han vil stadig blive ved med at smadre det, efter han er død … Nu er det som om, han håner os fra graven”, siger han til The Sun.

Winnie Johnson kom ikke til at overleve Brady. Men jeg tror ikke, at hun ville have frydet sig over hans død, hvis hun havde. For det ville jo have betydet, at den eneste mand, der vidste, hvor hendes søn lå begravet, døde med sin viden. Hun ville bare gerne finde sin søn i stedet for at være fastrosset i den grusomme uafklarede sorg, der holdt hende i et ulideligt skruestik i næsten fem årtier.

For mig blev den sag, jeg nærmest snublede over i den gymnastiksal den aften, en slags grundsten, jeg bruger som krimiforfatter. Når jeg skal forstå, hvor den yderste grænse for ondskab går, så tænker jeg på Ian Brady. Når jeg skal skrive om sorg, så dukker Winnie Johnson op i sin grønne kjole et sted i min bevidsthed. Hun står ikke længere i en gymnastiksal med sin sorg. Men hun findes, og jeg hører hende med mit hjerte i halsen.

Foto: Saddleworth Moor i Nordengland (Wikimedia/Parrot of Doom)

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Lone Theils

Forfatter, journalist, gastronørd. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole 1996 og har tilbragt 16 år af karrieren som London-korrespondent for Berlingske Tidende og senere Politiken. Har desuden arbejdet for Danmarks Radio, TV2, Radio 24Syv og en række magasiner og blade. Underviser på bl.a. DJMX og kursusleder på DjE.
Debuterede som forfatter i 2015 med Pigerne fra Englandsbåden, der er solgt til oversættelse i 15 lande. Forfatter til biografen Globetrotter sammen med Jens Bjerre, der også udkom i 2015. Andet bind i serien om Nora Sand "Den blå digters kone" udkom i juli 2016
Har desuden bidraget til rejsebøger om London og Dublin i serien Vide Verden. Kickbokser og uforfærdet amatørkok.

Seneste indlæg fra

Gå til Top