At beskrive en medarbejders tur ned i stresshelvede er åbenbart mere interessant, end at beskrive de forhold der var årsag til den. Medierne har de seneste 15 år haft et kæmpe ansvar for, at hele stressdiskursen er kommet på vildspor, og ikke kan (eller vil) se vilkårene som de væsentligste kilder til stress.
Af Thomas Milsted. København
Stress er ikke en abnormitet hos den enkelte medarbejder, men et fænomen der opstår i en social, kulturel eller strukturel kontekst. Omstændighederne eller vilkårene er altså oftest den egentlige årsag til stressproblematikker og ikke omvendt. Flere og flere medarbejdere lægger sig syge med stress, og i EU er arbejdsrelateret stress det næsthyppigst rapporterede sundhedsproblem næst efter sygdomme i bevægeapparatet.
Arbejdsrelateret stress er medvirkende i op til 50% af vores tabte arbejdsdage
Dette skal sættes op i mod den holdning, vi ser hos mange politikere og ledere, gående ud på at problemet ikke eksisterer, men alene er et udtryk for, at den enkelte ikke vil tage ansvaret for sit eget liv. Accelerationen af stressproblematikken er ikke et udtryk for, at vi får flere og flere klynkende medarbejdere med manglende robusthed, men er ene og alene et udtryk for, at arbejdsvilkårene er blevet mere belastende. Startende med de ekstrem pressede vilkår vi byder vores studerende.
Den seneste europæiske virksomhedsundersøgelse ESENER-2, (European Survey of Enterprises on New and Emerging Risks) fra 2014 om kvaliteten af det psykiske arbejdsmiljø i Europa, der er udført blandt knap 50.000 virksomheder i 36 lande viser, at 73 procent af de danske virksomheder ser tidspres som den faktor, der påvirker medarbejderne mest. En anden stor europæisk undersøgelse, EU-OSHA (European Union information agency for occupational safety and health) viser, at de mest almindelige årsager til arbejdsrelateret stress er omstruktureringer eller jobusikkerhed (72 % af respondenterne), overarbejde eller for stor arbejdsbyrde (66 %) og mobning eller chikane på arbejdspladsen (59 %). Hvordan individet kommer ind som den skyldige i disse sammenhæng er svært at se.
Det er der rigtig mange journalister, der gennem årene ikke helt har forstået, eller må forstå for deres redaktører. Derfor tager de oftest udgangspunkt i individet. Deres artikler er blottet for enhver årsagsforklaring, men til gengæld fyldt med bunker af gode råd til den enkelte. Råd som i bedste fald er nyttesløse, da rammerne ikke gør det muligt at udleve dem. De fleste der har prøvet at sige fra kender konsekvensen. Dette er et problem, for herved gør journalisterne sig ofte medskyldige i en diskurs, som giver medarbejderne ene ansvaret for stress og ikke organisationerne.
Det er vigtigt at være opmærksom på at ideen om, at medarbejderne alene skulle bære ansvaret for stress, udspringer af en ideologi og manglende respekt for den arbejdsmiljøforskning, der har været på området. I den proaktive stressforståelse, er løsningen på stress, at den enkelte arbejder med sig selv, og tager ansvaret for at gøre det. Dette står i skærende kontrast til den tilgang, som udspringer af resultater fra arbejdsmiljøforskningen, der handler om, at det er omfanget af arbejdsopgaver, problematisk ledelsesstil, utryghed og her kan journalisterne selv fortsætte den række af forhold, der forringer deres eget psykiske arbejdsmiljø.
Når den gode historie tilsidesætter realiteterne.
Hvorfor mange journalister vælger at fokusere på individ frem for vilkårene må stå i det uvisse. At svælge i personlige lidelser er sikkert mere genkendeligt, nærværende og salgbart overfor læserne? Men stress er et stort samfundsmæssigt problem, menneskeligt og i særdeleshed økonomisk, og så er det vel en hver journalists opgave at gå til det, med en objektivitet der udspringer i forskningen og videnskaben? Journalister som ikke giver sig tid til at gå mere kritisk til værks, ender med at blive ufrivillige bærere af en ideologisk tilgang frem for en videnskabelig. En anden mulighed kunne selvfølgelig være, at det er en bevidst strategi, der støtter op om de politiske strømninger, der med utrættelig vedholdenhed har fremturet med, at det er stressen som tilstand, der skal håndteres og ikke årsagerne til stress. Strømninger som er lykkes med at italesætte stress som noget, der kun ligger inden for individet. Med overskrifter der kredser om individets eget ansvar for udviklingen af stress, har læserne måtte sidde tilbage med en fornemmelse af skyld og skam. Psykologer er blevet kontaktet, fordi medarbejderne tror, de har en brist i deres psyke i stedet for at forstå, at danske medarbejdere i øjeblikket bliver udpint. Det er vilkårene, der er betændte og uanstændige. Medarbejdere der får stress er ikke særligt sensitive eller specielt sårbare. Stress er en reaktion på et sygt miljø. Hvor vi dog mangler journalister og redaktører, der tør tage bladet for munden og beskrive de forhold, der hersker på danske arbejdspladser.
Ideolog eller objektiv formidler.
Stress problematikken har dannet skoler. To ideologiske og en forskningsbaseret. De to ideologiske, hvor den ene er liberal/ borgelig: stress er selvforskyldt. Den anden socialistisk: stress er en system fejl , er begge kendetegnede ved, at vedligeholde problematikken, da de er alt for unuancerede i deres tilgang til de løsninger, der kunne dæmme op for problematikken. Her bliver stress brugt i et ideologisk felttog, der skal fremme andre interesser. Den forskningsbasseret: stress opstår i vilkåret, men det samme vilkår kan ramme individer forskelligt, respekter, at stress opstår i en konkret miljø, men eftersom vi mennesker er forskelligt gearet, rammer det forskelligt. Her er løsningen, at man forsøger at gøre rammerne lige præcis så fleksible, at de kan tilpasses den enkelte og på den måde opnå optimal produktivitet og effektivitet. Når man ser på de fire væsentligste årsager til, at medarbejderne får stress, er det tidspres, ledelsesstil, utryghed og manglende balance mellem arbejdsliv og andet liv. Så den væsentligste årsag er altså ikke individet, men individer der bliver udfordret at disse fire årsager. Og her burde der altså være rigeligt med guf og dramatik at skrive om. Man kunne gå i kødet på alle de ledere, der gør livet surt for deres medarbejdere. Man kunne gå i kødet på alle de organisationer, der opbruger deres medarbejdere og udskifter dem, når de er ufunktionelle, som var det en maskindel. Man kunne beskrive hvordan medarbejdertrivsel og psykisk arbejdsmiljø ikke er nået frem til bestyrelseslokalerne eller politikkerne, fordi medarbejdertrivsel ligger langt nede på listen på organisationernes ”to do lister”.
Journalisterne har et stort ansvar for at beskrive de danske arbejdsforhold og dermed hjælpe de store masser, der stiltiende, og mange med dukkede hoveder, finder sig i ydmygelse på ydmygelse, af frygt for at blive fyret eller fordi der er så skamfuldt ikke at kunne leve op til urealistiske forventninger. Vi har brug for, at bekrive de danske arbejdspladser som de er og ikke som et skønmaleri, der pakker rigide økonomiske strukturer, hvor der udelukkende tænkes bundlinje, ind i værdier, der forsøger at bilde medarbejderne og lederne ind, at de har medindflydelse, medbestemmelse og at gode danske demokratiske værdier kan gå hånd i hånd med hysterisk vækst, der er baseret på grådighed og kynisme. Medierne kunne være med til at lægge det pres, der var med til at skabe rammerne for trivsel og forebyggelse af stress og psykisk nedslidning. Rammer der stopper den eskalerede bureaukratisering der de seneste år i form af kontrol, afrapportering og krav om dokumentation har hærget mange organisationer. Få medarbejdere ud af kontorerne hvis de ikke har noget at gøre der. Lad sygeplejerskerne være sammen med deres patienter, lærere sammen med deres elever, pædagogerne med deres børn og politiet med de kriminelle.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her