mm

Julie Top-Nørgaard

Julie Top-Nørgaard, f. 1974. Forfatter, underviser, klummeskribent. Skriver altid med udgangspunkt i egne erfaringer. Forfatter til romanen ”Jeg går i min fars støvler” (Forlaget Rosinante) og kortprosasamlingen ”Så forbandet klog” (Forlaget Melodika). Ny roman på vej i foråret på Forlaget Fredag. Tidligere klummeskribent på Dagbladet Information. Underviser på pædagoguddannelsen i København i sociologiske perspektiver på den pædagogiske profession.
Hvis du vil bidrage til mit arbejde efter at have læst mine tekster, er min Mobile Pay 61692944

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Julie Top-Nørgaard
på Mobile Pay: 61692944

Når kroppen kaprer teksten

FREDAGSKLUMMEN – Hvor kommer den fra, frygten for at skrive om kroppen? Jeg tror, at den handler om mine forestillinger om, hvad det vil sige at skrive som kvinde – og hvad det vil sige at læse som mand. Den læser, jeg frygter, er ikke enhver læser.

Jeg skammer mig næsten altid over mine tekster, når jeg sender dem ud i verden. Når jeg skriver, bliver klummen eller bogen en slags abjekt: noget, tankerne udskiller, afstøder. Det skjulte, private, bliver synligt for alle.

Jeg har altid været uforsonlig over for den skam. Jeg har følt, at jeg burde kunne stå ved min tekst. At det var usselt, at jeg skulle have andre til at bekræfte tekstens kvalitet, før jeg selv kunne være rigtig glad for den.

Jeg har haft særlig svært ved at skrive om kroppen. Jeg har troet, at jeg burde men ikke kunne. At det var en fejl hos mig, og at skammen og blufærdigheden var svagheder, jeg burde kunne overkomme.

Mens jeg skrev på den dagbogsroman, jeg lige nu er ved at færdiggøre, tog min krop røven på mig. Pludselig var der bare meget krop i mit liv, kroppen var med ét meget til stede. Så meget, at den blev umulig at komme udenom og i en periode nærmest overtog teksten, kaprede den. Teksten blev en slags biprodukt af kroppen, ligesom den plejer at være det af livet.

Mine forbehold og hæmninger blev overdøvet, blæst af banen. Der var ikke plads til alle mine parader, der var kun plads til kroppen og bekymringer om kroppen. Det var ikke en mulighed ikke at skrive om kroppen. Så jeg gjorde det, for første gang.

Det slog mig næsten helt ud forleden, da det gik op for mig. At den læser, jeg frygter, ikke er enhver læser … Der indgår simpelthen ikke en kvindelig læser som en trussel i mit univers

Men hvor kommer den fra, frygten for at skrive om kroppen? Jeg tror, at den handler om mine forestillinger om, hvad det vil sige at skrive som kvinde – og hvad det vil sige at læse som mand.

Det slog mig næsten helt ud forleden, da det gik op for mig. At den læser, jeg frygter, ikke er enhver læser. Det er en mandlig læser, og en mandlig læser, der forholder sig til teksten på den præmis, at den er skrevet af en kvinde.

Der indgår simpelthen ikke en kvindelig læser som en trussel i mit univers.

Et eller andet har givet mig det indtryk, at forfatterens køn spiller en rolle. Jeg arbejder i dagbogsformen, og jeg skriver om hverdagslivet. Så banalt og kedeligt og dramatisk, som det er. Det er måske kvindeligt? Jeg ved det ikke. Men jeg ønsker at give mit stof og min måde at skrive på plads i verden.

Et eller andet har givet mig det indtryk, at læserens køn spiller en rolle. Og et eller andet har givet mig det indtryk, at den mandlige læser er vigtigere end den kvindelige læser.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal mene om det. Jeg ved ikke, om det er en forestilling, jeg bare kan — eller vil — smide væk. Jeg tror, at det har en betydning, at jeg er en kvinde, der skriver. Og jeg tror, at det betyder noget, om det er en kvinde eller en mand, der læser. Men hvad?

Det magiske sker, når teksten finder sine læsere. Når nogen tager imod den og siger: ‘Det er i orden. Det, du gør, er i orden. Det er okay at skrive, og det er okay at skrive om kroppen. Vi tager imod det og gør plads til det. Det er ikke forkert, det må godt være i verden.’

Noget af min frygt for at skrive, og min frygt for at skrive om kroppen, handler om dette.

Jeg er glad for, at det skete – at kroppen overtog teksten. At der ikke var noget med at tage stilling, tage en beslutning, tage sig sammen. Det skete bare, og det flyttede mig. Og nu kan jeg aldrig igen ikke have skrevet om kroppen. Nu findes kroppen i teksten, og teksten er blevet lidt mere rummelig.

Og jeg tænker på det hele, som jeg oftere og oftere gør: Sådan er det måske bare at være menneske. Man lægger noget frem, noget ud i verden. Noget indefra, selv om man er bange.

Det magiske sker, når teksten finder sine læsere. Når nogen tager imod den og siger: Det er i orden. Det, du gør, er i orden. Det er okay at skrive, og det er okay at skrive om kroppen. Vi tager imod det og gør plads til det. Det er ikke forkert, det må godt være i verden.

Det gør mig lykkelig hver eneste fucking gang.

Topillustration: Pixabay.

Alle POV’s skribenter er ulønnede. Hvis du vil støtte mit arbejde for POV, kan du gøre det via Mobile Pay med et beløb efter eget valg, f.eks. 20 kr. Mit Mobile Pay nummer er 61692944.

Kategorier