Når jeg vandrer i Himalaya dør jeg

af

Der er lande, der får dig til at føle dig som en idiot som fremmed. Sådan et land er Nepal – og i modsætning til andre steder, jeg har været på kloden, så kan jeg ikke lade være med at smile af oplevelsen.

Det starter allerede i flyveren. Så snart hjulene rammer landingsbanen, rejser alle de lokale sig op for at tage deres tasker.

Please sit down”, forsøger stewardessen fra Oman Air sig gentagne gange.

Uden held. De unge fyre maser sig sammen i midtergangen, og jeg sidder tilbage på min gangplads uden chance for at nå min rygsæk, da flyet holder stille. De har været i oliestaterne for at tjene penge. Jeg er på vej til at brænde mine af på frisk luft i de højere luftlag.

På vej til at sige farvel til et skidt 2016 – hvis man tænker på, hvad der er sket for både mig personligt og politisk med det ene oprør efter det andet og en borgerkrig i Mellemøsten, der ser mere og mere grum og uløselig ud.

Tilliden mennesker imellem er i bund.

Det har jeg grublet nok over for i år, og at undersøge konflikter og finde løsninger gør jeg hver eneste dag som journalist, så jeg er kommet til Himalaya for at finde ro. Gennem landbrugsarbejde, meditation og vandreture i Himalaya.

Det har jeg grublet nok over for i år, og at undersøge konflikter og finde løsninger gør jeg hver eneste dag som journalist, så jeg er kommet til Himalaya for at finde ro. Gennem landbrugsarbejde, meditation og vandreture i Himalaya.

Vi skal ud af hovedet og ned i kroppen, siger jeg til mig selv. Jeg vil byde 2017 velkommen med hjertet, og jeg tror, jeg er kommet til det rette sted, for al smerte skal forgå, og alle bliver født på ny, har jeg hørt, de siger i Nepal.

Taxa til hvor som helst

Guidebogen har jeg glemt derhjemme. Jeg nåede kun at skimme den og få nogle enkelte tips fra rejseblogs og venner:

10 af verdens 14 højeste bjerge. 80 procent hinduer, 10 procent buddhister. 100 procent sikkert, at taxaerne forsøger at snyde dig, når du kommer ud af lufthavnen.

Jeg har adressen på min destination på en papirblok i hånden, da jeg følger rådene: Stop op og diskutér pris. Gå væk. Hør, hvordan prisen falder med råbene bag dig. Men det virker ikke. Taxamændene er kolde som aftenvinden over Tribhuvan Airport, og jeg ender med at gå med den mildest udseende, midaldrende mand mod hans lille indiske Tata.

Jeg følger igen rådene og sikrer mig tre gange, at han ved, hvor det munkekloster, jeg har fået anbefalet hjemmefra, ligger. Da vi når ud af lufthavnen, beder han om telefonnummeret dertil.

“Har du en reservation”, spørger han?

Jeg ryster på hovedet. Han kører ind til siden, ringer op og drejer igen ud på vejbanen i den venstreorienterede trafik. Opkaldet bliver modtaget i den anden ende, og en dialog på lokalsproget pågår.

“Alt er optaget, sir”, siger han efter en ordudveksling på 20 sekunder.

Så begynder forhandlingen. Jeg foreslår, han kører til det kvarter, hvor klosteret ligger, for at finde et andet sted at sove.

Han insisterer på, alt er lukket ned her, hvor klokken har passeret 18.30. Han drejer ind ved et hotel max én kilometer fra lufthavnen.

Som den eneste bygning i området har den belysning, og asfalten stopper 50 meter før, vi når indgangen. Jeg ser værelset, hører prisen og insisterer på, at han kører et andet sted hen. I desperation mod turistkvarteret Thamel, hvor jeg ved, at der er liv og billigere alternativer.

Efter flere suk, giver han efter. Vi kører til Thamel og holder igen ind ved et hotel. Jeg ser værelset, hører prisen – som er den samme – og betaler i desperation de 150 kroner til manden i reservationen og de 50 til manden med bilen. Nu vil jeg have en øl.

Mødet med Ganesh

Jeg fryser, da jeg falder i søvn, og da jeg vågner, er der kun koldt vand i bruseren. Får varm nudelsuppe til morgenmad, og går tilbage til hotellet for at låne en telefon.

Hjemmefra har jeg forsøgt at kontakte de landbrug, jeg har fået oplysninger på, ved at melde mig ind i noget, der hedder Wwoofing. Jeg vil arbejde for mad og en seng, men de fleste har ingen e-mail, og de få, jeg kommer igennem til, snakker kun nepalesisk.

Samme scenarie gentager sig i receptionen på hotellet. Under andet opkald, kommer en ældre herre med emblem på habitjakken og en af de kulørte, lokale hatte, der har form som dem i flyvevåbnet, hen til mig bag disken. Han griber røret for at forklare situationen for den udenforstående landbrugskone i bjergene langt fra hovedstaden.

“De har ikke brug for nogen, og i øvrigt skal du ikke tage derhen. De demonstrerer i den region mod regeringens indsats efter jordskælvet, og det er alt for usikkert,” siger han efter en ordudveksling på 20 sekunder.

“Kom med ind på mit kontor, så skal jeg hjælpe dig. Lad os få en kop te”.

Jeg har fået æren af at møde Ganesh. Udover at være en hindugud med elefanthoved, er han også chairman, licensed, og kan få det hele til at ske.

I am from the government,” forsikrer han.

Han kan skaffe mig det arbejde, jeg ønsker, og den kone jeg ikke vidste, jeg havde brug for.

Nepalese women are honest. They won’t divorce, they don’t want your money”, siger han, inden han kommer i tanke om sin kusines datter, Hania, der er gudesmuk og 27 år.

Jeg kan komme til middag hjemme hos Ganesh og møde hende. Jeg skal bare lige på en guidet tur rundt i byen først, hen og se den skole, hvor hans kone er rektor, og så kan alt ske.

It will be good for you”, messer han.

Da hans iPhone ringer for tredje gang under mødet, drikker jeg min te ud. Giver ham hånden, inden jeg skynder mig videre.

Move on up

Jeg går ud på gaden og slingrer mellem scootere og cykelvogne med spinat. Mod Durbar Square med de store templer. En gråskægget mand i gule benklæder, stopper mig, giver mig en rød prik i panden og lægger gule blomster på mit hoved. Han vil have penge.

Them people look like, they’ holy man, but they’ not”, siger den næste, der taler til mig.

Vi står og kigger på et hotel, der er ved at blive til på pladsen, hvor seks smalle bygninger styrtede sammen under jordskælvet sidste år. Han vil vise mig sit galleri, og det skal ikke koste mig en rød reje.

Jeg indvilger. Jeg har tid nok, inden jeg skal checke ud fra mit værelse, tænker jeg, men da jeg skal til at se det sjette Mandala-maleri med Buddhasymboler, får jeg nok.

I have to go”, insisterer jeg.

Der venter et kulinarisk eventyr udi linser, karrysovs og ris, nepali thali. En varm seng og et varmt bad. I morgen står jeg op til en ny dag, og den gamle er forgået. Kan gå selv, og skal nok blive løftet op.

Jeg er kun nødt til at sige det to gange, og manden siger farvel med et smil. Jeg får set templerne på Durbar Square med guiden Prakash, som viser mig rundt til en aftalt pris. Han vil også gerne vise mig sit lille galleri bagefter, for han mistede hele sin turistbiks under skælvene og har virkelig brug for pengene.

I need to be lifted up”, siger han.

Jeg går igen, men minerne er glade hele vejen rundt. Også da jeg når tilbage på hotellet, to timer over check ud-tid, fordi jeg har kørt på Oman-tid hele morgenen.

Jeg tager gåbenene de halvanden time gennem byen til munkeklosteret. Der er ikke optaget i dag, og jeg undersøger ikke, om der havde været det dagen før.

Der venter et kulinarisk eventyr udi linser, karrysovs og ris, nepali thali. En varm seng og et varmt bad. I morgen står jeg op til en ny dag, og den gamle er forgået. Kan gå selv, og skal nok blive løftet op.

LYSET I MØRKET

Munke elsker smartphones og Bollywood, og min nye mexicanske ven kan ikke lide den tysker, der har undervist ham på et kloster i en måned.

Til gengæld er det min helt egen fornøjelse at blive oplyst ved tage skridt ud i uvisheden for at modtage måltider, jeg ikke aner, hvad er, og gå ned af mørke sidegader for at møde musik midt i elendighed.

Velkommen til landet, hvor lidelse forgår, og hvor alle får en chance til med et nyt liv. Jeg har glemt min guidebog, men der er ingen vej uden om – vejen er målet, som de siger her – og jeg er kommet for at lukke ned for de negative tankebaner, der har kendetegnet 2016 og åbne hjertet for det nye år.

De er vant til turister her, og det har taget mig tre dage at vænne mig til nepaleserne. De hakker og sprutter konstant slim op i det offentlige rum, de bærer masker for mund og næse, og jeg er ved at gå ind i dem hele tiden, fordi de insisterer på at vige til venstre på gaden.

Det er nok også, fordi jeg har skullet lægge mine fortabte tanker og de negative nyheder fra Danmark bag mig. Og glem ikke at skulle vænne sig til højden og støvet i storbyen her.

Momo med mexicaneren

På min fjerde dag i Kathmandu begynder jeg at åbne mig for omverdenen med min første samtale, der ikke handler om hverken køb eller at finde vej.

Det starter med en frokost hos kineseren.

Jeg har boet i gæstehuset til et munkekloster i et par dage, men lige som de unge munke er jeg mere til billig mad hos naborestauranten og Bollywood på mini-tv end vegansk til overpris.

“Smag en momo”, siger Mario, da han vender sig om fra 12”-skærmen, hvor en langhåret Bollywood-helt med snegleoverskæg er ved at skyde og cirkelsparke sig ud af en knibe på seks maskingeværer.

Jeg inviterer ham over til mit bord, og vi deler en tallerken dampede dumplings med grøntsagsfyld.

Mario er fra Mexico, og er lige kommet tilbage til civilisationen fra et andet kloster på et bjerg ikke så langt herfra. I en måned har han holdt sig indenfor matriklen og til rutiner: Mantraer, studier i filosofi, meditation. Han fortæller mig om buddhisme, og jeg fortæller ham om den lokale kultur, jeg kender til uden for klosteret.

Ud af klosteret

Det viser sig, at den klasken i hænder og råben, jeg har været vidne til i klosterhaven, ikke er skældud. Det er den daglige eftermiddagsdebat, hvor ældre munke citerer buddhistiske filosoffer over for de yngre, siddende tilhørere, mens de tager tre bestemte skidt i en trekant foran dem.

Jeg er også kommet til Nepal efter rutiner, men i første omgang søger jeg mod arbejde på et landbrug for at finde ro. Jeg skal bare lige have aftale i stand, og jeg arbejder på det.

Vi må alle finde vore egne veje, og det ser ud til, at Mario og jeg kan lære af hinanden. Vi går videre for at få kaffe, og han griner, da jeg indvier ham i, at man altid viger mod venstre for forbipasserende.

“Så det er derfor, jeg oplevede nærmest at stå stille over for en mand på gaden”.

Mario virker faktisk lidt lettet over at være sluppet ud. Han holder stadig af buddhismen, som han studerer i sit hjemland, men han drømmer ikke længere om selv at blive munk.

“Det har overrasket mig at se, hvor ensformig dagene er som munk. Jeg kan godt forstå, hvorfor de hele tiden kigger på deres smartphones og elsker at se Bollywood-film”, siger mexicaneren.

Troels the Buddha

Syv gange skal man gå rundt om en stupa. Bygningen er et sted, man beder omkring, ikke indeni, men det er helt imod menneskestrømmen – venstre om – at Mario og jeg støder ind i Troels fra Vesterbro.

Forget all about him, you know”, hører jeg ham sige til Mario, da de to hilser på hinanden.

De to har været på kloster sammen, og den gråhårede københavner med rød charmeklud om halsen har været lige så træt af den tyske munk, de har fået undervisning af, som mexicaneren.

Vi går alle tre op på en tagterrasse og får kaffe.

“Let’s poison ourselves”, siger jeg, da jeg tænder en smøg for et øjeblik at bryde strømmen af de tankegange, som Troels mener, jeg bør kende til i buddhismen.

Let’s poison ourselves”, siger jeg, da jeg tænder en smøg for et øjeblik at bryde strømmen af de tankegange, som Troels mener, jeg bør kende til i buddhismen.

There is no god in Buddhism, but we can all be Buddha by following his example”.

De to andre følger trop og tænder en cigaret. De virker begge lettede, mens vi puster røg fra tagterrassen og over mod stupaen. Troels begynder at skrive postkort til Danmark, og Mario fortæller mig på spansk, at han ikke forstår så meget af, hvad den ældre dansker siger på engelsk. Han forstår også godt, hvis jeg er forvirret over de mange interne termer, der bliver slynget ud: Dharma, karma, nirvana.

“Det betyder heller ikke så meget, om jeg forstår ham”, siger Mario så.

“Han er en god mand, men jeg ved godt, hvad jeg skal arbejde med. Det er mig selv, der må gøre det”.

Reinkarneret

Buddhisme handler kort sagt om at finde sin egen vej til at blive for evigt oplyst af kærlighed gennem praksis og teori inden for meditation og filosofi.

Og giv så slip på vreden.

“Glem den dumme, tyske munk. Det er jo i sidste ende dig selv, som har ansvaret for at finde din vej”, som Troels formulerer det til Mario.

“Hold dig til de positive tanker”.

At lyset så ikke nødvendigvis kommer i det nuværende liv er noget, vi må lære at leve med. Det er slet ikke så svært, hvis man kender til reinkarnation, mener både Troels og Mario.

Jeg er ikke så sikker, for jeg er stadig bange for at miste. Og nogle gange for at dø.

Fortabt eller faret vild?

Nepal gemmer til gengæld på glædelige overraskelser for den, der ikke ved for meget og vover at træde ud i uvisheden. Efter mødet med Mario og Troels tager jeg sydpå for at møde den danske fotograf, Lasse.

Jeg køber en støvmaske og går fem kilometer gennem byens virvar. Jeg hopper på en bus mod bydelen Patan og står af ved endestationen, uden at ane hvor jeg er.

Are you lost?”

Jeg aner ikke, hvad jeg skal svare den unge nepalesiske mand foran mig, og det bliver både til et ja og et nej. Jeg ved jo ikke helt, hvor fortabt jeg er eller, hvor jeg skal hen, men får fremstammet et stednavn, han kan genkende: Jhamsikhel Chowk.

Gaver til den forvildede

Min vejviser minder ikke om de nepalesere, jeg har mødt ind til videre. Han er læge og taler formfuldt engelsk. Han fniser ikke ad mig, han vil ikke sælge mig noget, men forstår bare, at jeg har brug for hjælp.

Ved næste gangbro skilles vore veje, og han sender videre med en pegefinger. Mens jeg går alene, tænker jeg over, hvilke gaver Nepal allerede har givet mig. Mig, der lader sig vikle ind i farverne, smagene og støvet.

De gyldne gudestatuer, der pludselig skyder op, fem meter over templet på busturen gennem byen. Aben, der løber gennem myldertrafikken. Hvordan min vegetariske rejse slutter brat, da jeg sætter mig på et nyt momo-sted, og en ikkeengelsktalende kok straks sætter en tallerken med en oksekødsfyldt udgave af de dampede dumplings foran mig (hov, var der ikke noget med, at køer var hellige?).

Så er der vel ingen vej uden om. De smager himmelsk med den grønne chilisovs.

Tilgivet for en vildfarelse

Det lykkes mig at finde Lasse, og samme aften går vi byen med hans NGO-arbejdende, udenlandske venner. Vi tager taxaer til turistkvarteret Thamel, danser med rige nepalesere foran hvide sofalounges med store flasker, og jeg føler mig fortabt. Har lyst til at glemme mig væk.

Lige bortset fra, da vi på bartur i tågerne af øl ender på en hel etage fyldt med unge mænd. De har sidecut eller langt hår, sort tøj og hænder med horn i vejret. På scenen foran dem spiller fire mænd en version af Metallica’s Unforgiven, og alt ved denne aften er tilgivet, tænker jeg.

Jeg har fundet ud af, hvorfor de lokale mænd også headbanger, når de hører pop. Det bedste, de ved, er Vestens rock.

Den mørke gyde

Dagen efter går jeg gennem mit nye kvarter sydpå med et tungt hoved. Så tungt, at jeg ikke tænker over, at jeg er på vej ned ad en mørk gyde, hvor jeg begynder at tænke på farerne under mit ophold i Mexico City.

Jeg kigger skælmsk mod de tre skikkelser, der varmer sig ved levende ild fra papkasser. De ænser mig end ikke.

Går videre under stolper, der støtter vakkelvorne og jordskælvsramte murstenshuse. Forbi mørke køkkener med sagte stemmer bag forhæng med utydelige tegn. Ingen råber efter mig, hiver mig i trøjen eller klapper mig i bagdelen efter en pung.

Jeg hører musik i det fjerne.

Lys fra bederummet

I et lille bederum uden dør og med billeder af hinduguder på væggene, røde og gule flag, der hænger for loftet, sidder fire mænd i lotusstilling. Det er det eneste sted med lys i hele gyden, og jeg sætter mig foran på et trappetrin.

Mens jeg går alene, tænker jeg over, hvilke gaver Nepal allerede har givet mig. Mig, der lader sig vikle ind i farverne, smagene og støvet.

Det er stemmen i mikrofonen, der har ledt mig herhen. Med sin fortryllende ture op og ned ad uforståelige ord, der former en melodi om kærlighed. Sådan lyder det i hvert fald. Nuvel, der er også manden med de to messingskåle, som han taktfast klasker sammen. Der er klaver og en gråskægget, der hamrer to brune træstikke, der er formet som kroge, ind i en tromme.

Dancer. They also have dancer”, siger manden med kasketten, der sidder ved siden af og kigger – lige så opslugt som mig – ind mod lyset og musikken.

Danserinden er her ikke nu, men det gør ikke noget. Jeg er i Nepal, jeg er oplyst, og snart skal jeg ud af støvet og ud på landet.

De har sagt ja til at tage imod mig på en kaffefarm i bjergene.

KAFFEFARM

Det er siddende på hug og med fingrene mosende igennem en kokasse, at det går op for mig, hvor åndssvagt, det her ser ud.

Nepali system”, sagde min vært, inden han udstødte et “aahh”, hostede slim op og overlod bedet foran os og opgaven med at bruge først fingre og dernæst hakke til mig.

Jeg slider min lænd øm på en kaffefarm med frugt, grøntsager, to køer og ris to gange om dagen. Og så betaler jeg for det. Godt nok kun 20 kroner om dagen, men alligevel. Principper – herunder, at arbejde er penge værd – er åbenbart blandt de ting, jeg må lære at miste på min rejse gennem Nepal uden guidebog.

Rige sværmer om farmen

Mens jeg fordeler gødning ud på det stykke jord, der snart skal give energi til nye løg, tænker jeg over, at jeg jo selv har valgt det her. Men jeg forstår stadig ikke, om jeg dybest set er en idiot, eller om der er en dybere mening med galskaben?

Begge dele skal vise sig sande, når jeg frem til efter tre uger op og ned ad bakkeskråninger og samtaler på gebrokken engelsk med de lokale bønder, der skal vise sig meget mere snu, end jeg regnede dem for.

Alle er velkomne, siger de her.

Rige nepalesere sværmer om farmen for at få lov til at købe jorden og bygge store hoteller med udsøgt udsigt til Himalaya. Min vært, den utrættelige 61-årige landmand Bednath, nægter at sælge, men pludselig påbegynder arbejdet med en ny vej, der vil forbinde det lille, hinsides landbrug med storbyen og de pengestærke.

Vi ofrer alle hver vores for at få del i glæderne, men ingen kan vide sig sikker på udbyttet for anstrengelserne. Livet i Himalaya er én lang vandring op ad bakke, og jeg tror, det handler om at nyde udsigten på vejen.

Alle er velkomne, siger de her.

Kalika calling

Min rejse gennem Nepal er gået fra bedrag og lyspunkter i hovedstaden Kathmandu og til landsbyen Kalika, 10 timers bustur gennem hårnålesving. Med mig har jeg ikke andet end en rygsæk, begrænset viden om landet og en søgen efter ro.

Ro fra negative nyheder, der har præget mit 2016, og det mediebillede der er blevet fremkaldt, en splittelse efter den anden.

I Kalika er der stille og ren luft, og de eneste dårlige nyheder er kulden, der rammer, når solen går ned. Landsbyen ligger i 1200 meters højde mellem to bakker, den ene med udsigt til storbyen Pokhara, og den til anden side skal man bøje nakken for at nå toppene på muren af de 8000 meter høje Himalaya-bjerge, Annapurnas, der er dækket af sne.

Jeg bor på en kaffefarm 10 minutters gang opad mod bjergene.

Permakultur og rutiner

Det er her, jeg møder mine værter, ægteparret Bednath og Lakhsima.

De byder mig velkommen med en skoldhed kop hjemmedyrket mokka, og da den er drukket, bliver jeg vist rundt af manden på farmen.

Luxima har gråstængte sort hår sat op i en fletning. Hun er bredskuldret og kan bære 30 kilo ris op ad bakke. Bednath har gedebukkeskæg og stubbe på hage og kinder. Når solen er gået ned tager han badesandaler på, men her om dagen er han iført sutsko, skjorte og vest, som er uniformen til at bære ting op og ned af skråningerne med.

Nepali system”, siger han med stolthed om den måde, han har indrettet det på.

Om måden, vi vasker kaffe, tænder bål og spreder gødning til nye bed med den afføring, de to buffalo-køer har givet.

Landbruget er økologisk og indrettet med etager af forskellige afgrøder på bakkesiden. Der er bananer, guava, papaya og mandariner. Men det er kun mandarinerne, man kan spise her om vinteren.

Let insects finish

Vi mangler ikke noget.

Vi spiser ris med grøntsager to gange om dagen kl. 10 og kl. 19, og måske er der endda lidt kylling til en gang om ugen. Står op kl. 6.30 og går i seng kl. 21. Det hele er indrettet efter daglige rutiner, og det passer mig fortræffeligt.

Familien er selvforsynende, og alle planterne – kaffe, grøntsager og frugt – står i små enklaver og fletter rødder, for det er den måde, man laver permakulturlandbrug på, som det hedder. Det skal efter sigende sikre en høj jordkvalitet og undgå nødvendigheden af at sprøjte med gift for at slå ukrudt og insekter ihjel.

Jeg spørger Bednath til de kaffetræer, jeg kan se, er ved at blive spist af små, hvide dyr.

I let insects finish, and then plant new threes. No need for fertilizer, no problem”, svarer han.

Det er i hvert fald ikke økonomien, der er i højsædet her.

Ugift udefrakommende

Jeg tror ikke, jeg er et insekt i de lokales øjne, men jeg er i hvert fald ikke som dem.

De glor og griner, mens Bednath fører mig rundt i landsbyen med de cirka 500 indbyggere. Som den eneste hvide er jeg et tilløbsstykke, men ikke længere end til et høfligt goddag – namaste – og de tre eneste spørgsmål, jeg får igen og igen: Hvor er du fra? Hvad laver du her? Er du gift?

Jeg kan godt se, at de griner, når de hører, at jeg betaler for at arbejde, og jeg kan se, at de undrer sig nærmest hovedrystende, når de hører, at jeg ikke er gift. Og så som 30-årig.

Bednath har arvet jorden af sin far, og selv om meget har ændret sig, spiser de stadig stort set det samme. Landmændene kommunikerer ikke længere ved at kalde op og ned ad bakkerne, men ringer konstant til hinanden på deres små tastetelefoner.

Og så har Bednath plantet kaffe, for det er en god forretning, forsikrer han.

Resort eller kaffefarm?

Deres naive tilgang til forretning og fremskridt undrer derimod mig.

Bednath forklarer, at han tjener 12 kroner per kilo færdig kaffe, og selv om jeg betaler 20 kroner om dagen – og jeg kan fornemme, at det er vigtigt for ham – bruger han uden problemer 300 kroner på nye dyner til svigerdatteren og det nyfødte barnebarn.

En dag får vi besøg af fire mænd, man godt kan se, kommer fra Pokhara. De har farvede skjorter på, er barberede og kigger søgende rundt på jorden.

Det er to indiskudseende bankmænd, overvægtige. En yngre nepalesisk arkitekt og en japansk hotelejer. Jeg falder i snak med arkitekten, der har læderjakke og skuldertaske på, og da vi står på taget, hvor vi tørrer kaffe, hvisker han formålet med besøget til mig.

They want to construct a big resort, but I don´t think, they know,” siger han med et henkastet blik på Bednath og Lakhsima.

Dagen efter begynder en bulldozer at bore sig vej gennem landskabet fra hovedvejen ved landsbyen og op til kaffefarmen.

Sovepose eller afsløring

Jeg går længe og tænker over, om jeg skal referere samtalen med arkitekten for mine værter. For at forhindre den skjulte overtagelse, som jeg ved, Bednath er så inderligt imod.

Ellers ville han jo ikke blive ved med at berøre hvert et træ og fremvise hver fremgangsmåde med ordene “Nepali system”, efterfulgt af et bredt smil med de få tænder, han har tilbage i undermunden.

Jeg minder mig selv om, at jeg ikke skal lytte for meget til mine tanker. Jeg skal bare være en del af biosystemet her, spise med højre hånd og skide i et hul. Jeg har også min forkølelse at tænke på. Den, jeg fik tildelt ved at sove på lokal vis; på en træseng med en spånplade, en flettet stråmåtte og to tæpper.

Jeg køber mig en sovepose, tænker jeg i stedet.

Debat med glasøje og styrthjelm

I dagene efter kommer der flere besøgende med store smartphones og guld- og sølvure på farmen.

Pokhara er stopfyldt med hoteller ned til den eftertragtede Lakeside, og nu begynder de fremsynede at kigge mod oplandet og de gode udsigter til bjergene, der kan huse de kræsne turister.

På hans sparsomme engelsk har han forklaret mig, at landsbyen har fået den i gave af et kinesisk firma, og da jeg spørger, hvad kineserne skal have igen, får jeg ikke noget forståeligt svar.

Bednath går mere og mere væk fra farmen for at tilse arbejdet med den nye vej, og jeg begynder at undre mig. På hans sparsomme engelsk har han forklaret mig, at landsbyen har fået den i gave af et kinesisk firma, og da jeg spørger, hvad kineserne skal have igen, får jeg ikke noget forståeligt svar.

Yes, new road. Nepali road”, svarer han om den jordvej, bulldozeren har gravet frem.

Lørdag er en helligdag her, og vi får te med nabomændene, mens vi tilser vejkonstruktionen.

Der er manden, der altid bærer styrthjelm, selv om hans motorcykel ikke er til at se. En med glasøje, jeg tænker er umulig at regne ud, da han deltager i kortspil på bakken.

Ham med det nålestribede jakkesæt, ham med de strittende og pjuskede øjenbryn og så Bednath. Han er midtpunktet. Han får de andre til at grine, det er ham der peger, og de andre, der følger hans finger mod bulldozeren og langs med skråningerne.

De sidder i lotusstillinger, og jeg kan høre, at de ikke er enige.

Raj redegør

There is a lot of problem with the others”, forklarer Raj mig dagen efter.

Han er Bednaths søn, en høj ung mand med topmave, kraftige arme, og en af de fire generationer af børn og ældre, der af og til bebor kaffefarmen.

The problem is that many people here is illiterate. They don´t understand, what we want to do”, siger han.

Hov, vent. Jeg forstår ikke. Raj, du siger, at I vil gøre noget med den nye vej? At I har planer?

Yes. We want to make a hotel on the viewpoint”, svarer han og kigger mod den bakke, som skiller farmene i landsbyen fra hinanden ad og udgør det eneste stykke offentlig jord i området.

De har fået vejen til gengæld for en tilladelse til at lave et vandkraftværk ved den nærliggende flod, og som lokalsamfund kan de som jordejere gøre krav på et stykke land, som de omkredser, fortæller han.

De skal bare være enige om, hvad de så skal bruge det til.

Cyklisk Nepali system

Dagen efter hjælper alle mændene hinanden med at slæbe sten væk fra den nye vej, men jeg kan høre, at de stadig er uenige.

Ja, ja. Nu var jeg dum nok til at tro, at det var de rige byggematadorers planer, der styrede byggeriet af den nye vej, så jeg lader Nepali system være Nepali system.

I stedet koncentrerer jeg mig om at undgå igen at træde ned i komposten med kokassevand til knæet og skære mig fingeren med leen, når jeg klipper græs til koen.

Jeg har affundet mig med systemet; koen giver mig mælk til at opveje de efterhånden ensformige ris med en læskende lækker lassi på bananer og mandariner.

Det hele er et stort cyklisk system her. Nepali system går i ring, og det hele falder på plads for mig, da jeg kommer med til en begravelse.

Ved Madi-floden

Vi står op kl. 5.30 og går afsted kl. 6.

Ned ad bakkeskråningen i mørke, op ad den næste i lyset fra den stigende sol. Jeg går bag ved Bednath og hans bror, og vi har alle tre foldede hænder på ryggen. Bednaths mors brors hustru er død. Hun blev 68 år, og det er ungt, synes de.

Hun døde af kræft i maven aftenen forinden.

Vi når floden Madi i dalen mellem bakkerne, og ligtoget er gjort klar. Folk kommer drysende til – hovedsageligt mænd – mens kvinderne serverer te og gør blomster- og pengeseddelskranse klar.

Jeg er taknemmelig over, at jeg fik lov til at være med, at jeg stadig har en krop til låns, og at Nepal bliver ved med at give gaver.

Jeg ved, at vi skal faste, så jeg forholder mig i ro. Ser til, mens de lokale mænd bærer tykke stammer træ ned til flodbredden, gør klæder klar til liget, mens de to sørgende sønner stirrer ud i den kolde morgenluft med et tomt blik.

De har også fastet, både aftenen forinden, og skal gøre det hele dagen i dag. De næste 11 dage må de kun indtage ris og grøntsager og ingen salt. Salt kommer der til gengæld på bålet ved liget, da de har båret det ned til floden. En mand med hue trutter i en konkylie, og de to sønner går i rundkreds om brænde og krop med ild i en kurv.

Liget tager fire timer om at brænde, og bagefter får vi te. Jeg får også kiks, men både sønner, Bednath og mange andre nært relaterede mænd bliver kronraget – hara krishna-style – og må heller ikke indtage føde i dag.

En kvindes krop er blevet ofret til guderne i dag. Eller det vil sige, at de fik den tilbage, efter hun havde lånt den, og nu har forladt den.

“Der er ingen grund til at græde. Det er kun Shiva, der ved, hvornår vi skal herfra, og vi kommer jo tilbage igen”, som Bednath formulerer det.

På genhør efter bjergene

Jeg er taknemmelig over, at jeg fik lov til at være med, at jeg stadig har en krop til låns, og at Nepal bliver ved med at give gaver. Vi kører hjem på taget af en bus, og jeg griber mig selv i at kigge mod Bednaths smilende ansigt med de få tænder, lige efter at have set ned mod en dyb bakkeskråning, som bussen læner mod.

Når jeg skriver her igen, er det om bjergene – de rigtige høje nogle med sne på – og hvis I modtager nyt, er det fordi jeg ikke er faret vild, ramt af højdesyge eller er frosset ihjel i de minus 30 grader, der kan ramme Himalaya i en vandrehøjde på over 5000 meter om vinteren.

Jeg er ikke længere bange for at dø, men har ikke tænkt mig at gøre det lige foreløbig.

På genhør.

EGODØD

Tak til langdræberen Syv år i Tibet, backpacker-sløvsind og rouletten på Showboat i Atlantic City, der dræbte alle drømme om en tibetansk tøjbutik i USA.

Tænk, at det skulle være to tibetanere – en spillefugl og en tv-narkoman – der skulle få mig til at værdsætte, at tiden står stille og tankerne forsvinder, når jeg vandrer i Himalayas kolde og guddommelige bjerge uden guide.

Hvorfor er det så svært at lade være med at skynde tiden ihjel og hele tiden sætte sig nye mål? Selv når jeg går mellem de smukkeste bjergtinder, jeg har set, har jeg svært ved at dvæle ved øjeblikket. Målet er foran mig, og jeg skal hurtigt fremad, et skridt efter det andet for at nå det.

Sæt nu farten ned. Hvad vil du opnå, får jeg spurgt mig selv, da jeg efter tre dages vandring har taget jeep for at springe en kedelig del af ruten over, har skippet frokost og er blevet opmuntret af min vært på det første vandrehjem:

“Du kan være over passet og på den anden side på fire dage”, lyder det opmuntrende fra den lille tætte nepaleser, efter vi har indtaget den daglige spise dal bhat, ris i linsesovs med grøntsager stegt i karry.

Han smiler og kigger mod sine fire spredte fingre, mens vi varmer os foran en brændeovn i 1.900 meters højde. Vandreturen er lige begyndt.

Gået i stå på farten

Men jeg har jo undersøgt, at det skulle tage mindst 14 dage at gennemføre, tænker jeg.

Jeg er i Nepal for at slå tiden ihjel, finde ro og lære at lytte til hjertet frem for tankerne. Det er gået fremad indtil videre. Jeg har været her i en måned, og er begyndt at omfavne nogle af livets grumme sandheder; at det meste synlige for øjet er et bedrag, at lyset kommer til den, der søger det, og at døden er en naturlig del af selv livet på en frodig kaffefarm.

Jeg har været her i en måned, og er begyndt at omfavne nogle af livets grumme sandheder; at det meste synlige for øjet er et bedrag, at lyset kommer til den, der søger det, og at døden er en naturlig del af selv livet på en frodig kaffefarm.

Nu er det, som om jeg er gået i stå, selv om jeg hastigt bevæger mig frem mod et mål.

Rastløs er jeg på vej mod at krydse et bjergpas i 5.400 meters højde, Thorong La Pass, der skiller to dale fra hinanden på den famøse Annapurna Circuit, en af verdens mest betrådte vandreruter blandt tinder, der rager mellem 5 og 8.000 meter op i den tynde luft over Himalaya – ind mod Tibet.

Uden for sæsonen

Her er tomt.

Det er, som om, der er sprunget en atombombe i nærheden, og at alle længe inden er løbet i skræk ned fra bjergene. Støvet fra jordvejen blæser i vinden, og de første dage går jeg gennem små forladte landsbyer med træhytter i røde, gule og blå farver, hvor 70 centiliters tomme Tuborg-flasker ligger og flyder i bunker foran.

Så kan jeg koncentrere mig om at trække vejret roligt gennem næsen og nyde udsigten til sneklædte spidser i himlen. Scenen passer til min sindstilstand – øde og med en duft af grantræ, kokasser og ged.

Der står Free Wifi og 24 Hour Hot Shower på skiltene, og indenfor i husene, som har navne som Annapurna Viewpoint og Trekkers Paradise, er der dækket op til turisterne med hvide servietter i glassene. De eneste, jeg møder, er en håndfuld kvinder, der bærer brænde på ryggen med en strop for panden, og de få mænd, der er blevet tilbage, bygger nye vandrehjem frem mod næste højsæson til marts.

Fint.

Så kan jeg koncentrere mig om at trække vejret roligt gennem næsen og nyde udsigten til sneklædte spidser i himlen. Scenen passer til min sindstilstand – øde og med en duft af grantræ, kokasser og ged.

Der er ikke rigtigt mere at tænke over, som jeg ikke har ladet passere nethinden, mens jeg har haft fingrene inde mellem grene for at finde kaffebær og nede i buffaloafføring på et nepalesisk landbrug i tre uger.

Ikke andet end at jeg er bange for at få højdesyge og for at komme for hurtigt frem.

Så jeg begynder at gå omveje uden om den støvede jeepvej, op mod de små tibetanske landsbyer, hvor stierne fylder to sko i bredden, og hvor de lokale er vant til at bryde muskelvæv i lårbasserne, når de hyrder geder og yakkøer på skråningerne.

Det er her, jeg møder backpackerne på sabbatår. Med en higen efter oplevelser, men et afslappet forhold til tid og mål med tilværelsen.

Typisk backpacker-trio

Jeg er lige gået fra buddhistklosteret på toppen af bakken. En dreng viste mig ind gennem porten til en gårdsplads med hvidmalede symboler på fliserne, barakker med sengepladser til munkene, et guldbelagt tempel med låst dør, og han forklarede, at de kun var tre tilbage til at vogte bygningen her om vinteren.

På stien ned derfra og til næste dal er der kun mig. Det er på vej op igen, at en fregnet pige med en rød, hæklet uldhue går mig i møde, mens jeg holder et hvil midt på den snoede stigning.

Hun er tynd som et bræt, og bevæger sig oprejst og sindigt afsted med konstante, små skridt. Det samme gør den lille alfelignende amerikaner, der følger efter hende. Han har spændt liggeunderlag og klatrehjelm på sin rygsæk og siger; “How u doing?” efterfulgt af et fjoget grin.

Til sidst kommer en høj, langhåret vandrer med store lysebrune støvler og uvaskede krøller, der er ved at flette sig sammen til dreadlocks under hans blå Northface-hue.

Jeg tilslutter mig flokken, og med ét er min ensomme vandren afbrudt. På toppen hilser jeg på Evelyn og Lior fra Australien – den fregnede og den krøllede – og amerikaneren Alex begynder straks at smalltalke om hvor, hvem og hvorfor, mens jeg forsøger at samle tankerne til en egentlig form for dialog.

Alle tre er 21-årige backpackere på sabbatrundrejse i Asien efter endt college-ophold. Med en pose pot i tasken, Lonely Planet og ingen akutte planer for fremtiden.

De skal ikke nå noget, men jeg har svært ved at følge med i deres tempo. Især opad.

Gode Karma

Jeg er lettet, da vi når til byen Manang i 3.700 meters højde, og jeg nikker istemmende, da de andre foreslår at blive her to nætter. Vi er ankommet i starten af januar, og på en liste på registreringskontoret kan jeg se, at 1.494 amerikanere og 221 danskere besøgte den her by i løbet af 2016.

Vi tager logi hos den enlige, tibetanske kvinde Karma, der har lave priser på menuen og flere af hendes søstre på besøg i en rundkreds på skummåtter om brændeovnen – med blikket vendt mod Bollywood på en fladskærm.

Tv’et kører konstant, og stemningen er lun. Ligeså lun, som den varme, der strømmer ud i rummet fra de yakkokasser og grankogler, der brænder inde i ovnen.

Om morgenen har hun viklet et tørklæde om sit hoved, hun bærer dynejakke, og serverer te til de lokale mænd, der mumler mantraer og får det stående spinnehjul på bordet til at snurre. Hver dag hælder hun vand op i messingskåle på alteret med billeder af Dalai Lama. Om aftenen laver hun ris og grøntsager i kilovis og hælder raksi – den lokale hirsebrændevin – op til de unge mænd fra landsbyen, mens de alle sammen griner, sludrer, smiler og kigger mod skærmen.

Tv’et kører konstant, og stemningen er lun. Ligeså lun, som den varme, der strømmer ud i rummet fra de yakkokasser og grankogler, der brænder inde i ovnen.

Pitts tomme sind

Anden dag foreslår Karma, at hun sætter filmen Syv år i Tibet på – selv om hun og søstrene har set den flere gange. Byen er fyldt med små biografer med fladskærme, der alle sammen viser de samme film: Into Thin Air, Syv år i Tibet, Into the Wild.

Jeg ser et mønster.

Biograferne er lukket om vinteren, så Brad Pitt spiller rollen som bjergbestigeren Heinrich Harrer inde på Karmas fladskærm. For at gøre en meget lang historie kort går han fra at være en selvoptaget megaloman, der forlader sin familie for at bestige et bjerg, til at han begynder at værdsætte livet i sin enkelthed, være i øjeblikket og ikke hæfte sig ved problemer og konflikter.

Det tager ham så syv års ophold hos Dalai Lama i Tibet og næsten tre timers kedsommelig film at nå frem til, men undervejs kommer han faktisk med en smuk beskrivelse af det at begive sig op på vandring i den tynde luft.

En ung Dalai Lama spørger Brad Pitt, hvad han så godt kan lide ved at bestige bjerge, hvortil han svarer med en påklistret østrigsk accent:

The absolute simplicity. That’s what I love. When you’re climbing your mind is clear and free from all confusions. You have focus. And suddenly the light becomes sharper, the sounds are richer and you’re filled with the deep, powerful presence of life.”

Jeg oplever enkeltheden på min vandren i dagene efter filmen.

Resignation

Der er blå får på bjergsiden på vej mod søen Tilicho i 5000 meters højde.

Fårene er ikke blå, og ligner mere små geder med snoede horn, men sådan hedder de nu engang, og på min vandring er intet rigtigt, som jeg troede, det ville se ud.

Jeg har bedt backpackerne om ikke at vente på mig, når jeg sakker bagud. Har for længst opgivet at leve op til mine egne ambitioner om at følge med den hurtigste opad – amerikaneren – og i stedet gå mit eget tempo.

Jeg er tom.

Stolthed handler nu om at bære mig selv, at trække vejret roligt og nyde synet af den sneklædte bjergside på den modsatte side af floden og den sti, jeg går på.

Jeg er tom.

Tømt efter at have skidt alt den luftige ris i maven ud bag et træ og fuldstændig tom for tanker. Går forsigtigt over stenskred, trækker vejret ind og kigger ned, kigger op og puster ud. Og drikker vand med hvidløg og ingefær for at forhindre højdesyge.

De andre har allerede været fremme i hytten ved foden af opstigningen til søen i en time, da jeg når frem. De drikker te og spiller kort, men det rører mig ikke. Jeg er varm i længere tid, inden brændeovnen bliver tændt i de minus 25 grader om aftenen, og jeg strækker ud, inden vi får suppe.

Bjergsøen er en omvej fra ruten over bjergpasset. Vi går tre timer opad næste morgen fra kl. 6 for at nå den, gennem en halv meter sne og kraftig vind. Evelyns fingre får røde pletter af kulden, Liors og mine tæer bliver aldrig varme, og amerikaneren hopper på stedet, indtil vi andre når frem.

Han deler sin Snickers-bar ud til alle. Vi smiler lettede på fotoet, vi får taget foran den frosne plet vand, inden vi skynder os nedad igen.

Det hjælper mod højdesyge at gå op og ned samme dag. Det gælder faktisk hele livet – at man må ned og gennem bølgedale for at kunne klare opturene, uden at det stiger én til hovedet. Det tænker jeg på, da vi møder Tenzin, den tibetanske spillefugl, der er kommet tilbage til bjergene efter at have tabt sin store drøm på et roulettebord i USA.

Han bor på den anden side af bjergpasset.

For hurtigt op

Først skal vi sove i 4.500 meters højde i landsbyen Thorung Pedi, og det er ikke alle, der klarer den del af ruten. Faktisk døde 32 i en snestorm heromkring i 2014, og hvert år bliver mange tvunget til at vende tilbage uden at nå toppen.

Om aftenen sidder der en argentinsk mand med fuldskæg foran ovnen med sine fingre borende gennem hans lange fedtede hår under huen. Han har været her i tre dage, fortæller han. Med en dundrende hovedpine og mangel på sult – de typiske symptomer på højdesyge. Hver gang han forsøger at gå højere op, stiger smerten ham mere til tops, og han må gå ned igen.

Han vil over, så han sidder her endnu. Jeg spørger, om han vil med os andre over næste morgen.

No,” svarer han prompte og ryster på hovedet.

“Måske i overmorgen. Jeg tror, jeg er gået for hurtigt op.”

 

Sneleoparden

Jeg sætter pris på mine følgesvende, da vi krydser toppen næste formiddag.

Føler mig beskyttet, hvis kroppen skulle svigte. Vi går stødt og roligt over, og når næste landsby på den anden side, syv timer efter afgang fra Thorung Pedi.

Jeg vil gerne have set en sneleopard, lige som den litauiske mand, jeg snakkede med på et hostel inde i byen, havde gjort. Han nåede tidligt frem til den sidste hytte inden toppen, og besluttede sig derfor for at gå en tur op på et nærliggende bjerg for at holde varmen.

“Pludselig stod den bare foran mig i sneen. Jeg kiggede rundt efter andre, men der var ingen. Jeg knugede min vandrestav ind til kroppen. Den kiggede på mig, men inden jeg kunne nå at blive lammet af skræk, var den væk,” fortalte han.

“Så hurtig og let på tå. Så stor og stærk, at jeg intet havde kunnet stille op imod den.”

Jeg så kun sne på toppen, og da vi er fremme ved landsbyen og Tenzins hotel, ser jeg på de andre spise.

Forberedt på modgang

Det australske par deler en portion stegte ris og en tibetansk suppe med håndpressede nudler mellem hinanden, thenthuk. På samme måde, som jeg selv plejede at gøre med min forhenværende kæreste. Vokset sammen til én person på 21 år uden konkret bevidsthed om selvstændig identitet og mål med livet.

Amerikaneren Alex slubrer suppen ubekymret i sig, mens han sikkert tænker på næste klatrevæg og eventyr. Alle uden planer andet end at nyde friheden til at rejse, inden de starter på karriere og stifter familie.

Jeg ser dem i mig selv. Væk er den foragt, jeg plejede at have for backpackere og sløvsind, og jeg ser deres unge sind og mangel på selvbevidsthed i den tilstand, jeg er i efter 10 dages vandren i bjergene.

De vil møde modgang, som de ikke har mødt den før, men nu har de i det mindste allerede vandret op og ned i fremmede og ekstreme højder.

Fred over Showboat

I spisestuen er der malet to halvmeter store spillekort på væggen, og der står ‘21’ og ‘Blackjack’ ovenover.

Vi er i landsbyen Kagbeni med huse af sten, farvede flag, der hænger mellem tagene, og Hotel Om Showboat – opkaldt efter et casino i Atlantic City i USA og tilføjet det tibetanske ord for fred foran.

Tenzin kommer ind med en vandpibe til mig og Alex, en hukka, og jeg spørger til kortene på væggen.

Gambling, you know,” siger han med et skævt smil under en uldhue med lapper for ørene og to snore.

Han har arbejdet 12 år i en hiphop-tøjbutik i Philadelphia og to år som afrydder på Buddha Bar i New York. Meget af fritiden gik med ture på kasino i Atlantic City. Han havde en drøm om at åbne sin egen tøjbutik, men ambitionen blev skrabet samlet væk sammen med de jetoner, der går til huset, når kuglen har fundet sin plads på roulettehjulet, og taberne er fundet.

You can win a lot of money. Fast. But also loose. The chance is only 40 percent to win on the roulette, but if I play blackjack, the chance is maybe 80.”

Jeg kigger undrende på den lille tibetaner foran mig. Hvorfor spillede han så ikke bare kort?

Han smiler og vender begge sine håndflader ud til siden.

Nu er han tilbage i landsbyen, hvor han startede inden afrejse til det store udland. Han har åbnet Hotel Om Showboat, og freden har sænket sig over spillefuglen, der nu går og mumler mantraer, hælder vand i messingskåle foran Dalai Lama og tænder ild i grangrene på taget hver morgen.

Poul Krebs Lama

Freden har også indtaget mig.

Jeg tager afsked med de tre backpackere, og går alene mod bunden af bjergene og min første øl, smøg og bid kød i 14 dage. Et varmkildebad venter i landsbyen Tatopani.

Jeg håber ikke, det også tager syv år for mig at få den tilstand til at blive en del af mit daglige liv. I modsætningen til Brad Pitt har jeg ikke personlig audiens hos en lama, men jeg har banaliteternes ypperste trubadur.

Jeg har Poul Krebs og teksten fra sangen ‘Gå en tur’:

Sku’ vi ikke ta’ og gå en tur
Tal’ om vind og vejr
Og alt det man ku’ tænke sig

Her igennem livet
Om stort og småt og skidt og godt
Og se det som en leg
Ik’ ta’ alting for givet
Men gi’ dig hen og find lidt fred
Lad intet hæmme dig

Vi ku’ drømme os til et andet sted
Hvor solen altid skinner og
Hvor folk er evig glade
Tale om at finde et sted
Hvor alle mennesker chiller
Og hvor vi bare følger med
(…)

Fotos: Anders Haubart Madsen. Billedbehandling og opsætning: Michaël Dorbec

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Anders Haubart Madsen

Freelancejournalist. Født i 1986. Interesserer sig for sindets lyse og mørke sider. For hvordan natur, stoffer, kultur og religion påvirker tankebanerne hos det moderne, fortravlede menneske. Har blandt andet skrevet for Politiken, Weekendavisen, Jyllands-Posten, Ekko og DenFri.

Seneste indlæg fra

Gå til Top