mm

Anne Sofie Allarp

Anne Sofie Allarp er forfatter, debattør og uddannet jurist fra Københavns Universitet.  Hun er også studievært på Radio24syvs udenrigsmagasin Datolinjen. Efter arbejde for Folketingets internationale afdeling, i Europa-Kommissionen med udstationeringer i Afrika og Asien og som international sekretær for Socialdemokraterne i Danmark, debuterede hun i 2011 med sin første roman Falske Stemmmer. I 2012 udgav hun romanen Hændelsen, en psykologisk gyser, som også udkom på engelsk under titlen The Occurrence i begyndelsen af 2014.  I efteråret 2014 udkom hendes første fagudgivelse, debatbogen Den skandinaviske drøm - socialdemokratiske samtaler om velfærden, krisen, indvandringen og værdierne. Anne Sofie Allarp er desuden forfatter til børnebogsserien om Magda og hendes usynlige ven Sylvester, illustreret af Anne Louise Laugesen og udgivet af Ramasjang Godnathistorier. Anne Sofie Allarp har været formand for SFU, næstformand for Europæisk Ungdom, medlem af Europabevægelsens hovedbestyrelse og medlem af Socialdemokratiet siden 2003 frem til maj 2015, hvor hun meldte sig ud i utilfredshed med partiets politiske linje. Hun bor i København med sin familie og har tidligere boet i Madrid.

Se alle skribentens artikler

Når gode mennesker ikke fortæller sandheden

KOMMENTAR – Viden er ligegyldig, alt er til debat, fakta kan være alternative fakta, eller slet ikke fakta og selv hæderkronede organisationer og Folkestyrets repræsentanter ved, at vi er videre i nyhedsmøllen i morgen, i morgen er en ny dag, skriver cand.jur. Anne Sofie Allarp og advokat Daniel Herman Røjtburg med udgangspunkt i omskæringsdebatten og Borgerforslag nr FT-00124, der støtter en kriminalisering af omskæring af drengebørn.

Vi er ved at forstå alvoren af det, der kaldes ”fake news”.

Vi kender til eksistensen af Balkan-teenagere med en forretningsplan, der baserer sig på åndssløve hverdagsmenneskers hang til clickbait.

Vi har hørt om Putins troldefarme og måske har vi hørt, at han er ude på at svække tilliden til vores samfundsinstitutioner og til hinanden.

Vi har bemærket undersøgelsen af Ruslands indflydelse på det amerikanske valg i 2016, og vi ser Facebooks chefer krybe og kravle foran alverdens parlamenter lige nu.

Til gengæld har vi en tendens til at undervurdere eller fuldstændig misse den falske information, der florerer herhjemme.

Ingen af de i alt 195 lande, som har bidraget til udarbejdelsen af børnekonventionen, og som har underskrevet den, har kriminaliseret drengeomskæring. Og allerede her bør mistænksomheden være vakt

Et eksempel på misinformation har det seneste halve år fået støtte fra danskere i titusindvis, det er blevet spredt i medierne, af respekterede civilsamfundsorganisationer og er nået helt frem på tinge, hvor det er blevet viderebragt fra folketingets talerstol.

Eksemplet stammer fra omskæringsdebatten, og lade det endelig ikke afholde Dem fra at læse videre.

I Borgerforslag nr. FT-00124, som har rundet 50.000 danskeres godtroende støtte, og dermed skal behandles i Folketinget, hvor det står til forkastelse, fremgår det, at rituel omskæring af drengebørn skal kriminaliseres, fordi:

”Dermed vil Danmark leve op til Børnekonventionens bestemmelser i artiklerne 19 og 24, stk. 3, der pålægger deltagerstaterne at beskytte børn mod skade samt tage alle effektive og passende forholdsregler med henblik på afskaffelse af traditionsbundne ritualer, som er skadelige for børns sundhed.”

Man forstår altså på borgerforslagets ordlyd, at Danmark i dag forbryder sig imod Børnekonventionen.

At vores politikere har undladt eller forsømt at bringe den danske lovgivning i overensstemmelse med Børnekonventionens angivelige forbud imod drengeomskæring.

Man skal imidlertid ikke have snuset meget til debatten om kriminalisering af drengeomskæring før man lærer, at Danmark ville blive det første land i verdenen med et sådant forbud.  Ingen lande eller territorier har indført kriminalisering.

Betyder det, at alle 195 lande uafbrudt har begået konventionsbrud siden Børnekonventionens ikrafttræden i 1990? Nej, der faktisk er der i folkeretten konsensus om, at omskæring af drenge ikke er i strid med Børnekonventionen eller andre rettighedsbærende konventioner

Altså: Ingen af de i alt 195 lande, som har bidraget til udarbejdelsen af børnekonventionen, og som har underskrevet den, har kriminaliseret drengeomskæring. Og allerede her bør mistænksomheden være vakt.

For betyder det, at alle 195 lande uafbrudt har begået konventionsbrud siden Børnekonventionens ikrafttræden i 1990? Nej, der faktisk er der i folkeretten konsensus om, at omskæring af drenge ikke er i strid med Børnekonventionen eller andre rettighedsbærende konventioner.

Hverken i konventionsteksten til børnekonventionen, i forarbejderne til konventionen, eller i forbindelse med forhandlingerne om konventionen kan der findes holdepunkter for, at konventionen indeholder en forpligtelse for staterne til at forbyde omskæring af drenge.

Bestemmelsen i Børnekonventionen om ”afskaffelse af traditionsbundne ritualer” er vedtaget med henblik på at forbyde FGM (Female Genital Mutilation, også fejlagtigt kaldet ”pigeomskæring).

Borgerforslagets formulering bliver ikke mindre paradoksalt af, at den danske regering i forbindelse med den universelle periodiske bedømmelse under FN’s Menneskerettighedsråd forrige sommer uden forbehold accepterede den periodiske bedømmelses anbefaling om IKKE at forbyde eller indføre en aldersgrænse for rituel drengeomskæring.

Det danske justitsministerium har da også ved flere lejligheder afvist, at Børnekonventionen kan fortolkes, som det fremgår af borgerforslaget.

Senest i et svar til et §20 –spørgsmål i denne samling skrev Justitsministeriet: ”Artikel 19 (i børnekonventionen, red.) beskytter børn mod alle former for fysisk eller psykisk vold, skade eller misbrug, vanrøgt eller forsømmelig behandling, mishandling eller udnyttelse, herunder seksuel udnyttelse.

FN’s Børnekomité har i sine generelle bemærkninger til artikel 19 defineret disse former for ulovlig behandling.

Omskæring af drengebørn er ikke angivet som værende omfattet af definitionerne.

Helt anderledes alvorligt var det derfor, da Børns Vilkår, Red Barnet og Børnerådet samlet meldte sig på banen i debatten den 3. maj i Jyllandsposten

Desuden beskytter artikel 24, stk. 3, børn mod traditionsbundne ritualer, som er skadelige for børns sundhed.

I de fælles generelle bemærkninger fra FN’s Børnekomité og FN’s Kvindekomité om afskaffelsen af diskrimination mod kvinder og skadelige ritualer nævnes omskæring af drengebørn ikke.”

I justitsministeriets svar til Ole Hækkerup (S) dateret 2. december 2008, skriver ministeriet tilsvarende: ”Efter Justitsministeriets opfattelse er der således ikke grundlag for at antage, at den ovennævnte retstilstand vedrørende omskæring af drenge skulle være i strid med Børnekonventionens artikel 19, stk. 1. D”

Ikke desto mindre har 50.000 danskere nu lagt navn til, at Folketinget skal lovgive for at leve op til en internationalretlig forpligtelse, som Danmark således notorisk ikke har.

Men hvordan skulle de 50.000 også vide det, fristes man til at spørge? De stoler jo på, at Intact Denmark, som står bag borgerforslaget, har gjort sig umage, da de udarbejdede borgerforslagets ordlyd.

Og her er der to muligheder, som er sådan cirka lige utålelige fra et samfundsmæssigt og demokratisk synspunkt.

Enten at Intact Denmark 1) fuldt ud vidste, at deres formulering af borgerforslaget simpelthen ikke er korrekt, eller at Intact Denmark 2) uvidende og ude af stand til at konsultere sagkundskaben bare skrev et eller andet, der lød tilstrækkelig flot.

Hvorfor er forvirringen i det hele taget så total, at Folketingets Sundheds og Ældreudvalg netop har sendt et nyt opklarende spørgsmål til regeringen, denne gang Børne og Socialministeren, om hvorvidt rituel omskæring monstro kunne tænkes at være i strid med Børnekonventionen?

Men nu er Intact Denmark jo også først og fremmest kendt som en stærkt politiserende og polariserende interesseorganisation, der synes at have et formål alene: at kriminalisere minoritetsforældrene til de børn, der bliver rituelt omskåret i Danmark. (Ca. en sjettedel af de omskæringer, der foregår i Danmark er rituelle, dvs. de sker, uden at der er en medicinsk grund til dem).

Og man kunne derfor frygte, at faktatjekket for Intact Denmark var mindre vigtigt end at samle støtte til en kriminalisering.

Helt anderledes alvorligt var det derfor, da Børns Vilkår, Red Barnet og Børnerådet samlet meldte sig på banen i debatten den 3. maj i Jyllands-Posten.

Her var det tre respekterede, veletablerede børneorganisationer i Danmark, som, efter behændigt at have sprunget alle relevante overvejelser og etiske spørgsmål over, alene henviste til, at ”rituel omskæring af drenge er et indgreb, der er i strid med FN’s Børnekonvention.”

Her begyndte det for alvor at blive påfaldende. For de tre børneorganisationer må formodes at have en vis indsigt i de konventioner, der regulerer børns rettigheder.

Men når de alligevel viderebragte løgnen om den konventionsstridige nation Danmark, var det så, fordi 1) de faktisk selv troede på den? Eller var det sådan, at 2) de mente det måtte være rigtigt, og samtidig intet behov havde for at fakta-tjekke den information, der kom fra organisationen bag et stærkt kontroversielt borgerforslag?

Eller var det virkelig – og uden pis – sådan, at 3) de tre organisationer var helt med på, at de ikke talte sandt, men at de var tilstrækkeligt ligeglade med det, til at lade være.

Men er juraen hugget i sten? Nej, den er meget dynamisk. Bare læs vores grundlov, og se om man kan kende meget af Danmarks nutidige indretning i den. Men kan man så ikke bare fortolke konventionen anderledes, end de lande, der har skrevet og tiltrådt den?

Alle tre muligheder efterlader en med klamme håndflader, for dem, der arbejder for andre og særligt de små, er de jo ”de gode”.

Dem burde vi kunne stole på, men da de tre opregnede scenarier desværre er udtømmende, er det svært at få øje på formildende omstændigheder. Enten var det bevidst eller ubevidst misinformation.

Men er juraen hugget i sten? Nej, den er meget dynamisk. Bare læs vores grundlov, og se om man kan kende meget af Danmarks nutidige indretning i den. Men kan man så ikke bare fortolke konventionen anderledes, end de lande, der har skrevet og tiltrådt den?

Sådan ville mange af de 50.000 bag borgerforslaget eller dem, der snart skal samle penge ind for Red Barnet sikkert spørge. Kunne man ikke på baggrund af konventionsteksten selv autonomt og løsrevet konkludere, at den danske stat forsømmer sine små borgere ved ikke at leve op til FN’s Børnekonvention?

Nej faktisk ikke, Man ville skulle kunne argumentere for, at staterne har givet sig selv en forpligtelse til at forbyde eller kriminalisere omskæring af drengebørn, og støtte for de argumenter findes som bekendt ikke, uanset hvor man kigger hen.

Så hvorfor skrev børneorganisationerne overhovedet om børnekonventionen? Hvorfor optræder formuleringen i borgerforslaget fra Intact Denmark?

Viden er ligegyldig, alt er til debat, fakta kan være alternative fakta, eller slet ikke fakta og selv hæderkronede organisationer og Folkestyrets repræsentanter ved, at vi er videre i nyhedsmøllen i morgen, i morgen er en ny dag

Hvorfor henviste SF’s folketingsmedlem Kirsten Normann Andersen til Børnekonventionen igen og igen under forespørgselsdebatten om omskæring den 25. maj i år?

Hvorfor er forvirringen i det hele taget så total, at Folketingets Sundheds og Ældreudvalg netop har sendt et nyt opklarende spørgsmål til regeringen, denne gang Børne og Socialministeren, om hvorvidt rituel omskæring monstro kunne tænkes at være i strid med Børnekonventionen?

Formentlig fordi ingen tjekker. Og fordi der ikke er tilstrækkelig skam i at blive afsløret i at have virkelig få hæmninger eller meget ringe grundighed, skulle nogen finde på at tjekke.

Viden er ligegyldig, alt er til debat, fakta kan være alternative fakta, eller slet ikke fakta og selv hæderkronede organisationer og Folkestyrets repræsentanter ved, at vi er videre i nyhedsmøllen i morgen, i morgen er en ny dag.

Men hvilken dag.

Indlægget er skrevet af Anne Sofie Allarp og Daniel Herman Røjtburg.

Daniel Herman Røjtburg (født 1981) er jurist/advokat uddannet fra Københavns Universitet og McGill University i Montreal, Canada. Han arbejdede i perioden 2004-2014 som advokatfuldmægtig og advokat i advokatfirmaet Kromann Reumert, hvor han rådgav et bredt udsnit af danske og internationale virksomheder. Daniel har siden 2014 været ansat som advokat og senior legal counsel i Pandora A/S. Sideløbende med sit virke som advokat har Daniel gennem flere år været tilknyttet Københavns Universitet som ekstern underviser og eksaminator i faget folkeret/international ret.

Anne Sofie Allarp er forfatter, debattør og uddannet jurist fra Københavns Universitet.  Hun er også studievært på Radio24syvs udenrigsmagasin Datolinjen. Hun hsr tidligere arbejdet for Folketingets internationale afdeling, i Europa-Kommissionen med udstationeringer i Afrika og Asien og som international sekretær for Socialdemokratiet. Hun har været formand for SFU, næstformand for Europæisk Ungdom, medlem af Europabevægelsens hovedbestyrelse og medlem af Socialdemokratiet indtil 2015.

Topillustration: Circumcision by Nick Youngson CC BY-SA 3.0 Alpha Stock Images

Kategorier