Når det gør ondt fordi det skal det og det er helt OK

af

“Så holder jeg lidt ekstra om mig selv. Så tager jeg en dyb indånding. Så ryger jeg en cigaret, selvom jeg ved, det er dårligt for mig men det er det, jeg har lyst til. Så drikker jeg kaffe af den fine kop og trækker vejret ned i dampen. Så svarer jeg ikke ‘fint!’, når folk spørger mig, hvordan jeg har det. For jeg skylder både mig og dem ikke at lyve for at passe ind. Det har jeg brugt al for meget liv på allerede.” Louise Amalie Juul er ny skribent på POV og skriver om sind og krop og det liv, der følger med.

Sommetider er det svært at være glad.

Sommetider vågner jeg med en knude i maven og et gråt syn på alting, selvom solen skinner og værten på morgenradioen sender gode vibrationer og kærlighed ud, så jeg skulle kunne mærke det, men jeg mærker ingenting.

Sommetider på de tider så er det som om, dynen aldrig rigtig kommer af, selvom jeg er stået ud af sengen. Den er ti gange tungere og kvælende, og selvom den er det, er den det eneste, jeg har lyst til at vende tilbage til. På de tider er døren pludselig låst med tyve låse og umulig at komme ud af og skoene kommer aldrig på den dag på de tider.

Sommetider gør det ondt et ubestemmeligt sted i maven og det er svært svært svært at sige hvorfor og hvordan

Sommetider gør det ondt et ubestemmeligt sted i maven og det er svært svært svært at sige hvorfor og hvordan og om det er en egentlig fysisk smerte, eller bare noget hjernen af én eller anden grund insisterer på.

Uanset hvornår disse sommetider dukker op, føles de altid ubelejlige. Det er ikke særlig belejligt at have det skidt. Det er irriterende og i vejen og jeg vil bare gerne være glad.

“Jeg vil jo bare gerne have det godt!” siger jeg så, mens angsten presser sig på og kroppen stritter imod for jeg har det ikke godt og så er det fuldstændig ligegyldigt, hvad jeg gerne vil.

Sommetider er det svært at være glad og det er helt helt helt OK. Det er faktisk meningen.

Du har hørt det før, og jeg siger det igen; livet er ikke et glansbillede. Tristhed er en grundfølelse fuldstændig ligesom vrede, frygt, foragt, glæde og alle de andre er det. Det bedste, du kan gøre er at eje det. Dem, følelserne. Dem allesammen.

Sorg er et livsvilkår. Sorg er et af mine livsvilkår. Det er en stor del af mig, og jeg er nødt til at anerkende sorgen og vreden og angsten lige så meget som jeg anerkender glæden og alle de gode ting.

Grundfølelserne er noget af det, der er med til at gøre os til hele mennesker, og for at være hele mennesker er vi nødt til at tage det hele med. Uanset hvor ubelejligt, det er. Uanset hvor meget bedre det ville være, hvis jeg lige var glad i dag, for det ville være passende og det ville måske også gøre andre mennesker gladere.

Der er nok at være ked af, og nogle gange er det bare ikke rigtigt eller vigtigt at smile og komme videre

Well, gæt hvad, jeg hverken kan, skal eller vil tilpasse mine følelser efter, hvad der er belejligt. Det nytter nemlig ingenting og jeg fortjener bedre. Jeg fortjener at anerkende mig selv. Også på de dårlige dage.

Så holder jeg lidt ekstra om mig selv. Så tager jeg en dyb indånding. Så ryger jeg en cigaret, selvom jeg ved, det er dårligt for mig, men det er det, jeg har lyst til. Så drikker jeg kaffe af den fine kop og trækker vejret ned i dampen.
Så svarer jeg ikke ‘fint!’, når folk spørger mig, hvordan jeg har det. For jeg skylder både mig og dem ikke at lyve for at passe ind. Det har jeg brugt al for meget liv på allerede.

Der er nok at være ked af, og nogle gange er det bare ikke rigtigt eller vigtigt at smile og komme videre. Nogle gange skal man blive i følelsen og spørge sig selv, hvorfor den kommer, hvad der ligger til grund. Nogle gange skal man have det ad helvede til. Og det gør ondt og det er nederen og det er helt OK og det mest naturlige i hele verden.

Så gør dig selv en tjeneste og træk vejret lige nu, lige der hvor du er mentalt. Kom i kontakt med dig og anerkend hvad der sker og hvordan det føles. Det er dagens råd, og det er noget af det stærkeste og bedste, du kan gøre for dig selv.

POV lønner ikke sine skribenter. Endnu. Men hvis du synes godt om Louise Amalies tekster, kan du donere et beløb til hendes Mobile Pay – beløbet bestemmer du selv,  hun bliver glad uanset hvad: 23260044

Foto: Louise Amalie Juul.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Louise Amalie Juul
Stud.mag. |

Ordglad debattør, digter og danskstuderende fra 1993. Louise Amalie er tidligere journalistelev, men slår nu sine folder på Københavns Universitet. Hun holder foredrag om kropsidealer, selvværd og spiseforstyrrelser, og bruger gerne sig selv og sin krop i kampen for mere diverse og mangfoldige samfunds-, sinds- og kropsbilleder. Louise Amalie bor i København og blogger på www.louiseamaliejuul.dk  Hvis du synes om hendes artikler, kan du donere til hende på MobilePay: 23260044
Foto: Jens Ulrich.

Seneste indlæg fra

Gå til Top