Når den rå sexisme udøves af en kvinde

af

UkuleleHannes aktuelle debut-EP Den onde guffer består af melodiske cover-versioner af nogle af dansk hiphops mest sexistiske og misogyne numre. EP’ens producer, Henrik Marstal, ser projektet som en intelligent, humoristisk og nødvendig kulturkritik af mainstreamkulturen, måske begyndelsen på en forbrugerkritisk bevægelse. Det er et longread, men emnet kræver mere end blot et par ord. 

Selvom jeg godt ved, at både hiphop-genren og musikbranchen generelt er mandsdomineret, kan jeg fra tid til anden blive lidt forstemt. Det sker især, når jeg oplever den mandlige dominans som så massiv, at det er svært for ikke at sige umuligt for kvinder såvel som mindre dominerende mænd at komme til orde.

Her er et eksempel: Sidste gang det var J-dag – altså den første fredag i november, hvor mange ifølge traditionen går i byen for drikke sig fulde i årets først julebryg fra Tuborg – kørte jeg en taxitur gennem København. Det var tidlig eftermiddag, og chaufføren havde P3-programmet Lågsus kørende med de to værter Pelle Peter Jensen og Nicholas Kawamura.

Smålummer, sexistisk radio

Netop da jeg satte mig ind i taxien, begyndte udsendelsens hyldest til J-dag i form af et lejlighedsnummer om emnet. Det var fremført af en mand, og det handlede, om at tekstens mandlige jeg-fortæller nu skulle ud med drengene og drikke sig stive. Undervejs indgik der en stikpille til kæresten (en kvinde, for rammesætningen var hetero-normativ): Hvis jeg-fortælleren skulle finde på at være hende utro i sine julebryg-brandert, ville det slet ikke tælle som utroskab, for det ville nemlig i så fald være sammen med en prostitueret!

Programmet kunne roligt kaldes en licensfinansieret drengerøvsverden udfoldet af, med og for den slags mænd, der uden at tænke over det opfatter det som en selvfølge, at verden først og sidst bør handle om deres eget køns velbefindende

Efterfølgende talte de to mandlige værter om, hvor fedt et nummer det dog var, og satte dernæst endnu et dansksproget nummer på med en mandlig performer i front. Tekstens jeg-fortæller tematiserede her, hvor helt fantastisk en røv den kvinde, han bejlede til, havde. Og ordet røv indgik temmelig mange gange i nummerets talrige omkvæd.

Programmet kunne roligt kaldes en licensfinansieret drengerøvsverden udfoldet af, med og for den slags mænd, der uden at tænke over det opfatter det som en selvfølge, at verden først og sidst bør handle om deres eget køns velbefindende.

Her skete det i form af to numre fyldt med drukromantik med vennerne, smålummer og sexistisk omtale af kvinder samt nedladende omtale af prostituerede, alt sammen sanktioneret af de to værter, der jo havde valgt musikken til lejligheden. Kort sagt: En verden, hvor mænd havde definitionsretten på det sjove liv, og hvor alene mænds perspektiv på og vurdering af verden var i fokus.

UkuleleHanne

Præcis en uge tidligere havde jeg hørt en lille koncert med en bemærkelsesværdig person ved navn Hanne Katrine Rasmussen. Hun optrådte solo under aliaset UkuleleHanne. Og jeg var solgt lige med det samme: Iført selskabskjole og høje hæle, med opsat hår og læbestift samt udstyret med blot en ukulele fremførte hun linjer som:

“Rag på min røv og rør mine rynkne dadler/ sut mig op fra slap, kælling, jeg løber ik’ med sladder/ vil pis’ på dig når du bader/ og gi’ dig skridtskader”

Ordene stammede fra Suspekts hit Sut den op fra slap (2007), og det var en besynderlig oplevelse at høre disse ord, der ellers var både skrevet og fremført af mænd, fremført med stor indlevelse af en kvinde, som om det var det naturligste i verden.

Hendes fremtoning som en kvinde, der i henhold til selskabslivets kodeks havde gjort sig bedst muligt præsentabel med fint tøj og make-up, blev pludselig en ironisk gestus: Den kønne, smilende person på scenen var ikke længere, hvad hun havde givet sig ud for, da hun trådte op på den.

Og det var desuden tydeligt, at ukulelen var en afgørende rekvisit for realiseringen af denne gestus. For her blev den til et lille, skrøbeligt, sødt, nærmest uskyldigt og alt andet end macho-maskulint instrument, hvis uanselighed stod i markant kontrast til teksternes selvhævdende, nedsættende gloser om kvindekønnet. Havde hun fremført sangene på for eksempel akustisk guitar eller klaver, havde virkningen næppe været den samme og konceptet ikke lige så overbevisende.

Efter UkuleleHannes optræden faldt jeg i snak med personen bag, og det viste sig, at hun trods en hel del optrædener, blandt andet som gæst på netop P3 og som support på en turné med stand-upperen Jonatan Spang, ikke havde udgivet noget endnu. Jeg foreslog at producere en EP for hende, og efter lidt betænkningstid slog hun til.

Sexistisk og misogyn mainstream

Arbejdet med at udvælge og arrangere sangene til EP’en gjorde mig en hel del klogere på den eksplicitte kulturkritik, som UkuleleHannes koncept var et næsten kun alt for direkte udtryk for med andre tekstlinjer som:

“Pige så våd jeg kan svømme i hende/ hun la’r sin fisse røre jorden/ vasker gulvet med den/ hun er swimmingpool” – Emil Stabil: ‘Swimmingpool’ (2015).

Det var en kritik, der sagde: Hvordan kan det egentlig være, at vi på den ene side finder sexisme, misogyni og voldtægtskultur socialt set uacceptabelt, men på den anden side hylder populærkultur, der nærmest konkurrerer om, hvem der kan udgyde mest sexistisk og misogynt lort på kortest mulig tid?

Jeg kender masser af god og vedkommende hiphop, som fokuserer på socialt ansvar, oplevelsen af at være marginaliseret, overvejelser om liv død og kærlighed og så videre.

Men megen hiphop har nu engang en sexistisk og misogyn tilgang til det tekstlige indhold. At mandlige rappere her gør det over for kvinder, er der måske en genrerelateret forklaring på: Det har altid været en del af hiphoppens DNA, at den positionerer sig mod andre, og at den sparker nedad mod andre befolkningsgrupper, måske — som nogen engang sagde til mig — fordi den oprindeligt er en kultur frembragt af sorte, som selv føler sig trådt på af hvide.

Rappens glorificering af vold og mandlig seksualitet

Ifølge den svenske musikforsker Susan Lindholm kan hiphop-genren først og fremmest kritiseres for dens hyper-maskulinitet, det vil blandt andet sige glorificeringen af vold og mandlig seksualitet.

Debatten blev aktuel, da gangsta-rappen først i 1990’erne blev populær: I videoer og tekster blev kvinder her ofte fremstillet som mandens personlige ejendom og som et objekt, der kun kunne anerkendes gennem den hyper-maskuliniserede mands begær og seksualitet.

Susan Lindholm anfører, at det éndimensionelle kvindesyn i amerikansk hiphop siden da ganske vist er blevet problematiseret af især kvindelige hiphopkunstnere, men at det ikke har medført afgørende ændringer: Hyper-maskuliniteten er fortsat normen inden for hiphop.

Selvom forfatteren og musikkritikeren Rune Skyum-Nielsen i sin bog fra 2006 om dansk hiphop, Nr. 1  dansk hiphopkultur siden 1983, bruger plads på at diskutere dansk hiphops maskuline slagside og dens sexistiske tendenser, har vi herhjemme ikke haft studier af hiphop, som i samme grad har fokuseret på sexismen og misogynien. Men noget tyder på, at det er påkrævet. For også dansk hiphop har fra midt i 00’erne ligeledes fået et sådant fokus.

Hvorfor egentlig?

Jeg er selvfølgelig klar over, at teksterne til disse numre i alle tilfælde er ledsaget af musik, at de bliver hørt og ikke læst, og at de er fremført rytmisk stramt, ofte af en karismatisk rapper. Og jeg er klar over, at ordene ikke behøver at være udtryk for en eksplicit henvendelse fra mand til kvinde, men lige så godt kan være udtryk for en fantasi eller blot en indre monolog.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at spørge mig selv om, hvorfor sådanne tekstemner har fået lov til at fylde så meget i dansk hiphop.

Måske skyldes det, at også dansk hiphops autenticitetsparametre er knyttet til forestillinger om maskulinitet, seksuel-voldelig kontrol og patriarkalsk dominans. Eller måske er de pågældende rappere blot dybt fascineret af sex med kvinder, men fordi magtaspektet i tiltalen af kvinder er så centralt for selvforståelsen, må de vise deres fascination på en magtudøvende måde.

Måske det skyldes, at der aldrig rigtig har været nogle mandlige forbilleder i hiphopmiljøet, som for alvor tog afstand fra sexismen og misogynien. Eller måske er det sådan, at de gatekeepere i musikbranchen, der har givet disse numre mainstream-status, selv overvejende er mænd og derfor ikke for alvor bemærker noget problematisk i teksterne (havde der været overvejende kvinder blandt gatekeeperne, havde det måske set anderledes ud).

I så fald er tilstedeværelsen af sexistisk og misogyn hiphop i mainstreamkulturen resultatet af en særlig bro code mellem hiphopmiljøet og musikbranchens beslutningstagere.

Måske skyldes det, at også dansk hiphops autenticitetsparametre er knyttet til forestillinger om maskulinitet, seksuel-voldelig kontrol og patriarkalsk dominans

Jeg er også helt med på, at disse numre undertiden indgår rituelt som led i den særlige karnevalistiske tradition, der altid har kendetegnet dele af populærkulturen: I en kort periode og inden for ritualiserede rammer leves der på kanten eller udover den, fordi denne adfærd kan skabe en oplevelse af kortvarig frisættelse fra normer og vaner, der kan være dybt inspirerende i den hverdag, som efterfølgende melder sig igen.

Alligevel er det store spørgsmål:

Hvorfor siger ingen gatekeepere i den danske musikbranche for alvor fra over for sexisme og misogyni i dansk musik? Hvorfor udkommer flere af disse navne på etablerede pladeselskaber? Hvorfor spiller de på de største festivaler, herunder Roskilde Festival og Grøn Festival? Hvorfor bliver de spillet på DR’s radiokanaler? Hvorfor kommer de på Spotify, hvor flere af sangene fra UkuleleHannes EP har opnået flere millioner streams?

Og hvorfor siger heller ikke musikkritikerne og kulturredaktørerne fra, men giver i stedet rigeligt med spalteplads til både album- og koncertanmeldelser af de pågældende kunstnere?

Magtfuld uvidenhed

En del af forklaringen kunne være det, der er blevet kaldt for magtfuld uvidenhed. Det vil sige, at personer med magt og indflydelse — heriblandt dansk musiklivs gatekeepere – bidrager til at reproducere magtstrukturer, som i dette tilfælde er sexistiske og misogyne, men uden at de selv er opmærksomme på, hvad de gør.

I sidste ende ligner alle disse forbehold en mere end almindeligt bekvem undskyldning for, at mænd kan få lov til at kolonisere kvindekroppen med tilgange, som er både nedladende og respektløs. Og det er ganske enkelt ikke godt nok

Jeg har undertiden hørt, gatekeepere forsvare sig med, at numrene skal opfattes som et filmmanuskript, som en slags fiktion. Sandt nok: Populærkulturen har altid handlet om at forføre og tale til begæret i lytterne, og det er denne præmis, som der her bliver taget udgangspunkt i. Men i sidste ende ligner alle disse forbehold en mere end almindeligt bekvem undskyldning for, at mænd kan få lov til at kolonisere kvindekroppen med tilgange, som er både nedladende og respektløs.

Og det er ganske enkelt ikke godt nok.

I et debatindlæg i Politiken fra 2014 diskuterede jeg sexisme og misogyni i populærkulturen. På baggrund af en række iagttagelser i dansk og udenlandsk feminismekritik foruden generel kulturkritik skrev jeg her, at den maskuline ordens ret til at gøre relationerne til kvinder til et spørgsmål om magtudøvelse er begyndt at blive problematiseret som et kønsegoistisk og patetisk mandeselvbillede, hvis hovedformål er gennemskueligt: At udøve symbolsk og fysisk magtanvendelse mod eller social kontrol over kvinder.

En forbrugerkritisk bevægelse

Her i 2017 er det kun blevet endnu tydeligere. Og måske UkuleleHannes EP og omtalen af hende vil bidrage til at sætte gang i en bevægelse, hvor lytterne uanset køn begynder at stille særdeles forbrugerkritiske spørgsmål til, hvilken musik de bliver præsenteret for af musikbranchens hovedaktører fra Universal over P3 til Grøn Koncert og Spotify.

Det er netop det, som kunsten undertiden kan: Stille de rigtige modspørgsmål, sommetider med brug af modstandernes egne våben, som nu bliver rettet mod dem selv … God fornøjelse med lytningen – og med eftertankerne

Det er betegnende for UkuleleHanne, at det her er en kvinde – altså et potentielt offer for den symbolske vold, som teksterne manifesterer – der vælger at sige klart fra. Det har hun i et interview forleden i Berlingske uddybet sådan: “Det er vigtigt, at vi snakker om, hvad vi egentlig snakker om!” For vi må gøre os selv den ulejlighed at lytte bedre efter, hvad der egentligt bliver sunget i disse tekster.

Det er netop det, som kunsten undertiden kan: Stille de rigtige modspørgsmål, undertiden med brug af modstandernes egne våben, som nu bliver rettet mod dem selv. Og UkuleleHanne betragter jeg – selvom det er cover-numre, hun laver – som et markant kunstnerisk projekt, der bedre og mere overbevisende end noget som helst debatindlæg kan sætte en praksis under debat, som de fleste af os gik rundt og troede var helt normal.

Det kan ses til UkuleleHannes koncerter, som jeg har været til flere af: Nok morer store dele af publikum sig undervejs over det groteske i situationen, men mange finder hele situationen så enormt pinlig og ubekvem, at de konstant må stå og kigge forlegent ned i deres fadøl. Og pinligheden angår ikke UkuleleHanne, men derimod numrenes tekstlige indhold såvel som den skråsikkerhed, hvormed de tager plads i dansk mainstreamkultur.

God fornøjelse med lytningen – og med eftertankerne.

UkuleleHannes EP Den onde guffer udkommer den 19. maj.

Hovedillustration: Henrik Marstal fotograferet af Carsten Seidel.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Henrik Marstal

Henrik Marstal er musiker, producer og forfatter. Han har gennem de seneste år været aktiv i kønsdebatten ud fra et feministisk standpunkt, og han har som producer arbejdet med en del kvinder, herunder Where Did Nora Go, Annika Aakjær, Penny Police og Det Kønne Kartel.

Seneste indlæg fra

Gå til Top