mm

Lars Luplau

Lars Luplau er født i 1972 på den københavnske vestegn.
Skribent, skolemenneske og sprogpedant.
Skrev i årene omkring årtusindskiftet for TIPS-bladet om sydamerikansk fodbold. Kom ind i skoleverdenen ved et tilfælde og har de sidste 14 år arbejdet som lærer og skoleleder.
Skriver primært om politiske og kulturelle forhold i Brasilien, uddannelsespolitik og sport. Bosat i Odense med sin familie. Har boet flere år i Brasilien og er BA i portugisisk fra Københavns Universitet og Medievidenskab fra SDU.
Lars tjener primært til livets ophold ved at undervise i linjefaget "Verdensborger" på en efterskole, samt løse journalistiske freelance-opgaver
Derudover arbejder han på to bog-projekter. Kan også bookes til foredrag om sport, politik og kultur i Brasilien. Du kan støtte Lars' skriveri på Point of View International via Mobile Pay 21222329

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Lars Luplau
på Mobile Pay: 21 22 23 29

Når de halvdannede får magt

Dannelsestema: Tilblivelse og Tilsynekomst er læsværdig og ikke til at komme udenom, hvis man vil forstå, hvorfor en gruppe forskere råber vagt i gevær, skriver Lars Luplau i sin anmeldelse og interview med debatbogens forfatter, lektor Brian Degn Mårtensson. Han repræsenterer en fløj, der mener, at vi risikerer at kaste hele vores dannelsestradition bort, hvis ikke vi får stoppet ensretningen af den pædagogiske verden.

Der går et jerntæppe ned gennem det pædagogiske forskermiljø. På den ene side står en række forskere, som har to ting tilfælles. De har let adgang til råd, nævn og bevillinger, og de læner sig overvejende op ad den tyske systemteoretiker Niklas Luhmann.

På den anden side står en række forskere, der er stærkt kritiske overfor luhmannismen, som råber forholdsvist højt, og af den grund har parkeret deres muligheder for at komme til det fad, hvor der serveres indflydelsesrige poster og bevillinger til forskningsprojekter.

Nogenlunde sådan tegnes billedet af lektor Brian Degn Mårtensson, som i sin nye bog giver et fint indblik i, hvordan en tid med mange brydninger i den pædagogiske verden blev oplevet fra den ene side af jerntæppet.

Bogen, Tilblivelse og Tilsynekomst, er en samling af tekster, der tidligere har været udgivet enten i Friskolebladet eller på folkeskolen.dk. De er udvalgt på grund af deres filosofiske betragtninger om den periode, hvori de blev skrevet. Teksterne er velvalgte, og sammensætningerne tager læseren med på en tur, hvor der forekommer flere dramatiske højdepunkter undervejs.

Vi kommer både omkring personlige fejder og folk, der bliver truet på levebrødet, ligesom vi får en rigtig god indføring i den bagvedliggende teoretiske og filosofiske uenighed, der deler vandene.

Danmarks pædagogiske oligarki

Når man ser verden fra Mårtenssons vinkel, er der ingen tvivl om, at alle nævn og råd i uddannelsesverdenen besættes med personer fra den samme selvsupplerende kreds af personer. ”Danmarks pædagogiske oligarki” som denne personkreds benævnes af Mårtenssons åndsfælle, lektor Thomas Aastrup Rømer.

Dette ”oligarki”, hvis centrale aktører ifølge Rømer er professor Jens Rasmussen, professor Lars Qvortrup, forskningsleder Andreas Rasch-Christensen og rektor Stefan Hermann, oplever Mårtenssons og i særdeles Rømers kritik som personlig og ukollegial.

Det mest utrolige ved Qvortrup og Rasmussens kronik er dog, at de målrettet forsøger at give indtryk af, at de ikke aktivt har bekæmpet den forståelse af dannelsesbegrebet, de fleste vil forbinde med dansk, Grundtvig-inspireret pædagogik

Bogens mest interessante passager er helt sikkert dem, hvor vi får indblik i Mårtenssons synkrone oplevelse af sammenstødene mellem det såkaldte oligarki og Rømer eller Mårtensson selv. Begge de nævnte oplever, at der bliver klaget til deres chefer over ting, som de har sagt eller skrevet.  Derfor fører kritikken ikke til en akademisk fejde i traditionel forstand, men ender som personalesager, fordi nogle af dem, som tilhører eller er tæt på ”oligarkiet”, klager over især Thomas Rømers måde at fremsætte kritikken på. I en kronik i Berlingske skriver Lars Qvortrup, at Rømer ”fordrejer synspunkter i stedet for at sikre sig redelighed. Han er polemisk, ikke saglig.”

På Mårtenssons side står ikke blot Rømer, men også blandt andre filosoffen Peter Kemp. Deres ærinde er at kritisere den ensretning af pædagogisk forskning, som de mener at kunne identificere. På den anden side står en gruppe forskere, der mener, at Mårtensson og co. ser spøgelser. De kan på ingen måde genkende, at der skulle være tale om oligarkiske tilstande.

Skarpt sprog

Tilblivelse og Tilsynekomst er velredigeret i den forstand, at man som læser, der bare har en smule kendskab til de stridigheder, som er bogens omdrejningspunkt, får et klart overblik over kronologien og de forskellige positioner fra en kilde, som toner rent flag og tydeligt vedkender sig egen bias.

Og Brian Degn Mårtensson er en fremragende skribent. Sproget er trukket skarpt op, og der lægges ikke fingre imellem, når der skal deles kritik ud til “oligarkiet”. Her er han ude med riven efter en kronik som Jens Rasmussen og Lars Qvortrup har begået i Politiken 14. september 2015:

”Det mest utrolige ved Qvortrup og Rasmussens kronik er dog, at de målrettet forsøger at give indtryk af, at de ikke aktivt har bekæmpet den forståelse af dannelsesbegrebet, de fleste vil forbinde med dansk, Grundtvig-inspireret pædagogik.”

Netop ”oligarkiets” opgør med dannelsesbegrebet står centralt i bogen, hvorfor det giver en god balance, at der er medtaget tekster, som hverken er polemiske eller kritiske overfor nogen, men som blot viser, hvilke tanker Mårtensson selv gør sig om den dannelsestradition, han mener, har skabt den danske folkeskole. Teksterne Om at oplive og Livsangsten, som første gang blev udgivet i Friskolebladet i 2015 (nr. 6 og nr. 9), er to glimrende eksempler. Den type tekster fremstår som en velkommen ekskurs midt i den dramatiske fortælling.

Åndsfriheden indskrænkes

Bogen er udkommet på forlaget Fjordager, som indehaves af Erik Schmidt. Han var lærer i Odense Kommune og fik pådraget sig en tjenstlig advarsel for at forholde sig kritisk til sin nye skoleleder. Mårtensson og ligesindede har højlydt kritiseret kommunen for deres håndtering af sagen, og ser episoden som et symptom på, at åndsfriheden har trange kår i den danske skoleverden. Alt kan naturligvis føres tilbage til “oligarkiets” ensretning af pædagogisk tænkning, og sagen er derfor også medtaget i Tilblivelse og Tilsynekomst.

Jeg fanger Brian Degn Mårtensson på telefonen og spørger, om han kan præcisere, hvor skillelinjen mellem kritikere og “oligarkiet” går. Han er meget klar:

”Det er først og fremmest en modsætning mellem kultur og teknik. Hvor Thomas Rømer, jeg selv og andre fokuserer på pædagogik som afhængig af og i samspil med kultur, er den dominerende retning i den pædagogiske forskning optaget af at analysere pædagogik som teknik. Hvor man så at sige fjerner mennesket fra analysen og ser pædagogikken isoleret fra mennesker og kultur. Det er det, som er luhmanniseringen af forskningsfeltet”.

Et opgør med dannelsestraditionen

Det, som Mårtensson finder mest problematisk, er ”oligarkiets” tendens til at fornægte en lang filosofisk og pædagogisk tradition for pluralisme:

”Man bruger bestemt ental og siger ’forskningen viser, at’. Det er efter min opfattelse en misforståelse, men det er desværre den måde, man får forskningsbevillinger i hus. Jeg tror dog bestemt ikke, at nogen indtager bestemte positioner for at opnå bevillinger. De siger, hvad de mener, og har lige nu medvind, der gør, at pladser i råd og nævn samt forskningsbevillinger gives til Luhmann-inspirerede eller paradigme-accepterende forskere”.

Mårtensson og hans ligesindede tilpasser heller ikke deres positioner efter markedskræfterne understreger han:

”Nej, jeg siger det samme, som jeg hele tiden har gjort. Det gør Thomas Rømer og de andre også. Man kunne sagtens mene, at vi siger det, som lærere og fagfolk gerne vil høre, og oligarkiet siger det, som politikerne gerne vil høre. Og at vi til gengæld får en masse invitationer til at holde foredrag og oplæg. Men vi siger altså bare, hvad vi mener, og har ment også dengang ingen gad høre på os. Jeg tror i høj grad, at man hører mere på mig i skolekredse nu, fordi den radikalisering af skolepolitikken, som jeg hele tiden har peget på, nu er til at få øje på for fagfolk”.

Det er en beslutning, man tager med åbne øjne, når man vælger at være åbenmundet. Så siger man samtidig nej tak til en karriere i systemet. Det er der ingen grund til at have ondt af.

Brian Degn Mårtenssons bog er en god komprimeret argumentation for vigtigheden at kende og holde fast i vores dannelsestradition. Bogen tager os både i hånden, når det forklares og eksemplificeres, hvori denne tradition består, og den giver et spændende, til tider dramatisk, indblik i, hvordan det føles at kæmpe en kamp mod en magtelite, der ikke selv vil anerkende, at de sidder på magten.

Men der sidder de ifølge Mårtensson, og det er problematisk, hvis man værdsætter dannelse. Personkredsen fra “oligarkiet” kalder Peter Kemp således for de halvdannede. Dannelsestabet i den del af den pædagogiske verden, som har politikernes opmærksomhed og gunst, har givet os folkeskolereformen samt fokus på test og målstyring, Og det har fjernet fokus fra uddannelse, som mødet mellem mennesker i givne kulturelt betingede kontekster.

”Dannelse er blandt andet viden om menneskelige handlinger og ytringer i deres historicitet”, påpeger Mårtensson. Han mener, at netop den opfattelse af dannelse helt og aldeles forsvinder indenfor det herskende paradigme.

Falder ikke i ind i offerrollen

Mårtensson balancerer ind i mellem på kanten af at positionere sig selv og andre kritikere som undertrykte, men han undgår at falde i offerrollen. Tværtimod er han ret pragmatisk i forhold til sine egne karrieremuligheder:

”Det er en beslutning, man tager med åbne øjne, når man vælger at være åbenmundet. Så siger man samtidig nej tak til en karriere i systemet. Det er der ingen grund til at have ondt af”.

Brian Degn Mårtensson, og andre som eksempelvis Svend Brinkmann der kritiserer systemet indefra, kan heller ikke klage over manglende interesse fra medier, faglige organisationer og højskoler. Der er et ret stort publikum til den rebelske del af forskningsverdenen, og selvom det bestemt ikke er nogen poppet udgivelse, vil Mårtenssons nye bog ganske givet være at finde på mange bogreoler blandt skolefolk.

Tilblivelse og Tilsynekomst er nemlig læsværdig og ikke til at komme udenom, hvis man vil tættere på at forstå, hvorfor en gruppe forskere råber vagt i gevær, og siger, at der er ved at ske et uopretteligt dannelsestab i den pædagogiske verden.

Opdatering: Det kursiverede i denne sætning: “Derfor fører kritikken ikke til en akademisk fejde i traditionel forstand, men ender som personalesager, fordi nogle af dem, som tilhører eller er tæt på, ”oligarkiet” klager over især Thomas Rømers måde at fremsætte kritikken på.” er tilføjet efter publicering, da der nævnes fire navne, som tilhørende “oligarkiet” og af dem har to, Andreas Rasch-Christensen og Stefan Hermann, aldrig klaget over andre i det pædagogiske miljø, men er kendt for at tage debatten med folk som Mårtensson og Rømer. Den oprindelige formulering kunne give indtryk af, at også Hermann og Rasch-Christensen havde indgivet klager.

Brian Degn Mårtensson, Tilblivelse og Tilsynekomst, Forlaget Fjordager. Pris 198 kr. 

Topfoto: Brian Degn Mårtensson. Foto: Forlaget Fjordager

Kategorier