topfoto-marie-lei-holm

Miraklet vi tager for givet

af

Vi bør værdsætte og stå vagt om vores solidariske samfund, hvis ikke det skal ende som en historisk parantes, skriver Marie-Elisabeth Lei Holm. Det tænkte hun over, da hun for fire år siden var gravid med tvillinger og boede i USA som udvekslingsstudent. Og igen nu, hvor højrenationale kræfter vinder frem overalt i Europa. Kradser man blot en millimeter i den politiske lak, så dukker privatiseringstanken og svækkelsen af det sociale sikkerhedsnet frem til overfladen. 

For fire år siden var jeg udvekslingsstuderende på Barnard College og Columbia University i New York. Den første del af min graviditet med mine nu fireårige tvillingedrenge tilbragte jeg der.  Alle studerende og ansatte ved Columbia er omfattet af en privat forsikring, og derfor blev jeg med det samme indrulleret i et omfattende sundhedsprogram. Man kan forestille sig de hospitaler, som karaktererne fra tv-serien Beverly Hills altid ender på: Dyre pastelfarvede møbler, væg til væg tæpper, liljer og panoramaudsigt.

På grund af forsikringen, blev jeg ikke holdt finansielt ansvarlig for de eksorbitante summer, som de mange scanninger og sundhedstjeks (som alle er nødvendige i forbindelse med enæggede tvillinge-graviditeter) løb op i. Hver scanning kostede i omegenen af 2000 dollar og en almindelig undersøgelse cirka 1000 dollar. Jeg gennemgik cirka 3-4 af hver. You do the math.

Udover et latterligt højt tal er konklusionen på det regnestykke, at min mand og jeg aldrig nogensinde ville have haft råd til at få børn i New York, mens vi var i 20’erne, hvis vi havde været almindelige amerikanere og ikke heldige danskere, der tilfældigvis var under en fordelagtig forsikring.

Vi lever i en tid, hvor højrenationale tendenser myldrer frem i snart alle afkroge af verden, og udadtil bryster disses fortalere sig af at være interesserede i at styrke fællesskabet. Men kradser man bare en millimeter i lakken hos en Donald Trump eller en Pernille Vermund, dukker privatiseringstanken og svækkelsen af det sociale sikkerhedsnet frem som et styrende princip.

Da vi vendte hjem var de pastelfarvede møbler skiftet ud med Hvidovre Hospitals metalbænke, men behandlingen var den samme. Og regningen lød på nul. Ligesom den har været nul alle de gange, vi siden har været til lægen og tandlægen med ungerne. For ikke at tale om vuggestuen og børnehaven, der hver dag står til rådighed for et overkommeligt beløb, så det er muligt for (især) kvinder at gå på arbejde.

MERE POV
Desinformation er en giftig gave til os fra Den Kolde Krig

Herhjemme går vi nemlig ud fra, at vi trygt kan kaste os ud i projekt blive-gravid-med-og-føde næste generation, uden at det behøver koste os så meget som en flad femmer. Når ungerne er kommet til verden, har vi tilmed det privilegium, at vi kan gå på betalt barsel og efterfølgende få de små passet af uddannet personale for beskedne beløb og regelmæssigt tjekket og behandlet af læger, tandlæger og andre fagfolk – kvit og frit.

Og hvor vil jeg så hen med det? Jo, når jeg sådan begynder at skrible løs om graviditet og børn ud af det blå, er det fordi, jeg observerer, at mange synes at have glemt noget. Nemlig det at fællesskabets evne til at beskytte og hjælpe gravide mødre og små nye liv fra alle samfundslag er én af de, hvis ikke dén, allermest centrale solidaritets-lakmustest for et samfund.

Vi kan diskutere og kritisere alle de ting, der er galt med det offentlige herfra og til påske, men engang i mellem bør man dælme også sætte pris på vores stærke offentlige sektor. Det er immervæk kun dén, der kan sikre, at alle, uanset bankbogens størrelse, har lige adgang til basale rettigheder som lægehjælp, børnepasning og barsel. Og ingen af disse ting er en selvfølge – langt fra – det oplevede jeg på egen krop i USA.

Visse vil muligvis indvende: Er det en menneskeret at studerende skal have råd til børn?

Jeg mener ja – det synes jeg faktisk, det er. Hvis de vel at mærke har lyst og er klar til ansvaret. Og det er sådan set heller ikke nødvendigvis et dårligt regnestykke for staten. Personligt vil jeg med glæde betale hver en krone tilbage, som staten har ydet mig og mine børn i form af lægehjælp og pasning, i løbet af de næste 40 år, jeg satser på at være en del af arbejdsstyrken.

Børn koster penge, det er klart, og selvfølgelig er det ikke gratis, hvis man vælger at iklæde poderne allergivenligt uldtøj og lulle dem i søvn dem i den nyeste klapvogn på markedet. Det vælger man selv – mindre kan gøre det, men her betaler du selv. Det er kun fair.

MERE POV
”Ej blot Sukker-Kolonier, Palmestrand med Kolibrier”

De helt basale ting: en tryg graviditet og fødsel, lovsikret forældreorlov med små nye verdensborgere, lægehjælp og mulighed for pasning for alle. Uanset pengepung. Det er  imidlertid efter min mening goder, der ikke kan eller skal tages for givet. Det er et produkt af et politisk valg om at have et velfærdssamfund og en velfungerende offentlig sektor.

Vi lever i en tid, hvor højrenationale tendenser myldrer frem i snart alle afkroge af verden, og udadtil bryster disses fortalere sig af at være interesserede i at styrke fællesskabet. Men kradser man bare en militeter i lakken hos en Donald Trump eller for den sags skyld en Pernille Vermund, dukker privatiseringstanken og svækkelsen af det sociale sikkerhedsnet frem som et styrende princip.

Dette faktum gør det bydende nødvendigt, at vi husker at værdsætte og stå vagt om vores solidariske samfund, hvis ikke det skal ende som en historisk parantes. For vi kan diskutere og kritisere alle de ting, der er galt med det offentlige herfra og til påske, men engang i mellem bør man dælme også sætte pris på vores stærke offentlige sektor. Det er immervæk kun dén, der kan sikre, at alle, uanset bankbogens størrelse, har lige adgang til basale rettigheder som lægehjælp, børnepasning og barsel. Og ingen af disse ting er en selvfølge – langt fra – det oplevede jeg på egen krop i USA.

Topfoto: Marie-Elisabeth Lei Holm.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del gerne denne artikel med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden. Vi har ikke noget reklamebudget.

marie-elisabeth-raben-holm
Marie-Elisabeth Lei Holm
Kommunikationskonsulent

Marie-Elisabeth Lei Holm (f. 1988) har en kandidat i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet. Hun har i forbindelse med sine studier været bosat i New York og læst filosofi, engelsk og musik på Columbia University og Barnard College. Arbejder til daglig som kommunikationskonsulent og bor i København med sin familie.

Seneste indlæg fra

Oliver Starpov. Foto: Signe Roderik.

Seeren

Bid mærke i navnet Oliver Starpov, skriver Alexander Meinertz. For Starpovs koreografdebut
Gå til Top