Macron kan måske blive et mirakel for Europa

af

Den franske videnskabsmand og tænker Dominique Moisi beskriver valget af Emmanuel Macron i et europæisk og globalt perspektiv: Større balance og styrkelse af den fransk-tyske akse i EU, stabilitet på verdensmarkederne og et nej til højrepopulismens globale fremgang. Macrons handlekraft afgøres dog først endeligt ved næste måneds valg til den lovgivende forsamling, hvor ikke bare fremtiden for en politiker eller hans parti er på spil, men den franske republiks skæbne – og Europas udvikling.

Kort før det netop overståede franske præsidentvalg bad USA’s National Public Radio (NPR) mig om et interview om resultatet. Men der var en betingelse: Interviewet ville kun blive gennemført, hvis det stærkt højreorienterede Front Nationals Marine Le Pen vandt. Det virker som om, at gode nyheder som Le Pens nederlag knap regnes for nyheder nu om dage.

Men sandheden er, at den pro-europæiske centrist Emmanuel Macrons sejr er noget helt særligt. Sidste år, da Storbritannien stemte for at forlade EU, og USA valgte Donald Trump til præsident, gik fremgangen for højrepopulismen fra det tilsyneladende umulige til det tilsyneladende uimodståelige.

På mange måder var der i Frankrig banet vej for, at en højrepopulist kunne vinde magten: Udover at være hårdt ramt af eurozonekrisen i det seneste årti, har landet for nylig stået over for en bølge af terrorangreb.

Men franske vælgere – herunder mange, hvis foretrukne kandidat eller parti ikke kom frem til anden runde – indså faren ved at lade Le Pen indtage Élyséepalæet og gav Macron en robust sejr. Det var en demonstration af modenhed og politisk intelligens og en lærestreg til Storbritannien og USA. (Måske var det den del, NPR ikke havde lyst til at dække).

På andre tidspunkter i historien ville Macrons ungdommelighed og uafhængighed have været en væsentlig ulempe. Men i det nuværende klima med mistro over for det politiske establishment, gav Macron Frankrig muligheden for en slags fornyelse

Det hjalp, at Le Pen i den anden valgdebat selv nedbrød den facade, hun havde arbejde så hårdt på at opbygge. Hendes ivrige forsøg på at afdæmonisere Front National – endda ved i 2015 at smide sin far, Jean-Marie, ud af det parti, han stiftede – var rent skuespil. Hun er, og vil altid være, sin fars datter.

Men det franske valg faldt ikke kun ud, som det gjorde – for at parafrasere Michel de Montaigne – fordi Le Pen var Le Pen, men også fordi Macron var Macron. På andre tidspunkter i historien ville Macrons ungdommelighed og uafhængighed have været en væsentlig ulempe. Men i det nuværende klima med mistro over for det politiske establishment, gav Macron Frankrig muligheden for en slags fornyelse.

MERE POV
Danmarks Omdømme: Den måske mest effektive rebranding-kampagne i nyere tid

Ode til glæden

Konsekvenserne af det franske valg strækker sig langt ud over landets grænser. Begynd med Storbritannien, hvor premierminister Theresa Mays udskrivelse af lynvalg i næste måned havde til hensigt at styrke hendes position i de forestående Brexit-forhandlinger. Nu konfronteres hun med udsigten til en rekonstrueret fransk-tysk akse – med større balance og mere stabil end tidligere.

Winston Churchills politiske arvtagere ville bestemt ikke være begejstrede for en kandidat, der nostalgisk mindes Vichy-regimet. Men de bør være urolige over, at sejren til den mest proeuropæiske af kandidaterne vil kunne isolere dem yderligere.

Macron har bevist, at optimisme støttet af en klar og fast pædagogik kan føre til valgsejr, selv i et Europa der har syntes fastlåst i pessimisme og frygt

Macrons sejr – som han fejrede til tonerne af Beethovens Ode til glæden, Europahymnen – kan faktisk meget vel puste nyt liv i moderate proeuropæiske kræfter over hele Europa (muligvis med undtagelse af Ungarn og Polen).

Macron har bevist, at optimisme støttet af en klar og fast pædagogik kan føre til valgsejr, selv i et Europa der har syntes fastlåst i pessimisme og frygt. Hans tilgang vil helt sikkert blive overvejet i forbindelse med de kommende års valg i Tyskland og Italien.

Udover at ændre Frankrigs (og højrepopulismens) image i Europa, har Macrons sejr også ændret Europas image i verden. Modsat hvad den russiske præsident, Vladimir Putin, har påstået, er “det gamle kontinent” ikke ved at falde fra hinanden; det er stadig i stand til at forny sig.

Globale dønninger

Det er muligvis en skuffelse for Rusland. Men for Kina er Macrons sejr en positiv udvikling. Kineserne bryder sig ikke om usikkerhed, slet ikke hvis den forstyrrer markederne. Og den forstyrrelse ville være sket med sejr til Le Pen.

Den amerikanske reaktion på Macrons sejr er nok blandet. For flertallet af amerikanere, der ikke ville ønske Trump, afføder den sikkert en kombination af lettelse og tilfredsstillelse. Når alt kommer til alt, er Le Pens nederlag til en vis grad også en kritik af Trump selv. Men det er nok også iblandet en vis misundelse: Hvis bare Demokraterne havde haft en Macron som kandidat i stedet for Hillary Clinton, så ville Trump ikke være præsident.

Man kan håbe, at de franske vælgere igen udviser selvbevidsthed og fornuft og giver ham den opbakning, han har brug for i Nationalforsamlingen. Det er ikke bare fremtiden for en politiker eller hans parti, der er på spil, men den franske republiks skæbne – og Europas fremtid

Amerikanere, der stemte for Trump, er måske ikke sikre på, hvad de skal mene. Fra et ideologisk standpunkt er Macrons sejr skuffende. Fra et geopolitisk synspunkt er det ikke så dårlig nyt. En styrkelse af Natos europæiske søjle vil være en fordel for hele den vestlige verden. Hvad angår Trump – som er langt mere narcissist end ideolog, og som aldrig har mødt Le Pen, selvom mange i hans administration feterede hende – kan Macrons sejr spinnes på utallige positive måder.

MERE POV
Skal jeg bare være lidt mere robust?

For Macron er arbejdet kun lige begyndt. For at levere den forandring, han har lovet og forblive symbol for verdens håb, må hans bevægelse, La République En Marche!, sikre sig flertal ved næste måneds valg til den lovgivende forsamling. Man kan håbe, at de franske vælgere igen udviser selvbevidsthed og fornuft og giver ham den opbakning, han har brug for i Nationalforsamlingen. Det er ikke bare fremtiden for en politiker eller hans parti, der er på spil, men den franske republiks skæbne – og Europas fremtid.

Oversættelse: Lisa Rasmussen.
Copyright: Project Syndicate
Hovedillustration: Dominique Moisi – Flickr/Sophie le Roux.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Dominique Moisi

Dominique Moisi er seniorrådgiver ved Institut Montaigne i Paris. Han er forfatter til La Géopolitique des Séries ou le triomphe de la peur.
Foto: Flickr/Sophie le Roux.
 

Seneste indlæg fra

Gå til Top