Mine halvfjerdersere: Troldemad

af

POV Internationals skribenter hylder Golden Days med en kronik-serie om ”Vores 1970ere”. Signe Wenneberg, der var barn i dette årti, kan indkapsle sine 1970ere i få ord: Blomster, huler og troldemad. Der var andet, en mere pessimistisk sjæl kunne have dvælet ved, vist var der det, skriver hun. Men hun husker et håbefuldt, socialt, solidarisk, belæst og grønt årti, hvor børn fik lov at være i fred.

Min mor forklarer min besættelse af blomster og botanik – fra en meget tidlig alder – med, at jeg jo erwenneberg-buket født i blomsterbørnenes år. 1968. Flower Power! Det var vildt. Der skete vilde ting. I hjemmene, i familierne, i samfundet. Men jeg så mest blomsterne. Jeg elskede at være udendørs. Sidde udendørs i kravlegården på terrassen ved parcelhuset de første år. Være ude i parcelhushaven med adgang til hestefold og marker. Sove i telt under den søde duft af paradisæbletræer med storebror, mor, far, kat, tæpper og tryghed. Inden alt det gik i opløsning, da mine forældre blev skilt (ligesom så mange andre).

Et håbefuldt årti

Lad os give dem lidt credit. Datidens unge. Vores forældre. Det er mit indtryk, at 1970erne var et årti, skaermbillede-2016-09-16-kl-18-02-56hvor rigtig mange gerne ville gøre rigtig meget godt. Det var ikke middelmådighedens årti. Det var ikke nøjsomhedens årti. Det var et meget ambitiøst årti. Et meget håbefuldt årti.

Mine forældre var unge lærere fra københavner-bydelen Frederiksberg. De flyttede på landet. De var ambitiøse med deres liv, med deres forældreskab og med deres arbejde. De ville gerne gøre det godt, kan jeg jo se retrospektivt. De ville se deres børn vokse op uden for byen. De ville have, at vi fik en have. De ville have deres daglige gang i skoven. De ville tale med os om natur, dyr, biologi, årstider, mosekoner, nisser, trolde. De ville ud af den toværelses, de havde fået anvist efter ægteskabets indgåelse, hvad vistnok, sammen med den noget pludselige ankomst af min storebror, var den direkte grund til, at de blev gift. Så da de fik anvist en såkaldt “lærerbolig” – et helt hus, et nyt parcelhus, de kunne leje, hvis de tog arbejde på en ny skole langt væk fra København – var valget ikke svært. De var lærere. De ville lære fra sig. De var begge af den beundringsværdige mennesketype, der har et kald.

Barndommen blev opfundet

De blev lærere for børn på den tid, da barndommen blev opfundet. Og lad os dvæle ved dette signe wenneberg
signifikante faktum. Før var der ikke en barndom på samme måde, som der var her i slutningen af 1960erne og starten af 1970erne. Børn fik rettigheder. Børn blev opdaget som spøjse individer, der tænkte finurlige tanker. Man glædede sig over børn. Man lod et barn som mig udvikle sig udendørs, lod mig plukke alle de blomster, jeg gad, lod mig lave alle de huler, jeg orkede (med min bror). Man havde blik for det enkelte barn. Fordi man for første gang fik ordentlig børnebegrænsning, hvad gjorde det hele noget nemmere.

Børn blev opfordret til at have meninger og deltage i samtaler. Børn var ligeværdige. Unge var ligeværdige. Min far ledede ungdomsskolen. Min far og mor hed stadig Hr. og Fru Schrøder i skolen (jeg skiftede navn som 12-årig, til min mors pigenavn, men det er en anden historie).

Der var stadig respekt. Man underviste stadig om lørdagen. Der var fast pensum for alle børn i hele landet. Der blev undervist efter Den blå Betænkning, som anviste præcist hvad eleverne skulle lære på hvert enkelt klassetrin. Det gjorde landet homogent og det var lettere for børn at flytte skole dengang, fordi pensum var ens landet over. Der var stadig morgensang og fadervor. Alle klasser stillede op på lige rækker i gården og blev taget ind til klassen af læreren. Folkeskolen var stærk og alle børn havde rigtig mange undervisningstimer.

Adgang til uddannelse

Kvindelige lærere – og alle andre arbejdende mødre – havde stadig næsten ingen barselsorlov. Man kunneskaermbillede-2016-09-16-kl-18-01-08 have ung pige i huset (på en lærerløn!). En kvindelig lærer kunne ansøge om nedsat tid. Nedsat fra 36 katedertimer. Det var hårdt. Men min unge mor kunne arbejde, tjene sine egne penge og bruge sit hoved og sin uddannelse, noget hun virkelig værdsatte som efterkommer af en lang række begavede formødre, der altid havde arbejdet, men ikke havde fået de uddannelser, de havde drømt om.

Min mor var den første kvinde i vores stamtræ, der fik muligheden – og kæmpede for – at uddanne sig. Jeg blev langt senere den første til at blive immatrikuleret på universitetet. Hvilket jeg ser som en direkte konsekvens af 1970erne og af, at mine forældre var lærere og begge to elskede bøger og vidensdeling. Det er jeg evigt taknemmelig for.

Sociale halvfjerdsere

Halvfjerdserne var meget sociale. Til hverdag mødtes man også med vennerne. Man drak te. Eller det klamme sprøjt, som stod og gærede i mange af datidens bryggerser og som altid havde gæret forkert. Der var ikke råd til vin og øl og middage. Det at ses, var ikke nødvendigvis forbundet med forbrug.

Det er mit indtryk, at hverdagen i en halvfjerdserfamilie var langt mere festlig, mere selskabelig, end nu. Man var optaget af musik og litteratur og talte levende om det med vennerne. Mine forældre hørte alt muligt: Poems, Prayers and promises med John Denver, Beatles, Rolling S, Pink Floyd, DR. Hook, Neil Diamond (Song Sung Blue og I’m a believer) Jefferson Airplane, Trille, Pete Seeger (We Shall overcome), Shell Silverstein og alt muligt andet. Der var altid musik på pladespilleren fra B&O.

Der var rigtig meget musik og rigtig meget nøgenhed og folk, der stod og dansede sådan noget trancedans med bryster og tissemænd dinglende. Min bror og jeg og mange andre børn samlede flasker og tumlede rundt på festivalpladsen uden opsyn. Min bror fandt ting. En stor klump hash. En tusindekroneseddel. Som han var så pligtskyldig at aflevere til politiet.

Tænk engang! Der blev danset med vennerne hjemme i stuen hver lørdag aften. Børnene var blevet spist af ved et børnebord og legede derefter ude eller på værelset (børneværelser var nyt). Og så dansede de voksne på parketgulve og på bordene (jeg har set billeder af det).

Man gik til vildt mange koncerter og talte med vennerne om dem. Vores familie var fast inventar på Roskilde Festival fra de allerførste år, hvor jeg var med i klapvogn og vi sad på tæpper med picnickurve foran scenen. Senere var vi der med vores far hvert år og sov bag i bilen, når vi blev trætte. Jeg husker tydeligt da Orange Scene kom til, da alle medlemmer af bandet Dr. Hook smed tøjet i 1978.

Der var rigtig meget musik og rigtig meget nøgenhed og folk, der stod og dansede sådan noget trancedans med bryster og tissemænd dinglende. Min bror og jeg og mange andre børn samlede flasker og tumlede rundt på festivalpladsen uden opsyn. Min bror fandt ting. En stor klump hash. En tusindekroneseddel. Som han var så pligtskyldig at aflevere til politiet.

Tressernes ungdomsoprør og frigørelse fra de kendte stramme omgangsformer førte til fællesskab og fester også udenfor festival-sæsonerne. Det var ikke længere fastlagte fine ”suppe, steg og is- middage” som hos bedsteforældrene. Til de unges fester spiste man store gryderetter. Hos de rigtig flippede var det mikromakromad. I vores køkken (her tænker jeg på min mors køkken og på mine forældres, da de stadig var sammen og de var et par, sammen med de andre par) blev der eksperimenteret med nye krydderier, med franske og italienske retter, fordi verden var blevet mere åben og tilgængelig for flere, der havde være på teltture til syden. Man begyndte også at læse om mad og madklummer var meget populære i aviserne.

Belæste halvfjerdsere

Man læste meget. Ikke bare i min familie. Det ses af salgstal for bøger, oplagstal for aviser og storhedstiden for folkebibliotekerne, at man læste meget i 1970erne. Man mødtes også i venners lag og diskuterede Brøggers eller Rifbjergs nyeste, eller den moderne kvindelitteratur, eller man læste – vildt nok – nye digte op for hinanden. I dag giver man måske champagne i gave, men dengang var det img_8995altid noget med den nyeste paperback eller digtsamling. Gyldendals Bogklub var blevet stiftet i 1966, og alle dem, vi kendte, fik bøgerne hver måned. På den måde oplevede dem, der var unge dengang, et misundelsesværdigt læsefællesskab med vennerne.

Børnenes Bogklub kom til – helt typisk for den tid, hvor barndommen blev opfundet, selvfølgelig skulle vi også have vores egen bogklub – og vi børn var medlemmer. Jeg har rigtig mange af bøgerne, med det markante logo på ryggen, endnu. En gang om ugen kørte vi til biblioteket i Roskilde og fyldte en orange sodavandskasse fra Brugsen (hvor vi i øvrigt samlede dividende-mærker) op med bøger. De blev simpelthen læst på en uge. Man læste lektier selv og havde kun sjældent brug for forældrehjælp. Det var ikke forældrenes projekt, at man havde lektier for…

Man læste altid før sengetid dengang. Jeg husker, at vi alle sammen brugte rigtig meget tid med skaermbillede-2016-09-16-kl-18-01-48skriveredskaber i hånden. Man øvede sig længe i at skrive pænt. Og jeg tegnede ufattelig mange tegninger. Jeg var også medlem af Verdensnaturfondens Pandaklub og jeg var virkelig stolt, da jeg fik lov til at tegne en tegning til Pandabladet. Tegningen forestillede en pige med langt mørkt hår, der løb rundt ude i naturen og var glad.

Hønsestrik

I det hele taget brugte man hænderne meget. Mødre syede, vævede, hæklede og strikkede hele tiden. Hønsestrik blev moderne i 1970erne og nogle mænd strikkede også. Min far gjorde ikke. Men min mor syede alt mit tøj og det var især farvestrålende kjoler. Allerede sidst i tresserne var man holdt op med at gå ”fint” klædt. Jeg kan se skiftet i fotoalbums. Nu var det ikke længere jakkesæt for mænd og ikke pumps, nederdel og cardigansæt (spadseredragter) for kvinder. Moden var mere fri nu. Mange smed bh’en eller gik med sådan nogle løse bh’er, som blev farvet med Dylon-farve i vaskemaskinen (vores hed Atlas og var vildt smart). Der var nye stilikoner og steder min mor købte stramme t-shirts eller jeans. Jeg kan huske navne som Søs&Ib, Nørgaard, Marimekko, Hanne Hansen og Form&Farve.

Man indrettede sig fuldkommen anderledes end tidligere generationer. Man genbrugte alt muligt. Lavede reoler ud af ølkasser. Og man begyndte at tage i IKEA, så de demokratisk tilgængelige møbelklassikere fra Brugsen møbler, der var en institution dengang og noget man sparede sammen til, blev suppleret. Man havde ikke mange ting. Og man havde ikke meget tøj og mange sko. Man genbrugte og arvede en meget stor del, af det man skulle bruge, og man sled tingene op.

Adgang til naturen

Mine halvfjerdser-år var fordelt på mange bopæle. Viby, Ejby, Nairobi, Frederiksberg (hos mormor ogvild-korvel-m-sol
morfar), Skibby, Osted og til slut Boholteskoven ved Terslev/Haslev. Min mor fortæller, at det overhovedet ikke anfægtede mig ”fordi du havde dit eget rum i din egen verden med glæden ved at tegne, lege, læse, plukke blomster, bygge huler, lege med dyr og være i naturen”.

Det er også sådan jeg husker det. At det ikke anfægtede mig. Jeg gik udendørs, når jeg ikke kunne holde ud at være indendørs. For selvfølgelig var det sommetider usjovt, at være sammen med voksne i litteraturkredssamtaler, festende voksne, voksne i skilsmisse, voksne i nye relationer, voksne med problemer, som de skulle tale med hinanden om i timevis, for sådan gjorde man, og voksne, der dobbeltjobbede og var enlige forældre med alt for mange pligter og voksne, der læste tykke papiraviser. Så jeg gik udendørs. Det var min ting.

Udendørs havde jeg havde to favoritbeskæftigelser. Jeg plukkede blomster året rundt og pressede dem senere i tunge bøger og bandt buketter af bunker af blomster. Og så rørte jeg troldemad i en spand eller i en henkastet gryde, sådan nogle var lette at finde dengang. Så samlede jeg ”urter”, blomster, mudder,img_7016

ølsjatter, vin og ting og sager fra køkkenet – kulør var populært – som de voksne tilskyndede en til at bruge og låne. Ja, man måtte simpelthen få alt til gryden, for man blev bare betragtet som et kreativt barn, der selv havde fundet på ”en spændende leg”. Jeg ved ikke hvorfor, jeg var så optaget af den leg. Men jeg elskede farverne, konsistensen og se hvad hakkede brændenælder eller grønne skaller fra valnødder kunne udrette. Og jeg elsker, at de voksne lod sådan en som mig eksperimentere udendørs indtil jeg ikke orkede mere.

Når der ikke var mere troldemad at lave og ikke flere blomster at plukke byggede jeg huler.

Måske på taget af min mors flade garage. Måske i træer eller i en eller andens baghave. Måske i skaermbillede-2016-09-16-kl-18-03-43bagagerummet i min fars bil – en Simca – med bagsmækken åben. Her kunne man lave en ret fed hule med nogle orangemønstrede syntetiske vattæpper. Man kunne ligge der og læse. Hvis de fremmede voksne spurgte, skulle man helst sige Pippi, for hun var mest comme il faut, kunne man fornemme. 1970erne handlede meget om at symbolanalysere, kan vi, der var børn dengang, se nu. Det handlede om små bitte semiotiske koder for, hvad der var fedt/ufedt/velset/ikke-velset/reaktionært/ikke-reaktionært.

Min mors familie var fra Nordjylland. Min fars familie var fra Sønderjylland. Alle led i begge familier – som bestod af landmænd, snedkere, skræddere, guldsmede, fabriksarbejdere, slagtere, postbude, kontorister – havde haver. Men byens parker var det grønneste mine forældre selv havde oplevet som børn. De havde savnet kontakten til jorden. Og min mor blev siden et af de dygtigste havemennesker, jeg kender, fordi hun satte sig for at lære det. Min far havde heller ingen erfaring med at plante, så eller høste. Men han lærte det hen ad vejen og havde stor respekt for det.

Solidaritet og ærter

Engang havde min far således – og her slutter jeg af med et tidstypisk politisk halvfjerdser-minde – tagetimg_0440
min bror i at have stjålet nogle ærter fra en ærtemark. Herregud, kan man tænke. Men her lærte min far os en vigtig lektie. Vi kørte hen til bondemanden, der havde marken. Viste ham posen med ærter. Min far forklarede (pinligt!) og sagde, at han respekterede bondens hårde arbejde med marken og gerne ville betale for ærterne. Siden har jeg altid betalt overpris ved vejboder og hos gårdbutikker. Af respekt for arbejdet. Min far blev mere og mere venstreorienteret op gennem halvfjerdserne og jeg husker sommetider halvfjerdsernes retorik, løsrevet, i stumper og stykker, fordi jeg som barn ikke forstod, hvad der blev talt om: Produktionskræfter, kollektive kooperativer, fællesskaber, arbejdere, borgerlighed, kulturimperialisme, reaktionære, kommunisme, socialisme, lige fordeling af goderne og jorden og ejerskabet, solidaritet med xxx” og den slags. Det var på mange måder en håbefuld tid.

Det var blomsterbørnenes tid. Og jeg er taknemmelig for både blomsterne og de blomsterbørn, der forsøgte at bryde ny jord.

Der er andre ord, som jeg også husker helt tilbage fra den tid. Noget af det oplevede vi, noget andet oplevede andre. Men de her ord blev en del af vores vokabularium: Kollektiver, bofællesskaber, åbne forhold, fri kærlighed, skilsmisser, statsamt, børnepenge, papforældre, stedsøskende, forældremyndighed, samkvemsdage og så videre. Ord, som på mange måder tog uskylden fra en stor flok 1970er-børn. Men som samtidig lærte os vigtige lektier. Som har sat aftryk helt op i vor tid, hvor de kvantespring, der blev taget dengang, nu er velintegrerede i vores liv med nye familieformer – herunder også regnbuefamilier – og cirkulær-økonomi-løsninger. Vi lærte at dele, at tilgive, om at se verden i farver og ikke sort-hvid. Vi lærte – selv om vi gerne ville gøre det anderledes – at det ikke behøver at være verdens ende, at være skilt.  Og at familier ikke kun består af blodets bånd, men at venskaber kan være mindst lige så vigtige og nære.

Andre ord var som er med os op til nu takket være blomsterbørnene er: Biodiversitet, økologi, jord-til-bord, uge-23-molkebotteselvforsyning og biodynamik. Der kom virkelig mange gode tanker ud af den epoke, hvor jeg var heldig at rende rundt i haver, skove og grøftekanter og få lov til at være fri og udendørs og eksperimenterende. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan jeg havde måttet leve med at været spærret inde indendørs, hvis jeg havde været barn i et andet årti.

Vi fik lov at være i fred

Fædrene og mødrene i 1970erne lykkedes på flere måder, end de selv erkender i dag. De satte os fri. Mange levede deres eget liv og det frisatte os børn, at de ikke havde næsen nede i vores sager hele tiden. Sådan som det ses på nutidens Forældreintra, bare for at nævne et eksempel ud af mange.

De lod os eksperimentere. De lod os tænke tanker til ende. De stressede os ikke. De lod os kede os.

Man kunne glo ud i luften eller kæle med en kat eller en kanin, så længe man havde lyst, uden at nogen – som de ville gøre i dag – spurgte en  om alt muligt eller ”hvad-tænker-du-på-lille-skat” skaermbillede-2016-09-16-kl-18-02-30eller satte en i gang med alt muligt. De voksne lod os ikke være deres et og alt, hvilket kan være noget af en byrde, tænker jeg med blik på nutidens børn, der ikke kan røre i en troldegryde eller plukke en blomst uden at blive filmet.

Da jeg plukkede blomster og lavede troldemad dengang, foregik det stort set uden indblanding og uden, at jeg talte noget særligt om det. Jeg rendte bare rundt i min egen fantasiverden i timevis. Der var ikke nogen, der smed det på sociale medier. Det var bare.

Det var blomsterbørnenes tid. Og jeg er taknemmelig for både blomsterne og de blomsterbørn, der forsøgte at bryde ny jord.

FOTO: Signe Wenneberg – mange fra bogen “Floras Blomsterbog” – botanik for børn. 

Se mere på Instagram.

FORRETNINGSMODEL: Her på POV lønnes skribenterne direkte af de læsere, som har lyst til at honorere et indlæg med et lille beløb. Sådan slipper læserne for grimme pop-op-annoncer og gyselige bannere. Signe Wenneberg har mobilepay nummer 21435463. 

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Signe Wenneberg

Signe Wenneberg er medstifter af POV og er den eneste af de tre stiftere, der bor i Danmark. Skriver især i kategorierne "Grønt", "Liv" og "Rejsebreve". Er uddannet retoriker og lever af at være foredragsholder og ordstyrer. Har skrevet en del bøger, nogle af dem har vundet priser. Se bogliste og kontaktinfo på www.signewenneberg.dk. Se det daglige grønne feed på www.instagram.com/signewenneberg
POV forretningsmodel: Her på POV lønnes skribenterne direkte af de læsere via crowdfunding. Hvis alle betaler en lille smule, så kan alle slippe for betalingsmure, telefonsælgere, pop-up-reklamer. Tak på forhånd for donationer til flere grønne tekster her på POV. Mobilepay 21 43 54 63.

Seneste indlæg fra

Gå til Top