mm

Ole Blegvad

Ole Blegvad er født i 1963. Han er uddannet på Journalisthøjskolen i Aarhus i 1991. Inden da havde han et år med Nordisk Litteratur på Syddansk Universitet - hed dengang Odense Universitet. Allerede i praktiktiden kom Ole til DR - det hed dengang Danmarks Radio. I næsten 25 år - kun med et års afstikker til Nordisk Film og TV2 Lorry - har Ole været tilknyttet DR. Der er stort set ikke den afdeling eller den programtype, som han ikke lige har snuset forbi. Han har været tv-vært i B&U afdelingen, radiovært i kulturafdelingen, redaktionssekretær, reporter, journalist, fast live-reporter på Tv-avisen m.m. Stofområderne har primært været kunst og kultur med fokus på især teater, film og musik, samt samfund/politik og sport. Ole Blegvad var dækket et hav af begivenheder blandt andet da Danmark i 1992 blev Europamestre i fodbold, og da Lars von Trier vandt De Gyldne Palmer i Cannes for Dancer in The Dark i 2000. Han har ligeledes - sammen med Rasmus Funder - skrevet den anmelderroste guidebog, Berlindk, hvor 11 danske kulturpersoner fortæller om den tyske hovedstad. Han har lejlighed i Berlin, så har stort kendskab til tysk kultur. Ole Blegvad har sammen med Emil Falke, et af dansk films store talenter, video-og produktionssamarbejdet www.falkeblegvad.dk Samtidig anmelder han teater på XQ28, der er Danmarks største site for LGBT-personer. Hvis I har mod på at honorere denne artikel, kan det ske via MobilPay på 53644413

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Ole Blegvad
på Mobile Pay: 53 64 44 13

Fynsmestrene 1977 i drengerækken. Her til Norway Cup i Oslo, sommeren 1977. foto: Bent Pedersen, eget arkiv.

Mine 70’ere: Fodbold, Fællesskab og forvandlingskugler

I 1970 begyndte jeg i første klasse i folkeskolen. 1977 blev et vendepunkt. Jeg gik fra at være ubekymret barn til at være en ung teenager. Jeg blev konfirmeret, blev fynsmestre i fodbold, jeg var elevrådsformand. Og måske vigtigst af alt fællesskabet og kammeratskabet betød mere end personlig vinding.

Det er mit liv

This is my street

are you restless feet

carry me on to anywhere

Take the fear

take it away

and give me some hope

for one more day

Vi skrålede tit sangene fra Gasolins lp Efter Endnu En Dag, når vi cyklede til fodbold ad Dalumvej. Uden hænderne på styret, ned ad bakken, forbi Dalumhallen. Så kom det lange stykke langs Dalum Papirfabrik. Ved Dalum kirke og klostret var vi der næsten. Ved Dalum stadion, ved klubhuset. Så var vi ved klubben. Vores klub. Dalum IF.

Dalum I.F. Klubben blev grundlagt i 1931. Foto: Ole Blegvad

Dalum I.F. Klubben blev grundlagt i 1931. Foto: Ole Blegvad

Første drengehold

Året er 1977. Jeg fyldte 14 år, og som det forstås, så fyldte Dalum en hel del. Ikke alene på stednavnene, men også i mit og mine kammeraters liv. Dalum i det sydvestlige Odense. Dalum var lig med fodbold. Vi var dedikerede fodboldspillere. Vi spillede på 1. Drengehold. Mesterrækken på Fyn. Og vi førte i foråret. Vi var Fyns bedste hold for dem under 15 år. Vi trænede mindste tre gange om ugen, spillede kamp en gang.

Vores kampe kom folk til. Måske 100-200 publikummer til vores hjemmekampe, når der var flest. Fyns Stiftstidende skrev om boblende fodbold med potentiale for at nå noget stort. Pigerne stoppede os, og synes vi var smarte – Jens Holst, Mike, Stycke, Svend, Richard, Villi, Isaksen, Brisser, Lille Jens, Jørgen Breith, Nygaard, Jesper, Tyr, Knud og hvad de ellers hed.

Fodboldens drømmefabrik

Fodboldspillet var i udvikling, som så meget andet i 1970’erne. Den hollandske fodboldmaskine med Johan Cruyff i spidsen havde allerede i første halvdel af årtiet sat nye standarter. Spillet blev sat mere i system. Vores hold spillede primær 4-3-3, eller 4-4-2. (at forstå). Jeg var midterste midtbane. Havde nummer 7 på ryggen, som Allan Simonsen og Kevin Keegan.

Som drømmende fodboldspillere. Kiggede vi ud. Ud på en europæisk fodboldscene, der var under forandring. Klubberne blev mere og mere forretninger. Reklamerne og tv-penge tog mere og mere over. Og selvom ingen kunne forudse, hvordan milliarderne en dag ville rulle i international fodbold, så blev klubfølelsen i disse år til sidesat i forhold til penge.

Men vi slugte det hele. I vinterhalvåret så vi Tipslørdag med dong-lyd og Claus Borre. Vi så Leeds, Liverpool, Everton, Nottingham Forrest, Tottenham, Arsenal, Queens Park Rangers, United, City og West Bromwich Albion.

På tysk tv var der efter hver Bundesliga runde, Der Sportschau (det er der i øvrigt endnu, med stort set samme koncept som man ser nedenfor). Bayern München og Borussia Münchengladbach var de toneangivende hold. Franz Beckenbauer, Gerd Müller og Sepp Maier var navnene hos Bayern. I Gladbach var det Allan Simonsen og Henning Jensen.

Vores hold var et lille, mini professionelt team. Synes vi selv. Vi havde ens trøje, bukser og strømper. Vi havde sågar alle sammen en Hummel træningsdragt. Når vi løb ind på B1913s bane på Falen, så legede vi, at det var San Siro stadion i Milano, og når vi fandt Fjordagers baner tæt ved Seden skole, så var det Hampden Park, vi entrerede. Et mål i vores kampe blevet fejret med jubel a la Peter Lorimer eller den lokale OB-helt, Allan Hansen. Sejre blev også belønnet. Hvis vi vandt var der ofte nogle forældre, som gav pølser og sodavand.

Det er mit liv

Det er min tid

Bare vis mig lyset

Og jeg vil gå derhen

Sådan lød Gasolins This Is My Life oversat. Vi var parate til at tage imod alt det der ventede. Alt det ukendte, usikre og uimodståelige.

 

Seks af fodboldkammeraterne på tur. Der er iøvrigt lidt historisk gentagelse. Mike, der står yderst til højre er onkel til landsholdsspiller Andreas Christensen, der spiller i Allan Simonsens gamle klub Borussia Mönchengladbach. Foto: Ole Blegvad.

Seks af fodboldkammeraterne på tur. Der er iøvrigt lidt historisk gentagelse. Mike, der står yderst til højre, er onkel til landsholdsspiller Andreas Christensen, der nu spiller i Allan Simonsens gamle klub Borussia Mönchengladbach. Foto: Ole Blegvad.

Og da Allan Simonsen i 1977 blev kåret som Europas bedste fodboldspiller var vejen mod stjernerne belagt med 14-årige drenge- drømme.

Én klub – Ét fællesskab

Dalum I.F. havde i midten af 1970’erne en af de største ungdomsafdelinger i landet. På min årgang – dem der var født i 1963 og 1964 – var der seks hold. Os på 1. holdet var stjernerne. Det var os de andre skulle se op til. Os der var de bedste. Os pigerne ville lege med. Det var os der havde mulighederne. Os der kunne tillade os at drømme.

Men sådan fungerede det faktisk ikke. Klubben arrangerede hvert år ture for alle hold. Frivillige ledere med deres koner tog os med på ture. Det år var hele årgangen på en weekendtur til Strynø. Vi boede i øens forsamlingshus. På luftmadrasser, i soveposer. Spillerne fra førsteholdet side om siden med dem fra sjetteholdet. Vi blev blandet på kryds og tværs. Spillede five-a-side-turnering, lavede mad og vaskede op.

Det var nemlig en af premisserne i klubben. Én klub, Ét fællesskab. Det var de stærke, som havde det største ansvar for fællesskabet. Det var de stærkeste, der skulle bærer. Vi skulle være de generøse. Vi skulle dele ud af vores drømme, så dem på sjetteholdet også kunne begynde at drømme. En smuk tanke, som havde så gode vækstvilkår i 1970’erne. De flest af os boede i parcelhuse, der var bygget i slutningen af 1960’erne. Moralen var, hvis vi ikke kunne tage os af dem, som ikke have så gode vilkår, hvem skulle så kunne.

Holdets topscorer, Jens Holst, sammen med Ole Blegvad. Da Jens var 17 år scorede han to mål i en pokalkamp i Idrætsparken mellem KB og B1913. I Aktuel skrev Knud Lundberg, at Jens Holst vi i kampen måske havde set en kommende landsholdsangriber. Skader (og lysten til byliv og kvinder i de unge år) satte en stopper for det eventyr. Foto: privat.

Holdets topscorer, Jens Holst (th), sammen med Ole Blegvad. Da Jens var 17 år scorede han to mål i en pokalkamp i Idrætsparken mellem KB og B1913. I Aktuel skrev Knud Lundberg om Jens Holst, at vi måske havde set en kommende landsholdsangriber. Skader (og lysten til byliv og kvinder i de unge år) satte en stopper for det eventyr. Foto: privat.

Når bolden ikke rullede

Fodbolden fyldte meget i 1977 og årene omkring. Når jeg ikke var af sted til fodbold, så spillede jeg tennis og volleyball. Tennis var det individuelle modstykke til fodboldens fællesskab. Her var det en mod en. De fleste drømte om at ligne Björn Borg – selv havde jeg den rumænske spiller Ilie Nastase, som idol.

På skolen var der morgensang. B.S. Ingemann, Grundtvig, Carl Nielsen og J.P.E. Hartmann. Til de gamle lærere sagde vi ”hr og fru”. De unge lærere var vi på fornavn med. Jeg var lille elevrådsformand, så jeg var med til lærerådsmøder og møder i forældrekredsen. Jo, forandringen var i gang.

Ikke, at jeg var specielt politisk bevidst. Faktisk sagde min storsøster altid, at jeg politisk var et ekko af vores far, der stemte på Venstre. Men når han skulle provokere min søster på 17 år, så sagde han, at han stemte på Glistrup, så var familiefreden ødelagt. Trods drillerierne voksede jeg imidlertid op med stor tolerance og åbenhed. Min far sagde altid, at vi skulle huske, at skatten gik til vores skolegang, motorveje og sygehusene.

Men tiden var i opbrud. Ungdomsoprøret havde sat sine spor. Fædrene begyndte at vaske op og støvsuge. Og da mine forældre en sen aften time pludselige skulle i biografen med nogle af deres gode venner, så kunne vi godt regne ud, at de skulle i Imperial at se en stjernetegnsfilm med Ole Søltoft. Nyfigenheden havde trange kår i middelklassens forstæder.

Konfirmation foråret 1977. Dagen efter vi havde spillet 1-1 mod KFUM, hvor jeg scorede på hovedstød. (mærkelig hukommelse at have 40 år efter, når man så ikke kan huske Newtons lov)

Konfirmation foråret 1977. Dagen efter vi havde spillet 1-1 mod KFUM, hvor jeg scorede på hovedstød – mærkelig hukommelse at have 40 år efter, når man så ikke kan huske Newtons lov.

Vi 14 årige begyndte at holde klassefester. Konfirmationen var overstået, så vi kyssede i hjørnerne og mærkede på hinandens kroppe. Vi drak en øl eller to, og vi dansede til Gasolin, ShuBiDua og ikke mindst til årets kæmpe hit – både som film og musik – Saturday Night Fever. John Travolta var for lækker, selvom vi nu synes, det var sjovere at sige ”missionsrøvhul” og ”skal vi lege rangerlokomotiv”, som de gjorde på århusiansk i Nils Malmros film ”Drenge”.

Efteråret 1977

 I efteråret 1977 kunne vi – drengeholdet fra Dalum Idrætsforening – kalde os Fynsmestre. Større blev det ikke dengang. Vi var datidens stjerner for en aften og X-factor i lokalsamfundet.

Her snart 40 år efter er det få jeg har kontakt til. Men sæsonen 1977 kan ingen tage fra os. Den har vi sammen. Den var med til at forandre os med fodbold, fællesskab og forvandlingskugler.

Men jeg tænkte alligevel på Allan Simonsen. Hans fabelagtige mål i mesterholdenes Europa Cup-finale mellem Liverpool og Gladbach. Nærmest diagonalt i straffesparksfeltet hamrede han bolden op i modsatte kryds. Uden chance for Ray Clemence i Liverpool målet. Borussia Münchengladbach kom foran 1-0, men endte med at tabe finalen 1-3 til Liverpool. Jeg synes det var så trist. På sin vis vandt Allan Simonsen, men holdet havde tabt.

Nu stod vi 14-årige drenge. Livet lå for vores fødder, men vi vidste bare ikke helt, hvor de der fødder kunne bevæge sig hen. Tre år efter var vi så godt som spredt rundt i hele universet. De bedste spillede nu i de store klubber, som OB og B1913. Nogle kom på gymnasiet, andre på EFG eller fik en læreplads. Nogle begyndte at lytte til Lars HUG og Kliche, andre gik med Bamses Venner. Nogle blev boende i Dalum, andre flyttede væk.

Her snart 40 år efter er det få jeg har kontakt til. Men sæsonen 1977 kan ingen tage fra os. Den har vi sammen. Den var med til at forandre os med fodbold, fællesskab og forvandlingskugler. Hvis jeg skulle tage noget med fra dengang, så er det den stærkes pligt til at tage sige af og hjælpe de svage. Fællesskabet og holdånden skulle også med. Og så drømmene. Drømmene ville jeg tage med.

Som når vi cyklede uden hænderne på styret, og sang Gasolin:

Kloden

drejer stille rundt i nat

på kommoden

ligger Soya og Karen Blixen

drømme lister frem

og står på lur

og de nikker og hvisker kom

når det er mig der står for tur

og jeg følger med

stikker af

fra endnu en dag

Kategorier