mm

Monica Krog-Meyer

Monica Krog-Meyer, tidl. radiovært, nu skribent, pensionist og mormor.
Født 1950, programmedarbejder og studievært. Har taget turen fra P3, via P4 og til P5.
Jeg skrev i 2010 "Plus-alderen - vi bliver jo bare ved!", der medfører mange muntre foredrag rundt i Danmark.

Se alle skribentens artikler

Min overraskende passion: Dødsannoncer

KLUMMESERIE – “Jeg er blevet som min mor. Jeg læser dødsannoncer. Ikke nok med det. Jeg har de sidste 20-30 år gemt en masse dødsannoncer, klippet dem ud og skrevet dato på. Konvolutten er proppet. ”AT GEMME” står der, med sørgerand omkring. Og nej det er hverken morbidt eller fordi jeg svælger i døden. Men hvorfor så? Jo, jeg synes det er rasende interessant at se, hvordan vi siger farvel. Min fantasi går i gang med at forestille mig det liv, der nu er slut, ud fra tonen i dødsannoncen, og hvad der bliver sagt om den døde.” Monica Krog-Meyer kalder sig selv en ”ægte dødsannonce-arkæolog” og giver et medrivende indblik i sin overraskende passion.

I mit muntre liv som mediemenneske, skribent, seniordebattør og glad mormor fortsætter jeg troligt med at bladre dagens avis igennem, som jeg altid har gjort. Sådan én er jeg nemlig, papiravislæser, i hvert fald lidt endnu. Udover nyhederne, perspektiverne, debatterne, ja den daglige orientering, er det vigtigt for mig at læse dødsannoncerne. At holde mig ajour med, hvem der har forladt os.

Avisen er ikke læst før jeg har været forbi den der side i avisen med navne, hvor jeg for hvert år der går undres over, hvor kort afstanden er og hvor tynd den typografiske streg er mellem jubilæer og runde fødselsdage – og så nekrologerne. Den ene dag berømmet jubilar, den næste dag centrum i en nekrolog. Sådan er livet.

Elskede venner, tak for kærligheden i dette liv. På gensyn, vi mødes efter planen

Det er ikke bare for at se, hvem der nu er døde. Eller som Dirch Passer sagde: om der er nogle gode døde.

Jeg nærstuderer dem.

Det er egentlig mærkeligt, at så mange synes, det er ubehageligt at tale om døden. Mig generer det ikke. Det er den vej vi skal alle sammen. Men angsten for hvornår og hvordan vi skal af sted, får mange til at skubbe de tanker væk. Fornægtelse, afvisning osv. Lad os tale om noget andet.

Det er i grunden synd, det hører jo med til livet.

Gør forarbejdet mens du er i live

Når én i familien dør, så er man nødt til at tale om begravelsen, om kisten, om gravsted, om sammenkomst eller ej og ikke mindst om hvad der skal stå i dødsannoncen, hvis det er på den måde man vil fortælle omverden om dødsfaldet.

Det er hendes ønske, at familie og venner vil plante en busk eller et træ i deres have og mindes de gode timer de tilbragte sammen med hende, når de betragter buskens blomster eller ser op i træets krone

Mange ånder lettet op, hvis den døde faktisk selv har tænkt på, hvad der skal stå. Jo mere der er forberedt, jo lettere er det for de efterladte. For hvad ville Erna egentlig? Brændes eller begraves? I en kirke eller i et kapel? Og skulle hun have en sten eller på de ukendtes grav? Hvilke salmer/sange ville hun gerne have? Skal bisættelsen foregå i stilhed? Eller var hun ligeglad og mente at det må børnene bestemme? At de efterladte skal gøre som de vil?

Den allerstørste lettelse oplever man, hvis der også er sat penge af til bisættelsen. At komme herfra er ikke gratis. Det er en bekostelig affære.

Dødsannoncen er en særlig disciplin. Det er vigtigt at navnet er der. Som oftest også fødselsdato og dødsdato. Måske byen hvor den døde boede. Ved kvinder der har skiftet navn i ægteskabet, kan man skrive deres oprindelige efternavn, alt sammen for at undgå misforståelser og unødig ængstelse hos læserne, for er det nu den Erna vi kender eller er det en anden?

Det er egentlig mærkeligt, at så mange synes, det er ubehageligt at tale om døden. Mig generer det ikke. Det er den vej vi skal alle sammen

”Anders har forladt os” er sandt for den Anders’ pårørende, men skaber uro hos alle dem, der kender en Anders. Der skal stå mere om, hvem denne Anders var.

Hvis ikke man har kontaktet alle dem, der kender den døde og ved, hvorfor han eller hun døde, så er det almindelig at skrive lidt om det: ”Kræften har taget ham”, ”har pludselig forladt os”, ”er død ved et færdselsuheld” eller ”sov stille ind”.

Til slut er det vigtigt at oplyse, hvor der skal være bisættelse, så venner og familie kan finde vej, også dem, der måske har kendt den døde for mange år siden og som gerne vil være med til at sende deres gamle ven eller veninde af sted.

Den opskrift kan varieres på mange måder.

Ingen tvivl om at Mathias, der kun blev 25, har efterladt et meget smukt indtryk hos både familie og kæreste. Et smukt eftermæle.

Hvem skriver vi til?

Ganske ofte føler de efterladte trang til at skrive nogle ord ikke om den døde, men til den døde. ”Du vil altid være i vores tanker” eller ”Dit hjerte holdt kun tre dage, men dit minde følger os for altid”.

Det har altid undret mig, hvorfor man taler til den døde, der jo netop ikke er i stand til at høre det. Jeg forstår godt, at man så at sige sender det som en hilsen på nogle særlige bølger af sted hinsides, men det virker mærkeligt. Dødsannoncen er jo til os andre, vi der stadig er her. Det kunne lige så godt skrives som ”Hun vil altid være i vores tanker”, eller ”Hans hjerte holdt kun tre dage, men hans minde følger os for altid.”

En ny tendens er, at dødsannoncen er den sidste hilsen fra den døde selv. Som altså ikke bare har forberedt det hele, men også er den, der står bag dødsannoncen. Det er en logisk konsekvens af vores åbenhjertige liv på de sociale medier

Ved et dødsfald befinder man sig i en ganske særlig boble af sorg og tab, og måske er ordene til den døde en måde at holde lidt fast i den, man har mistet.

Det kan være godt at inddrage en professionel, som f.eks. bedemanden, så man ikke kommer til at skrive ‘vores lille mor er død’ eller andre knap så heldige ting. Det der ‘lille’ er jo ren kærlighed og sorg, men det er ikke så værdigt for den, der er død at blive betegnet som lille. Og slet ikke hvis det er en person der både fysisk og psykisk har fyldt godt i hverdagen.

En hilsen fra mig til jer

En ny tendens er, at dødsannoncen er den sidste hilsen fra den døde selv. Som altså ikke bare har forberedt det hele, men også er den, der står bag dødsannoncen. Det er en logisk konsekvens af vores åbenhjertige liv på de sociale medier. Samtidig er det rørende at tænke på, hvordan det har været for den pågældende at skrive sine sidste ord ned.

Her er nogle af de formuleringer, jeg er stødt på:

Jørgen: ”Jeg er ikke mere her på jorden. Mange hjertelige hilsner og tak til alle, der har vist mig trofasthed og venskab i livet, og som vil sende en venlig tanke i døden.”

Det skal hermed meddeles mine venner og bekendte, at jeg Poul Erik (fødselsdato og sted) ikke lever i denne verden mere. Jeg takker jer alle for hvert kærligt ord og hvert lyst og meningsfyldt øjeblik.”

Da livet nu er slut, takker jeg de venner, som har givet mig glæder for alt.” skriver Lizzie.

Leif Thorkild: ”Elskede venner, tak for kærligheden i dette liv. På gensyn, vi mødes efter planen.”

Gæve venner, gode familie! Det var så det. Nu og da ganske festligt, men aldrig kedeligt! Til de af jer som skal opad: PÅ GENSYN!” Jeres taknemlige Skipper (Det var mig med ”Fulton”)” og så en tilføjelse ”Festen er holdt.”

Jeg holder vældig meget af Povl Stig, der skriver: ”Jeg er død”, kort og godt.

Og Nils, der både siger farvel og giver en lille formaning: ”Halløj! Jeg er smuttet over til Gud. Tak for et frydefuldt liv, til alle jer hvis vej jeg krydsede. Følg sandheden. Vi ses.”

Hjørdis er ligefrem lettet: ”Mit lange liv (hun blev 85) begivenhedsrige liv er slut. Det er dejligt ikke at skulle bekymre sig om fremtiden mere.”

Poesi og mange smukke ord

Det er i dødsannoncerne yndet at skrive digte og gode ord. Som trøst og opmuntring, og indimellem kan det være ord, der forstærker sorgen. Selvskrevne vers eller lånt af professionelle.

(Sædvanligvis glemmer folk at skrive, hvilken digter de har lånt ordene fra. Ikke fordi jeg synes der skal rejses rettighedssager, men af respekt for dygtige digtere og uovertrufne forfattere, ville det være god skik. Også i en dødsannonce.)

Holger fik denne hilsen med på vejen af sin forlovede:

I en tid hvor det gælder
at ligne de andre
som har ophørt at yde
og lært at forlange,
er der enkelte blandt os,
man trygt kan forlange af.
Du var en af de få,
som der ikke er mange af.

Karl Kristians ord peger i samme retning. Han døde som 96-årig og betegnes som et ‘fint og sjældent menneske’. Familiens valg af dette smukke digt giver os andre trøst og minder om, at det kan lade sig gøre at dø i harmoni.

Tilfreds at være er en gunst
Tilfreds at synes er en kunst
Tilfreds at blive er en lykke
Tilfreds at dø et mesterstykke

Sussi Lea betegnes af sin søn sådan her:

Drømmebarn af en lodret kvadrat
er efter en lang rejse
endelig taget af sted
og jeg lever nu
i håb og taknemmelighed
med de sange
hun har givet
liv

Leif, der var anlægsgartner, levede et lykkeligt liv, forstår vi. Han beskrives ikke bare som ‘vores allerkæreste’ og ‘savnet for altid’. Hans familie skriver også dette vers:

Den, der vil være lykkelig én dag, drikker
Den, der vil være lykkelig én uge, slagter et svin
Den, der vil være lykkelig ét år, gifter sig
Den, der vil være lykkelig et helt liv, bliver gartner.

Edmund Mathias fik dette smukke vers med:

Døden er bare en lille port som åbnes ved skumringstid

En lille dør i en havemur, fortrolig og mørk af slid
Over den slynger sig rosers flor, bag den er lysets skin
Og mangen træt og mødig fod går over tærsklen ind
Intet hjerte skal føle angst, intet ondt er på lur
Døren er bare en stille dør i en havemur

Smukke ord, dybfølte og vederkvægende både for de efterladte og os andre, der får lov at læse med.

Når digte og vers er vigtige

Kort og godt

Enhver der har indrykket en dødsannonce ved, at jo flere ord jo dyrere, så man kan også fatte sig i korthed. Eller bare skrive det, der er nødvendigt: Navn, årstallene, alder.

Kort og godt

Hvilken historie ligger bag?

Der gemmer sig historier i dødsannoncer. Private historier vi andre aldrig får forklaringen på. Klaus‘ familie skriver at han er født i 1946 og i stedet for ‘er død’ eller ‘har forladt os’ står der ‘dræbt den 15.11 1998’. Hvilket drama ligger bag brugen af ordet ‘dræbt’, der meget sjældent optræder i dødsannoncer?

Det er også sjældent, at en afdød betegnes af vennekredsen bag annoncen som ‘Vores elskede og vanvittige ven’. Uffes venner tilføjer, at han er ”et andet sted”.

Når Per af familien og vennerne får et citat med: ”Det kunne ikke være anderledes” er jeg nysgerrig efter at vide, hvad det er, der ikke kunne være anderledes, men får måske et hint, fordi der opfordres til at støtte AIDS-Fondet.

Jeg får lyst til at fnise, men det er måske ikke meningen, når jeg læser om Elly Margrethe: ”Hun har sagt det sidste ord i sin sætning” Mon hun talte meget?

Avisen er ikke læst før jeg har været forbi den der side i avisen med navne, hvor jeg for hvert år der går undres over, hvor kort afstanden er og hvor tynd den typografiske streg er mellem jubilæer og runde fødselsdage – og så nekrologerne

Er man ægte dødsannonce-arkæolog kan man gå i dybden med årstallene, og derfor undre sig over hvilken historie, der mon ligger bag dobbeltannoncen for Mogens fra 1924 og Lars fra 1942, der tydeligvis er far og søn, da de har samme særlige efternavn. De er døde med 8 dages mellemrum, sønnen først, og der står, at de begge er sovet stille ind. Er der tale om et voldsomt tilfælde for familien med to dødsfald så tæt på hinanden eller er der tale om en far, der dør af sorg over at miste sin søn?

Navne

Det er nok ikke kun mig, der kan frydes over navne.

Folk har vidunderlige navne. En dag hedder alle de døde i min avis Johansen, Jensen, Enevoldsen, Andersen og Sørensen. Næste dag er der farvel til danskere, der hed Østed, Blædel, Ramus, Rich, Jagd, Schlicker, Bugge, Gønget, Kalsgaard og Stahr.

Det er svært ikke at komme til at smile, selv om Skyldfri Houborg er død. Hvordan har forældre dog fundet på at kalde deres datter for Skyldfri?
Eller hvorfor gav forældrene navnene Margarit Juliane Signe Eudoxie Polly Alice til en og samme datter? Hun var endda født Hegermann-Lindencrone.

Numerologien og et ganske særligt liv præger også den dødsannonce, hvor vennerne fortæller, at Didi Ditte Brigitte Yosada Jazer Jazz Alvine Liff Ihle er død.
På herresiden kan Andreas Peter Christian Johan Jacob Holm også deltage med sine mange, omend velkendte danske drengenavne.

Navne!

Opløftende farvel

Det er og bliver sørgeligt, når der tages afsked med et elsket menneske. Dødsannoncerne afspejler savn og sorg, længsel og tab. Det definitive farvel, kapitler der lukkes og grådkvalte familiemedlemmer, der står ensomme tilbage.

Men leder man godt, dukker der både opmuntring og livsglæde frem i de farvelord, nogle efterladte bruger. Ingen tvivl om at Vivi har elsket sin Niels. Hun ved at stor kærlighed betyder stor sorg, når den anden dør. Men at det er prisen for at have elsket og oplevet kærlighed:

Min kæreste Niels. Du gav mig kys og kram og glæde. Fik mine øjne til at tindre. Din Vivi.

Det er godt at læse: ”Erna fik efter en lang sygdomsperiode en god død”

Svend er uventet sovet ind”, skriver familie og venner, og tilføjer det der sjældent skrives, men som man ofte fornemmer:

Vi er meget kede af det, men vil mindes hans dejlige opmuntrende måde at være på. Han lever videre i vores hjerter.”

Ingen tvivl om at der vil blive fortalt mange smukke historier om Svend, og på den måde holdes hans minde i live.

Thorvald lader familien skrive, hvad der skal skrives, men har fået et lille og væsentligt slutord med. Et ønske om en slags liv efter døden, der lyder som om det stammer fra en gammel dansk sang:

Lad mig spredes i en ager
nok så lille nok så mager
blot jeg genopstår engang som akvavit.”

Lad mig slutte med mine to favoritter: Jettes familie skriver i dødsannoncen:

Det er hendes ønske, at familie og venner vil plante en busk eller et træ i deres have og mindes de gode timer de tilbragte sammen med hende, når de betragter buskens blomster eller ser op i træets krone.”

og Inge der blev bisat i stilhed, har også tænkt lidt videre end sin egen død:
hun

har som sit sidste ønske udtalt håbet om, at slægtninge, venner og arbejdskammerater, der ville have haft ulejligheden og udgiften med at sende blomster, såfremt bisættelsen havde været offentlig, i stedet vil kontakte en ensom sjæl, der trænger til et besøg eller en invitation.”

Topfoto: Konvolutten hvor jeg har samlet dødsannoncer de sidste 20-30 år. Alle fotos er private. Jeg har forhåbentlig ikke stødt nogle af de efterladte gennem tiden ved at viderebringe indholdet i dødsannoncerne.

Vi er ikke lønnede på POV, og du kan læse gratis med. Det er skrivelysten, der styrer os som de bloggere vi er. Hvis du synes godt om det jeg skriver, så kan du støtte min fortsatte skribentvirksomhed via mobile pay 2424 6242. Jeg takker på forhånd for store, såvel som små beløb.
Du kan også melde dig som abonnent af POV International for 20 kr om måneden. Se øverst her på siden

Kategorier